Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De klassisk filosofiske systemer er enten af idealistisk eller materialistisk art.

I de idealistiske filosofier tillægger man tingene visse egentlige eller essentielle egenskaber, som er af evig natur, medens de øvrige mere tilfældige egenskaber vil forgå før eller senere. Dette gælder også de levende væsener og her først og fremmest mennesket. Som ophav for de essentielle egenskaber indføres ofte begrebet Gud, selv om dette dog ikke er strengt nødvendigt.

I den materielle filosofi antages tingene, de levende væsener inkluderet, udelukkende at have materielle egenskaber. I en sådan materialistisk verden er der ingen motivering for et begreb som Gud eller et liv efter døden.

I såvel den idealistiske som den materialistiske filosofi tænker man sig Verdensaltet opbygget lovmæssigt, og de levende væsener, specielt menneskene, indpasses harmonisk i dette billede. Naturligvis har der altid været vanskeligheder med at fastslå, hvad liv egentlig er. I de idealistiske opfattelser mener man, at liv kan forklares ved en bagved værende livskraft, som ikke er af materiel natur, medens man i de materialistiske anskuelser beskriver livet som en materiel foreteelse knyttet til specielle komplicerede stofmæssige opbygninger.

I nærværende artikel er forsøgt kort at redegøre for nogle væsentlige træk i eksistentialismen. Der kan i denne forbindelse henvises til nogle særdeles oplysende bøger over dette emne. Foruden værker af Søren Kierkegaard kan nævnes: Frithiof Brandt: Søren Kierkegaard, Torben Dijnes: Eksistensproblemet i moderne tænkning og digtning, Jean-Paul Sartre: Eksistentialisme er humanisme (i dansk oversættelse), Johannes Sløk: Eksistentialisme og Søren Nordentoft: Heideggers opgør med den filosofiske tradition kritisk belyst.

Medens videnskaben søger at eliminere subjektiviteten for at komme til en objektiv erkendelse, postulerer Kierkegaard, at sandheden kun kan findes i væsenets subjektive opfattelse, eller sagt med Kierkegaards egne ord: "Subjektiviteten er sandheden". "Her er en definition på sandhed: den objektive uvished, fastholdt i den mest lidenskabelige inderligheds tilegnelse, er sandhed, den højeste sandhed, der er for en eksisterende".

Han viser, hvorledes mennesket i almindelighed lever en overfladisk, uegentlig tilværelse afhængig af tingene og de andre mennesker, og hvorledes det for hver enkelt er afgørende at frigøre sig herfra for bevidst som en personlig opgave at overtage sit liv som eksisterende og leve det virkeligt i sandhed og inderlighed, hvorved man bevarer sin identitet, som ellers let forflygtiges. Han peger på individualismens og personlighedens ret og fremhæver i denne forbindelse Sokrates som eksistentiel tænker.

Martin Heidegger bygger sin Værensfilosofi på Søren Kierkegaards tanker, idet han forsøger at videnskabeliggøre disse ved anvendelse af Edmund Husserls fænomenologi. Man kan ikke adskille subjekt og objekt fra hinanden, som videnskaben gør; men der består altid en indbyrdes forbindelse mellem disse, og virkeligheden er denne sammensmeltning i bevidstheden af subjekt og objekt. Den videnskabelige erkendelse udvides til at omfatte enhver intuitiv, d.v.s. selvindlysende klar forståelse af menneskelige livsfænomener. Heidegger anvender dette til at slå fast, at mennesket som eksisterende er frit og ansvarligt.

Han skelner som Kierkegaard mellem den uegentlige eller fordrejede tilværelsesform og den egentlige, sande eksistens.

Han gør nøje rede for frihedsbegrebet. Frihed består ikke i en indeterministisk valgfrihed at kunne gøre hvad som helst, thi vi er bundet i de forhåndenværende omstændigheder som f.eks. fødsel og død, karakter, miljø etc. Men vi har frihed i vore reaktioner, hvorved vi kan lade ydre omstændigheder, som på forhånd blot er abstrakte muligheder, blive konkrete realiteter, der i givet tilfælde vil determinere os.

Lad os her benytte Sartres eksempel. En mand, der er fængslet, er set ude fra determineret i sin indespærring, men set inde fra har han frihed til at ville flygte eller ville blive. Vil han flygte, har han herved determineret de ydre omstændigheder som en indespærring. Hvis han derimod af egen fri vilje vil blive, er der ikke tale om nogen indespærring, lige så lidt som en sten kan indespærres.

Frihed er ikke at skabe sine situationer eller blot at svare på dem, men at udforme dem som sine egne ved at leve i dem.

Menneskets indre faktorer i form af evner, karakter etc. er i sig selv ikke andet end abstrakte muligheder, der kun kommer til udfoldelse gennem dets frie realisation og udformning af dem. De er materialet, som individet benytter i dets udfoldelse, og kan således ikke eliminere dets frihed. Selv om individet kan siges at være determineret af sine indre faktorer, gælder dette ikke absolut, idet individet i frihed har dannet og udformet disse til dets egne formål.

