Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Tidligt i 1965 udspilledes i Esbjerg en politisk diskussion om Danmarks muligheder for at løse en forsvarsopgave. Vi bringer i det følgende næstformanden for det nydannede Fredspolitiske Folkeparti, Svend Bays oplæg til diskussionen, der blev overværet af bl. a. et halvt hundrede unge gymnasiaster. Oplægget, der formede sig som en tale med speciel adresse til de unge, må ses som et interessant eksempel på, at realistiske fredskræfter i overensstemmelse med indflydelsen fra den af Martinus beskrevne ny verdensimpuls begynder at optræde som strømninger på det politiske plan. Det er således ikke hensigten at agitere for det pågældende parti, idet Martinus arbejde udtrykkeligt er politisk neutralt.

 

I tusinder af år har mennesker ført blodige og ødelæggende krige mod hinanden. Personlige fejder er udkæmpet. Stammekrige har bragt død og rædsel over mennesker og dyr. Nationer har foretaget det ene røvertogt efter det andet imod hinanden. Religionskrige har raset i de hellige, almægtige guders bespottede navne. Ideologiske krige er ført med en foragt for mennesker og værdier, der trodser enhver beskrivelse. Og knapt var krigen vundet over Hitlers grusomme krigsmaskine før det nye slagord i Danmark blev skabt: "Aldrig mere en 9'ende april". Og nu rustes der over hele verden under lignende deviser. Overalt skal der bruges militær til forsvar af fædrelandet, aldrig til angreb! Men alligevel førte dette forsvarsberedskab førhen hver gang til nye krige, hvorfor så ikke også nu? Hvert minut døgnet rundt bruges der over hele verden 1,5 millioner kroner til dødens redskaber, alt imedens der i samme minut dør syv mennesker af sult og fattigdom. Hvornår skal disse vældige midler bruges til liv i stedet for død? Hvornår skal de bruges til gavn, glæde og skønhed i stedet for til skade, rædsel og udslettelse?

Forfatteren Aksel Sandemose udtalte kort før sin død, at mennesket er det eneste væsen, der til stadighed og systematisk går imod egne interesser. Sjældent er større meningsløshed formet i så få ord; men det var ikke Sandemose, der var meningsløs.

En oplevelse, jeg havde som ganske ung, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det drejede sig om ordlyden af et brev, som en sønderjysk soldat i påtvungen tysk uniform under første verdenskrig skrev hjem til sin mor om krigen i Belgien: "Vi indtog byen (?), og fjenden blev jaget på flugt, men der blev skudt på os fra mange huse og flere blev dræbt. Officererne blev desperate og gav os ordre til at gå ind i husene og skyde alt levende. Jeg stod og fumlede ved en dør, da jeg fik en pistol stukket i ryggen og en stemme opfordrede mig til at gøre min pligt. Jeg sparkede døren op og så foran mig den lave hyttes eneste rum. En olding sad ved arnen. Ved hans side stod en ung kvinde med et barn i hånden. Jeg skød først den gamle, han faldt uden en lyd. Så sigtede jeg for anden gang, skød, og kvinden faldt i et halvkvalt skrig. Så sigtede jeg for tredie gang, så ind i et par store blanke barneøjne, og skød, vidende at jeg aldrig mere i mit liv ville få et lykkeligt øjeblik".

Brevet gjorde et så dybt indtryk på mig, at jeg lovede mig selv aldrig nogen sinde at røre et våben.

Jeg ved godt, at ved siden af de rædsler, som den anden verdenskrig bragte over menneskeheden, er episoden kun barnemad; nuvel, men den må kunne fortælle vore hjemmeværnsfolk et og andet.
 

Mine unge damer og herrer! Ønsker De situationen mere drastisk udtrykt, så lader det sig også gøre. Anden verdenskrigs rædsler blev så nogenlunde standset med en lille legetøjsatombombe over Hiroshima, en bombe, der i et blændende glimt dræbte 70.000 mennesker og lemlæstede det dobbelte antal, foruden at der nu, mere end tyve år efter, er tilsyneladende raske og sunde kvinder, der føder børn, som er abnorme på sjæl og legeme. Siden da er der lavet brintbomber, der er mere end tusinde gange så stærke og ødelæggende; hvad mon de skal bruges til?

Mine unge damer og herrer! De fleste af Dem skal nu om få år opleve det skønneste, mennesker kan opleve. De skal stå bøjet over Deres nyfødte barn i vuggen. Mine damer, tør De gennemtænke konsekvenserne for livet efter et nyt ragnarok? Eller vil De passivt, modstandsløst følge de mange, der ubevidst, men med en dødsens sikker målsætning vandrer mod afgrunden? Eller vil De være med en endnu lille folk, der er indstillet på at tænke anderledes, der vil gå andre, uprøvede, men logisk og etisk antagelige veje? Vi er nogle, der mener, at det sidste er en livsbetingelse for menneskeheden, en forudsætning for dens fortsatte beståen. Er De skeptisk og vil sige: "Hvad kan I, et lille parti udrette? Hvad kan vi, et lille land som Danmark gøre?" - Jeg vil lade N. Begstrup svare Dem med sit smukke vers, idet jeg håber på, at det vil tænde en brand i Deres hjerte.