Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En 35 årig kvinde havde i 19 års alderen en let tuberkulose. Røntgen viste forstærkede hilusskygger, men der kunne ikke påvises baciller i opspyt. Hun tilbragte halvanden måned på et højfjelds sanatorium i Schweiz; genvandt fuldstændig helbredet. I 24 års alderen blev hun gift. Ægteskabet lovede godt og var længe harmonisk; de økonomiske forhold var gode. To børn, 9 og 7 år gamle. Kort inden hun nu i 35 års alderen igen blev syg, mistede hun sin mor, som døde af kræft. Forholdet til hende havde altid været en smule konfliktfyldt. Til at begynde med tog kvinden tilsyneladende dødsfaldet roligt, men efter en tids forløb blev hun let deprimeret med stærk skyldfølelse og overdrevne selvbebrejdelser. I denne tilstand fik hun gennem en veninde at vide, at manden havde været hende utro. Hun stillede sig først tvivlende overfor dette og tilbageviste med indignation venindens beskyldning, men begyndte dog at lægge mærke til, at mandens holdning overfor hende blev mere kølig. Hun blev mere og mere deprimeret og fortvivlet, kunne ikke blive sin mistanke kvit, og en dag spurgte hun sin mand ud. Han meddelte åbent, at han i nogen tid havde haft et forhold til en anden kvinde. Det kom som et chok for patienten. Hun blev dybt deprimeret, tabte lysten til alt, mistede appetitten, gik ned i vægt. Knapt 14 dage efter meddelelsen fik hun høj feber, og man fandt nu en åben tuberkulose med mange baciller. Sygdommen tog voldsom fart, og patienten døde knap en måned senere.

Formålet med denne artikel er på naturvidenskabeligt og åndsvidenskabeligt grundlag at belyse det emne, som den indledende sygehistorie er et typisk eksempel på, nemlig emnet psyko-somatisk, dvs. at belyse det forhold, at psykiske påvirkninger kan forårsage, forværre eller vedligeholde objektivt påviselige sygdomme i den fysiske organisme.

De videnskabelige fagområder, som hidtil har præget den psykosomatiske forskning, er psykiatri, psykologi, fysiologi, sociologi og psykoterapi.

Ved hjælp af nogle eksempler vil vi belyse, hvilket præg af objektivitet man indenfor disse fagområder har arbejdet med.

Fysiologisk kan man f. eks. direkte undersøge, hvilken indflydelse eksperimentelt fremkaldte følelsesmæssige affekter har på forskellige dele af legemet, såsom blodtryk, blodsukker, blodtælling, maveslimhinde, mavesaft, hudens temperatur og elektriske modstand, svedsekretion, næseslimhinde, urinblære og endetarm.

Man ved, at primitive følelser påvirker det vegetative nervesystem, der ikke er under viljens herredømme. Dette nervesystem regulerer bl. a. blodtilstrømningen til maveslimhinden. Ved hjælp af stetoskopi og via mavefistler har man direkte iagttaget menneskers maveslimhinde og konstateret, at eksperimentelt fremkaldt frygt og sorg gør slimhinden bleg og formindsker mavesaftens surhed og fordøjelsesevne. Modsat giver vrede og ophidselse voldsom blodtilstrømning, øget mavesaftsekretion og fordøjelsesevne. Slimhinden bliver her meget let blødende og er sårbar for de mindste påvirkninger.

Lignende ændringer af maveslimhinden kan fremkaldes på dyr, der ved forsøg belastes voldsomt psykisk, f. eks. ved at sætte hinanden fjendtlige dyr sammen i bure. De organiske ændringer konstateres ved løbende undersøgelser (stetoskopi) eller ved obduktion.
 

Ved sociologiske studier beskæftiger man sig med sygdomstyper og -hyppigheder i forskellige grupper. Man har f. eks. kunnet udlede værdifulde oplysninger af sygdomsforholdene i Holland som følge af den tyske besættelse, af sygdomsforhold hos dødsdømte og af sygdomsforholdene hos soldater, der skal sendes til fronten.

En amerikansk undersøgelse beskriver en troppeafdeling i tiden før afsendelsen. Under træningen fremviste en del soldater mavesårssymptomer. Jo nærmere tiden for afsendelsen kom, jo flere tilfælde og jo voldsommere symptomer optrådte. Da soldaterne blev bekendtgjort med tidspunktet for afsendelsen, kom der en voldsom stigning i antallet af mavesår. En del soldater, der ikke tidligere havde fremvist sygdomstegn, blev pludseligt syge og måtte indlægges, adskillige med mavesårsperforationer.
 