Da frihedsbegrebet spiller så stor en rolle indenfor eksistentialismen, idet det tillige danner grundlaget for begreberne ansvar og angst, har vi allerede her berørt det i Heideggers udformning. Det skal samtidig siges, at ovenstående analyse stemmer overens med Martinus opfattelse af frihedsbegrebet, idet individets indre faktorer dybest set skabes af individet selv via dets lyst, nydelse og begær.

Foruden Martin Heidegger findes flere andre betydelige filosoffer, først og fremmest Karl Jasper og Gabriel Marcel, der har taget eksistensproblemet op til nærmere overvejelse fra en helt anden grundindstilling.

Jean-Paul Sartre har på grundlag af Kierkegaard og Heidegger udformet sin eksistensfilosofi, der har vundet stor udbredelse og indflydelse inden for nutidens åndsliv, så man, når begrebet eksistenstialisme nævnes, i almindelighed navnlig tænker på dette i Sartres formulering og således, som det kommer til udtryk i hans skuespil og digtning.

I eksistentialismen skelnes der mellem eksistensen og indholdet eller tingenes verden, men der skelnes ikke mellem væsentlige (essentielle) og mere tilfældige egenskaber. Alle egenskaber såvel som legeme og ting hører til indholdet. I øvrigt lader den spørgsmålet, om der er en Gud til, stå åbent således, at der forekommer eksistentialistiske filosoffer såsom Kierkegaard, Jasper og Marcel, der anser gudsbegrebet som en nødvendig og fundamental forudsætning, medens andre som Heidegger og Sartre ikke mener, at dette begreb her er relevant.

Eksistentialismen kan ikke se nogen harmonisk sammenhæng mellem menneskene og den øvrige verden, tingenes verden. Tilværelsen kan måske nok i sig selv forekomme lovmæssig, og det samme gælder mennesket; men forholdet mellem mennesket og omgivelserne viser sig meningsløst eller absurd. Man bør derfor ikke fæste for stor lid til omgivelserne, fordi man kan risikere, at disse i deres forhold til en selv er noget helt andet, end man havde tænkt sig.

Eksistentialismen mener, at mennesket normalt lever sit liv på et falsk grundlag eller en illusion, idet det ikke er sig selv som eksisterende i sin tilværelse, men nærmest oplever denne som tilstedeværende i tingenes verden uden selv at overtage sit liv samt ansvaret herfor. Det står i en overordentlig grad i afhængighedsforhold til tingene, specielt andre forekommende mennesker og deres meninger. Det er i høj grad autoritetstro og føler tryghed herved. På den måde, som mennesket lever, har det intet virkeligt liv, som det selv dybest set er ophav til eller står inde for; men dets liv bliver en overfladisk optræden i roller, som forholdene d.v.s. omgivelserne har kastet det ud i. Det går på akkord med sig selv for at opnå prestige og succes og gøre den bedst mulige figur i andres omdømme. En sådan livsform kan betegnes som uegentlig eller uoprindelig, da den nærmest er dikteret af omgivelserne. I litteraturen har vi mange eksempler på beskrivelser af en sådan livsførelse, og hvad den kan føre til. Vi kan blot minde om flere af Holbergs figurer, Paludan-Møllers: Adam Homo eller Henrik Ibsens: Per Gynt.

Eksistentialismen viser sig her i udpræget grad som en livsfilosofi, idet den anviser en vej eller en måde til en ny form for tilværelse i frihed og inderlighed. Den tager selve eksistens- eller værensbegrebet op til revision, og selv om den som nævnt ikke er i stand til at analysere dette begreb, gør den brug af dette på en konsekvent måde, idet den sætter eksistensen som tilværelsens virkelige fundament og udgangspunkt.

Eksistentialismen sætter handlinger som det reelle, det, der har betydning, medens følelser kun er noget, der skabes af handlinger.

Som karakteristik af eksistentialismen kan anføres følgende citater af Sartre:

"Mennesket er ikke andet end, hvad det gør sig selv til". "Mennesket er intet andet end sin plan; det eksisterer kun, for så vidt det realiserer sig; det er altså ikke andet end summen af sine handlinger, ikke andet end sit liv". "Og den første opgave for eksistentialismen må være at sætte ethvert menneske i besiddelse af det, det er, og lade hvile på det det fulde ansvar for dets eksistens".

Men samtidig, når mennesket engagerer sig som eksisterende i livet, vil det være i forbindelse med de andre mennesker, og det må derved også komme i et ansvarsforhold til disse. Vi skal senere vende tilbage hertil. En sådan livsform, der udspringer af mennesket i sin eksistens, kan benævnes som egentlig eller oprindelig.

