Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I vor urolige og konfliktfyldte tid, der medfører en ydre og indre usikkerhed og ufred for de fleste mennesker, søger mange efter løsninger, som kan bringe harmoni i og omkring det, og søger således mere eller mindre bevidst efter den virkelige sandhed om tilværelsen og om dem selv. Skønt denne søgen er forstærket ved de eskalerende voldsomme hændelser, der overgår menneskeheden i disse årtier, har mennesker i realiteten altid søgt sandheden og fået den, gennem deres vise, de vismænd, som gennem årtusinder har været ledere for stammer og folkeslag. Men mennesker har kun fået sandheden i småbidder, en partiel sandhed, fordi nogle af deres vismænd kun kendte sandheden delvis, eller fordi de enkelte, der kendte hele sandheden – og således var kosmisk bevidste – kun kunne give dem tilnærmede sandheder svarende til deres moralske niveau og ydre fysiske situation. De var ikke modne til at modtage den fulde sandhed. Mennesker har derfor hidtil levet på tillempede sandheder, livsopfattelser, der var tilpassede det mentale stade, enhver tids mennesker stod på, og er på den måde langsomt blevet ført frem til en større og større forståelse af livets love og principper og har således gennemgået en kontinuerlig bevidsthedsudvidelse. Følelsesmæssige erfaringer høstedes ved et trælsomt og lidelsesfyldt liv, og en stærk vækst i intelligens udvikledes for at imødegå eller undgå vanskelighederne ved de barske vilkår, de mørketider de levede under.

Lidelsen bragte viden og visdom. Af mørket udsprang lyset. Og den virkelige udfrielse af mørket, redningen, frelsen, fornyelsen var på et tidligt tidspunkt blevet forudsagt bl.a. med ordene: "Men når han sandhedens ånd kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden" (Joh. 16. 13), hvad der var bebudet i forbindelse med "de sidste tider". For adskillige tusinder mennesker både her i landet og udlandet er denne sandhedens ånd kommet i form af "Det Tredje Testamente eller Livets Bog". Mange af disse har i begyndelsen mødt disse værker med en vis skepsis, hvad der er en sund indstilling for mennesker, som nødigt vil vildføres. Og hver enkelt har måttet undersøge, kontrollere og efterforske, hvor det var muligt, og fastslå for sig selv alene, om dette værk nu også var identisk med den fulde sandhed, om Martinus kosmiske analyser er en virkelig videnskab og ikke blot en af Martinus opfundet teori, som man kunne antage eller ikke antage, tro eller ikke tro. Men allerede nu har som sagt tusinder i disse kosmiske analyser fundet en virkelig klippegrund, en uafviselig visdom, "hele sandheden, som skulle komme".

For en stor del er denne sandhed endnu teori for os. Den er det A-stadium (det teoretiske), som vil efterfølges af et B-stadium (øvelsesstadiet) for at ende i et færdigt talent for en fuldkommen praktisering eller den oprindelige teori gjort til C-stadium eller automatfunktion. Og begyndelsen, den teoretiske tilegnelse, er slet ikke så let. Men selv om man arbejder intenst og målbevidst og har fået et vist overblik over Martinus verdensbillede, er det blot et begynderstadium og herefter kommer øvelsesstadiet, som er et dagligt fejltagelsernes, misforståelsernes, prøvelsernes og besværlighedernes stadium, og her står de allerfleste af os. Midt i virvaret og larmen fra omverdenen føler vi, at vi sjældent møder den forståelse og tilgivelse, vi har behov for eller længes efter, hvad der så skyldes, at vi ikke selv er eller har været tilbøjelige til selv først at vise forståelse og yde tilgivelse. Loven om årsag og virkning, det at vi høster som vi sår, er stadig meget teoretisk for os, den er ikke blevet tilstrækkelig realistisk, og der må endnu gøres mange eksperimenter med sandheden, mange praktiske forsøg, hvor vi gør fejl og oplever ubehaget ved kollision med vore omgivelser, før vi erkender så/høste- princippets ufravigelighed.

