Kosmos 1963/Årsskrift side 26
I. G. Hannemann:
EGOISME OG KÆRLIGHED
Egoismen som væsenets drivkraft
Der er ingen tvivl om, at egoisme er en umådelig drivkraft hos jordmennesket, hvis viljeskræfter først og fremmest grupperer sig om tilfredsstillelse af dets selvopholdelsesdrift og seksualdrift, og det er måske et spørgsmål, om der i det hele taget er mere. Vi ved, at jordmennesket stammer fra dyret og vel ikke i udvikling ligger så langt over dette. Hos dyret ser man, hvorledes nævnte to drifter danner fundament for hele dets færden. Dets tilværelse består af behags- og ubehagsoplevelser, som udgør grundlaget for dets vilje og handlinger således, at det søger at opnå behag og undgå ubehag. Tilfredsstillelse af dets selvopholdelses- og seksualdrift giver behag og det modsatte ubehag. Dette gælder direkte, men også for alle de situationer, hvor de nævnte to drifter ikke direkte kommer til udfoldelse, som f.eks. ved hvile og leg, der svarer til underskud henholdsvis overskud af energi eller livskraft. Underskud fremkommer, når væsenet er træt, idet der ved brugen af en organisme forekommer slitage, som gennem hvile og søvn må repareres. Overskud fremkommer, når væsenet er udhvilet således, at dets organisme er i orden, og det ikke er optaget af den direkte tilfredsstillelse af nævnte to drifter. Dette overskud må da få afløb ved handlinger, der på naturlig måde målsættes således, at væsenet opøver og vedligeholder sin organisme til brug for den direkte tilfredsstillelse af dets to grunddrifter.
Hvad der her er nævnt, gælder ikke blot dyret, men også jordmennesket, som naturligvis på grund af sin intelligens har betydelig frihed til at målsætte de handlinger, der fremkommer ved et energioverskud. Jordmennesket har på grund af dets udvikling et langt mere nuanceret følelses- og tankeliv end dyret, men dette forandrer for så vidt ikke noget i det her fremførte.
Man vil måske mod det ovenfor nævnte indvende, at jordmennesket har et religiøst og humant tankeliv, der rækker udover dets egoisme. Hvad angår dets religiøse liv, vil dette altid dreje sig om væsenets forhold til et større og mægtigere væsen, og dette vil igen normalt give sig udtryk i, at væsenet forventer hjælp fra dette højere væsen, hvilket dog også må anses for en form for egoisme. Hvad angår væsenets humane interesser, kan disse føres tilbage til væsenets trang til at være i flok og angst for at stå alene. Hvis et individ ønsker at tilhøre flokken eller samfundet, må det nødvendigvis tage et vist hensyn til de andre i flokken. Herved opstår der regler og love, som tvinger individet til en indstilling, hvor hensynet til de andre individer er afgørende. En sådan hensyntagen må således også i sidste instans henføres til væsenets egoisme.
Det er rigtigt, at nogle menneskers egoisme er mere primitiv end andres, hvor egoismen skjuler sig bag en mere eller mindre godt tillært samfundsdannelse; men forskellen i graden af egoisme er som oftest mindre end den syner. Forretningsverdenen er et bevis herpå.
Endvidere kan man anføre moderkærligheden som noget, der rækker ud over egoismen, men er det rigtigt? Hos dyret eksisterer moderkærligheden som en instinktiv funktion, der er hensigtsmæssig for slægtens bevarelse, og som på ingen måde hindrer egoismen i at udfolde sig, men som blot får den til at udstrække sig fra person- til familieegoisme.
Endelig kan der peges på kunst og videnskab som faktorer, der hæver mennesket op over egoismens zoner. Hvor disse discipliner udøves for at give det daglige brød, falder det ind under forretningsprincippet: man yder noget for at få noget igen. Hvor dette ikke er tilfældet, må det falde ind under det tidligere nævnte begreb leg, blot målsat noget anderledes end dyrets leg. Der må være en trang i væsenet, som kun gennem en kunstnerisk eller videnskabelig udfoldelse kan blive tilfredsstillet. Her kommer vi ind på følgende vidtrækkende problem: kan et væsen i det hele taget udføre en handling, uden at det herigennem får en vis tilfredsstillelse. Vi skal senere vende tilbage til dette problem.
