Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad du er, ser du ikke, hvad du ser, er din skygge
Så siger den indiske vismand Tagore.
Og vi søger i blinde det, vi kalder vor lykke
og glemmer at regne med alt det, vi gjorde,
det, der var, og som stadig - ligesom stykke for stykke -
i hverdagen lever og kommer til orde,
det, der binder vor tunge og hæmmer vor ånd,
det, der blinder vort øje, når klart vi vil skue -
kort sagt alt det, der føles som snærende bånd,
og som synes vort liv og vor frihed at true.

Hvad det er, ved vi ikke - vi har kaldt det "det onde"
og har ment, at mod mørket vi kæmped forgæves.
Og når håbet om fred på vor jord gik til grunde,
vi glemte det ene, der af mennesket kræves.

Vi har grædt, vi har raset - vi har druknet vor længsel
i strømme af blod, mens på tusinde måder
vi har prøvet at fly fra vort jordiske fængsel
med alle de midler, hvorover vi råder.
Nu mod fremmede kloder vi har rettet vort blik,
for sæt svaret på livs gåden dér vi fik!

Vi har grund til at synes, vi har drevet det vidt,
når i rummet vi dristigt mod stjernerne stævner,
når at landsætte mennesker pr. satellit
mellem månens forvitrede bjerge vi evner.
Men vi gribes af tvivl og spørger os selv,
hvad det er, vi kan høre - trods maskinernes larmen?
Er det gråd mon af børn, der sulter ihjel
eller skrig fra en såret, der pines i varmen?

Så er det, man spørger, om vi mennesker blot
er et lune af skæbnen - om alt er tilfældigt ...
og hvad forskellen er - på ondt og på godt,
om det kun kommer an på, hvorvidt man kan heldigt
sin næste bedrage og klare sig flot ....
- - - - - - - - - - - - - - -
Da klinger fra rummet en tone vældigt -
den vokser i styrke fra sekund til sekund
Den er som et ekko af Skaberens stemme
og den, som har hørt den, den aldrig kan glemme.
Men få er det givet den tone at høre,
for det kræver nemlig et særligt øre.
Dog fødes med mellemrum der på vor jord
en menneskesøn, i hvis hjerte der bor
en godhed og mildhed så ufattelig stor
at tonen får lyd gennem selve hans ord.

Hvad han er, ser vi ikke, hvad vi ser, er hans skygge -
Det er, som han siger, den vise Tagore.
Hvad der gælder enhver, gælder måske især
den konge, der klæ'er sig i tiggerens skrud
for at opfylde loven og kærligheds bud.
Han ejer ej scepter, han bærer ej krone,
hans rige er fjernt fra den jordiske zone.
Men kende ham kan man alligevel let,
for hans blik er stærkt som en lysende flamme,
hans tale er livlig, hans ånd er adræt,
og humøret og smilet er altid det samme.
Mest lysende er dog hans klare logik,
når han udlægger loven og alle profeter
i strålende farver og skøn symbolik
for os kosmisk uvidende analfabeter.

Se, jeg ved, vi er mange, der i dag føler trang
til at tolke vor tak, vor beundring, vor hyldest,
det fremgår blandt andet af vort fest-traktement ...
men jeg indrømmer villigt, at ord gør ej fyldest,
når tanken skal finde sin fuldendte form.
Så jeg foreslår alle, der her er til stede
og som sammen med mig Martinus vil glæde,
at vi rejser os op og med løftet bæger
lader tavsheden tolke, hvad hjertet bevæger ...
Jeg tror, du vil vide, hvad alle vi tænker
hvad vi ønsker og beder for dig og din sag,
at brydes må alle uvidenheds lænker,
så Verdens Forenede Stater en dag
bli'r din største og skønneste fødselsdagsgave.

 

Ben Saxe.