Eksistentialismen mener, at dette kun kan ske ved en, lad os kalde det, frigørelsesproces, der er en indre oplevelse eller hændelse for hvert enkelt menneske, en oplevelse, som går ud på, at det føler sig udenfor indholdets eller tingenes verden og opdager, at det er noget helt andet end tingene. Det føler sig fuldstændig ensom og forladt; men samtidig som en naturlig konsekvens heraf føler det sig fri af alting, det er blevet frigjort, har fået frihed. Det ser, at det selv er noget andet end tingene, som i det daglige omgiver det, at det er eksisterende; det bliver bevidst i sin egen eksistens. Da menneskene normalt er opfyldt og opslugt af tilværelsen som nærværende i den materielle verden og helt afhængig af tingene i denne, kan denne oplevelse, hvor individet ligesom rives ud af sin forbindelse med og afhængighed af tingene og andre mennesker, virke chokerende og give det en følelse af forladthed, fremmedhed og tomhed.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være sig bevidst som eksisterende. Eksistensen bliver for at bruge Søren Kierkegaards terminologi ens yderste interesse, en fordring om at realisere sig i livet som eksisterende. Man realiserer eller virkeliggør sin eksistens i forhold til indholdet eller omgivelserne, når man vælger sig selv eller finder sig selv som eksisterende i enhver situation eller i ethvert problem i ens liv, hvorved man gør problemet til sit og tager ansvaret for det, ganske som om man selv havde skabt det. Når ordet vælge her er benyttet, er det, fordi der virkelig er tale om et valg, man kan vælge sig i situationen eller dilemmaet enten som tilstedeværende eller som eksisterende.

I første tilfælde svarer det til, at man ikke befinder sig i dilemmaet af egen fri vilje, man har ikke gjort dilemmaet til sit, man er nærmest at betragte som en gæst, der af tilværelsen føres fra den ene situation til den næste. Ledes man ind i en behagelig situation, føler man glæde og behag; hvis man derimod kastes ind i en ubehagelig situation, bliver man ulykkelig og ked af det. Man kan manøvrere sig igennem tilværelsen uden noget egentlig mål andet end at få det så behageligt som muligt, men situationerne er aldrig ens egne, og man er i virkeligheden prisgivet indholdet og omgivelserne. Man giver gæsteoptræden først i den ene rolle så i den anden uden nogen sinde at være sig selv i sin egen rolle. Man kommer helt i vildrede med, hvem man egentlig er, ens identitet forflygtiges.

I sidstnævnte tilfælde, hvor man vælger sig som eksisterende, er forholdet et ganske andet. Man gør livet med det, som det måtte indeholde, til sit, og er til i det af egen fri vilje. I enhver situation er man sig selv, ganske uafhængig af situationens karakter, og da man altid er sig selv som eksisterende, bevarer man hele tiden sin identitet. Den enkelte situation kan være nok så fortvivlet og udadtil forekomme som den stærkeste tvang, men alligevel er man i eksistentiel forstand fri i den, idet den er en konsekvens af ens eget frie valg, således at man ikke vil opgive eller fortvivle.

Man kan sammenligne de to former for oplevelse (som tilstedeværende og som eksisterende) med oplevelsen at læse en bog. Man kan læse den som tilstedeværende, hvor man oplever indholdet som en udenforstående, og man kan opleve indholdet på en sådan intens og inderlig måde, at man lever helt og fuldt med, at tankerne bliver ens egne; man tilegner sig indholdet, som var det en selv, der havde tænkt og oplevet det.

Det skal bemærkes, at frigørelsesprocessens to faser, nemlig selve frigørelsen, hvor man bliver bevidst i sin eksistens, og realisationen, hvor man forholder sig som eksisterende til indholdet eller vælger sig som eksisterende i livet, i virkeligheden er uadskillelige, den ene fase kan ikke tænkes uden den anden.

Det skal endvidere bemærkes, at frigørelsesprocessen ikke er en engangsforeteelse, men en stadig tilbagevendende proces, så længe individet er fastholdt i den uegentlige livsform.

Man kunne til slut spørge, hvorfor livet i uoprindelighed, hvor man er bundet i materien som tilstedeværende, synes at være den almindelige livsform, medens livet i oprindelighed, hvor man er frigjort som eksisterende og realiserer sig som eksisterende i omgivelserne, er det ualmindelige, der kun kan opstå fra uoprindeligheden gennem en frigørelsesproces. Svaret må blive, selv om dette ikke er i overensstemmelse med eksistentialismens tankegang, at den uoprindelige livsform er den måde, dyret lever på, idet det ikke er bevidst i sig selv og i stand til at skelne mellem sig og det (omverdenen). Mennesket har som en arv fra dyret dennes livsform i sig og har blot videreført den. Der skal derfor fortsat en åndelig proces til for at frigøre mennesket og gøre det bevidst i sig selv som eksisterende.

Universet består af indhold i form af materie og ting, hvortil de levende væsener også hører, og alt dette er nærværende eller tilstedeværende i tilværelsen. Menneskene udgør også indhold og er dermed tilstedeværende, men har desuden muligheden at eksistere. Mennesket vil i almindelighed tro, at det er identisk med sit eget indhold, og det føler sig bundet af tingene og de andre mennesker, som omtalt i det foregående. Igennem frigørelsesprocessen kommer det til klarhed over sig selv, at det er noget ganske andet end sit indhold, idet det er blevet sig sin egen eksistens bevidst, som der også er gjort rede for ovenfor. Det er blevet frigjort fra alt indhold; men i denne frihed uden indhold er der kun tomhed eller intethed. For atter at kunne opleve livet må det igen skabe forbindelsen til omgivelserne, men således, at det herved virkeliggør sig selv som eksisterende, d.v.s. det vælger sig selv i enhver situation, det vælger sig selv i selve livet således, at det frit overtager ethvert problem, som livet måtte frembyde. Livet er menneskets eneste mulighed, idet døden må opfattes som det modsatte af livet eller som ikke livet. Man kan altså virkelig vælge livet som mulighed i forhold til ikke livet.