Alt hvad der er anført ovenfor, må ikke på nogen måde betragtes som en fyldestgørende analyse af de her berørte begreber; men disse er belyst ud fra en synsvinkel, som det jordmenneske, der selv mener at handle rigtigt og ædelt, ofte forsømmer eller ikke evner at se sine egne manifestationer fra.
Det vil nu være naturligt at opstille spørgsmålet, om der i det hele taget er noget forkert i at være egoistisk. Da dyrets og jordmenneskets selvopholdelsesdrift må anses for en nødvendighed for opretholdelsen af tilværelsen, må man snarere sige, at det ville være forkert, hvis denne drift ikke findes og ikke tilfredsstilles. Alligevel må det vel anses for forkert at handle altfor egoistisk, således at det går unødig ud over medvæsener. En uegoistisk handling behøver måske heller ikke altid at være rigtig. F.eks. kan det tænkes, at det, man opnår til gavn for næsten, er altfor lidt i forhold til den indsats, man gør.
Definition af begreberne egoisme, uegoisme og kærlighed
Vi har i alt det tidligere anførte gået ud fra, at begreber som egoisme og uegoisme er kendte veldefinerede; men der kan herved let opstå en begrebsforvirring, idet de anførte begreber nok er kendte, men langtfra veldefinerede. Som bekendt kan man til en vis grad frit vælge sine definitioner; men det gælder naturligvis om at vælge disse på fornuftig måde, således at de dækker det centrale i begreberne.
Lad os begynde med begrebet egoistisk. I stedet herfor benyttes ofte ordene egenkærlig og selvisk. Det kan ikke nægtes, at alle disse ord peger mod individet selv, men at definere en egoistisk handling som en handling, der tilfredsstiller et begær eller ønske hos individet selv, dækker nok noget centralt ved begrebet; men hvis alle væsenets handlinger har relation til væsenet selv, hvad der er noget, der tyder på, får man ved en sådan definition blot at vide, at alle handlinger er egoistiske, og at uegoistiske handlinger i virkeligheden ikke eksisterer. Det kan derfor være fornuftigt eller hensigtsmæssigt at føje noget vedrørende omgivelserne til definitionen.
Inden vi skal foretage den endelige definition af begrebet egoisme, vil vi se lidt nærmere på jordmenneskets bevidsthed. Denne består normalt af en mængde tanker, følelser og erindringsbilleder samt, hvad der navnlig har betydning her, af en række primære aktive ønsker eller begær, som væsenet naturligvis vil stræbe efter at få opfyldt. Foruden disse aktive ønsker kan der forekomme et passivt ønske om ikke at give ubehag til eller skade omgivelserne under tilfredsstillelsen af et af dets aktive begær. Dette sidste ønske kan undertiden bevirke, at væsenet må resignere for tilfredsstillelsen af et af dets aktive begær. Blandt væsenets aktive ønsker kan også være et ønske om at gøre godt imod omgivelserne eller enkelte væsener inden for disse. Dette ønske kan naturligvis også bevirke, at væsenet må resignere med hensyn til andre af dets begær, hvis tilfredsstillelse vil gå imod nævnte ønske.
Vi skal herefter forsøge at foretage den endelige definition af begrebet egoisme. Ved en egoistisk eller selvisk handling forstås en handling, der tilfredsstiller et eller flere af væsenets egne begær, og som samtidig er til skade for omgivelserne. Tilsvarende fås, at en uegoistisk eller uselvisk handling er en handling, der er til gavn for omgivelserne, og som samtidig tvinger væsenet til at give afkald på tilfredsstillelse af et eller flere egne begær. I forbindelse hermed kan man give definitionen af en kærlig handling som en handling, der kort og godt er til gavn for omgivelserne. Efter det her anførte, er en uegoistisk handling en kærlig handling, men en kærlig handling behøver ikke at være uegoistisk, selv om den naturligvis heller ikke er egoistisk. Ligeledes kan der teoretisk tænkes handlinger, som nok tilfredsstiller et begær hos en selv, men som er indifferente over for omgivelserne, altså handlinger, der hverken er egoistiske eller kærlige. Man kunne fristes til at indføre begrebet behagelig i stedet for gavnlig i definitionerne, idet det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der dybest set er til gavn for et væsen. Dette er dog ikke gjort, idet det jo ofte viser sig, at det behagelige netop ikke er det gavnlige for et væsen.
