Kosmos 1967/Årsskrift side 28
I. G. Hannemann
Om helbredelse ved fastekure
Et sandfærdigt eventyr i anno 1967 om »mirakuløs« helbredelse af kronisk syge
Indledning
Der var engang en agtværdig professor, hvis hoved begyndte at gøre ondt. Var det så blot af klogskab, men det var det ikke, det var af noget meget værre, noget, som man ikke ved, hvad er, men som man kalder "pine", fordi det gør så frygteligt ondt. Han gik til alverdens læger, men de kunne intet sige. Han lod sig indlægge på de bedste klinikker, men de kunne heller intet gøre. Der er 2000 forskellige hovedpiner, som man ved meget lidt om, og da slet ikke noget om, hvordan de kommer, og hvorledes de fås bort, var den eneste trøst, han kunne få.
Lægerne gjorde alt, hvad de kunne, for at lindre på pinen, og dertil er de ganske dygtige, så han fik forskellige medikamenter, som kunne holde pinen borte et stykke tid. Men den lurede hele tiden bagved og var parat til at springe frem, så snart der var anledning dertil, og derfor måtte han til stadighed fylde sig med sådanne stoffer, som organismen i virkeligheden slet ikke er så glad for at optage. Og sådan gik han i henved et halvt år.
Den lille dame i det store hus
Så en dag hørte den agtværdige professor, hvis hoved var så fuld af denne ondskabsfulde pine samt alle de forskellige tabletter, han havde taget imod den, om en agtværdig dame, der havde en tosset idé om at gøre syge mennesker raske, som om det ikke var nok med lægerne, og derfor havde købt sig et stort hus langt borte fra byens larm ved skov og strand, hvor hun uforstyrret behandler og helbreder syge og giver dem deres livsmod tilbage.
Der er mennesker, som er kommet til hende forpinte og sammenbøjede af reumatisme og ved næste månedsdag gik fra hende ranke og vitale. Der er også mennesker, som i årevis havde været angrebet af astma, denne enerverende sygdom med de stadig tilbagevendende voldsomme anfald med åndenød, og som altid måtte benytte medicinske præparater og alligevel aldrig følte sig raske. Efter at hun i få uger havde behandlet dem med sine "trylledrikke", tilberedt i en særlig fastekur, kunne de begynde at undvære deres præparater og få slimen ud af lungerne, og for hver uge, der nu gik, blev de bedre og bedre, indtil de til sidst kunne forlade dette helbredelsens sted fuldstændig raske med en livskraft, de ikke havde kendt, siden de blev syge.
Ja, han hørte endda om et ganske specielt tilfælde, om en kvinde, hvis ene ben skulle amputeres, da der var gået koldbrand i det, og som i sin nød ringede til denne mærkelige og opofrende dame i det store hus, og tryglede hende om at hjælpe sig. Og hun blev hjulpet, så lægerne ikke behøvede at tage hendes ben. Hun fik "trylledrikkene", og allerede efter en uge sporedes bedring, og til sidst blev hun fuldstændig rask.
Slutning
Efter at have hørt alt dette pakkede professoren sin ransel og begav sig af sted til den lille dame i det store hus. Ja, slutningen på eventyret er i øvrigt "mirakelmæssig" ganske banal. Han kom og fik sin fastekur, i øvrigt den samme som den kvinde, der reddede sit ben, og han reddede sit hoved, idet pinen efter 3 ugers forløb forsvandt, ikke pludseligt, men lidt efter lidt.
Kommentarer
Det skal bemærkes, at den omtalte lille dame er den vitale 71 årige fru Alma Nissen, og det store hus er Brandals Hälsohem i Sverige nær Stockholm.
Men hvad har alt dette med Martinus analyser at gøre? Ja, der er først og fremmest de omtalte "trylledrikke", der anvendes ved behandlingen, og så er der hele spørgsmålet om lægernes indstilling til sådant noget, som det nok er værd at diskutere lidt nærmere.
Fastekurens virkninger
Til de forskellige fastekure anvendes safter fra frugter og urter, altså meget nær det Martinus forstår ved den ideelle føde, og hvad kan sådan en føde, der indgives patienten i længere tid, andet end at udrense organismen for gamle giftstoffer og affaldsprodukter, som måske efterhånden i små mængder har lejret sig i organismen og sandsynligvis har en virkning af forsnævrende karakter med hensyn til alle de overordentlig mange ganske fine blodkar. Når disse kar efterhånden er forsnævrede, indvirker dette naturligvis på blodgennemgangen og blodtrykket her, og kan forårsage kalamiteter, som ytrer sig i mange kroniske lidelser, såsom reumatisme, forskellige former af migræne og koldbrand. Da astma antagelig skyldes overfølsomhed overfor infektion af slimhinder, må naturligt til denne kur tilføjes et additiv, som er i stand til at overvinde infektionen, og hertil viser naturproduktet hvidløg sig fantastisk. Det må siges at være et stort held for menneskene, at de har denne vidunderurt, idet de ellers måtte ty til kunstmedikamenter, der jo som oftest har bivirkninger.
Ovenstående korte redegørelse kan synes naiv, videnskabelig set. Hvad vil det sige f. eks. at udrense organismen, og hvorledes sker dette? Ved man i øvrigt, om der virkelig forekommer sådanne giftstoffer og affaldsprodukter, og om disse giver forsnævringer? osv.