Som det fremgår af det ovenstående, opfattes frihed her som ubundethed, d.v.s. man er ikke bundet til noget indhold. For at foretage et valg må man på en eller anden måde have forudsætninger, ud fra hvilke man kan vælge enten det ene eller det andet. Hvis mennesket er fuldstændig fri af alt indhold, så det er ude i den absolutte tomhed, kan det naturligvis overhovedet ikke vælge, så hvis det i sin frigjorthed alligevel vælger livet, må det i denne tilstand trods dets tomhed være besjælet af en længsel, et begær mod livet. Nu er forholdet i virkeligheden sådan, at man lever og vil fortsætte med at leve, hvis man ikke udtrykkeligt vælger det modsatte. Situationen vil da normalt være, at man ikke finder anledning til i det hele taget at vælge eller, sagt med andre ord, vælger ikke at vælge.

I livet kommer man ofte ud i et eller andet problem, som man eksistentialistisk allerede har valgt sig i, idet man har gjort dette til sit og taget ansvaret for det, men hvor man skal foretage et valg mellem forskellige muligheder. Hvis det drejer sig om alvorligere problemer, vil valget normalt ske ud fra ens etiske eller moralske overbevisning; men en etisk vejledning eller norm må da også vælges.
 

Hvis man har den opfattelse, at der står en Gud bagved, kan man tænke sig, at der under frigørelsesprocessen på en eller anden måde skabes en slags forbindelse med Gud, og at man herigennem får en impuls til at vælge sit etiske grundlag. Dette gælder, hvad enten man tænker sig, at de etiske normer stammer direkte fra Gud, eller at de er fremkommet gennem den historiske udvikling og tradition.

Hvis man derimod ikke tror, at der er en Gud til, bliver sagen ulige vanskeligere. Man er af frigørelsesprocessen stødt ud i tomheden og skal foretage et valg herfra uden anden forudsætning end erkendelsen af, at man eksisterer. Da man trækkes tilbage mod livet og skal foretage sit valg, må dette gøres enten tilfældigt, og de etiske regler bliver da fastsat heraf, altså tilfældigt, eller man må først vælge det etiske grundlag, hvilket da også må ske tilfældigt, og valget i dilemmaet vil da foretages herudfra. Hvis man således ikke forudsætter eksistensen af en Gud, men alene vælger ud af tom frihed, kan man godt påstå, at den handling, man vælger, altid er den rette, idet den rette handling da må defineres netop som den handling, man vælger, og de normer, der berettiger den pågældende handling, må da opfattes som de rigtige for dette tilfælde. Sartre udtrykker dette ved at sige, at mennesket i kraft af sin absolutte frihed kun kan foretage "eksemplariske" handlinger, der da vil blive rettesnor for andre. Men derved undgås det ikke, at disse handlinger stadig væk bærer tilfældighedens præg, og spørgsmålet bliver, om individet kan anses for ansvarlig for sådanne tilfældige handlinger.

Eksistentialismen ønsker imidlertid ikke at anerkende tilfældighedsbegrebet i forbindelse med postuleringen af valgfrihed, man ønsker heller ikke at anerkende, at mennesket i sin frigørelse alligevel i sig har viljeførende kræfter eller faktorer, der bevidst eller ubevidst kan være bestemmende for valget, idet friheden hermed bliver problematisk. Trods dette dilemma postulerer eksistentialismen som nævnt valgfrihed og knytter ansvarsbegrebet til det enkelte menneske som eksisterende, medens det naturligvis altid vil være meningsløst at tale om tings ansvar i forhold til andre ting. Forudsættes en Gud, der giver impulser til valget af den etiske norm, elimineres tilfældighedsbegrebet på naturlig måde; men det kan alligevel blive problematisk at tillægge mennesket ansvar for valget, idet ansvaret ved nærmere eftertanke vel må overgives Gud.

Som konklusion af de ovenstående kritiske bemærkninger må det siges, at den eksistentielle frihed nok betyder en frigjorthed fra indholdets og tingenes verden; men at der ikke i virkeligheden er tale om valgfrihed i absolut forstand, idet der altid, enten det så er i væsenet selv, eller det kommer udefra f.eks. fra en Gud, må være et grundlag, der danner forudsætningen for det bestemte valg, hvis ikke valget er tilfældigt. Består dette grundlag af individets ønsker og begær, vil det, selv om disse er kausalbestemte, alligevel handle frit, når det gør, som det vil eller ønsker. Individets ønsker og begær er ikke blevet til i tvang, men i frihed ud af andre ønsker og begær, og således fremdeles. Man må her erindre, at kausalitet og frihed ikke er komplementære begreber, samt at determinisme ikke er en følge af kausalitet. (Jfr. Martinus definition af fri vilje, se tillige artiklen: Begreberne fri vilje, kausalitet og determinisme, Kosmos 1956).