Forskellige handlingsmotiver
Vi vil herefter nærmere underkaste motiverne for et væsens manifestationer en nærmere analyse. Det hænder ikke så sjældent, at man ser et menneske gøre en eller anden handling, der forekommer en selv lidt mærkelig, og derfor spekulerer på, hvad det dybere motiv for denne mon kan være. Man må her først undersøge det tidligere berørte spørgsmål, om enhver handling ikke altid må have et motiv i form af tilfredsstillelse af et bevidst eller ubevidst ønske hos den, der udfører handlingen.
Der er handlinger, vel de fleste, hvor dette ses direkte. Der er handlinger, hvor dette kommer indirekte til syne. Dette gælder således de forskellige afværgehandlinger, hvor man gør noget, man egentlig ikke har lyst til, for at undgå noget, man har endnu mindre lyst til. Den slags handlinger er også ret almindelige.
Det gælder også for pligthandlinger, hvor man af pligt gør noget, man egentlig ikke har lyst til. Væsenet har her i sin bevidsthed indbygget et slags organ for dets moral - eller pligtfølelse, som ved en pligthandling bliver tilfredsstillet. Nævnte organ svarer til individets samvittighed.
Der er handlinger, som falder ind under begrebet hjælpsomhed. Hvad kan motivet være til sådanne handlinger? Ja, der kan tænkes flere. Motivet kan her være ønsket om et godt omdømme hos omgivelserne, eller det kan være samvittigheden, der gør sig gældende.
En medfølelse kan dog også være det afgørende motiv, Man har evnen til at sætte sig i den andens sted og føle med vedkommende således, at man næsten tvinges til at hjælpe for at undgå ubehagsfølelsen på sig selv. Hvis det andet væsen er nær knyttet til en, bevirker dette naturligt, at medfølelsen er særlig stærk. Medfølelsen ytrer sig ikke blot i den negative form, at man kan føle sorg og smerte med et væsen, men også i den positive form, at man kan føle glæde med dette. Man kan derfor også hjælpe et andet væsen for at gøre det glad. Ja selv om det slet ikke bliver glad ved hjælpen eller viser nogen grad af taknemmelighed, kan man godt selv føle en tilfredshed, blot man ved, at det, man har gjort, har hjulpet den anden. Vi er her allerede langt inde i kærlighedens mysterium, for det er jo ret betænkt besynderligt, at et væsen er i stand til at føle med et andet væsen og i stand til at holde af et andet væsen.
Vi vil i det følgende forsøge at belyse forskellige former for kærlighed for derigennem at finde frem til en forklaring af nærværende problem.
Forskellige former for kærlighed
Den art kærlighed, man ofte umiddelbart tænker på, når begrebet kærlighed drøftes, er den seksuelle kærlighed mellem mand og kvinde eller mellem væsener af forskelligt køn. Det bærende princip her er den tiltrækning, sådanne væsener rent organisk har imod hinanden, idet de gennem en seksuel forening vil få en behagsbetonet organisk udløsning. Det drejer sig her om det i dyreriget nedfældede seksuelle princip, der danner grundlag for forplantningen og dermed sikrer arternes videreførelse. Følelser som forelskelse og jalousi følger med denne form for kærlighed, som i sit princip er stærkt egoistisk betonet, idet det først og fremmest gælder individets eget begær uden hensyn til andre, ja selv uden hensyn til det væsen, det attrår. Hvorledes kan ellers sådan en følelse som jalousi i det hele taget opstå? Den sympati, væsenet føler for sin partner, skyldes, at denne er en nødvendig ingrediens for det i at opnå seksuel tilfredsstillelse. Begær efter og krav om at eje det andet væsen gør sig her i almindelighed stærkt gældende. Sålænge de to parter har de samme ønsker og længsler om forening, er det kun naturligt, at de viser stor hensynsfuldhed mod hinanden; men når deres seksuelle længsler divergerer, opstår jalousi, vrede, had eller sorg hos det forsmåede væsen, alt efter dettes temperament. Naturligvis kan der i et sådant forhold også forekomme andre og dybere følelser som virkelig hensyntagen, hengivenhed o.s.v.