Psykoterapiens anvendelighed til klarlæggelse af psykosomatiske sygdomsforhold beror på, at man råder over et omfattende statistisk materiale, der klart har vist, at mange patienter er blevet helbredt for deres organiske sygdomme alene ved psykoterapi (samtaler, hypnose osv.).

Angst og vrede kan bevirke hjertebanken, blodtryksstigning, stivnen, skælven, blegnen, kortåndethed, holden af vejret, tænderskæren, svedafsondring, hæmmet spytsekretion, pupiludvidelse, øget blodsukker, gåsehud samt at "hårene rejser sig". Langvarig skræk kan give diarré, hyppig vandladning, knugen i mellemgulvet og gråhårethed. Skam og pludselig glæde kan være årsag til ansigtsrødme. Depression kan medføre slappe træk, bleghed, hæmmet tarmfunktion, træthed og søvnløshed. Løftet stemning kan resultere i spænstighed, forstærket aktivitet og generelt forstærkede reaktioner. Endelig vil vi som eksempler på andre reaktioner nævne: Gråd, besvimelse, opkastning, abort og menstruationsforstyrrelser.

Lægevidenskaben antager normalt, at sygdommes opståen skyldes et samspil mellem nogle af følgende faktorer:

 
Årsagerne til, at en person angribes af tuberkulose, kan således være, at personen er født pukkelrygget (konstitutionen) og lever i et baggårdsmilieu. En indsættende lungebetændelse (udløsende faktor) får tilstedeværende tuberkelbaciller (specifik faktor) til i løbet af kort tid at udvikle en tuberkulose.

Lægevidenskaben har forsøgt at anvende ovenstående system til belysning af årsagerne til psyko-somatiske sygdomme. Lad os igen se på hyppigheden af mavesår hos soldaterne: Den personlige fysiske og sjælelige konstitution gør, at kun nogle af soldaterne udvikler mavesår. Den stadige udsigt til at komme i krig (milieu), angsten for følgerne (specifik faktor) og fastsættelsen af tidspunktet for afgang til fronten (udløsende faktor) skaber mavesår hos de konstitutionelt disponerede soldater. Mavesårstilfældene er i øvrigt særdeles interessante, fordi mavesækken normalt er et af vore mest robuste og bedst selvlægende organer. Således kan man finde en intakt maveslimhinde hos kronisk sindssyge, selv om mavesækken indeholder mange sten, nåle, hår og lignende.

 
Under forsvarsreaktionen sender organismen impulser ud gennem det vegetative nervesystems to afsnit, nemlig det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem, som begge har deres udspring i den del af hjernen, der kaldes talamus. Impulserne i det sympatiske nervesystem påvirker binyre-marven til at øge adrenalinproduktionen; og blodets øgede adrenalinindhold aktiverer hypofysen, som derefter indvirker på legemets øvrige endokrine kirtler. De sympatiske nerveimpulser kan desuden direkte aktivere hypofysen.

Organer, som er forsynet med nerver (innerveret) fra det vegetative nervesystem, er forsynet med såvel sympatiske som med parasympatiske nervetråde. De to vegetative systemer har antagonistisk virkning overfor de organer, de innerverer. Dette vil f. eks. sige, at en stimulation af sympaticus nerven har en aktiverende virkning på hjertet og en hæmmende virkning på fordøjelsesorganerne, hvorimod en stimulation af parasympaticus nerven har en aktiverende virkning på fordøjelsesorganerne og en hæmmende virkning på hjertet.

Nogle personer med en bestemt karakterstruktur synes at være prædisponerede til at reagere på en vanskelig livssituation, som truer deres sikkerhed, ikke ved passende løsning af konflikten, men ved en emotionel konflikt. Denne varierer med personlighedstypen og stresssituationens karakter. Hvis konflikten ikke aflades, skabes en tilstand af akut eller kronisk spænding, som vil påvirke et eller andet af organerne i den vegetative sfære i overensstemmelse med naturen og graden af spændingen.

Organismen reagerer på samme måde overfor den faktiske fysiske fare, som overfor erindringen om denne eller truslen om denne. Organismen reagerer også på samme måde overfor ting, som er sket samtidig med faren, og derfor i individets bevidsthed og reaktionsmåde er blevet forbundet med denne.

Organismen kan ikke uden legemlige følger mobilisere sit forsvar mod en fare, der blot er symbolsk, eller bare eksisterer i erindringen. Det farlige i dette tilfælde er altså ikke stressfaktoren i sig selv, men de forkert valgte forsvarsforanstaltninger.

Kredsløbsorganerne:

Øget blodtryk, coronarthrombose, (blodpropper i hjertets kransårer), migræne, angina pectoris.

Mave - tarmkanalen:

Mavesår, tyktarmssygdomme (diarré, forstoppelse, sår).

