Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når vi tænker på den verdenssituation, vi er stillet over for, og vi samtidig ser tilbage på de sidste to tusinde års verdenshistorie, må det fylde os med mystik og undren at overveje indholdet i juleevangeliets forjættelser: "Eder er i dag en frelser født. Fred på jorden og i menneskene et stort velbehag." Således sang ifølge overleveringen englene for Bethlehems hyrder ved Jesu fødsel, og de priste samtidig Gud og al hans herlighed. Men hvordan er det gået i praksis? Er der blevet mere fred på jorden siden da? Har menneskene grund til at føle sig frelste ved Jesus? Og kan man virkeligt tale om, at et stort velbehag opfylder menneskene?

Vi nærmer os jo nu det tidspunkt, hvor vi skal fejre mindet om den begivenhed, juleevangeliets forjættelser beretter om, og for den, som i julefesten ikke kun ser et adgangskort til ekstraordinære materielle forlystelser, kan der være al mulig grund til at standse op ved disse spørgsmål. Og her må vi jo indrømme, at virkeligheden ser noget anderledes ud, end juleevangeliet forjætter. For det første har jorden i tiden siden Jesu fødsel været skueplads for alt andet end fred; tværtimod har krige i stigende grad gjort sig gældende - foreløbig kulminerende i ikke mindre end to verdenskrige inden for et halvt århundrede. Og vi kan nu i de seneste FN-opgørelser læse, at der i tiden siden afslutningen af den anden verdenskrig har været udkæmpet ikke mindre end hundrede større eller mindre enkeltkrige, ligesom vi ved, at hele menneskeheden er engageret i en vanvittig kaprustning, der peger lige frem mod en ny verdenskrig - frygteligere og mere ødelæggende end nogen sinde tidligere. Ja, så ødelæggende, at nogen har fundet anledning til den ironiske bemærkning, at efter den tredje verdenskrig, så bliver der endelig fred, for så er livet på jorden simpelt hen udslukt. Men det har næppe været denne form for fred, juleevangeliets forfatter har haft i tankerne.

Med hensyn til fredsforjættelsen er juleevangeliet altså ikke blevet opfyldt, men hvordan så med spørgsmålet om Jesus som menneskehedens og det enkelte menneskes frelser. Har vi virkelig grund til at føle os frelste ved Jesus? Det kommer naturligvis an på, hvad man tænker på. For utalte millioner har Jesus jo stået - og gør det stadig - som forsoneren mellem Gud og menneskene og dermed som det væsen, der har frelst menneskene fra følgerne af deres såkaldte syndige natur, der bl. a. finder udtryk i tilbøjeligheden til krig og blodsudgydelse, altså overtrædelse af buddet "du skal ikke dræbe". Men rent bortset fra, at denne "frelseropfattelse" er problematisk alene af den grund, at menneskenes mangler har deres årsag i Guds begrænsede held med sin skabelse af mennesker, er det samtidig en kendsgerning, at Jesusskikkelsen har givet anledning til utallige menneskers sammenbrud og undergang. Det gælder for det første med hensyn til de hundred tusinder af mennesker, der på det grusomste blev ofre for den første tids kristenforfølgelser. Det gælder endvidere for det umådelige antal mennesker, der blev ofre for de gennem kristendommens opståen resulterende religionskrige, korstog m. v. Det gælder yderligere alle de mennesker, der på grund af deres religiøse holdning kom i modsætningsforhold til slægt, venner og omgivelser. Og det gælder endelig alle de mennesker, der på grund af indoktrineret syndsbevidsthed og lignende er blevet drevet ud i uholdbare religiøse grublerier med vanvid og undergang til følge. For alle disse utalte millioner af mennesker har Kristus ikke umiddelbart fungeret som en frelser, men snarere som en forfører, der har uoverskuelige katastrofer på sin samvittighed. Ja, han siger oven i købet selv et sted: "Jeg er ikke kommet for at stifte fred, men sværd og splid" (Mt. 10, 34-35), ord, som tilvisse er gået i opfyldelse.