En følelse som moderkærligheden har vi allerede ovenfor kort berørt ud fra én synsvinkel. Grundlaget for denne følelse er den organiske tilknytning, der er imellem moder og barn. Moderen føler i almindelighed stor glæde ved samværet med sit barn og ønsker at pleje og beskytte det på bedste måde. Medens moderen ofte manifesterer en høj grad af egoisme mod omgivelserne for at beskytte sit barn, vil hun i forholdet til dette normalt være opofrende og, hvis det kræves, lide afsavn, og hun gør det med glæde, idet hun holder af sit barn og føler, at det er en del af hende selv, og en del, der i særlig grad trænger til hendes omsorg. Ofte bliver en sådan omsorg overdrevet til en stærk grad af forkælelse, som jo kun er til skade for barnet, men som tilfredsstiller moderens øjeblikkelige trang til at forkæle eller afværge øjeblikkeligt ubehag fra barnet, når det ikke får sin vilje. Hvis barnet grundet på specielle omstændigheder får stærk tilknytning til et andet menneske, opstår der ofte jalousifølelser indbyrdes imellem moderen og den anden. Også ved skilsmisser ser man, hvor stærkt egoistisk forældrenes følelser til børnene kan være. Krav om ejendomsret over børnene gør sig her hyppigt gældende. Naturligvis kan forældrenes følelse over for børnene også være af mere ædel og kærlig karakter.
Venskabsfølelse imellem to mennesker opstår i mange tilfælde, når der er en vis sympati og fællesskab i deres syn på mange ting, kort sagt, når de føler sig i kontakt med hinanden og forstår hinanden. De føler sig derfor godt tilpas ved at være sammen. Venskab kan også opstå hos to mennesker, der indbyrdes supplerer hinanden. De trænger til hinanden og føler, at de sammen står stærkere i forhold til omverdenen. Man ser ofte, at venner hjælper hinanden og føler glæde derved, fordi de holder af hinanden. Pligtfølelse kan naturligvis også være motiv. Venskaber kan blive meget varige; men ikke sjældent ser man venskaber, som et stykke tid er meget hede, gå i stykker og efterlade følelser af skuffelse, krænket stolthed, vrede o.s.v.
Motivet for primitiv kærlighed
Vi kunne nævne flere eksempler på kærlighed mellem væsener indbyrdes, men af det, vi allerede har anført, fremgår det, at der ofte er megen egoisme iblandet kærligheden, men at der dog samtidig som regel er noget mere, noget, som ikke kan henføres til egoisme. Spørgsmålet er nu, hvad dette er, og hvorledes dette kan logisk begrundes.
Vi må her se på væsenet som et noget, der oplever og skaber, og som i sig har en række begær, der giver det behag, når de tilfredsstilles. Logisk set må væsenet stræbe efter at få sine begær tilfredsstillet. Dette må være den egentlige drivkraft i hele væsenets tilværelse. En egoistisk handling er umiddelbart logisk her ud fra, såfremt væsenet kun har interesse for omgivelserne som et led til at få dets egne begær tilfredsstillet. Men hvorledes bliver en uegoistisk eller en kærlig handling i dette aspekt logisk? Efter den tidligere anførte definition er en kærlig handling en handling, der er til gavn for omgivelserne. En sådan handling kan kun blive logisk, hvis væsenet har en direkte interesse i omgivelsernes trivsel, og dette vil kun være muligt, hvis væsenet har en tilknytning til eller føler sig impliceret i disse.
For nærmere at forklare denne tankegang, skal vi først tage et eksempel på en egoistisk betonet handling:
Opdræt af husdyr. Husdyrene kommer under gode betingelser for deres trivsel, så man får det bedst mulige slutresultat i økonomisk henseende. Man kan her sige, at den daglige pasning af dyrene umiddelbart ser ud som en kærlig handling, men hensigten bagved er alt andet end kærlig og drivkraft til handlingen således heller ikke kærlig.
Ved seksuel kærlighed som ovenfor omtalt gælder ofte noget lignende. Den hensyntagen og kærlighed, parterne manifesterer mod hinanden, har sit dybeste motiv i den tilfredsstillelse, de hver især får gennem den anden. Samværet mellem moder og barn hviler på en følelse af velvære, og det er da også helt logisk, at moderen gennem sin omsorg for barnet søger at beskytte dette. Venskab beror på, at parterne føler behag i hinandens selskab og derfor vil gøre meget for at bevare dette.
Vi har her betragtet emnet ud fra et forretningsmæssigt princip, hvor man giver noget for at få noget igen, og naturligvis er logikken i handlingsforløbet her umiddelbart synlig; men er det derfor rigtigt? Skal kærlighed ned på et rent forretningsmæssigt plan for at kunne forklares? Ved de egoistisk betonede handlinger er denne betragtningsmåde umiddelbart indlysende og underbygget gennem talrige eksempler fra det daglige liv; men er der ikke handlinger, der hæver sig op over dette plan? Man kender dog mange handlinger af megen ædel og opofrende karakter.