Naturligvis vil individet føle sig fri og føle, at det handler i frihed, når det handler i overensstemmelse med sit ubegær mod livet og med de etiske begreber, der er i harmoni med dets "natur", enten denne opfattes metafysisk eller materielt som et produkt af dets tidligere erfaringer samt de behov, der er determineret af dets fysiske organisme, og man kan da også som ovenfor definere frihed i overensstemmelse hermed. Med den absolutte tomhed, hvor mennesket også har frigjort sig fra sin "natur", følger ikke den absolutte frihed, men derimod den absolutte vilkårlighed eller tilfældighed. Det bemærkes, at den her angivne udformning af frihedsbegrebet ikke stemmer overens med Heideggers (jfr. tidligere omtale heraf).

Det er klart, at hvis mennesket føler, at det handler i frihed, må det som eksisterende føle sig ansvarlig for sine handlinger, men lige såvel som frihed ud af tomhed er det deraf følgende ansvar en illusion, undtagen man lægger Martinus analyse af begrebet ansvar til grund, idet det da atter får reel betydning.

Vi skal nu se, hvorfor eksistentialismen mener, at angsten er en menneskelig grundstemning.

I eksistentialismens frigørelsesproces kan der hos individet opstå angst som følge af, at trygheden, som det før følte ved de vante omgivelser, er erstattet med en følelse af fremmedhed og forladthed. Man er kommet i en helt ny og ukendt tilstand, og angstfølelse må være en naturlig følge heraf.

Men også i det krav, der hviler på mennesket i denne situation til at realisere sin eksistens, skjuler sig en kilde til usikkerhed og angst, idet det jo ikke er givet, det vil kunne opfylde kravet.

Endvidere vil der i individets direkte valg i et dilemma ligge en spire til angst, idet det ikke kan overse konsekvenserne af valget, men må tage ansvaret herfor. Ofte ses det, hvorledes en handling, der har et bestemt mål, udløser andre handlinger o.s.v., hvorved resultatet bliver et ganske andet end det tilsigtede. Dette gælder ikke mindst, fordi man i tilværelsen er knyttet til andre mennesker, som man uundgåeligt vil føle ansvar for.

Valget specielt med hensyn til den etiske norm giver også på anden måde anledning til angst. Hvis valget af norm tænkes at ske via en vis forbindelse med Gud, vil der nemt kunne opstå usikkerhed med deraf følgende angst for ikke at have forstået "Guds stemme" rigtigt. Men hvis der ikke er en Gud til og en "Guds stemme" at lytte til, men kun den absolutte tomhed, så der intet er at støtte sig til, gør det ikke sagen lettere. Angsten for at vælge i fuldstændig tomhed og bære ansvaret for sit valg kan her synes uudholdelig.

Enten valget sker ved Guds medvirken, eller det sker tilfældigt, vil man altid føle en viljens frihed i sin handling og dermed et ansvar og samtidig en angst for at vælge, og denne angst vil ikke blive mindre af, at man måske ikke kan vide, hvad der er rigtigt eller forkert.

Som det vil ses, er der god grund til som eksistentialist at være besjælet af en permanent angst som grundstemning. Hertil kan føje sig en følelse af håbløshed, idet man ingen har at støtte sig til, ingen, der kan hjælpe en ud af ens vanskeligheder. Der er kort sagt intet at håbe uden for en selv. Dette gælder naturligvis for den retning af eksistentialismen, der ikke vil vide af en Gud.

Til gengæld føler man sig frigjort fra og uafhængig af tingenes verden og føler sig i overensstemmelse med sit sande jeg som eksisterende. Man lever et oprigtigt og inderligt liv og giver sig selv fuldt og helt i alt, hvad man foretager sig. Man er ikke prisgivet stemningernes vilkårlighed, men føler en sand livsglæde ved at være til, fordi man føler, at man lever et sandt og virkeligt og inderligt liv, der hviler i ens egen eksistens. Glæden kan således også betragtes som en Grundstemning hos eksistentialisten.

Selv om der til eksistentialismens frigørelsesproces knytter sig angstfornemmelser, frigøres man samtidig for alle de psykologiske og neurotiske angstfølelser, der normalt knytter sig til tilværelsen som tilstedeværende og bundet i tingenes verden, og som man kun kender alt for godt fra den daglige tilværelse: angst for andre mennesker og deres meninger, angst for at miste, angst for ikke at få nok, angst for ikke at slå til, angst for ensomheden, angst for livet, angst for døden og dertil kommer alle de neurotiske angstfornemmelser. Det kunne være fristende at fordybe sig i dette emne. Her skal vi imidlertid nøjes med nogle bemærkninger i forholdet til eksistentialismen.

