Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Polprincippet

Martinus har i sit værk "Livets Bog" vist, hvorledes polprincippet eksisterer i væsenets overbevidsthed som den primære regulator for væsenets kosmiske kredsløbsproces.

I tilværelsen gælder to principper for al livsudfoldelse. Det ene princip er det modtagende eller feminine princip og det andet det givende eller maskuline princip. Al livsudfoldelse må ske som en vekslen mellem disse to principper. Enten modtager man impulser udefra, eller også giver eller afsender man impulser ud mod omgivelserne. Den indre bearbejdning eller omformning af indtryk til udtryk danner bindeled imellem disse to processer.

Man må her huske på, at i væsenets bevidsthed er indlejret hele væsenets behagsregister, d.v.s. en bevidst eller ubevidst viden om, hvad der er til behag, og hvad der er til ubehag for væsenet. Den nye oplevelse og erfaring vil bevirke nye ønsker eller forstærke eksisterende ønsker om manifestation, der direkte eller indirekte bevirker behag eller afværger ubehag, og når disse ønsker når en sådan styrke, at modstanden imod dem, f.eks. i form af andre ønsker, kan overvindes, vil individet mobilisere sin vilje til at foretage de til ønskerne svarende handlinger. Et væsens handlen dirigeres dybest set af dets behagsregister.

Døgnet er således et kredsløb, hvor lys og mørke begge kommer til fuld udfoldelse. Ligeledes udgør året et kredsløb, hvor varme og kulde begge kommer til fuld udfoldelse. Et menneskes fysiske liv danner et kredsløb eller rettere den del af et kredsløb, hvor den fysiske udfoldelse når et maksimum.

Jordmenneskets udvikling viser, at det er inde i et endnu større kredsløb, det kosmiske kredsløb, hvis dybeste kontraster bæres af det seksuelle polprincip. Medens væsenets dobbeltpolede tilstand må siges at være den normale oplevelsessituation i dette store kredsløb, kræver denne situation sin modsætning eller kontrast, der består i en svækkelse af den ene pol til fordel for den anden pols udfoldelse. Væsenet har herefter mulighed for oplevelse af tilværelsen som dobbeltpolet henholdsvis som enkeltpolet væsen.

At elske sig selv vil sige, at man ønsker at gavne og glæde sig selv, således at man kan få opfyldt sine ønsker uden derved senere at få ubehag. At elske sig selv er således en selvfølgelighed; noget andet er, at jordmennesket ofte har manglende viden om, hvad der virkelig er til gavn for det selv og derfor ved at opfylde usunde begær skaber sig en bunke lidelser.

At elske næsten som sig selv vil herefter sige, at man ønsker at gavne og glæde næsten, således at han eller hun kan få opfyldt sine ønsker uden derved senere at få ubehag. Men hvorledes er det overhovedet muligt at indlejre et sådant begær i et væsens bevidsthed? Det er kun muligt, hvis væsenet er i stand til at føle glæde og behag, når andre væsener har de samme følelser.

Normalt føler jordmennesket ved hjælp af sit fysiske legeme igennem det hertil hørende nervesystem. Jo finere dette er udbygget, desto finere føler væsenet.

Ved udvikling af medfølelsesevnen udbygges en slags nyt nervesystem, som er i stand til at overføre andre væseners følelser til væsenets egen bevidsthed. I henhold til oplevelsesmekanismen er der i og for sig intet mærkeligt heri. Vi ved, at bestemte elektriske påvirkninger, der kommer fra ens egne sansecentre, bevirker bestemte følelsesindtryk. Der er i princippet med hensyn til oplevelsesmekanismen ingen forskel på, om påvirkningen stammer fra ens egne sanseorganer eller overføres fra et andet væsen.

Da væsenerne i de høje åndelige verdener er dobbeltpolede, vil de både nyde at være den modtagende (feminine) og den givende (maskuline) partner i samværet, og da de gennem deres altomsluttende kærlighed tager del i de andre væseners problemer og glæder sig med disse, er de i stand til intenst at nyde både de kærtegn, de modtager af andre, og den glæde, de skaber hos andre. Alle deres manifestationer, det være sig kunstneriske eller videnskabelige udfoldelser, er kærtegn. Da hvert væsen således er i stand til at opleve de andre væseners følelser, har det herved fået sin livsfylde forøget i en overordentlig grad og har mulighed for en mangedoblet glædes- og behagsfornemmelse af, hvad der var utænkeligt uden denne medfølelsesevne. På denne måde supplerer det jo på en måde sin organisme med alle de andre væsener.

Medfølelsesevnen er kærlighedsevnens inderste ingrediens, den udgør grundlaget for hele kærlighedsprincippets dybeste væsen. Uden medføling ingen kærlighed, ingen intim oplevelse af og samhørighed med næsten. Kun gennem denne evne når man oplevelsen af Gud, som netop over for væsenet udgør alle de andre.