Nu må vi allerførst se lidt nærmere på det rene forretningsprincip, at der til enhver ydelse svarer en modydelse. I egoismens tjeneste er dette princip jo blevet misbrugt i en uhyggelig grad, således at det ofte nærmest fungerer som et legaliseret røveri, idet forholdet mellem ydelse og modydelse er blevet mere eller mindre forvandsket i favør til den stærkere eller snedigere part. Det er derfor intet under, at begrebet forretning ud fra en etisk synsvinkel betragtes som noget, der hører til et moralsk lavt plan.
Men dette gælder ikke det rene forretningsprincip. Det er logisk og naturligt, at enhver ydelse kræver en modydelse. Det gælder overalt i naturen. F.eks. kan energi kun frembringes ved hjælp af energi. Elektricitet fås således af kuls varmeenergi eller vands potentielle energi o.s.v. Det gælder i det daglige liv, hvor frembringelse af en ting altid kræver et arbejde, naturligvis af forskellig art alt efter tingens natur.
Det rene eller kosmiske forretningsprincip er et logisk princip, som er almengældende for hele tilværelsen. Således ser man f.eks. også, hvorledes planterne vokser og giver de skønneste blomster og bedste frugter, når de får den rigtige næring. Ydelse og modydelse svarer her harmonisk til hinanden. Får planten ikke vand, visner den. Noget modtages og noget andet frembringes heraf; men intet kan blive til af intet. Da det maskuline princip i sin generelle natur er det givende, skabende princip, og det feminine princip tilsvarende er det modtagende, assimilerende princip, ses det, at disse principper gennemtrænger hele tilværelsen og er absolutte primære led i livsprocesserne.
Spørgsmålet er nu, om det ovenstående kan overføres på følelser som kærlighed. Hvorfor holder man af et andet menneske? Man kunne her først spørge om, hvorfor man hader et andet menneske? Der er grunden i almindelighed ganske klar, idet had er rettet mod mennesker, der på en eller anden måde skader en eller hindrer en i at få opfyldt sine ønsker. Omvendt kunne man så mene, at man elsker de mennesker, der gavner en eller medvirker til, at man får sine ønsker opfyldt. Det lyder jo meget simpelt, og er også i mange tilfælde rigtigt, men gælder nærmest for en primitiv eller egoistisk betonet kærlighed; men det gælder ikke for en ren kærlighedsfølelse. Kærlighed og had sættes ofte som komplementære følelser, men det dækker kun en del af sandheden, idet had og primitiv kærlighed er komplementære følelser inden for det egoistiske følelsesområde. Man forstår således, at man i mange tilfælde kan motivere, at et væsen holder af et andet, med, at dette sidste væsen udgør et led i opfyldelsen af det første væsens ønsker. Dette gælder, som vi tidligere har set, meget ofte parternes indbyrdes forhold i den seksuelle kærlighed og også ofte i moderens kærlighed til barnet og ikke mindre i barnets kærlighed til moderen.
Motivet for ren kærlighed
Hvor det drejer sig om ren kærlighed, er forholdene imidlertid anderledes. Vi vender her tilbage til det i det tidligere anførte spørgsmål: kan et væsen udføre en handling, uden at det herigennem på en eller anden måde får en vis tilfredsstillelse? Vi vil omskrive dette spørgsmål til følgende: kan et væsen nære en sådan dybtgående følelse som kærlighed, uden at det føler glæde herved? Naturligvis kan kærlighed også bringe sorg, men det er som sekundær virkning, medens den umiddelbare, primære virkning må være en glædesfølelse. Lad os sammenstille mulighederne: en glædesfyldt kærlighed og en glædesløs kærlighed. Man ser da umiddelbart, at den første mulighed er logisk og naturlig og også træffes i mangfoldige tilfælde i det daglige liv, medens den sidste mulighed er ulogisk og unaturlig. Når den ikke desto mindre også hyppigt kendes fra hverdagen, skyldes det, at kærligheden oftest er mere eller mindre egoistisk betonet, og at der er indtruffet sekundære virkninger af negativ karakter, såsom skuffede forventninger, manglende hensyntagen, svigtende økonomi o.s.v., hvorved kærligheden kølnes, og glæden erstattes af sorg.
