Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Som du sår, skal du høste", lyder en af Jesu udødelige sætninger. Disse ord udgør essensen af Karma- eller skæbneloven.

Vi må her et øjeblik se på retfærdighedsbegrebet. For det primitive menneske er retfærdighed identisk med gengældelse, man har ret til at svare med samme mønt, som man modtager. Man ved fra historien, hvorledes dette princip har forårsaget store slægtsfejder. Gengældelsesprincippet: "Øje for øje og tand for tand" er i virkeligheden grundlaget for de moralske begreber, der resulterer i hævn og krig. Begrebet hævn er jo netop eksponenten for gengældelsesprincippet. Den primitive moral ikke blot tillader, men fordrer i mange tilfælde ligefrem hævn. Ved dette princip opnås kun en mangedobling af mørket, thi for at gengældelsen skal være fuldtud tilfredsstillende, skal den helst udvise større resultat end det, der gav anledning til hævnen. Man vil forstå, at dette kan udvikle sig til en hel kædeproces, hvor en lille årsag til slut kan give uoverskuelige virkninger. Med gengældelse som moralprincip ses det kun alt for tydeligt, hvorledes mørke avler mørke og mord avler mord.

I hvert enkelt menneskes liv sker der ikke sjældent betydningsfulde ting, som han (hun) ikke er i stand til at henføre til noget tidligere i sit liv. Oftest drejer det sig om begivenheder af mørk karakter, og han må da umiddelbart føle, at det, der overgår ham, er uretfærdigt eller meningsløst. Der kan nævnes utallige eksempler på sådanne tildragelser. Man kan her straks sige, at det vil være umuligt at få mening i alle disse tilfælde uden igennem teorien om reinkarnation. På den anden side er der, som vi senere skal se, netop ved hjælp af reinkarnationsprincippet mulighed for at give en naturlig forklaring, der er i stand til fuldstændigt at opfylde retfærdighedsprincippet. Hvis vi går ud fra reinkarnationsteorien, må man tænke sig, at der er begivenheder, hvis årsag må søges i tidligere inkarnationer. Dette gælder naturligvis først og fremmest selve skabelsen af organismen med dens utallige anlæg og talenter.

Man kan nu stille spørgsmålet, om reinkarnationslæren kan siges at være en velbegrundet teori. For at svare herpå må vi først gøre os analysen af det levende væsen klar.

Forandringer i Jegets kraftfelt opleves af Jeget bl. a. som begivenheder fra yderverdenen, altså som noget helt andet end, hvad det i virkeligheden er. Oplevelsesevnen er således en imaginationsevne eller evne til at opleve noget som noget helt andet. De billeder, der udgør oplevelsen, er således immaterielle billeder fremkaldt af forandringer i væsenets kraftfelt, hvilke atter er fremkaldt af ydre påvirkninger af væsenets organisme og de herved forårsagede impulser i denne.

Eksistensen af det levende væsen bestående af et Jeg, en skabe- og oplevelsesevne og en organisme må betragtes som et postulat af elementær karakter, medens de i det foregående opstillede øvrige betragtninger kan opfattes som en hypotese, der giver en simpel teknisk beskrivelse af de til oplevelse og manifestation hørende foreteelser. Det levende væsen må efter ovennævnte analyse have eksisteret før dets fysiske fødsel, da man ved denne kun er i stand til at skabe et fysisk manifestations- og oplevelsesapparat, men ikke det, der behersker og benytter dette. Ganske tilsvarende må det levende væsen også eksistere efter den fysiske død, men kan naturligvis ikke mere betjene sig af den fysiske organisme, og må derfra overføre bevidstheden til sin åndelige organisme.

I den fysiske verden får det levende væsen en mængde oplevelser, som alle giver erfaringer, der kan være af vidt forskellig karakter, men som hver for sig er med til at præge væsenets bevidsthed. Specielt opbygges ved gentagelser af manifestationer individets evner eller talenter, der jo er af så afgørende betydning for dets hele livsudfoldelse. Da det drejer sig om den fysiske tilværelse, foregår hele væsenets kontakt med omgivelserne igennem dets fysiske organisme. I tilknytning til denne har væsenet en åndelig organisme, således at det herigennem er i stand til at udskille og opleve påvirkninger af åndelig art. Den fysiske organisme kan f.eks. ved hjælp af øret modtage lyde; men forståelsen af disse lyde må ske via den åndelige organisme, for hvilken den fysiske hjerne udgør en transformatorstation.

