Kosmos 1958/Årsskrift side 98
Carsten Hauch
Lykkelige lysets børn,
der i vår og høst og sommer
fletter eders blomstertæppe,
gyldensmykket, regnbufarvet,
dugbesprængt og solbestrålet,
over den forløste jord.
Men når mørket vinder sejr,
slumrer I bag sneens lagen,
frygter ej for vinterstormen,
til et blink af solens øje,
til et pust af vårens ånde,
til et kor af hundred fugle
kalder jer igen til livet
i fornyet ungdomsglans.
Da I vågner, da I kommer,
spire, svulme, myldre frem,
fletter atter eders tæppe,
gult og rødt og hvidt og blåt,
dugbesprængt og purpurfarvet,
blandet med det friske grønne,
gyldensmykket, solbestrålet,
medens gøg og lærke synger.
Sådan i en evig veksel,
medens tiden går og svinder,
gennem nat og lyse dage,
glider I på drømmens vande.
Gennem regn og storm og vinter,
gennem høst og vår og sommer,
fra forvandling til forvandling,
uberørt af synd og smerte,
ubekendt med dødens rædsel,
ængstes ej af frygt og anger,
kender kun til livets glans.
Sådan glider også hisset
de forløste ånder,
saligt drømmende
uden angst og sorg,
med udødelighedens glans i øjet
gennem ubekendte verdner
i tusinde forvandlinger,
hvoraf hver kun er et larveslør
for et nyt og højere liv,
indtil omsider den højeste livsblomst
i uforgængelig glans,
hilset af evighedens fugle,
udfolder sig ved vejens ende.
Men I stå som billeder,
hellige hieroglyfer,
solbeskinnede og dog dunkle
ved vejens begyndelse
i støvets land;
lykkelig den, der forstå at tyde
jer tavse billedskrift.
Tilbage til forfatterregister
Forrige