I dette fejltagelsernes eldorado har vi et særligt øje for andres fejl. Vi mener at kunne hæve os selv ved at dadle andre, og at kunne påvise disses fejltagelser. Vi søger succes på andres bekostning, og man kunne her citere en mand, der spøgefuldt udtrykte det sådan: "Det er selvfølgelig dejligt selv at have succes, men andres fiasko er heller ikke at foragte". Vi har lettere ved at "se skæven i vor broders øje", men "bjælken" i vort eget, er vi knap så flinke til at se. (Math. 7.3) Vi kan være lynsnare til at dømme og mener at være retfærdige i vore domme, men i virkeligheden dømmer vi kun os selv. I og med at man søger at afsløre andre røber man sine egne svagheder. For mange af os må den første opgave være den at gøre princippet om sæd og høst til en realistisk kendsgerning for os selv, og at lære os at indse at ingen anden end vi selv kan være årsag til vor egen skæbne. Vi må studere vor egen tankeverden, vore handlinger og reaktioner, vore egne bevæggrunde og motiver. Vi må gå på motivjagt i vor egen bevidsthed, før vi udtaler os eller skrider til handling. Det kan ganske vist være nyttigt også at søge at analysere og forstå andres motiver og handlemåde og derved øge sin indsigt i andres psyke, men det vil nu engang være vigtigst at have opmærksomheden henvendt på os selv og egne manifestationer, der er den oprindelige årsag til vort eget livsforløb.

Når vi ofte er tilbøjelige til at søge at hæve os selv ved at forringe andre eller tillægge andre skylden for vore besværligheder, skyldes det vor arv fra dyreriget, dette at vi er selviske og partiske, hvad der igen er en følge af vor een-polede seksuelle tilstand. Og da vor een-polede tilstand kun ændrer sig ved udvikling og altså kun meget langsomt, må vi være klare over vor fortsatte partiske indstilling og være opmærksomme herpå eller tage dette i betragtning, når vi analyserer vore tanker og handlinger.

Martinus skriver herom i Livets Bog III stk. 977: "En beretning eller analyse, der er partisk, kan hverken være sandhed eller retfærdig. Thi partiskhed er et skjult lod på retfærdighedens vægtskål. Den camouflerer vægtskålens ligevægts- eller tyngdepunkt til fordel for vejerens ønsker. Samme ligevægtspunkt udtrykker således ikke det, tingen i virkeligheden "vejer", men det, vejeren ønsker, tingen skal "veje". Vægten er falsk. Og en falsk vægt eller et falsk mål er usandhed og kan derfor ikke være retfærdigt. At de levende væsener derfor er ufrie væsener, bundne af usandhedens lænker, i samme grad som de er "partiske", bliver således her til åbenlys, urokkelig kendsgerning. Man må derfor i særlig grad undersøge overleverede beretninger, af hvilken art de så end er, før man accepterer sådanne, thi i samme grad, som deres ophav har været partiske i deres beretnings emne, vil deres beretning være camoufleret eller usand til fordel for denne partiskhed på bekostning af beretningens absolutte sandfærdighed eller retfærdighedsværdi. ... ... Den "virkelige sandhed" kan derfor umuligt findes eller opleves, før væsenet er totalt upartisk overfor alt og alle. Først da kan det være retfærdigt og dermed hundrede procents kærlig overfor hvad og hvem som helst." (citat slut)

Vi står altså i en strid med vor "lavere natur", dvs vor eenpolede partiske tilstand og normale dyriske tendenser i forsøget på at udvikle menneskelige evner eller vor modsatte pol, som er forbundet med vort hjerneorgan og altså identisk med vore intellektuelle evner og anlæg. Og agtpågivenhed i forbindelse med vor partiskhed, dette "skjulte lod" i vægtskålen, er nødvendig, før vi tænker og handler.

Vore tanker er altså "farvede" af vor selviske eller partiske indstilling. Det vi udtrykker kan altså være "halve sandheder" eller måske kvarte eller trekvarte sandheder, og dermed kun delvis sandt. Men når noget kun er delvis sandt er det altså usandt på samme måde som noget ikke kan være rent samtidig med at der er urent og man kan lige så lidt tale sandt og usandt på een gang, som man kan gå op og ned ad en stige på samme tid. Og den omstændighed, at vi hele tiden står i fare for at gøre uret ved at fremstille noget som virkelig sandhed, som blot er "halve sandheder", farvede beretninger, gør at vi må være yderst påpasselige med, hvad vi siger om andre. Vi må spørge os selv, om vi giver andre et bestemt skudsmål for at nedsætte dem i andres øjne og dermed søge at hæve os selv. Vi må gå på motiv-jagt hos os selv. Er det en farvet skildring, vi har givet? Eller er det et neutralt uvildigt billede vi fremstiller? Hvis vi lægger noget til eller trækker noget fra i vor fremstilling, er det ikke mere sandhed. Sandheden kan ikke "forbedres" ved tilføjelser eller undladelser. I og med at sandheden ændres er den ikke mere sandhed, men usandhed.