Da kontrastprincippet gør sig gældende ved al oplevelse således at forstå, at ligegyldig hvor sublim en oplevelse end er, må den før eller senere føre til mættelse, hvorefter det kun er muligt at fortsætte livskredsløbet igennem oplevelse af kontrasten til den pågældende oplevelse. Der må altså skabes en livszone, hvor den oven for angivne kontrastvirkning gør sig gældende. Som middel hertil fungerer poladskillelsen, idet der herved sker en afblænding af tilværelsens lysside, og som kontrast etableres en mørkeside med egoismen som livsbærende faktor.

Man ser, at man her betragter kærlighed og egoisme som kontraster. Da kærlighed er baseret på en 100 procent udviklet medfølelsesevne, må kontrasten hertil være baseret på en total mangel på medfølelsesevne, hvilket netop svarer til ren egoisme.

En egoistisk handling er en handling, der udelukkende har til hensigt at opfylde ophavets ønsker eller begær uden kærlig hensyntagen til omgivelserne, eller uden hensyn, der er baseret på nogen som helst medfølelse med omgivelserne.

Kærlighed og had regnes jo i almindelighed for kontraster, og er det for så vidt også, men mangel på medfølelse er dog ikke identisk med had, men derimod identisk med ligegyldighed, såfremt man ikke på andre måder er afhængig af det pågældende objekt. Had er først og fremmest kontrast til forelskelse, som vi skal berøre om lidt.

Det er klart, at "mørket" i sig selv som kontrast til "lyset" ikke er tilstrækkeligt til at bære og opbygge en hel livszone. En livszone kan ikke stabiliseres alene ved sorg, lidelse og elendighed, som jo er kontraster til glæde, behag og velvære. Der må noget virkeligt positivt til som bærende grundlag.

Egoisme er i sig selv en vældig drivkraft, som for så vidt nok kan benyttes som fundament til nævnte livszone; men der skal skabes et objekt for denne egoisme. Mangel på medfølelse fremkalder som nævnt blot ligegyldighed, der jo ikke er synderlig effektiv som objekt for egoisme. Der må skabes noget anderledes positivt som objekt, og dette dannes netop ved poldelingen, idet der derved opstår en hunger efter væsener af den modsatte pol.

Det forelskede væsen nærer over for objektet følelser, der helt indtil forveksling ligner kærlighed, så længe det tror at blive genelsket eller gør sig forhåbninger om dette; men i det øjeblik, det opdager, at objektet ikke er interesseret i det, men har andre interesser, opstår følelser som jalousi, sorg, vrede og had, alt efter væsenets temperament.

Had er en følelse, der udtrykker ønsket om at gøre objektet for denne følelse alt muligt ondt, ja endog ønsket om at ødelægge og udslette dette væsen. Denne følelse kan opstå hos et egoistisk væsen, når nogen hindrer det i at få opfyldt dets ønsker.

Man ser, at had netop er den negativ egoistiske følelse, der udgør kontrast til den positiv egoistiske følelse, forelskelse. Hvis væsenet er forelsket, vil det gerne gøre alt for at behage objektet under betingelse af, at det kan få sine krav om at eje objektet opfyldt. Hvis væsenet ikke har chance for at få sine seksuelle begær tilfredsstillet, opstår had.

Hvilke begær er væsenet i denne zone underlagt? Idet kombinationen tyngde-følelsesenergien er i maksimumsudfoldelse og de åndelige energier kvantitativt overlegne, vil væsenets organisme blive fysisk, og de påvirkninger, det her igennem kommer ud for, vil ligeledes blive af fysisk karakter. Væsenet vil her sanse den materielle verden og de materielle organismer, men hvad der er bagved, sanser det ikke. Det fysiske er derfor afgørende for væsenet, så afgørende, at det tror sig selv identisk med sin fysiske organisme og de andre væsener identiske med deres fysiske organismer. Væsenets begær vil herefter være at opretholde og stimulere sin organisme, hvilket i almindelighed betegnes ved dets selvopholdelsesdrift.

Den seksuelle drift og selvopholdelsesdriften er de to egoistiske begær, der opretholder kontrastzonen til kærlighedszonen. Da væsenet for at få tilfredsstillet sin seksuelle hunger er afhængig af væsener af modsat køn, vil det i sin egoisme kræve ejendomsret over disse væsener. Selvopholdelsesdriften omfatter ikke blot væsenet selv, men også dets ægtemage og dets afkom, som det føler organisk samhørighed med.

Man vil uden vanskelighed kunne forstå, at et væsen med de her nævnte begær ikke vil få nogen fredelig tilværelse, idet alle de øvrige væsener af samme køn jo har de selv samme begær og derfor må være hinandens rivaler. Jalousi, had og raseri er de almindelige tankeklimaer, der fremkaldes, når væsener af samme køn krydser hinandens baner, og resultatet bliver ofte kamp på liv og død.
 

Vi har her skildret de to komplementære aktive hovedlivsformer i den kosmiske kredsløbsproces, som vi nu skal gennemgå på en lidt anden måde.