Den ensomhed, der ovenfor er nævnt, er ikke eksistentialistens ensomhed, der fremkommer, når individet opdager fremmedheden i indholdet i forhold til sig selv som eksisterende. Det er derimod den ensomhed, det af tingene afhængige menneske føler i tilværelsen, når det helt eller delvis har mistet kontakten med andre mennesker. Det har et behov for samvær, en kærlighedshunger, som midlertidigt ikke bliver tilfredsstillet. Denne kærlighedshunger er som oftest mere af krævende end af givende karakter. For eksistentialisten i frigørelsen ligger verden åben. Det modtager livets udfordring til at virkeliggøre sin eksistens og giver sig selv i alt, hvad det kommer ud for. Derfor vil det ikke opleve den i tingenes verden så almindelige ensomhedsfølelse.

Angst for livet vil sige en angst for at leve livet fuldt ud, give sig selv i livet. Det er i virkeligheden en angst mod eksistentialismens frigørelsesproces, idet man føler sig fuldstændig bundet og afhængig af tingene og helt i disses vold. En sådan angst viser netop vejen mod frigørelsen, idet denne angstfølelse tilkendegiver, at en frigørelse er en "faretruende" mulighed.

Angst for døden vil sige en angst for at miste livet. Når livet er menneskets eneste mulighed, vil en angst for at miste denne mulighed kun være naturlig, og det gælder for så vidt ligegyldigt, hvordan man lever livet, om man lever det i bundethed af tingene ved at skifte fra den ene rolle til den anden, eller man lever det frigjort af tingene som eksisterende. Eksistentialismen kan dog ikke frigøre individet fra dødsangsten, når den blot karakteriserer døden som intet. For at skabe den baggrund, der muliggør en elimination af denne angst, kræves, som Martinus har givet, en nærmere analyse af begrebet døden, der ikke kun resulterer i det intetsigende ord intet.

I forbindelse med det ovenstående skal bemærkes, at angst normalt nok betragtes som en negativ følelse, hvilket er rigtigt, såfremt angsten tager overhånd således, at den bliver livshæmmende for individet. Hvis angsten derimod ikke direkte er livshæmmende, kan den være værdifuld for individets åndelige udvikling, idet den hæmmer en selvovervurdering. Medens tvivlen kan betragtes som menneskets objektive, videnskabelige usikkerhed, kan angsten kendetegnes som dets subjektive, personlige usikkerhed. Kun med tvivlen i sit sind lutres man som forsker, og kun med angsten i sin sjæl lutres man som menneske.

Ifølge eksistentialismen hviler der på hvert eneste menneske en af selve livet fremkaldt fordring om at realisere sig selv som eksisterende i tilværelsen. Så længe denne fordring ikke opfyldes af det enkelte menneske, står dette i gæld eller skyld til livet.

Når mennesket opfylder fordringen om at realisere sin eksistens, gør det hermed hele sin tilværelse med alle dens situationer til sin således, at det påtager sig ansvaret og skylden for hele sit liv med alle dets anliggender og alle dets fejltagelser og uudnyttede muligheder. Ved frigørelsesprocessen bliver individet sig selv, og ved realisationen af sin eksistens opretter det et forhold til indholdet specielt de andre mennesker. Det er klart, at disse to funktioner som tidligere omtalt tilsammen danner en enhed.

Hvis skyldfølelsen overhovedet skal have nogen motivering, må den give sig udslag i et ønske om at forsøge på at gøre fejltagelserne eller det forsømte godt igen. Da skyldfølelsen vil føles som et mentalt tryk, et ubehag, vil individet netop prøve på at fri sig deraf ved at gøre det rigtige. Men for at gøre det rigtige, må det vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Dette kan imidlertid kun vurderes ved hjælp af de etiske love, som det har valgt som sine. Da etiske love normalt vil være regler, der virker bevarende på samfundet og derfor er af social karakter, vil mennesket via sin skyldfølelse være socialt indstillet. Så længe mennesket helt er opslugt og engageret i tingenes verden, vil det overhøre denne skyld; men når det er ved at blive træt af at spille roller og jage efter prestige og andre menneskers gunst, og det begynder at gå op for det, at det lever et uegentligt og overfladisk liv, vil det begynde at føle sin skyld, der da vil være en impuls for det til at søge sig selv som eksisterende i oprindelighed.

Naturligvis er en social indstilling ikke identisk med en menneskekærlig indstilling. Hvis de etiske love kræver, at man skal dræbe sine modstandere eller fjender, giver det skyldfølelse ikke at gøre dette. Byder loven, at man skal tilgive sine fjender, må man for at undgå skyldfølelse tilsvarende gøre dette. Hæves man ved frigørelsen over dagliglivets fortrædeligheder med deres følelse af jalousi, intolerance og hævngerrighed, bliver man et frigjort menneske, der er i stand til at opfylde de etiske regler eller normer, man i frihed har valgt, og man bliver i samme grad som normerne et socialt selv, som Søren Kierkegaard udtrykker det.