Vi kan i denne forbindelse som et eksempel betragte et kærlighedsforhold, hvor to mennesker holder af hinanden, men hvor den ene part er langt mere egoistisk end den anden. Dette ytrer sig i almindelighed i, at førstnævnte part stiller krav, som den sidstnævnte part kun kan opfylde ved at resignere; d.v.s. den ene part tilfredsstilles til stadighed på den andens bekostning. I begyndelsen kan den anden part på grund af sin kærlighed til den første give meget, men i det lange løb kan det ikke undgå at tære på den anden parts ressourcer, som tilsidst bliver fuldstændigt udtømte, og med kærligheden går det på tilsvarende måde, idet den ikke har fået den næring, den behøvede. Kærlighed er ikke en følelse, der altid er, og som der til stadighed kan tappes af, uden at denne følelse får næring gennem en modkærlighed.
Primitiv og ren kærlighed kan i mange situationer ligne hinanden til forveksling; men der er følgende grundforskel imellem disse former for kærlighed. Ved primitiv kærlighed er væsenets følelse rettet mod et objekt, fordi dette udgør et vigtigt led i tilfredsstillelse af et eller flere af væsenets egne ønsker eller drifter. Ved ren kærlighed er væsenets følelse rettet mod et objekt, fordi væsenet simpelt hen føler glæde herved. Væsenet føler i dette tilfælde umiddelbar glæde ved at hjælpe og gavne objektet. Hvis objektet ikke gengælder væsenets følelser, forvandles primitiv kærlighed let til had, medens ren kærlighed ikke umiddelbart forvandles, men i det lange løb ligesom indkapsles fra at være aktiv til at blive passiv. Man kan også pege på, at den primitive kærlighed først og fremmest er krævende, medens den rene kærlighed ikke stiller krav eller betingelser.
Den vanskelighed, man ofte har med at adskille primitiv og ren kærlighed, skyldes, at disse kærlighedsformer hos de forskellige jordmennesker næsten altid er sammenblandede i forskellige forhold. Derfor kan man fra et synspunkt finde, at f. eks. moderkærlighed er meget egoistisk betonet, idet man kan påpege eksempler herpå, medens man fra et andet synspunkt kan finde lige det modsatte. Sandheden er, at der findes moderkærlighed, der er meget egoistisk betonet, og moderkærlighed, der er det modsatte, og noget tilsvarende gælder iøvrigt også for andre former for kærlighed.
Vi er nu kommet gennem den grovere del af analysen af begrebet kærlighed og standser her ved spørgsmålet: hvorfor føler et individ glæde ved at holde af et andet væsen? Dette spørgsmål er i virkeligheden essensen af, hvad man kan kalde kærlighedens mysterium. Ja, fra den almindelige viden om dyrenes og jordmenneskenes tilværelse vil man svare: seksuel kærlighed beror på en instinktiv funktion, der er nedlagt i den fysiske organisme i form af et organ. Moderkærligheden beror ligeledes på en instinktiv funktion i organismen. På tilsvarende måde må ren kærlighed også antages at være betinget af en instinktiv organisk funktion.
Hermed er vi nået til vejs ende med analyserne ud fra et rent materialistisk, videnskabeligt synspunkt; men først nu står den åndsvidenskabelige forsker foran de allermest interessante problemer, som kort kan formuleres i følgende spørgsmål. Hvorfor har væsenerne disse organiske funktioner indlejret, og hvordan sker dette? Martinus giver svaret herpå i sine analyser om det levende væsen og om dettes udvikling.
Kontrastprincippet
Vi vil her prøve at fremdrage et enkelt vigtigt punkt i disse analyser, således at man herigennem måske kan få en fornemmelse af perspektivet i hele dette problem, som er indgående belyst i Martinus hovedværk "Livets Bog".
Al oplevelse og al udvikling beror i væsentlig grad på kontrastprincippet. Når en livsform er oplevet tilstrækkeligt længe, mættes væsenet heraf og længes mod en ny livsform, der er kontrast til den lige udlevede.
For så vidt er naturligvis alting kontraster til hinanden, idet der ikke findes to ting, som er fuldstændig ens, bl. a. vil deres placering i tid og rum være forskellige; men der er stor forskel på kontraststyrken. Medens farver, lyde, vægte o.s.v. er detaljer i en oplevelse, må selve de kontraster, der betinger udviklingslinjen (udviklingsspiralen), være kontraster i væsenets generelle livsoplevelse eller oplevelse af omgivelserne i relation til det selv.