I korte træk vil reinkarnationen i henhold til Martinus analyser foregå på følgende måde:

Som ovenfor nævnt hviler den her anførte teori for reinkarnation først og fremmest på den af Martinus givne analyse af det levende væsen. Mod denne analyse står den materielle videnskabs opfattelse af livet, der kort går ud på, at det levende væsen er identisk med dets fysiske organisme og derfor fødes og dør med denne. Det at kunne opleve betragter videnskaben blot som en specifik egenskab ved organismen.

Man har anvendt følgende ræsonnement som bevis imod eksistensen af Jeget. Ved forsøg har man konstateret, at man med små kemiske påvirkninger af organismen kan indvirke på væsenets hele sindstilstand og tankeliv, der således synes at være et produkt af organismen. Heraf slutter man, at det må være organismen, der føler, sanser, tænker o.s.v., og at der således ikke er behov for noget bagved værende Jeg.

I tilknytning til materialistens tro på, at organismen er identisk med det levende væsen, kunne man spørge, hvad det er i organismen, der har de helhedsoplevelser, som det levende væsen har. Videnskaben ville vel nærmest udtrykke det som værende hjernen, men det ville også være alt for ubestemt, og ved at undersøge hjernen ville man måske nå til, at det er et bestemt center i hjernen, der har evnen til at opleve. Når man siger, jeg ser, jeg føler, jeg tænker, jeg husker o. s. v., ville det altså være et eller flere centre eller med andre ord en organisk materiekombination, der naturligvis modtager påvirkninger fra andre centre og derigennem fra hele organismen, men som har evnen til at opleve, forstå, tænke, erindre, føle o.s.v. og sammenfatte det altsammen i en helhed. Det kan vist siges at være en meget ejendommelig egenskab at tillægge en materiel materiekombination og i særlig grad, fordi vi her er langt uden for det materielle område. I så fald skulle hele den øvrige del af organismen være redskab for denne materiekombination, der naturligvis måtte være af en overordentlig kompliceret struktur, måske en hel lille energiorganisation for sig. Da må man imidlertid gå videre i sin undersøgelse for at finde ud af, hvad det er i denne, der er i stand til at opleve, forstå, tænke, erindre, føle o.s.v., for man kan vanskeligt tænke sig, at en sammensat organisation som helhed oplever, lige så lidt som man kan tænke sig, at det er den samlede menneskeorganisme, der som helhed oplever. En organisation består jo netop af forskellige organer og centre, der hver især har deres specielle funktion. I menneskeorganismen har øjet, øret, hånden, hjertet, lungen, de forskellige centre i hjernen o.s.v. hver deres funktioner. Man vil se, at man blot herved forskyder opgaven ned i mikrokosmos, hvorved den på ingen måde bliver lettere at løse.

Vi må her også påpege den ejendommelige forskel, der er mellem organismen som levende og som lig, hvor døden f. eks. har indfundet sig som følge af en midlertidig lammelse af livsvigtige nervecentre. Idet lammelsen tænkes forsvundet, vil vi prøve at sammenligne organismen i de to situationer.

I organismeskabelsen forekommer visse ejendommeligheder, som også må underkastes en nærmere analyse. Medens selve organismens almindelige opbygning normalt sker overordentligt regelbundet med alle de forskellige organer nøje udformede og afbalancerede i forhold til hverandre, vil der i de forskellige detaljer af mindre væsentlig karakter være et vist spillerum for vilkårlighed eller tilfældighed, således at ensartede organer, der har nøjagtig samme funktioner, som de udøver til fuldkommenhed, i detaljer er forskellige hos de forskellige individer. F.eks. er et øje i alle normale tilfælde opbygget således, at det fungerer til fuldkommenhed, men alligevel er der en absolut individualitet i hvert eneste individs øjne bl. a. i struktur- og farvenuancer, men en individualitet, som må siges at være af sekundær betydning, da den ikke indvirker på øjets formålsmæssige funktioneren. Denne tilfældighed eller individualitet, der som helhed ligger uden for de bevidste ønskers område, minder om den ubevidste individualitet, der forekommer i alt håndværksmæssigt arbejde, hvorved tingene får et personligt præg, uden at det indvirker på disses brugbarhed.

