Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det må have været en ejendommelig oplevelse for fortidens primitive menneske, da det blev klar over, at det væsen, som det så i vandet, når det bøjede sig ned for at drikke, var det selv. Det opdagede måske også, at det kunne spejle sig i et andet menneskes øjne, og det opfandt senere spejlet, så det når som helst de ønskede det, kunne studere sine træk, sin figur og sit minespil. Men samtidig opfandt det også et minespil og en positur, hvorved det kunne virke sympatisk eller imponerende. Det tænkte på, hvordan det så ud og hvordan det gerne ville se ud. Vi kender vist alle det lille chok, man kan få, hvis man uforvarende kommer til at se sig selv i spejlet uden at have mobiliseret det udtryk, man helst vil vise både sig selv og andre. Det er ikke behageligt. Vi bryder os heller ikke om fotografier af os selv, som er taget, uden at vi vidste det, det er ligesom de afslører noget, vi helst ikke vil vide af. De kender sikkert også udtrykket: "Jeg bliver nu altid så dårlig på fotografier, men min mand (eller kone) er altid så god!" Nu kan man jo også høre sin egen stemme på en båndoptager, det vil sige, man kan høre den, sådan som andre hører den, og første gang det sker, bliver man ilde berørt: "Lyder det virkelig sådan?" Kort sagt: i glimt at se sig selv eller høre sig selv, som andre ser og hører én, bryder man sig i almindelighed ikke om, og hvorfor gør man ikke det?

Måske er det, fordi visse illusioner brister derved? "Jamen jeg gør mig virkelig ingen illusioner om mig selv", vil mange måske indvende. Så lad os kalde det noget andet: drømmen eller ønsket om det eller den, man gerne ville være. I det glimtvise spejlbillede, i øjebliksfotografiet og i en båndoptagelse af en tilfældig samtale er denne del af os selv sjældent med. Det kan ske, men det hører til de sjældne og lykkelige undtagelser. De mekaniske apparater og spejlet gengiver talens og personens fysiske vibrationer i et øjebliksbillede, og det vil sige kun en lille del af det, der er os, eller som vi føler som os selv, og måske kun den del, som er rutinemennesket, eller som viser sider af vort sind, som vi ikke synes om, selv om vi ikke altid har magt til at overvinde eller skjule dem. Er det en dygtig fotograf, som tager et billede af os, og det vil sige en mand, som er kunstner inden for sit felt, så lykkes det ham at få noget af det menneskelige frem i sin model i det øjeblik, han knipser. Her tænker jeg ikke på det sædvanlige: "Smil til fotografen", som ofte kun resulterer i det såkaldte tandpastasmil, men på evnen til at få personligheden til at stråle ud fra personen. Og i personligheden ligger ikke blot det, vi i øjeblikket er, men også den del af os, som er fremtiden.
 

Når vi fornemmer os selv, fornemmer vi ikke blot det, alle andre ser og hører, men også vor egen tankeverden, også alt det, vi endnu ikke kan give udtryk for, og som vi måske ikke vovede at udtrykke, om vi kunne. Menneskene er så vant til at opfatte hinanden og dem selv som noget statisk og afgrænset: "Sådan er han, og sådan er hun, og sådan er jeg". Men i det øjeblik de ser dem selv på et billede i en statisk tilstand, der lukker af for deres ubevidste ønske- og drømmeverden, reagerer de alligevel imod det: "Sådan ser jeg da ikke ud", siger de. Billedet er naturligvis sandt, men kun for det øjeblik, da det blev taget, og lydbåndet gengiver blot ens tale i én ganske bestemt situation, hvor man måske ikke rigtigt er med i det, man siger. Det viser en del af en selv, men kun en lille del. Hver eneste af os er jo et register af tanker og følelser, af stemninger og udtryk baseret på vor erfaringsdannelse og vore oplevelser gennem lange tider, og vi fornemmer alt dette i os, mere eller mindre bevidst naturligvis, men det er der og indgår i vor oplevelse af os selv. Vi er dog, ikke blot alt det, vi har udviklet os til, og som vi måske ikke er så tilfredse med mere, vi er også et bundt af muligheder, længsler, ønsker, noget, vi forsøger at få frem, og som vi faktisk føler som en meget væsentlig side af os selv. Men det er en for andre forholdsvis skjult side af os, for nogle en fuldkommen skjult side, som vi først engang i fremtiden vil være i stand til at give udtryk for.

