Kosmos 1972/Særnummer side 16
Aage Hvolby
Den fysiske død
De mest iøjnefaldende fysiske forudsætninger for, at vi er i live, er, at vore lunger og vort hjerte fungerer. Thi disse forhold er jo forudsætningerne for, at alle vore celler, specielt hjerne-nerve-systemets celler, kan leve. Med andre ord: En nødvendig forudsætning for, at vi er fysisk levende, er, at vore celler gennem vort åndedræt og vor blodcirkulation får tilført ilt og andre nødvendige næringsstoffer og samtidig får fjernet kuldioxid og andre affaldsstoffer.
CELLEDØDEN
Dødsprocessen foregår i virkeligheden hele vort liv. Nogle af vore celler, f.eks. hudceller og røde blodlegemer, lever meget kort - og regenererer tilsvarende hurtigt. Andre af vore celler, specielt hjerneceller, udskiftes ikke, men lever lige så længe som vort legeme. Antallet af dem aftager med alderen. Endvidere fører alderen aflejringer af kalklignende stoffer i karvægge og i brusk med sig. Den gradvise celledød ytrer sig på talrige måder. Den døende celle ændrer kemisk sammensætning på forskellig vis, bl.a. forsvinder visse af cellens bestanddele fuldstændigt (pyknose). Blandt de øvrige ændringer kan nævnes, at cellemembranen og kærnemembranen bliver mere gennemtrængelig, og at cellens proteinstoffer udviser aftagende vandbindingsevne. De af celleændringerne følgende fysisk synlige ændringer er vi alle bekendt med. Lad os som eksempler blot nævne oldingens svigtende balanceevne, trippende gang, nedsatte muskelstyrke, nedsatte knoglestyrke og aftagende hudelasticitet.
Hovedparten af cellerne er døde allerede få timer efter døden. Dette skyldes bl.a., at den manglende udskiftning af kuldioxid via blodet i løbet af den første time efter døden fører til en stærkt mindsket surhedsgrad i cellerne, hvorved en række enzymer (papainaser) træder i funktion. Normalt er alle kroppens celler døde (som fysiske, levende enheder betragtet) senest 2 døgn efter døden.
Vor fysiske død skyldes ikke primært cellernes død, idet cellernes død normalt er en følge af, at livsvigtige organer ophører med at fungere.
DØDSTEGN
Den fysiske døds indtræden viser sig i første omgang ved en række usikre dødstegn, f.eks. ophør af åndedræt, ophør af hjerteslag (blodcirkulation) forsvinden af muskeltonus (underkæben falder ned), øjenforandringer (brustne øjne) og temperaturfald. I løbet af ca. 24 timer er endetarmstemperaturen nede på omgivelsernes temperatur. Senere end de usikre dødstegn fremkommer de sikre dødstegn, d.v.s. dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse, der er grundlaget for ligsynet og udfærdigelsen af dødsattest.
Dødsstivheden (rigor mortis) beror på, at der efter døden indtræder en "stivhed" af alt muskelvæv. Muskelcellerne kontraherer sig og "fixeres". Musklerne bliver stive og fixerer extremiteterne. Sædvanligvis begynder rigor at udvikle sig fra 2-5 timer efter døden, undertiden senere, og er i reglen fuldt udviklet på 8-12 timer. Rigor består i 1-3 døgn og forsvinder så igen.
Ligpletter (dødspletter, livores) består i en rød til blåviolet misfarvning af hud og organer på legemets nedadvendte partier. Livores skyldes, at blodet sænker sig efter tyngden, først inden i blodkarrene og senere i karvægge og omgivende væv. Livores begynder som regel at vise sig allerede 1/2-1 time efter døden. I løbet af 3-5 timer er de sædvanligvis tydelige og tiltager i intensitet indtil ca. 10-14 timer efter døden.
Forrådnelse er en kompliceret kemisk henfaldsproces, som liget undergår. Den beror hovedsagelig på en egentlig forrådnelse betinget af spredning af bakterier i organismen dels på en række gæringsprocesser. Forrådnelsen skyldes såvel aerobe (iltkrævende) som anaerobe (ikke iltkrævende) bakterier, først og fremmest stammende fra tarmen. Huden fungerer iøvrigt normalt som bakteriebarriere. Efter døden kan bakterier trænge gennem huden. De anaerobe bakterier betinger efter et stykke tids forløb luftudvikling i bløddelene. Denne luftudvikling samt dens mekaniske følger kan efterhånden blive af særdeles voldsom karakter. Synlige tegn på forrådnelse indtræder sædvanligvis ca. 2 døgn efter dødens indtræden, tidligere hvis liget har ligget ved høj ydertemperatur. Omvendt kan forrådnelsen indtræde væsentlig senere, hvis liget ligger ved lav ydertemperatur. Hvis liget henligger eller henlægges ved under + 4° C. fra dødsøjeblikket eller kort efter dette, indtræder der kun minimal forrådnelse. Det tidligst erkendbare forrådnelsestegn plejer at være en ubehagelig, ram lugt, der som oftest kan erkendes allerede få timer efter døden. De tidligst synlige forandringer er grønfarvning af underlivet. Derefter følger luftudviklingen i bløddelene, blæredannelse på huden, løsnen af overhud, udsiven af væske fra alle normale og nydannede huller i kroppen - og således fortsættende med udsiven og luftafgang, til kun knogledelene er tilbage. Normalt er forrådnelsesprocesserne næsten afsluttede 3 måneder efter døden. De fortsatte mineraliseringsprocesser varer normalt 5-10 år. De ved opgravning resterende ligdele (knogler m.m.) bliver oftest nedgravet og undertiden brændt og formalet. Eftertiden vil muligvis fremskynde de sidste naturprocesser ved opløsning i syre.