Hvad der er meddelt ovenfor, passer på naturlig måde med reinkarnationsteorien i den form, Martinus har angivet. Det levende væsen vil efter den fysiske død opleve tilværelsen i en åndelig verden. Væsenet har som tidligere nævnt i forbindelse med sin skabeevne opbygget et umådeligt antal talentkerner eller kraftcentre svarende til alle de talenter og evner både bevidste og ubevidste og automatfunktioner, det er i besiddelse af i sit fysiske liv. Når væsenet efter et vist tidsforløb længes tilbage mod den fysiske tilværelse, vil det tiltrækkes, hvor betingelserne er til stede for inkarnation, og der automatisk via sine talentkerners elektriske kræfter medvirke ved opbygningen af sin kommende fysiske organisme. Hvis det ikke på grund af forkert levevis i tidligere inkarnationer har fået nedbrudt dele af sine talentkerner, vil det opbygge en sund, harmonisk organisme. Da materialet ved organismedannelsen stammer fra forældrene, vil dette materiale til en vis grad kunne gøre sig gældende i form af forskellige fra forældrene nedarvede træk eller detaljer, der udviser statistiske arvelovmæssigheder. Da væsenets bevidsthedsegenskaber er nedfældet i dets talentkerner, vil disse kunne overføres til den nye organisme. Man bliver på denne måde vidne til, at den tilsyneladende fuldstændige vilkårlighed på dette punkt i organisme skabelsen blot er udtryk for, at der inkarnerer et selvstændigt væsen med sin individuelle karakter, der kan være vidt forskellig fra forældrenes, men også kan ligge nær op ad disses. Det sidste kan f. eks. tænkes, hvor sådanne karakterer har været en medvirkende årsag til, at det diskarnerede væsen blev tiltrukket til netop det forældrepar.

Intet sted har man kunnet bevise eksistensen af virkelig tilfældighed.

Hele problemet med organismeskabelsen er, når man tænker dybere over det, fuldkomment fantastisk og viser tydeligt, hvor primitive selv vore mest geniale automatisk virkende apparater i virkeligheden er i forhold hertil. Man må erkende, at hvis disse vore frembringelser kræver tænkning, hvad de jo gør i allerhøjeste grad, må hele den automatik, der er iværksat ved organismeopbygningen, have krævet en mangefold højere og finere tænkning. Man forstår, at jordmennesket som tænkende væsen lige er begyndt en udvikling, hvis slutresultat måske netop kan anes i de tankekoncentrater, der ligger skjult bag automatikken i al organismeskabelse. Den bevidsthedstilstand og tankeoverlegenhed, der indirekte kommer til syne igennem sådanne kunstværker som organismerne, det være sig i dyreriget eller i planteriget, peger mod eksistensen af væsener fra langt højere verdener end den fysiske. Der må således eksistere åndelige verdener, hvor væsenerne manifesterer sig igennem åndelige organismer, og hvor de arbejder med organismeskabelsen i de primitive zoner.

I forbindelse med reinkarnationsteorien har Martinus redegjort for hele udviklingsteorien, hvor væsenet fra dyrestadiet gennem jordmenneskestadiet udvikler sig mod det rigtige menneskestadie, hvis tilværelse er baseret på næstekærlighed i modsætning til dyrestadiets fuldstændige egoisme. Uden her at komme ind på denne udvikling, som man så tydeligt kan se ved et studie af jordmenneskesamfundene, der jo netop udgør en blanding af dyreriget og det rigtige menneskerige, må man påpege, at reinkarnation udgør den absolutte betingelse herfor.