Til dette er der kun at svare, at ovenstående må opfattes som en hypotese, der netop skal og bør underbygges videnskabeligt. Bl. a. er alle disse patientforsøg, som man på en måde godt kan kalde det, fru Nissen har præsteret på Brandals Hälsohem, en ganske væsentlig indikation for, at der foregår noget, som populært i hvert fald kan udtrykkes som ovenfor, hvor forklaringen eller hypotesen netop er gjort så enkel som mulig, for at man ikke skal begynde at diskutere detailler og derved forplumre helheden, som dog er det afgørende. Men disse patientforsøg bør naturligvis lægemæssigt kontrolleres. Hvorfor sker dette imidlertid ikke? Ja, her kommer vi direkte ind på det andet punkt, om lægernes indstilling, som vi skulle diskutere nærmere.
Lægernes indstilling til fastekuren
Lad os gribe denne diskussion an ved at tage et realistisk eksempel. En astmapatient har været hos adskillige læger og været indlagt på hospital uden at opnå bedring endsige helbredelse. Til sidst konsulterer han en kendt astmaspecialist, der beordrer ham et bestemt kvantum Cortison, idet han udtaler, at dette kvantum er hans daglige absolutte minimum, som han ikke under nogen omstændigheder må komme under. Patienten får nys om fru Nissens kur mod astma og lader sig behandle. Det går ham helt som ovenfor beskrevet ved lignende patient, han kan successivt formindske sit cortisonkvantum og en skønne dag, måske en måned, måske 6 uger efter, kan han forlade Brandals Hälsohem som fuldstændig helbredt uden at have behov for nogen art af medicin.
Denne forhenværende astmapatient vil sikkert føle det som sin pligt at fortælle sin læge om sin helbredelse. Men hvorledes reagerer astmaspecialisten heroverfor? Ja, det er det springende punkt, som vi naturligvis ikke kan udtale os om; men vi kan derimod uden vanskelighed sige noget om, hvad han burde gøre.
Specialisten bør naturligvis, efter først at have givet udtryk for sin forbavselse, grundigt undersøge sin forhenværende patient og derpå spørge ham nøje ud om kuren og dens forløb og få bekræftet, om der er andre lignende tilfælde, idet et enkelt tilfælde måske altid kan bero på en såkaldt tilfældighed. Derefter burde han vel tage ud til fru Nissen og tale med hende og se udøvelsen af behandlingen, og endelig ville det være naturligt at foreslå og forsøge en lægekontrol ved behandlingerne for at videnskabeliggøre disse, netop de tanker fru Nissen har kæmpet for en lang række år, dog hidtil uden resultat. Det er måske for meget at forlange af den enkelte, tilfældige specialist, men i alle tilfælde bør han tage den erfaring, han her har fået, til sig og overfor nye patienter, som han ellers ikke kan hjælpe på anden måde end med Cortison, anvise fru Nissens astmakur som en mulighed. Andet ville simpelt hen være uforsvarligt over for patienterne.
Man har imidlertid stærkt på følelsen, at lægernes holdning til sådanne fastekure og deres virkninger i almindelighed er meget henholdende, og de vil sikkert dække sig ind under, at der ikke foreligger noget videnskabeligt materiale, og det vil der selvfølgelig blive ved med at mangle, hvis der ikke netop blandt alle de læger, som er så henholdende, er nogle, der vil tage initiativet til at fremskaffe det. Det må her betones, at der ikke på nogen måde er noget mystisk ved sådanne fastekure, men at det hele ligger på et materielt plan og derfor fuldt ud hører ind under den materielle videnskabs domæne.
Her melder sig imidlertid også spørgsmålet om naturlægerne; skal lægerne virkelig acceptere sådanne, der ofte ganske uvidenskabeligt ordinerer diverse urte- og planteprodukter som helbredelsesmiddel mod forskellige sygdomme? Ja, også her bør lægerne ikke a priori være fuldstændig afvisende, de må tænke på, at mange af det ofte store klientel, der søger naturlægen, er mennesker, der først har søgt autoriserede læger uden held. Men naturligvis kan lægerne ikke ukritisk gå ind for naturlægernes behandlingsmetoder. Der må her som ovenfor forlanges kontrol af behandlingen, samt gentagelser af patientforsøgene med positive resultater, hvis en behandlingsmetode skal kunne accepteres.
Nu må en forsigtig, afventende holdning overfor emner, der hersker usikkerhed om, ofte i videnskabelige kredse anses for ganske sund, idet man herved undgår forhastede afgørelser. I visse tilfælde, hvor der kan forekomme faremomenter, er den ligefrem nødvendig som f. eks. ved afprøvning af nye medicinske medikamenter, hvor man jo til tider har fået de sørgeligste erfaringer ved en for hurtig godkendelse. Men der kan også være lige de modsatte tilfælde som de ovenfor omtalte fastekure, hvor der ved kyndig behandling ikke er faremomenter, men kun chance for positivt resultat. Her vil en for forsigtig holdning ikke være af det gode og må i virkeligheden tydes som manglende ansvarsfølelse, medens en vis dristighed kun kan blive til gavn for patienterne og fremmende for videnskabelige undersøgelser indenfor disse områder.
Lad os håbe, at der er ved at komme skred i hele denne sag, så fastekure i nær fremtid vil indgå som et almindeligt lægeligt middel til helbredelse af forskellige kroniske sygdomme.
Tilbage til forfatterregister
Forrige