Åndedrætsorganer:

Tuberkulose, astma, høfeber.

Internt secernerende kirtler:

Sukkersyge, Basedows sygdom.

Hudsygdomme:

Eksem, vorter, kløe, hypersekretion af sved.

Seksualfunktionsændringer:

Impotens, frigiditet, vaginisme, menstruationsforstyrrelser, indbildt svangerskab, hyppige aborter.

Andre generelle symptomer:

Træthed, svimmelhed, søvnløshed, rastløshed.

Det bør her pointeres, at de fleste af ovennævnte lidelser kan optræde på rent legemligt grundlag.

- hypnose, mirakuløse helbredelser, løgnedetektor

- "ulykkesfugle", som er et af forsikringsstatistikere velkendt fænomen

- indirekte påvirkninger såsom selvmord, tobaksrygnings sygdomme, følger af alkoholisme og narkomani, ernæringssygdomme

- hypokondri, hvor der strengt taget ikke forefindes objektiv påviselige symptomer

- al bevidst fysisk aktivitet.

Psykosomatik må her defineres som vor livsoplevelses, dvs. vort følelses- og tankelivs betydning for opståen, forværring og vedligeholdelse af sygdomme i den fysiske del af vor psyko-fysiske organisme. Hvad er egentlig vort følelses- og tankeliv?

Vort følelsesliv, der primært er baseret på de materiedannende grundenergier, nemlig instinkt- + tyngde- + følelsesenergi, er vor oplevelse af organiske forhold mellem tyngde- og følelsesenergi i vor sjælelige struktur, specielt følelseslegemet. Disse oplevelser registrerer vi som skiftende stemninger eller mentale klimaer. Er tyngdeenergien i overvægt i stemningen, betegnes den tyngdeklima. Er følelsesenergien i overvægt, betegnes den følelsesklima.

Nedenstående gengiver en oversigt over tyngde- og følelsesklimaer (10):

Ekstreme tyngdeklimaer: Mordlyst, had, hævntørst, raseri, samvittighedsløshed, uhæmmet lyst til at knuse, destruere, flænse og lemlæste.

Ordinære tyngdeklimaer: Jalousi, skinsyge, vrede, harme, irritation, intolerance, arrogance, fornærmelse, foragt, misundelse, skadefryd, forfængelighed, ærgerrighed og magtsyge.

Grænse-tyngdeklimaer: Selvretfærdighed, indignation, hellig vrede, retfærdig harme, nag og bitterhed.

Grænse-følelsesklimaer: Uligevægtighed, utålmodighed, skuffelse, mental uro og disharmoni, samvittighedskriser, moralske konflikter, anger og fortrydelse.

Ideelle følelsesklimaer: Sympati, ligevægt, tålmodighed, tolerance, tilgivelsestrang, overbærenhed, følsomhed, humanitet, retfærdighedstrang, medlidenhed, finfølelse, medfølelse, glæde, velvære, optimisme, behag, hengivenhed og forelskelse.

Ekstreme følelsesklimaer: Selvmedlidenhed, sentimentalitet, melankoli, vemod, sorg, ulykkelig forelskelse, frygt, angst, skræk og rædsel.

De ideelle følelsesklimaer, dvs. de uselviske tankearter, fornemmes som lyse stemninger. De øvrige følelsesklimaer og alle tyngdeklimaer fornemmes som mørke stemninger.

Vort tankeliv, der primært er baseret på de forstandsdannende grundenergier, nemlig intelligens- + intuitions- + hukommelsesenergi, er skiftende, organiserede svingninger i vor sjælelige struktur.

Vort følelsesliv og vort tankeliv er ensbetydende med kræfter, som principielt virker destruktivt eller dræbende, når tyngdeenergien er i overvægt, og opbyggende eller livgivende, når følelsesenergien er i overvægt. Reelt kan også følelsesenergi virke destruktivt, nemlig når det ideelle forhold mellem tyngde og følelse ændres således, at følelsesenergiens normale materiefortættende overtag forstærkes så meget, at tyngdeenergien bliver hæmmet i at udfolde sig i det livgivende princips tjeneste.

Vi antager, at alle de ovennævnte tyngde- og følelsesklimaer, hvor tyngde og følelse ikke er i ideel balance, kan virke som destruktive kræfter, når de pågældende mentale klimaer er særlig langvarende eller hyppige eller intense. Disse kræfter indvirker fra vore sjælelige legemer via nervesystemet og blodet på den fysiske organismes organer i form af fine elektriske bølger i denne og således, at grundenergikombinationen samt positionen af dens virksomhedsområde i den sjælelige struktur er bestemmende for, hvilket organ der primært påvirkes, idet vi her erindrer os, at de enkelte grundenergier primært behersker følgende organer:

Instinktenergi: Hud og muskulatur

Tyngdeenergi: Fordøjelsessystem

Følelsesenergi: Blod og åndedræt

Intelligensenergi: Nervesystem

Intuitionsenergi: Seksualorganer

Hukommelsesenergi: Skelet, hvor nervesystemet i forbindelse med blodet fungerer som antenne- og transformatorsystem for kraftoverførelsen. Martinus anfører ligefrem, at vort sjæleliv udløser sig i en "elektricering", magnetisering eller kraftpåfyldning direkte i blodet.