Ved opbygningen af jordmenneskeorganismen ved man, at fosteret gennemgår en hel udviklingsskala lige fra de mest primitive dyrestadier gennem det rene pattedyrstadie for til slut at fødes som et menneskebarn. Man vil her se en ejendommelig parallel med jordmenneskets udvikling helt tilbage fra plantestadiet gennem de forskellige dyrestadier til jordmenneske. Dette stemmer med, at væsenet som en repetition gennemgår den fysiske del af kredsløbet, når det fra den åndelige verden inkarnerer i den fysiske.

I vor verden findes et ikke helt ringe antal jordmennesker, som må henregnes under begrebet genier, og af disse er der mange, hvor genitilstanden allerede viser sig i barneårene. Reinkarnationslæren er i stand til at give en naturlig forklaring på disse ejendommelige tilfælde. Man må her tænke sig, at sådanne væsener gennem øvelse inkarnation efter inkarnation successivt opbygger deres genitilstand, der overføres gennem talentkernerne og til sidst bevirker, at disse væsener, før de endnu er blevet voksne, i deres fysiske liv er i stand til at udføre geniale præstationer. Man kan i øvrigt også træffe alle mulige mellemstadier. Da man i sit fysiske liv har erfaring for, at man kun kan dygtiggøre sig gennem øvelse, falder det ganske naturligt, at en hvilken som helst genitilstand kun kan være opbygget ved øvelse igennem flere inkarnationer, fremfor at tilfældige gensammensætninger har givet individerne visse forhåndstalenter, som kun kan gøres større igennem øvelse.

Forestillingen om sjælens udødelighed er et fælles grundtræk ved næsten alle religioner, hvorimod forestillingerne om tilværelsen efter døden kan være vidt forskellige.

Det er meget vanskeligt at få klarhed over, hvor meget realitet der er i de forskellige beretninger, som forefindes om parapsykiske fænomener og oplevelser, men man kan dog næppe påstå, at alt, hvad der findes inden for dette område, er usandt og uvirkeligt. I denne forbindelse skal nævnes beretninger fra Indien om nogle meget sjældne tilfælde, hvor en kvinde er i stand til at huske sin tidligere tilværelse og genkende steder og mennesker, hun havde været i forbindelse med i denne. Sådanne tilfælde har naturligvis en overordentlig stor interesse og må være mulige at kontrollere på videnskabelig betryggende måde. Resultater fra sådanne undersøgelser må derfor imødeses med den allerstørste opmærksomhed.

I nær tilknytning til det foranstående kan nævnes, at de af Jung påviste arketyper ligeledes taler for reinkarnationstanken.

Vi vil nu kort sammenligne de forskellige hypoteser, der omhandler det levende væsens tilstand efter den fysiske død. Principielt foreligger følgende to hinanden modsvarende muligheder:

Den negative livshypotese vil mange materialister slutte sig til, idet de som tidligere omtalt tror, at liv eller oplevelse kun er en egenskab ved organismen, og at der derfor ikke er noget liv, når organismen forgår. Hvis man derimod erkender, at organismen kun er et redskab, hvorved et Noget eller et Jeg bagved kan manifestere sig overfor og opleve omgivelserne, bliver den negative livshypotese logisk uholdbar, idet der da ikke er motivering for, at Jeget, der benytter organismen, forgår sammen med denne. Af Martinus analyse af det levende væsen (se tidligere) ses, at det levende væsens Jeg er noget, der er hævet over skabelse og derfor ikke kan forgå, men er evigt uforanderligt og udødeligt.

Hvis man antager den positive livshypotese, bliver spørgsmålet, hvorledes det levende væsen oplever tilværelsen efter døden. Fra de forskellige religioner kendes her mangfoldige variationsmuligheder, der i almindelighed slutter med en evig tilstand i salighed, eventuelt med et komplementært alternativ. Da enhver form for tilværelse må bero på kontrastvirkninger, vil begrebet en evig salighedstilstand dybest set være ulogisk. Der er da heller aldrig gjort nøjere rede for, hvorledes en sådan tilstand til stadighed kan opretholdes, uden at oplevelsen simpelthen går i stå. Desuden er det en logisk utilfredsstillende løsning, at livet begynder med den fysiske fødsel, men fortsætter evigt, samt at den fysiske tilværelse, der jo i forhold til evigheden er af uendelig kort varighed, står fuldstændigt isoleret og umotiveret. Alle de evner, individet har udviklet, og alt det arbejde, det har anvendt for at nå videre end dagen og vejen, er da fuldstændigt spildt.

