Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kopi af testamentet bør anbringes på et passende sted, f.eks. sammen med dåbsattesten, som myndighederne har brug for kort efter dødsfaldet.

En række detailler herom er beskrevet i den efterfølgende artikel om "Den fysiske død", og vi vil derfor her kun omtale de rent praktiske forhold:

Ved indgreb i transplantationsøjemed på lig suspenderer loven herom (13) ligsynslovens 6-timers-regel (5). Dette er praktisk ensbetydende med, at transplantationsspecialisterne i kraft af deres viden har opnået kompetence og speciel tilladelse til at fastslå dødens indtræden ved andre midler (elektriske målinger) end de hidtil anvendte sikre dødstegn: dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse. Det er her vigtigt at påpege, at lægerne har ret til at foretage transplantationsindgreb på lig, medmindre afdøde eller hans nærmeste har udtalt sig derimod.

På de anatomiske institutter gennemgår liget en konserveringsproces, der varer ca. 1/2 år. Derefter dissekeres liget. Alle dele fra det enkelte lig holdes samlet således, at de efter endt brug, dvs. efter ca. 1 1/2 års forløb, kan blive brændt eller begravet i overensstemmelse med afdødes ønske.

Af hygiejniske, økonomiske og pladsmæssige grunde er samfundet interesseret i, at ligets bestanddele påny kommer til at indgå i naturens kredsløb. I Danmark kan lig bortskaffes ved ligbrænding (kremering) eller ved begravelse, begge dele eventuelt efter forudgående balsamering. Ligbrænding udføres normalt ved, at kiste med lig kremeres i krematoriets ovn få dage efter, at bisættelseshøjtideligheden har fundet sted. Forbrændingsresterne formales og anbringes i en urne, der derefter enten nedgraves (i urnehave eller i kirkegård), hensættes (i kolumbarium, i mausoleum eller andetsteds) eller tømmes på et ønsket, tilladt sted, f.eks. i havet. Ca. 35-40 % af Danmarks lig og ca. 80 % af Københavns lig bliver brændt (1967). For ligbrænding gælder særlige love (8, 9, 12). Begravelse udføres normalt ved, at kiste med lig på kirkegård nedsænkes i et jordhul, hvis dybde skal være mindst 3 alen, og hvor kisten skal være dækket af ca. 1,25 m jord.

Umiddelbart efter dødsfaldets indtræden bør en repræsentant for de nærmeste pårørende kontakte sagføreren eller en anden eksekutor, der skal sørge for, at testamentets ønsker bliver respekteret. Endvidere må de pårørende kontakte en begravelsesforretning (bedemand), der derefter arrangerer de praktiske ting såsom behandling og transport af liget, arrangement af bisættelseshøjtideligheden og begravelsen. Des bedre disse forhold er gennemtænkt og beskrevet af afdøde, des mere skåner man de efterladte for pinlige drøftelser af priser og betingelser for ydet bedemandsservice.

Den almindeligst anvendte kiste ved ligbrænding og begravelse er en hvidmalet fyrretræskiste med bund af spånplade eller af fyrretræsbrædder, der indvendig er dækket af olieret papir. I enkelte tilfælde, bl.a. ofte til omslutning af metalkister i mausolæer, foretrækker køberne en egetræskiste, der er langt dyrere end fyrretræskister. Plastkister er ikke tilladt til hverken ligbrænding eller begravelser. I de tilfælde, hvor loven kræver balsamering (15), kræves samtidig anvendt en tæt og forsvarligt tilloddet metalkiste. Normalt anvendes zinkkister. Undertiden anvendes blykister eller bronzekister. Metalkisterne anbringes normalt inden i en trækiste, som nævnt almindeligvis en egetræskiste.