Eksistentialismen går i virkeligheden videre, idet den postulerer, at man ved helt at blive sig selv bliver til for de andre. Man frigører sig fra tingenes verden og bliver sig selv og drages atter tilbage mod livet og forholder sig til de andre; men som eksisterende påtager man sig nu den forpligtelse, der ligger i at forholde sig til de andre, og den deraf følgende skyld, man skylder de andre sig selv. Men her må de etiske regler, som individet i frihed har valgt, eller dets etiske livsopfattelse atter spille ind. Hvis denne er superegoistisk, vil det sige, at det nødvendigvis må betragte de andre mennesker som noget, det eksistentielt har ret til at udnytte i sin egen egoismes favør. Hvis derimod individets livsindstilling er human eller menneskekærlig, vil det sige, at det gerne vil tjene og gøre noget for de andre, og denne etiske lov er i virkeligheden underforstået, når man som ovenfor siger, at man skylder de andre sig selv.

Frigørelsen fra den materielle eller indholdets verden har ligeledes meget tilfælles med Martinus analyse af det levende væsens udvikling ud af materien, efter at det først har indviklet sig i eller blevet et med materien. Frigørelsesprocessen er en proces, der hele tiden finder sted hos eksistentialisten. Martinus viser, hvorledes udviklingsprocessen sker ganske gradvis, efterhånden som væsenet får flere og flere erfaringer.

Eksistentialismens angivelse af tingenes verden som en illusionernes verden, hvor mennesket er afhængig af indholdet, uden at det er sin virkelige eksistens bevidst, falder fuldstændig sammen med Martinus analyse af jordmennesket.

I eksistentialismens præcisering af handlingerne som afgørende for individet, ja ligefrem dannende dette, og af ansvaret, der følger med friheden til at handle, er der også en vis overensstemmelse med resultatet af Martinus analyse herom. Dog begrunder Martinus ansvaret på en mere direkte, mere logisk måde uden om frihedsbegrebet.

Valget i frihed, som eksistentialismen lægger så stor vægt på, er allerede drøftet i det tidligere, hvor det for eksistentialismens uløselige problem er påpeget. Frihed i absolut tomhed må give et valg i tilfældighed. Sartre forsøger at komme uden om tilfældigheden i valget ved at sammenligne menneskets handlinger og valg med kunstnerens skabelse af et kunstværk. Vi vil lade Sartre selv tale.

"Har man nogen sinde bebrejdet en kunstner, som maler et billede, at han ikke er inspireret af a priori fastslåede regler? Har man nogen sinde sagt, hvilket billede han bør male? Man er indforstået med, at der ikke er bestemte billeder, der skal males, at kunstneren engagerer sig ved skabelsen af sit billede, og at billedet, som skal males, netop er det billede, han får malet. Man er indforstået med, at der ikke er æstetiske værdier a priori, men at der er værdier, som viser sig siden i sammenhæng med billedet, i den forbindelse der er imellem skaberviljen og resultatet. Ingen kan sige, hvordan maler kunsten vil være i morgen; man kan kun dømme om den malerkunst, som er skabt.

Hvilken forbindelse har dette med moralen? Vi er selv i den samme skabersituation. Vi taler aldrig om et kunstværks tilfældighed. Når vi taler om et billede af Picasso, siger vi aldrig, at det er tilfældigt; vi forstår udmærket godt, at han har skabt sig selv, således som han er, da han malede, at helheden af hans værk hænger sammen med hans liv.

Det er det samme på det moralske plan. Det, som kunsten og moralen har tilfælles i de to tilfælde, er, at vi må skabe og opfinde. Vi kan ikke afgøre a priori, hvad der er at gøre".

Sartre har her givet en fortrinlig sammenligning, men det løser blot ikke det føromtalte problem, idet Sartre her stiltiende har ombyttet den tomme frihed med kunstnerens genialitet og erfaringer, hans forudsætninger for i det hele taget at kunne frembringe sit kunstværk. Det er så sandelig ikke tom frihed, han bygger på, hele hans dagsbevidsthed og underbevidsthed med har han at øse af.

Her kommer vi netop til et kardinalpunkt i eksistentialismen. De anerkender kun handlingerne som det, der skaber menneskene. Vi vil atter lade Sartre selv sige det: "Dersom det er sådan, at eksistensen går forud for essensen (som Sartre som eksistentialist altså mener), kan man aldrig forklare noget ved at henholde sig til en given og fastlagt menneskelig natur. Med andre ord: der er ingen determinisme, mennesket er frit - mennesket er frihed. Og på samme måde: når Gud ikke er til, vil vi aldrig kunne finde værdier eller bud, der kan legitimere vor opførsel. Vi vil hverken bag os eller foran os, i værdiernes lysende domæne, have retfærdiggørelse eller tilflugt. Vi er ene, uden undskyldninger. Det er det, jeg giver udtryk for, når jeg siger, at mennesket er fordømt til at være frit. Dømt, fordi han ikke har skabt sig selv, og frit, fordi han, når han engang er sat i verden, er ansvarlig for alt det, han gør".