For dem, der har været så heldige at opleve Martinus måde at fortælle på f.eks. om sit liv og sine rejser eller genfortælle historier, som han selv har hørt, er det overordentlig interessant at opleve, at han hver gang gengiver beretningen nøjagtig på samme måde og med ganske de samme ord, sådan at man – hvis man altså har hørt historien før – kan forudsige, hvad der følger. Han lægger ikke noget til eller trækker noget fra, men gengiver den fuldstændig ens hver gang. Han har det ikke som mange andre, der, når de genfortæller deres historier, farver eller "pynter" på historien med lidt ekstra, for hver gang at gøre "historien" morsommere eller mere interessant. Sådan gør den sandhedskærlige ikke. Det er rigtigt, at en nuanceret historie kan virke mere oplivende, men i og med at den er ændret, er den altså en halv, kvart eller trekvart sandhed og dermed ikke mere den fulde sandhed.

Og Martinus holder sig altså til sandheden, selvom den også måske skulle virke mindre interessant. Også selv om denne sandhed i tale eller handling skulle gå på tværs af hans venskaber. Han ændrer ikke sandheden efter situationen, det er situationen, der må føje sig efter sandheden, hvor mærkeligt det end kan tage sig ud for den udenforstående. Og det er en holdning til tilværelsen, man kan lære utrolig meget af. Hvis man nemlig ikke indtager denne holdning, kan vi gøre umådelig megen skade for andre og dermed også for os selv. At videregive "halve sandheder" er farligt, enten det så er noget, vi selv beretter, eller det er noget vi har fået fortalt og selv fortæller videre. Vi må derfor stedse reflektere på det motiv, vi eller vore eventuelle ophavsmænd har til at give beretningen den bestemte drejning, farve eller form, den nu har fået, og spørge os selv om det nu er den virkelige sandhed. Det kan selvfølgelig ofte være umådelig svært at afgøre, i hvor høj grad en skildring er farvet af sympatier eller antipatier eller om den er en virkelighedsskildring. Men så må man også tage de nødvendige forbehold, hvis man overhovedet gengiver sin eller andres iagttagelser eller beretninger. Det er vigtigt for os, at vi ikke for selv at høste fordele, udsætter andre for sådanne farvede beretninger, de halve sandheder, at vi ikke bygger på formodning, tro eller hengiver os til at fortælle "eventyr" og dermed eventuelt hensætter andre i mørke, fortvivlelse, nedtrykthed og bidrager til eller øger deres ulykke. At nedsætte andres livslyst er, som Martinus også har udtrykt det, et delvis drab. Og hvis vi vil deltage i at gøre denne "det dræbende princips zone" til en livgivende zone, må vi træne os op til i alle livets situationer at være i kontakt med sandheden. De materialer vi bygger vor tilværelse op af må være holdbare, stabile, ufordærvede "materialer" eller tankematerier, som man i den fysiske verden må benytte stabilt materiale, hvis man ikke vil risikere sammenbrud af broer, huse og andre bygningsværker. Den kosmiske kemi's formler og vejledninger som beskrevet af Martinus kan sikre de rette tankekonstruktioner og dermed en stabil og harmonisk eller lykkelig tilværelse.