Og endelig kan vi et øjeblik fordybe os i det spørgsmål, om menneskeheden siden Jesu fødsel er blevet opfyldt af et stort velbehag? Er der ikke snarere tale om, at den fremherskende følelse i menneskeheden er frygt, utryghed, mistillid og fjendtlighed, men først og fremmest frygt - hvis ikke angst? Og passer denne sindsstemning ikke helt naturligt ind i den ufredelige og krigsberedte tilstand, der ikke blot råder, men som tiltager, og som bl. a. giver sig udslag i, at varehuse og forretningslivet i det hele taget år for år i forbindelse med "julesalget" kan fortælle om salgsrekorder, så man skulle tro, at det var den sidste jul, folk mente, de skulle opleve? Kort sagt, er det ikke sådan, at der i menneskenes hjerter begynder at opstå et mere og mere bevidst ønske om, at der vil ske noget, som på en eller anden måde betegner et afgørende vendepunkt til det bedre, til en faktisk opfyldelse af det, juleevangeliet forjætter? At der virkeligt vil komme en frelser? At der virkeligt vil blive fred på jorden, og at al frygt og utryghed vil forsvinde og et stort velbehag træde i stedet?

Jamen hvis det er tilfældet, og hele den kristne kirke, der står som eksponent for det foreløbige resultat af Jesu fødsel, virke og død, ikke kan skaffe dækning for disse ønsker, er Jesus så ikke en fiasko og juleevangeliets forjættelser et falsum? Og tager vi Jesus frygtelige død i betragtning, og dertil hans betrængte liv og gerning, der fandt udtryk i konklusionen: "Fuglene har reder og rævene har huler, men menneskesønnen har ikke det sted, hvortil han kan hælde sit hoved" (Mt. 8, 10); tager vi disse ting i betragtning og dertil føjer indtrykket af den alvor, hvormed Jesus selv så på sin gerning, da må det spørgsmål fremstå for os, om ikke han har levet - og lidt - aldeles forgæves? - Ja, har han i det hele taget levet?

Vi står i virkeligheden her over for en meget alvorlig problematik, så alvorlig, at mange mennesker allerede tager afstand fra dens formulering. Imidlertid løses ingen problemer ved at man tager afstand fra dem; det er tværtimod nødvendigt at fordybe sig i dem og i denne forbindelse mobilisere alle til rådighed stående ressourcer og hjælpemidler. Og lykkeligvis repræsenterer Martinus kosmiske verdensbillede en rigdom af sådanne hjælpemidler.

Først og fremmest hævder Martinus med stor bestemthed, at Jesus ubetinget er en historisk person, og han får i dette synspunkt voksende støtte fra den videnskabelige forskning. Meget omfattende undersøgelser har i de seneste årtier beskæftiget sig med spørgsmålet om Jesu historiske identitet, og fra at man i forrige århundrede næsten enstemmigt var tilbøjelig til at reducere Jesusskikkelsen til en ren og skær mytedannelse, har man nu yderst stærke vidnesbyrd i hænde, der taler for, at Jesus ikke alene er en historisk person, men også den kristne læres grundlægger - ikke at forveksle med kristendommen - eller måske rettere "kirkedommen" - der først og fremmest må betragtes som Paulus' og de senere kirkefædres værk.

Men netop i det øjeblik, det fastslås, at Jesus ikke alene virkeligt har levet, men også er den kristne læres grundlægger, da melder sig spørgsmålet, om ikke han har levet forgæves - og lidt forgæves? For ingen kan være i tvivl om, at den kristne lære er et uforbeholdent krav til næstekærlighed og dermed til en livsholdning, der - såfremt den virkeligt blev praktiseret - automatisk ville føre til den tilstand af fred på jorden og velbehagelighed i menneskene, som juleevangeliet taler om, men som vi i dag oplever den direkte modsætning til. Ja, i så høj grad, at F.N.'s generalsekretær U'Thant under indtryk af sit indblik i den aktuelle verdenssituation ved en lejlighed fandt anledning til at udtale de dystre, ultimative ord: "Vi må elske hinanden ..... eller dø". Det er altså, hvad de forløbne to tusinde års kristendom munder ud i, nemlig et så udtalt behov for praktisering af Kristi lære, at det vil have menneskehedens snarlige undergang til følge ikke at gøre det. Kan man tænke sig en mere markant formulering af spørgsmålet, om Jesus har levet forgæves?