SPECIELLE HENFALDSPROCESSER
Hvis lig ligger ved høj temperatur, i tør luft og i træk, indtræder der undertiden ikke nogen bakteriel nedbrydning, men liget undergår såkaldt mumificering, dvs. en udtalt indtørring af liget, som derved skrumper og bliver brunt, hårdt og tørt som en mumie. Når denne forandring er indtrådt, er liget konserveret for ubegrænset tid.
Ligvoksdannelse er en ejendommelig forandring af fedtvævet, som f. eks. kan indtræde, når lig henligger i køligt vand i lang tid, eller når lig er begravet i stærkt fugtig jord. Fedtvævet bliver da omdannet til bl.a. kalksæber, og det fremtræder derefter kridhvidt og som pasta eller fast stof. Denne forandring virker konserverende en vis lang tid. Lig, som henligger i bestemte arter af moser, kan undergå såkaldt mosegarvning. Processen skyldes, at der fra visse arter tørvemos frigøres syrer, som garver huden, der bliver brunlig. Håret bliver hennafarvet, og knoglerne afkalkes mere eller mindre. Processen konserverer ligene komplet. Som verdensberømte danske eksempler kan nævnes Tollundmanden og Grauballemanden. Disse samt andre eksempler er på interessant og fascinerende måde beskrevet i professor P.V. Glob's bog "Mosefolket".
KEMISK BALSAMERING
Kemisk balsamering er en kemisk behandling af lig således, at de ikke nedbrydes gennem længere tid. Processen er gennem tiderne af forskellige folkeslag blevet udført med anvendelse af vidt forskellige kemikalier, f.eks. formalin, phenoler, alkohol, glycerin, natronlud, salt, cederolie, paraffin og andre olier, harpikser, honning og palmevin. Balsamering er særdeles udbredt i U.S.A., hvor man har håndbøger i balsamering, uddannelse af "balsamører" og talrige balsameringsklinikker. I en enkelt stat Louisiana, menes balsamering direkte at være påbudt. I Danmark udføres balsamering normalt ved at indsprøjte ca. 3 liter formalinholdig, vandig opløsning i enten lårpulsåre (arteria femoralis) eller, i tilfælde af større kirurgiske indgreb, i organer og muskler direkte. Ved sådanne behandlinger reagerer proteinstofferne med formalinen, hvorved proteinstofferne "fixeres" på nogenlunde samme måde, som når man fremstiller formstoffer (plast, Galalit) af proteinstoffer og formalin. Dette medfører bl.a., at alle mikroorganismer og enzymer blokeres, dvs., at de normale stofomsætningsprocesser går totalt i stå. Et amerikansk firma (ref. 2) har opnået patent på en metode, hvor man balsamerer ved hjælp af en passende blanding af antibiotika.
Det er iøvrigt velkendt, at personer, der før døden er behandlet med betydelige mængder antibiotika eller sulfonamider, efter døden kan henligge i ugevis, undertiden i månedsvis, uden at gå i forrådnelse. Antibiotika-metoden virker særdeles tiltalende, fordi den uskadeliggør de forrådnelses- og gæringsfremmende mikroorganismer (hvad også formalin gør) uden at omdanne legemets kemiske bestanddele, herunder enzymerne. Det er derfor muligt, at denne metode kan finde anvendelse i fremtiden uden at være i uoverensstemmelse med Martinus' analyser i "Bisættelse" (se specielt kapitel 198). Vi bør her pointere, at Martinus ikke betragter de hidtil anvendte balsameringsmetoder som gangbare i fremtidens samfund, men at disse metoder er anvendelige nu, fordi vi bør vælge det mindste af to onder. Det største onde i denne forbindelse er den "ukultiverede" forrådnelse.
Litteratur:
| 1) | Gormsen, H.: "Retsmedicin" (1967) |
| 2) | Chas. Pfizer & Co.: "Antibiotic Embalming Process", U.S.A. Patent 2.805.975 (1957) |
| 3) | Prokop, O.: Forensische Medizin (1966) |
| 4) | Strub, CG. og L.G. Frederick, "The Principles and Practice of Embalming" (1965) |
| 5) | Glob, P.V.: "Mosefolket" (1965) |
| 6) | Martinus: Bisættelse |
Tilbage til forfatterregister
Forrige