Her kan man så spørge, om ikke sådanne tanker om sandhedens nødvendighed er så indlysende, at enhver måtte kunne forstå det uden at det bliver udpenslet og trukket så tydeligt op, eller med et moderne udtryk "skåret ud i pap". Og svaret må blive, at det er klart, at mange ikke behøver denne vejledning. De har forlængst selv gjort sig sådanne tanker og fører ren tale. Men samfundet er gennemsyret af en sådan almen uærlighed, af halve sandheder, af falske forestillinger og tankegange, at de fleste let lader sig suggerere til at mene, at man uden risiko kan benytte sig af farvede, forvanskede, tillempede, forvrængede, uhæderlige forklaringer eller ligefrem svindleriske metoder og handlinger, uden at det opdages eller får sine konsekvenser. At det virkelig er sådan kan man let forvisse sig om ved blot at kigge i en avis. Hver dag bringer sine større eller mindre skandaler, bedrag og tragedier, som resultat af manglende sandhedskærlighed i forretningslivet, i reklame, i børsspekulationer, i politisk propaganda, i familiemæssige anliggender. Martinus har det synspunkt, at mange mennesker i virkeligheden er højere udviklede, end deres tale og handlemåde tyder på, men at disse på grund af en vis uvidenhed eller almindelig slaphed har ladet sig påvirke eller suggerere af deres uvederhæftige omgivelser, til at antage en anden væremåde, der tilsvarer et trin, der er lavere, end deres virkelige udviklingstrin repræsenterer. Men at følge med strømmen, at lade sig lede af andres mening, skik og brug osv, at være ukritisk, for ikke at virke "anderledes" og indrette sig på en væremåde "lavere" end ens virkelige trin, medfører selvsagt også en tilsvarende ubehagelig skæbne. Man må fri sig af denne suggestion og tage de små daglige "korsfæstelser", som det indebærer.

At "holde sig til sandheden" er nødvendigt, hvis vi vil være med til at ændre vor verden til et fremtidigt retfærdighedens og kærlighedens rige. Og et andet felt, hvor man må understrege denne nødvendighed, er det område, der har forbindelse med dette at meddele Martinus kosmiske analyser videre til andre mennesker. I alle spørgsmål, hvor vi ikke kan være 100% sikker på vor egen forståelse af problemet og give et klart svar, er det bedst at sige, at man skal undersøge spørgsmålet og komme med svar en anden gang, således at man ikke bidrager til at andre forledes til vildfarelser. Og også her har de medarbejdere, der har haft den mulighed og store fordel, at se Martinus arbejde, oplevet hans helt utrolige påpasselighed med at udforme de sætninger, formulere de analyser, som han ønsker at give mennesker til vejledning. Ord og sætninger er skrevet og omskrevet, kasseret og udformet påny, indtil der virkelig også stod prentet de love og principper, han læste i naturens virkelighed. Han er aldrig gået på akkord og har hellere kasseret endog store arbejder og færdige symboler, når de ikke havde fået den allerbedste udformning, han kunne give dem. Med denne baggrund er det også klart, at de der vælger at bidrage til disse kosmiske analysers udbredelse også må gøre sig den yderste anstrengelse for at bringe disse videre i renkultur. Og det er også Martinus ønske, at de lærere, der til sin tid skal undervise på Instituttet og ved den skole, som Martinus Center i fremtiden vil udvikle sig til, udelukkende holder sig til disse analyser og klart gengiver dem i sådanne ord og i den ånd, hvori de er skabt. Det vil således ikke være i Martinus ånd at lægge til eller trække fra eller iblande ideer, filosofier, tankearter, som forandrer, svækker, forvirrer eller vanskeliggør opfattelsen af hans kosmiske analyser.

Halve sandheder, den delvise ærlighed og åbenhed, som er et resultat af uvidenhed i forbindelse med partiskhed eller selviskhed, som igen er en følge af den eenpolede seksuelle struktur, dominerer vort såkaldt civiliserede samfund, men man kan ifølge Martinus ikke laste nogen for det, da det er et nødvendigt og naturligt stadium i den udvikling, vi gennemlever. Hvor godt man end forstår dette og gerne tolererer det hos andre, må den enkelte, for hvem de kosmiske analyser er blevet "hele sandheden", også føle et kosmisk ansvar.

Halve sandheder må forandres til kendsgerninger, til hele sandheder, til nøjagtighed, præcision, retskaffenhed, ærlighed, retlinethed, pålidelighed osv. De halve sandheder er fortsat dyrerigets camouflagetalent, som resulterer i det såkaldte "onde" eller ukærligheden, medens den hele sandhed er det rigtige menneskes natur, væremåde og livsform, resulterende i det såkaldt "gode" eller kærlighedens rige. "Sandhedens ånd vil lede jer frem til hele sandheden". Det er denne sandhed, vi efterhånden skal opøve os i at efterleve.