Her er der mange, der trods de hårde, aktuelle kendsgerninger vil svare benægtende ved at henvise til den "ydre" succes af Kristi virke. Kristendommen er i dag verdens største religion hvad antallet af tilhængere angår, og man har lov at håbe på, at den vil vokse sig endnu større og efterhånden vinde en indflydelse, der giver løfte om ændrede tilstande på jorden - og i menneskene.

Det er imidlertid et stort spørgsmål, om der er noget hold i dette ræsonnement. For det første har vejen til denne ydre succes været yderst grusom og blodig jævnfør den kendte tese: "De skal døbes eller druknes" og dermed i allerhøjeste grad i modstrid med den kristne læres sande etik. For det andet er det en kendsgerning, at den kristne kirke som helhed trods alvorlige bestræbelser for at bedre ved dette forhold (paveconcilierne m.m.) står splittet og uenig. Det drejer sig først og fremmest om det gamle modsætningsforhold mellem den katolske og den protestantiske verden, hvis nyeste udtryk formodentlig er de blodige uroligheder i Irland. Hertil kommer det endnu ældre modsætningsforhold mellem den græskkatolske og den romerskkatolske verden, der stadig trives i bedste velgående. Således beretter en af vore mest kendte rejseforfattere om en pikant lille tildragelse i fødselskirken i Bethlehem, hvor en græskkatolsk ærkebiskop under en territorialstrid slog en romerskkatolsk ærkebiskop hårdt i hovedet med en femogtyve kilo tung broncelysestage.... Og endelig ved enhver, at de tre kristne hovedlejre er splittet op i et utal af sekter, der står mere eller mindre fjendtlige og uforsonlige over for hinanden med hensyn til meninger og anskuelser.