Engang i fremtiden? Men sæt vi nu dør i morgen? Så er det slut med vore erfaringer og oplevelser og med alle vore længsler, ønsker og muligheder, sådan er den almindelige mening her i vor vestlige kulturkreds. Atter et udslag af, at vi er tilbøjelige til at opfatte alting statisk. Før sagde vi: "Sådan er han", men hvis vedkommende er gået bort eller "død", som vi siger, hedder det: "Sådan var han, og nu er han ikke mere". Hvis han i stedet var rejst til Amerika, ville vi jo nok i begyndelsen omtale ham i nutidform, men hvis der f.eks. gik 30 år, hvor vi slet ikke hørte fra ham, ville vi også begynde at omtale ham i datid og sige: "Sådan var han". Han er noget, der hører fortiden til for os, selv om han muligvis i nutiden er spillevende i en eller anden amerikansk stat. Dukker han så pludseligt op igen i hjemlandet, amerikaniseret og forandret, så han næsten ikke er til at kende igen, selv om det er ham, må man til at revidere sine anskuelser, efterhånden som man finder ud af, hvordan han nu er. Han selv er kommet hjem for endnu engang at opleve sit gamle land, sin barndomsby og gamle venner. Måske bliver han skuffet, fordi det ikke svarer til, hvad det var i hans erindringsverden farvet af mindernes skær. Han har forandret sig ude i det fremmede, som nu ikke mere er fremmed for ham. Nu er det hans gamle hjemland og gamle slægtninge og venner, som er fremmede, fordi han ser på det hele med andre øjne, dvs med en anden bevidsthed, end den han havde, da han i sin tid drog hjemmefra. Han har gjort nye erfaringer og fået nye perspektiver i sit sind, men det er jo Jørgen Andersen fra Bispegade, selv om han nu kalder sig John Andersson, har hornbriller og guldtænder og taler med amerikansk accent. Og bag hans ydre og hans væremåde, som måske virker lidt overlegen, ligger en drengs oplevelser i barndommens gade blandt kammerater, slægtninge og venner fra den tid. De er gemt i hans hukommelse, som det Martinus kalder "guldkopier", gyldne minder fra en svunden tid oplevet dengang gennem et friskt og modtageligt barnesind. Med disse minder kan den virkelighed, han i dag oplever på de samme steder og med de samme mennesker, ikke tåle at blive konfronteret. Han er skuffet og længes tilbage til staterne igen. I sin skuffelse tænker han ikke over, at det var ganske naturligt, at det gik, som det gjorde. Han havde forandret sig, stederne havde forandret sig, og menneskene havde forandret sig. Minderne er resultatet af, hvad han som dreng kunne opleve på det sted og i de omgivelser, som dengang var, og intet er statisk, alt er under forvandling.

Det vil sige, der er dog noget statisk og fast bag disse begivenheder. Der er dansk-amerikanerens "jeg", der oplevede hans barndom, ungdom og manddom og dermed bevægelser i tid, rum, materie og bevidsthed. Og der er vennerne, som har oplevet ham som barn, som ung og som hjemvendt og forandret. Deres "jeg" har også i denne vekselvirkning gjort erfaringer, og der er måske en iblandt dem, i hvis bevidsthed denne oplevelse sætter visse tanker i sving. Han siger til sig selv: "Jørgen fra Bispegade og John fra Los Angeles er samme person, og alligevel ikke den samme. Er det blot, fordi han rejste til Amerika? Jeg selv har boet omtrent samme sted i al den tid, i alt fald blot flyttet inden for en forholdsvis lille radius og kun foretaget enkelte mindre rejser, og mon jeg ikke har forandret mig lige så meget, som han har, selv om det mærkes mindre? Jeg har mine minder fra barndommen, og jeg kan huske, hvordan jeg så på tingene og menneskene som ung. I dag ser jeg anderledes på det hele, men jeg føler både drengen og det unge menneske i mig. Jeg er både drengen, det unge menneske, den modne mand og ham, der er ved at blive gammel, og jeg er ham, der en dag skal dø. Og så siger de andre: "Jensen var sådan og sådan". Men måske er jeg stadigvæk, jeg er blot rejst til et andet land, som ganske vist ikke er fysisk, men det er der jo også noget i mig, der ikke er".