Vi vil herefter vende tilbage til skæbneloven, der udsiger, at de energier, væsenet udsender, før eller senere vender tilbage til det selv. Vi vil i det følgende gå ud fra slutresultatet af Martinus analyserækker over det levende væsen:

Det enkelte væsens skæbne kan inddeles i tre grupper: makrokosmisk skæbneudløsning, mellemkosmisk skæbneudløsning og mikrokosmisk skæbneudløsning svarende til, at væsenet på en gang tilhører den makrokosmiske, den mellemkosmiske og den mikrokosmiske verden.

Individets makrokosmiske skæbneudløsning svarer til, at individet for en stor del både i tanker og handlinger indgår i et slags fællesskab med andre individer med lignende tanker og handlinger, der herved danner større eller mindre grupper inden for jordmenneskesamfundene. Nationernes love og liv er jo i høj grad præget af sådanne fællestræk i tænke- og handlemåde. En makrokosmisk eller kollektiv skæbnebølge udløses igennem store gruppers fællesmanifestationer og må naturligvis ramme dem, der derved har udløst skæbnebølgen.

Individets mellemkosmiske skæbneudløsninger svarer til de tanker og handlinger, individet manifesterer imod sin næste. Tankearter som had og misundelse skaber en mørk skæbne og navnlig, hvis disse omsættes til handlinger til skade for næsten. Kærlige tanker og kærlige handlinger giver modsat en lys skæbne. Næsten betyder her først og fremmest et medvæsen som det selv, men kan også tages i videre betydning. Sætningen: "Elske næsten som sig selv, det er hele loven" gælder ligefuldt, enten næsten tages i snævreste betydning som et menneske eller i videste betydning som alt, hvad man har tilknytning til. Da det enkelte menneske i almindelighed har sin største livsoplevelse i vekselvirkning med andre mennesker, er det her, at en stor del af individets skæbne bliver til. Blandt sine medmennesker får det mulighed for at udfolde sig, som det har lyst og evner til og får også der sine behagelige og ubehagelige erfaringer.

Individets mikrokosmiske skæbneudløsninger svarer til de påvirkninger, individet sender mod sin egen organisme. Man skulle tro, det udelukkende er i væsenets egen interesse at give sin organisme den allerbedste behandling, således at mikrovæsenerne heri får de bedst mulige livsbetingelser. Det viser sig dog i almindelighed langt fra at være tilfældet, idet individet misbruger sin organisme for at få mere eller mindre unaturlige begær tilfredsstillet. Man må her huske på, at jordmenneskenes mentale udvikling betinger en tilsvarende forfining af deres organismer. Medens den robuste organisme er indrettet til fordøjelse af kød- eller ligmaterier, hvilket kun kan ske ved drab af en mængde mikrovæsener, der ikke direkte kan indgå i organismen, har den forfinede organisme ikke den samme modstandsevne til denne proces. Derfor koger man også nu til dags normalt det kød, man spiser. Dette er dog ikke tilstrækkeligt. Hvis man virkelig ønsker at behandle sin organisme på rette måde, bør man, som Martinus nærmere har gjort rede for, udelukkende ernære sig ved vegetarisk føde; men her er de fleste mennesker bundet af gammel vane. De spiser kød, fordi det smager dem bedst, uden hensyn til, hvad der er den rigtige ernæring for organismen.

Den her foretagne inddeling i makrokosmiske, mellemkosmiske og mikrokosmiske skæbneudløsninger viser, hvor umådelige områder den jordmenneskelige bevidsthed i virkeligheden spænder over, og hvor vigtigt det er at tænke og handle rigtigt på alle disse områder.