Endelig kan man som et tredie, vægtigt forbehold over for kristendommens ydre succes og de heri liggende muligheder for fremtiden pege på det uomstødelige faktum, at kristendommen er i tilbagegang overalt i verden, om ikke formelt, så reelt. Øst for det såkaldte jerntæppe er den som bekendt fortrængt af politiske grunde, ligesom der her gøres ihærdige forsøg på at bortopdrage de nye generationer fra kristendommen - ja, overhovedet fra religiøs tilhørsfølelse i det hele taget. Andre steder fortrænges kristendommen af andre religioner, fx. islam. Og hvor den ikke fortrænges af ydre faktorer, eroderer den langsomt, men sikkert indefra som følge af en lang række faktorer. Der er fx. den voksende materialisme ledsaget af religiøs indifferens; der er de kristne dogmers intellektuelle uholdbarhed, og der gør sig endelig det forhold gældende, at kirken på en lang række områder er ude af kontakt med tidens behov; dette sidste er fx. pavens kamp mod præventionens frigivelse i de katolske lande et eksempel på. Og nævnes skal det da også, at kirken hos mange er genstand for mistro med hensyn til sin kristen-etiske redelighed, idet man har bemærket, at kirken og dens repræsentanter langt fra helhjertet går ind for praktisering af den kristne etik. Fra ingen prædikestol hører man fx. nogen opfordring til ungdommen om at modsætte sig militærgerning, der dog ellers turde være i den skarpeste modstrid med den kristne etik. Tværtimod forsvares den som nødvendig med snusfornuftige argumenter, og man har tilmed ved adskillige alvorlige lejligheder set høje gejstlige personer velsigne de tropper og våben, som skulle afgå til aktiv tjeneste på de aktuelle krigsskuepladser. Ja, man kan oven i købet opleve, at præster selv påtager sig soldatens krigeriske rolle. Det er ikke så mange år siden, man i avisen kunne se to fotografier af den unge præst på Anholt, et, hvor han om formiddagen forretter gudstjeneste i kirken, og et, hvor han samme søndag eftermiddag i svært bevæbnet hjemmeværnsantræk krigerisk kigger frem fra et birketræ med maskinpistolen i skudstilling. Det er noget, en del mennesker begynder at tænke over, og som indgiver dem tvivl i sindet om kirkens etiske helhjertethed. De spørger også sig selv, om kirken overhovedet nogen sinde, har demonstreret en sådan etisk helhjertethed - måske bortset fra den såkaldte urkristne periode, der var en tid, hvor det stod klart for enhver, at kristendommens fremgang afhang af den etiske praksis, den inspirerede til. Men denne periode ophørte stort set i og med, at kristendommen ved kejser Konstantin den Store i år 313 blev ophøjet til statsreligion. Denne formelle anerkendelse af kristendommen, der naturligvis var ensbetydende med en højeste sikring af dens eksistens og trivsel, medførte hurtigt en følelig indskrænkning af den etiske selvdisciplin og dermed også en stagnation af den kristne læres moralske indflydelse på masserne. Og derigennem afskar kirken sig på forhånd fra at erhverve sig en "indre" succes, der kunne stå mål med den ydre succes. Thi den videre fremgang afhang nu ikke længere nødvendigvis af "gerningens vidnesbyrd", men kunne nok så let og hurtigt befordres ved politik. Som religion betragtet udviklede kristendommen sig derfor til at blive en mere og mere strålende og glorværdig skal, men stort set en tom skal, og det er netop dette, der begynder at hævne sig i dag. Tomheden enten gennemskues eller fornemmes umiddelbart af flere og flere, og som et af udslagene afslører man sin mangel på interesse og venerationsfølelse ved at køre hele dét intellektuelle apparat i stilling, som i mellemtiden er blevet udviklet, med det formål, at pille skallens åndelige grundlag i stykker, dvs. evangeliernes og dogmernes begrebsapparat. Det kan betragtes som næsten helt sikkert, at denne skæbne ikke ville have overgået kirken, hvis den fortsat usvækket havde satset på den etiske selvdisciplin. For da ville den i dag mere end nogen sinde som det ypperste resultat af denne proces have haft et indhold, som alle kunne være enige om at prise, og som i virkeligheden kun ville kunne have fordel af at komme ud af sin "skal", om så skulle være, akkurat som kyllingen på et tidspunkt kun kan have fordel af at komme ud af sin skal. Men sådan er det altså ikke gået. Kirken har på intet tidspunkt siden sin ophøjelse til statsreligion virkeligt kendt sin besøgelsestid, og konsekvenserne begynder nu at indfinde sig. Både i form af tilbagegangen på den ydre front og i form af den herskende verdenssituation. Og hvem tror i dag på, at denne alvorlige situations to hovedkomponenter på indflydelsesrig måde kan bringes til at skifte fortegn fra den ene dag til den anden. Hvem tror på, at en kirke, der er i tilbagegang på den ydre front, kan skabe mærkbar fremgang på den indre front? Kort sagt: hvem tror på, at præsternes indsats på kirkernes prædikestole har nogen virkelig betydning, når kirkerne mere eller mindre er tomme for tilhørere? Det må med andre ord betragtes som utænkeligt, at kirken skulle have nogen mulighed for - hvis den overhovedet har evne til det - at udvirke et almindeligt sindelagsskifte til fordel for den ubetingede næstekærlighed, generalsekretær U'Thant efterlyser som menneskehedens eneste chance for at overleve den herskende verdenskrise. Og især er det utænkeligt, at den skulle kunne nå det på den tid, der er til rådighed - nemlig mellem ti og tyve år (iflg. fredsforskningen). Når den ikke har kunnet nå det på to tusinde år, hvordan skulle den så kunne nå det på tyve. Ser vi derfor på kirken som det ypperste, der kom ud af Jesu fødsel og gerning på jorden, da må vi på ny spørge: levede han forgæves, og var juleevangeliets herlige forjættelser et bedrag, en fejltagelse? Ville han mon have påtaget sig opgaven med alt, hvad den indebar, hvis han på forhånd havde vidst, hvordan det ville gå, hvad der ville blive resultatet af hans virke - herunder alle de ulykker, som for hans skyld ville komme over millioner af menneskers hoveder? JA, svarer Martinus med enorm vægt og autoritet. Det ville han, for faktisk vidste han, hvordan det ville gå. Men han vidste også, at det, vi mere eller mindre stirrer os blinde på i dag, ikke er det endelige resultat eller facit. Det endelige facit er nemlig en opfyldelse af juleevangeliets forjættelser, og denne opfyldelse vil komme.... i tidens fylde, og bekræfte, at Jesus på ingen måde har levet forgæves, men tværtimod gennem sin indsats endegyldigt har brudt menneskets pagt med det dyrerige, det udviklingsmæssigt er rundet af. Og derigennem vil det også bekræfte sig, at Jesus virkeligt er menneskehedens frelser, dog ikke i skikkelse af sakral forsoner, men i skikkelse af guddommelig verdensgenløser.

(Afsluttes i næste nummer).