Der er det pudsige ved sagen, at man på en måde ud fra Martinus analyser kan sige omtrent det samme, blot set i et helt andet perspektiv, nemlig evighedens perspektiv. Forskellen ligger altså i, at medens eksistentialismen kun har dette ene liv at skabe mennesket i, har Martinus en lang række af liv strækkende sig helt ud i uendeligheden, idet individets erfaringer ved reinkarnationsprocessen overføres fra liv til liv. Men man kan til gengæld også sige, at det er en ganske afgørende forskel, bl. a. derved, at mennesket i dette liv i stedet for tomheden har en umådelig fond af erfaringer fra de foregående liv med sig at bygge videre på. Man vil se den ejendommelighed, i strid både med videnskaben og Martinus analyser, at eksistentialismen ikke anerkender begrebet evner og talenter, hvad enten man mener disse overføres fra forældre eller ved hjælp af talentkerner. "Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv til", siger Sartre. Det har intet at begynde med, men opbygger sig selv successivt ved dets handlinger og de deraf følgende følelser og tanker. Begreber som følelser, ønsker, begær og behov tillægger eksistentialismen heller ikke den centrale rolle i menneskenes daglige liv, som den moderne psykologi og Martinus og i øvrigt også Kierkegaard gør.

Endnu en ting skal nævnes. Det synes ejendommeligt, at begrebet Gud er noget, der tilsyneladende efter behag kan medtages eller undlades i eksistentialismen. Hvis Gud er til, skulle man tro, at han ville indtage en så central og absolut plads, at det pågældende filosofiske system simpelt hen kun er muligt med Gud og slet ikke ville have nogen mening uden Gud. Dette kan tydes derhen, at eksistentialismen i virkeligheden kun udgør et ganske lille udsnit i den samlede verdensplan, hvilket da også viser sig at være tilfældet, når den sammenholdes med Martinus verdensbillede.

Den etiske norm kan enten være inhuman, egoistisk eller human, altruistisk eller naturligvis en mellemting herimellem.

Det primitive menneske har automatisk indbygget i sig dyrets egoistiske naturlov; enhver er sig selv nærmest, der jo blot er udtryk for dets selvopholdelsesdrift.

Det højt udviklede menneske føler sig i harmoni med loven: elsker næsten som sig selv, således, at det inderligt ønsker og søger at tjene andre. I dette stadie vil det for længst være bevidst i sin egen eksistens og vil føle en sand glæde ved at realisere sig selv i tilværelsen til gavn og glæde for andre.

Når mennesket søger mod frigørelse fra sin uegentlige tilværelse, må dette bero på, at det er ved at være ked og træt af sin hidtidige livsførelse, hvilket igen må skyldes, at denne ikke giver det tilstrækkelig inspiration enten i kvantitativ eller i kvalitativ henseende.

Individet kan for så vidt godt være tilfreds med sin tilværelse rent kvalitativt, men blot ønske denne forstærket og intensiveret. I så fald vil en følelse af eller bevidstheden om, at det eksisterer med fri vilje til at skabe og handle, bevirke, at det føler sin egen magt. Såfremt dets stræben kun er rettet mod materiel magt og anseelse, og dets vilje er tilstrækkelig stærk, vil det gøre sig til tyran eller hersker, der hensynsløst underlægger sig materielle værdier og mennesker udelukkende til fordel for dets egen magt. Det vil sprede sorg, lidelser og ulykker uden at føle ansvar eller skyld derved, idet dets ansvarsbevidsthed kun er rettet mod det selv og dets egen position. Ved eksistentialismens frigørelsesproces er der dog næppe tænkt på denne kategori.

Ofte vil individet føle en utilfredshed med sin tilværelse i kvalitativ henseende. Det føler, at den materiel-egoistiske levevis ikke giver det den oplevelsens dybde og inderlighed, som det længes efter. Det inspireres ikke længere af materiel magt og prestige, men søger mod åndelige oplevelser i kontakt med andre mennesker. I frigørelsen fra dets uegentlige liv føler det samtidig en tiltrækning mod andre levende væsener, som det er begyndt at interessere sig for og holde af. Det er da kun naturligt, at det, når det efter frigørelsen fra dets tidligere livsform atter realiserer sig i tilværelsen som eksisterende, vælger en etisk norm, som passer til dets længsel efter det virkelige liv i kontakt og samvær med andre mennesker.

I menneskets bevidsthed findes i almindelighed en større eller mindre trang til at gøre godt og vise medfølelse mod andre; men samtidig forekommer også det primitive, egoistiske begær betinget af dets selvopholdelse. Da de nævnte to kategorier af ønsker eller begær er så diametralt modsatte, vil dette ofte give anledning til konflikter i menneskets sind. Til tider vil det egoistiske begær være dominerende, og individet vil da holdes nede i dets uegentlige tilværelse. Til andre tider vil de mere altruistiske begær have overtaget, og individet vil da længes mod dets egentlige tilværelse og søge at fri sig ud af den materielle, uegentlige livsform.

En frigørelse kan naturligvis forme sig på forskellig måde. Tidligere er frigørelsesprocessen skildret i sin dramatiske form, men ofte vil den forløbe mere stilfærdigt over længere tidsrum.
 

Martinus har i sit værk "Livets Bog" nærmere redegjort for denne udviklingsproces, der her til slut kort er omtalt, og som strækker sig fra dyret gennem jordmennesket til det rigtige menneske.