Kontrasterne i et væsens oplevelse af verdensaltet må tænkes at opstå ved, at væsenet i den ene situation oplever en del og i en anden situation en anden del af dette. Grunden hertil må søges i væsenets position i form af dets bevidsthed, som må være forskellig i de to tilfælde.
Som bekendt bliver omgivelserne røde, set gennem røde briller, og grønne, set gennem grønne briller; men dette er kun muligt, hvis de pågældende farver eksisterer i omgivelserne. På tilsvarende måde må kontrasterne forefindes i verdensaltet, og væsenet må gennem sin bevidsthed og sit sansesæt være i stand til at udskille disse. Hvis man har et sæt ufarvede briller, ville man gennem disse se alle farver og specielt den hvide farve, og man vil sige, at man gennem disse briller ser omgivelserne med deres virkelige eller sande farver, medens man gennem de røde eller grønne briller ser omgivelserne med uvirkelige eller illusoriske farver.
Lad os tage et andet eksempel fra den fysiske verden. Vi ved, at jorden er en lille planet, der går rundt om solen i lighed med andre planeter, og at solsystemet kun er et lille led i mælkevejssystemet o.s.v.; men ikke desto mindre er vor umiddelbare oplevelse af jorden, at den nærmest er verdens navle, hvorom solen og alle stjernerne drejer sig. Denne oplevelsesform, som man en tid lang mente var videnskabelig korrekt, beror altså på en illusion betinget af vor position i forhold til jordkloden. Her har vi ligeledes at gøre med en virkelig og en illusorisk opfattelse.
Disse eksempler er blot medtaget for bedre at anskueliggøre lovene for kontrastdannelse.
Til brug for oplevelsen af tilværelsen eller verdensaltet har væsenet udviklet et sansesæt, som for dyret og jordmennesket er identisk med den fysiske organisme. Dette sansesæt er i høj grad ufærdigt, og de oplevelser af tilværelsen, der sker herigennem, er tilsvarende uvirkelige, eller illusoriske. Man ser således, hvorledes jordmennesket har udviklet sit sansesæt i forhold til dyret således, at det er i stand til at overskue langt større områder af verdensaltet. Specielt har det underlagt sig et betydeligt åndeligt område. Udviklingen af jordmenneskets kærlighedsevne er sket via dets medfølelsesevne, der igen fremtræder som et resultat af alle dets ubehags- eller lidelseserfaringer. Væsenet vil langsomt gennem tiden udvikle et fuldkomment sansesæt, hvorved det vil kunne komme til at se tilværelsen i et ufarvet eller virkeligt perspektiv (det kosmiske perspektiv). Væsenets fysiske tilværelse er således en uvirkelig eller illusorisk livsform, der naturligvis føles som absolut virkelighed af væsenet, så længe det er bundet til eller spærret inde i denne illusion.
Den rent fysiske tilværelse, hvor væsenet fuldstændigt er indviklet i fysisk materie, og den rent åndelige tilværelse, hvor væsenet er fuldstændigt frigjort af den fysiske materie, er absolutte kontraster både i substantiel og i mental henseende. Medens jordmennesket i høj grad er kendt med den fysiske tilværelse, er det lige begyndt at ane omfanget og indholdet af den åndelige eller kosmiske tilværelse, Substantielt er det endnu bundet i den tunge, træge, fysiske materie så meget, at det knapt kan ane, hvorledes en tilværelse fri af denne materie og udelukkende baseret på åndelig materie i form af tanker vil forme sig. Mentalt er det i høj grad bundet i sin egen egoismes lænker; men det er dog begyndt at få færten af en anden verden, hvor ikke egoisme, men kærlighed danner det mentale fundament. Egoisme og kærlighed er de absolutte mentale kontraster, som betinger hele udviklingsprocessen. Mættet af sin egen egoismes eller selvdyrkelses mørke længes jordmennesket mod den åndelige tilværelse, hvor kærlighed er det bærende princip, og mættet af kærlighedens lys længes væsenet atter mod den fysiske tilværelse, hvor egoismen er det bærende princip, og således fortsætter spiralkredsløbet i al evighed.
Emnet egoisme og kærlighed er så omfattende, at kun en lille del af dette har kunnet berøres i denne artikel.
Tilbage til forfatterregister
Forrige