Sådanne tanker dukker ganske naturligt frem i mange menneskers bevidsthed, især når de har nået en vis alder. Mennesket kan ikke acceptere tanken om døden som afslutning på tilværelsen og oplevelsen; det kan ikke forlige sig med den tanke, at dette "jeg", som har oplevet alle disse skiftende tilstande, pludseligt ikke skal opleve noget mere. Ethvert menneske er ikke blot det, det repræsenterer på grund af fortiden, det rummer også fremtiden i sig, det er ikke blot Jensen eller Andersen, det er et universelt væsen, selv om det ikke er dagsbevidst deri i øjeblikket. "I virkeligheden findes der intet åndeligt sundt og levende menneske, som i sit inderste tror på sin egen "død", eller som på nogen måde kan regne med den som en rettesnor for sine handlinger", skriver den finske forfatterinde Hagar Olsson i sin lille bog "Jeg lever". Og hun fortsætter: "Hvor meget præsterne end prædiker deres "tænk på, at du skal dø", fortsætter menneskene sorgløst at leve, som om døden ikke angik dem, og instinktivt sætter de sig imod enhver forestilling om, at livet "slutter" med døden". Samme forfatterinde kommer også ind på, hvordan mange mennesker har noget imod, at så mange moderne romaner og skuespil har en sørgelig slutning. "Den sørgelige slutning på en bog anses for at være et tegn på god smag", skriver hun, "og dannelsesfilisteren kan ikke noksom håne de naive sjæles ønske om en såkaldt lykkelig slutning. Men ikke desto mindre er det her som altid, når det gælder livets realiteter, de enfoldige og naive, som har den rigtige indstilling, den som falder naturligt for et ufordærvet menneske, der endnu har noget af sin oprindelige, universelle naturs "sjette sans" i behold. For et sådant menneske tager alle definitive livsnederlag og tragiske "slutninger" sig modbydelige og falske ud, når de fremstilles i kunst, fordi de så åbenbart strider imod dets egen følelse og afskærer en væsentlig del af den livsvirksomhed, det selv er i besiddelse af. Der findes noget utilgængeligt i menneskets indre, som aldrig erkender sig besejret, selv ikke i de mest slående tilfælde af selvopgivelse og fuldstændig mislykkethed i livet".

Hagar Olsson er her inde på noget, som fremtidens forfattere mere og mere vil beskæftige sig med. Ikke at de vil ophøre med at skrive om det tragiske, om nederlag og mislykkede eksistenser, men de vil ikke lade nogen roman eller skuespil slutte med tragik og nederlag uden at antyde, at denne "slutning" ikke er den virkelige slutning, men blot begyndelsen til en ny livsfase med nye muligheder baseret på de længsler og ønsker, som nederlaget og tragiken har vakt. Og her kommer vi så til det princip, som er nødvendigt for besvarelsen af spørgsmålet "Hvem er jeg?" Og det er reinkarnationsprincippet, som ikke er nær så mystisk og overnaturligt, som mange mennesker tror. Reinkarnation er livsfornyelse, og den foregår egentlig hele tiden, idet cellerne og atomerne i vor krop jo ustandseligt fornyes. Samtidig fornyes vor bevidsthed gennem oplevelser med nye erfaringer, så selv om vi på grund af, at vi gennem vort "jeg", det faste punkt, det statiske, føler os som den samme, nemlig den, der oplever og skaber, så oplever og skaber vi udfra stadigt skiftende omstændigheder i bevidsthedens og materiens verdener. Når vi "dør", som vi siger, er det, fordi vor krop, dette geniale redskab, i den grad er blevet udsat for slitage, at livsfornyelsen ikke mere kan finde sted der, men bevidstheden er et elektrisk kraftfelt, og oplevelsen fortsætter derfor i en rent elektrisk verden i stedet for den elektrisk-fysiske verden, væsenet før oplevede, og derefter atter i en ny fysisk organisme. Hele denne proces har Martinus forklaret så logisk og klart i "Livets Bog" og sine andre bøger. Mægtige perspektiver åbner sig for den fordomsfri forsker ved studiet af disse værker. Han (eller hun) vil der kunne få bekræftet, at det i ham (eller hende), som man kan udtrykke som ønsket om det, han (eller hun) gerne vil være, netop er det, der i øjeblikket har størst betydning, for det er det, der skaber hans (eller hendes) fremtid. Også vort udseende, som vi ikke er tilfredse med på fotografiet, vil engang blive anderledes på grund af de længsler, vi har, og vi vil blive i stand til at give udtryk for alt det, vi i øjeblikket kun rummer som anelser og muligheder.

Vi er alle kosmiske rejsende, og selv om vi måske ikke som omtalte Mr. John Andersson kommer til Amerika i vor nuværende inkarnation, er vort ophold i vort nuværende milieu dog kun noget midlertidigt, som dels skal give os nødvendige erfaringer, dels lade os få lyst til at komme videre i vor bane mod nye oplevelser og ny skabelse. Hvem er jeg? Jeg er alle cirklers cemtrum, selve stilheden. Jeg er radierne eller kraften, som udgår derfra, og jeg er cirkelbue efter cirkelbue i en evig spiralformet livets dans. Jeg er livet og bevidstheden om livet, og døden er kun en illusion.

Sådan kan spørgsmålet besvares. Men hvad der i øjeblikket er det væsentligste, er, at hver af os, der siger: "Jeg", har mulighed for at se sit nuværende liv i et større perspektiv og skabe betingelser for, at hele menneskehedens "roman" får en lykkelig "slutning" – som samtidig vil være begyndelsen til en ny, der bliver mindst lige så spændende.