Efter kistens tillukning overføres den normalt til et lille kapel på kirkegård eller på hospital, hvor en kort højtidelighed, almindeligvis uden gejstlig medvirken, finder sted. Den egentlige bisættelseshøjtidelighed finder normalt sted i en kirke eller i et kapel på kirkegården. Ved bisættelseshøjtideligheder før kremering skal jordpåkastelsen altid finde sted ved bisættelseshøjtidelighedens afslutning (12). Ved begravelser finder jordpåkastelsen oftest sted efter kistens nedsænkning i graven. Hvis man er medlem af den danske folkekirke, har præsten ved begravelser normalt både ret og pligt til at foretage jordpåkastelsen (16, 18). Præsten har hverken ret eller pligt til at holde ligtalen (16, 18). Præster er berettigede, men ikke forpligtede til at medvirke ved begravelser af personer udenfor folkekirken (18). Hvis en præst medvirker ved en sådan begravelse, skal der også her anvendes jordpåkastelse (16, 18). Hvor ligbrænding finder sted, kan det ikke pålægges præsterne at forrette jordpåkastelse eller foretage anden kirkelig handling (16, 18). Derimod kan præster, der er villige dertil, medvirke ved sådan ligfærd (12, 16, 18). Bortset fra borgerlige begravelser skal medlemmer af folkekirken begraves med gejstlig medvirken, uanset om ligbrænding finder sted eller ej (18).

De muligheder, der tidligere var for at blive enten begravet under kirkegulvet eller bisat i "åben begravelse" (dvs. bisat i særlige kapeller i kirker), er nu ophørt. I enkelte tilfælde, hvor afdøde har ydet en bemærkelsesværdig indsats for landet, kan gives tilladelse til begravelse i enligt beliggende gravsted på privat område. For privat urnegravsted kræves justitsministeriets tilladelse. Mindste fredningstid herfor er 10 år. For privat kistegravsted kræves kirkeministeriets tilladelse. Denne sidste er i praksis særdeles vanskelig at opnå. Der vil således bl.a. blive stillet krav om testamentarisk ønske, om blykiste, om tinglysning af forholdet og om 50 års fredningstid. Samfundsgrupper, som f.eks. medlemmer af afvigende trossamfund, kan opnå tilladelse til indretning af private begravelsespladser (7, 18). Men for stort set hele den almene befolkning gælder, at man er henvist til at blive begravet på kommunale kirkegårde (som der endnu ingen er af i Danmark) eller på folkekirkens kirkegårde. På disse sidste kan på særlige økonomiske og tekniske betingelser indrettes private over- eller underjordiske gravkamre (mausolæer) og private fællesbegravelsesområder for almindelig jording (18). På mange kirkegårde, specielt københavnske kirkegårde, findes gravsteder af forskellig kvalitet m.h.t. beliggenhed, rettigheder og priser. De almindeligste former for anbringelse af urner er:

De almindeligste former for anbringelse af kister er:

Ved udarbejdelsen af testamente vil det være rimeligt at have opmærksomheden henvendt på, i hvilket omfang ens særlige ønsker kan medføre økonomiske problemer for de efterladte. En normal bisættelseshøjtidelighed (musik, sang, træer, blomster, lys, kapelleje, transport og annoncer) koster ca. 800 kr. (Prisen er stærkt afhængig af bl.a. transportafstande). Balsamering medfører en ekstraudgift på ca. 400 kr. Fyrretræskister koster normalt fra 500 kr. til 1600 kr., almindeligvis ca. 800 kr. Trykimprægnerede fyrretræskister vil være noget dyrere. Egetræskister koster langt mere. f.eks. 2.800 kr. Zinkkister koster ca. 600 kr. Metalkister af ædlere metaller (bly, bronze, kobber) koster selvfølgelig betydelig mere. Følgen af anvendelse af metalkister er normalt forlænget fredningstid og tilsvarende forøgede omkostninger. Fælleslinjegravsteder koster ca. 120 kr. og alm. linjegravsteder ca. 80 kr. for 20 år. Familiegravsteder af 2. takstklasse koster med 1 dobbeltlag ca. 240 kr. og med 2 dobbeltlag ca. 480 kr., begge dele for 20 år. Familiegravsteder af 1. takstklasse koster ca. 60 % mere end familiegravsteder af 2. takstklasse. Gravning af grav koster ca. 250 kr. og en almindelig gravsten ca. 500 kr. Mausolæer er meget kostbare at opføre. Et beløb på 25.000 kr. er absolut ikke urealistisk. Nævnte cirkapriser, der er 1971-priser, viser så store forskelle mellem de forskellige begravelsesformer, at vi har valgt at anføre dem, idet man også på det økonomiske område har mulighed for at tage et vidtgående hensyn til de efterladte.