Sammenhængen mellem de enkelte grundenergier og de tilsvarende organområder bør ses i lyset af, at ingen grundenergier kan optræde isoleret, og at grundenergiernes betydning derfor ligger i deres principielle funktionsnatur. Vi finder det derfor naturligt at antage, at tyngdeklimaer primært indvirker på såvel fordøjelseskanalen som på nedbrydningsfunktioner i de andre organer (det dræbende princips væsener i vor organisme). På tilsvarende måde antages, at følelsesklimaer primært indvirker på såvel blod- og åndedrætssystem som på alle belivende funktioner i vor organisme. Nedbrydningsfunktioner og iltningsfunktioner er i form af vore stofskifteprocesser nært sammenknyttede. Rent stofligt, dvs. med hensyn til den livsnødvendige nedbrydning og opbygning af stoffer i vor organisme, synes det klart, at det livgivende princip i organismen normalt fungerer på basis af et passende afstemt forhold mellem tyngde- og følelsesfunktioner.
 

Vi vil nu betragte de psyko-somatiske problemer i et meget vigtigt perspektiv, nemlig det, der vedrører vort forhold til de mikroindivider, hvis organismer er vort fysiske legemes byggestene. Martinus betoner her meget stærkt, at de fleste organiske og kroniske sygdommes opståen skyldes, at vi dagsbevidst er for uvidende eller for ufærdige med hensyn til vort følelses- og tankelivs indflydelse på livsoplevelsen og dermed velbefindendet for disse mikroindivider. De foran beskrevne, specielt fra tyngde- og følelseslegemet virkende, mentale kræfter, der er udtryk for karakteren af vort følelses- og tankeliv (vor bevidsthedsernæring), er nemlig højeste ydre naturkraft for vore mikroindivider og dermed sammen med rent fysiske forhold, specielt de fysiske næringsstoffer, bestemmende for kvaliteten af mikroindividernes fysiske omgivelser, dvs. deres livsbetingelser. Vi fungerer altså som forsyn for disse mikroindivider. Er kvaliteten af vort følelses- og tankeliv for dårligt for de pågældende mikroindivider, hæmmes de i deres funktion og livsoplevelse, eller også går de til grunde og skaber derved i overensstemmelse med loven for tiltrækning og frastødning inkarnationsmulighed for mere primitive mikroindivider, dvs. mikroindivider, som bedre finder sig til rette i de primitiviserede forhold. Følgen heraf bliver for os som makroindivid forringelse af vort oplevelsesredskab og dermed forringelse af vor livsoplevelse og vort velvære, eventuelt egentlige organiske sygdomme, hvor typen og graden er afhængig af arten og omfanget af de pågældende til grund liggende mentale klimaer. Samtidig forringes vor kvalitet som livgivende mikroindivid i jordklodeorganismen, hvilket igen medfører en forringet makrokosmisk beskyttelse af os.
 

Da Martinus hidtil kun har skrevet sparsomt om psykosomatik, har ovenstående åndsvidenskabelige aspekter måttet indskrænkes til at være en lidet detailleret belysning af emnet. Vi kan alle glæde os til den mere detaillerede gennemgang af disse for os alle så mentalhygiejnisk vigtige spørgsmål, som Martinus har i sinde at give os i senere bind af "Det evige verdensbillede".
 

Litteraturhenvisninger

1) Reiter, Psykosomatisk medicin (1953)

2) Dunbar, Mind and body, Psychosomatic medicine (1955)

3) Fog, Fem forelæsninger om neurologi for psykologer (1955)

4) Levi, Legeme, sjæl og sygdomme (1961)

5) Groen, Psychosomatic research (1964)

6) Martinus, Livets Bog, stk. 330, 360, 1925, 2026, 2114, 2116, 2134, 2153, 2295, 2349

7) Martinus, Bisættelse, kap. 43, 45, 48, 57, 61-3, 76, 77, 79, 81, 99

8) Martinus, Logik, kap 86

9) Martinus, Det evige verdensbillede, symbolbog, stk. 11/8, 14/20.

10) Per Bruus-Jensen, Korrespondancekursus, lektion 11-3, 18.