Da det at kombinere i virkeligheden er en skabelsesproces, vil geniglæden vare ved, så længe de forskellige kombinationsmuligheder ikke er gennemprøvede eller udtømte, men efterhånden som dette sker, vil væsenet tabe sin interesse for det pågældende emne. Det vil derpå langsomt dø kedsommelighedens død på dette lokale område for at kaste sin interesse over på andre områder, hvor det da må begynde forfra i B-stadiet. Man vil da se, hvorledes væsenet i sin skabetrang bevæger sig fra det ene felt til det andet, og spørgsmålet er derfor, om det kan blive ved hermed, eller det må holde op engang, fordi der simpelt hen ikke er flere felter tilbage.

Inden for de kunstneriske og videnskabelige områder vil man synes, at mulighederne er utallige; men det må ikke glemmes, at den tid, væsenet har til sin rådighed, er uendelig, så der virkelig vil være mulighed for, at alle emner til sidst er opbrugt. Man må her huske på, at alle grene i kunst og videnskab for det udviklede menneske til syvende og sidst blot er forskellige måder at kærtegne og elske næsten på. De forskellige grene danner ganske vist i sig selv kontraster til hinanden; men det er kontraster af mere lokal karakter.

For at livet stadig skal fortsætte og ikke ende i et nirvana eller i en virkelig udslettelse eller død, må væsenerne bringes til at opleve grundkontrasten eller den absolutte kontrast til den tilværelse, de er ved at have udlevet.

Vi tænker os, i øvrigt i overensstemmelse med den naive opfattelse af den ældgamle skabelsesberetning, at Gud skal skabe en verden, hvor menneskene og de øvrige væsener kan leve og nyde tilværelsen i al evighed. Hvordan vil han da bære sig ad?

Samtidig ville det jo være en umådelig fordel, hvis denne nedstyrtningsproces kunne camoufleres således for væsenerne, at de selv ganske frivilligt foretager springet ned. Gud må i så fald skabe den illusion for disse væsener, at den i fuldstændigt mørke indhyllede dal er langt mere tiltrækkende end den i Guds eget lys badede tinde. Det er klart, at Gud for at gøre dette må benytte sig af forskellige illusionistiske principper.

Det må erindres, at vi stadig i billedet forestiller os Gud som skabende tilværelsen for væsenerne, hvilket i sig selv rummer en dyb sandhed.

Men der kræves noget mere for at lede menneskene frivilligt ned i en tilstand, der er grov og tung og samtidig fyldt med ubehag og lidelse i modsætning til den lige nævnte guddommelige tilstand.

Selv om ubehag er en absolut modsætning til behag og sorg tilsvarende en modsætning til glæde, vil væsenerne dog aldrig kunne komme i den situation, at de ligefrem længes mod lidelse og ubehag, i alt fald ikke i normal tilstand. Ligeledes kan had heller ikke give den tilsvarende stimulans som kærlighed, skønt man også her har med modsætningebegreber at gøre. En tilværelse kun bestående af had vil aldrig kunne blive livsbærende.

Gud har altså brug for flere illusionistiske principper for at føre væsenerne frivilligt igennem mørkets zoner.

Som Martinus har beskrevet, vil erindringer af oplevelser fra de primitive zoner fremkalde salighedsoplevelser hos de væsener, der har udlevet den guddommelige sfære, og der vil opstå længsel mod de fysiske verdener.

Medens kærlighedsvæsenerne er dobbeltpolede, idet de i sig har både det maskuline og det feminine princip, fremkommer ved en opdeling og adskillelse af disse to poler ensidige maskuline og ensidige feminine væsener. Herved har Gud formået at opbygge en tilværelse, der på én gang hviler på eller bæres af "kærlighed" og had. "Kærlighed" til væsenerne af modsatte køn, idet en sammensmeltning af kønnene bliver en livsnødvendighed, og had til væsenerne af samme køn, idet disse kan virke hindrende for den nævnte sammensmeltning. Det drejer sig her om en kunstig eller illusionistisk kærlighed bygget på det egoistiske ejendomsprincip.

En indvikling i den fysiske materie er i virkeligheden det samme som uden om individet at bygge en massiv mur, der fuldstændig afspærrer dette fra den åndelige verden. Inden for denne mur ser væsenet kun sig selv og materien og føler sig identisk med den del af denne materie, der svarer til dets fysiske organisme, hvorved indespærringen bliver total.

Ved anvendelse af poldelingsprincippet og indviklingsprincippet har Gud ligeledes formået at sammenkoble det negative egoismeprincip med det positive kærlighedsprincip, idet den dyriske egoisme udvides til ikke blot at omfatte individet selv, men også dets mage og dets unger, hvorved slægten kan videreføres.

Ved i væsenet at skabe begær mod den fysiske materie har Gud fuldstændigt udskilt væsenet fra sig selv og derved givet det mulighed for en fornyelse af dets individualitet og egoisme. En sådan indespærring i fysisk materie kan med rette kaldes den kosmiske død. Som et eklatant udslag af denne indespærring danner den fysiske død et vigtigt detailled i kredsløbsprocessen. Kun herved er fornyelse af væsenets fysiske organisme mulig. Gud har herigennem skabt den allerstærkeste, illusionistiske kontrastvirkning til selve livet.
 

Det anvendte billede af Gud som verdens skaber må ikke tages for bogstaveligt, idet den skabende Gud ikke står udenfor og skaber, men selv hele tider er den levende helhed i verdensaltet.