Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den danske livsfilosof Martinus, som kom her til landet i sidste uge, har nu holdt tre foredrag i Austurbæjarskolans sal i Reykjavik og holder det fjerde i næste uge.

Tilslutningen til foredragene har været meget god, og efter det at dømme er byens indbyggere interesseret i at lære Martinus' anskuelser at kende. Han viser lysbilleder til forklaring af sine analyser og foredragene bliver oversat til islandsk samtidigt.

Bladets journalist har fået en samtale med Martinus i håb om at få lidt kendskab til denne kendte mands livssyn og lære, og han var villig til at besvare nogle spørgsmål og i store træk at gøre rede for sin mission.

Dette er tredje gang, Martinus kommer til Island. Han kom første gang i september 1952, anden gang i juni 1955, og nu besøger han Island igen, inviteret af nogle af sine venner her i Reykjavik.

Martinus' oprindelse er næsten ukendt. Han mistede sin mor som barn og blev bragt i pleje hos nogle slægtninge. Skoleundervisning fik han meget lidt af, og som ung mand fik han arbejde på et mejeri og senere på mejeriets kontor. Han læste meget i bibelen, og fra han var tredive år har han ofret al sin tid på åndelig oplysning.

Han har skrevet et stort værk, »Livets Bog«, i 6 bind. Det er meningen, at to af hans mindre bøger skal udkomme på islandsk inden længe. Disse bøger har allerede været udgivet på tysk, svensk, esperanto og engelsk. Paul Brunton har skrevet fortalen til den engelske udgave.

Martinus' arbejde har for det meste foregået i Danmark; men han har holdt foredrag i andre af de nordiske lande, og for fire år siden var han inviteret til Japan for at deltage i en religionsverdenskongres. Samtidig blev han inviteret til at holde foredrag i Indien.

Centret for hans arbejde er i København, hvor der bliver holdt foredrag fra først i september til hen i maj måned. På Sjælland har sagen en sommerkoloni, hvor der ligger 50 små huse og adskillige lejligheder i smukke omgivelser. Der bliver holdt foredrag om sommeren, og sagens mange interesserede lytter her til hans lære. Stedet hedder »Kosmos Ferieby« og arealet spænder over 40 hektar jord. Om sommeren besøges feriebyen af mange mennesker, som studerer Martinus' lære og analyser.

Hvad forkynder Martinus?

»Jeg ønsker at bidrage til at skabe fred i verden,« svarer Martinus på det første spørgsmål. »Jeg vil vejlede folk i deres søgen, til at finde den vej, der fører til fred og lykke i verden.« Omtrent således var Martinus' svar, og han understreger, at han hverken bebuder en ny tro eller en ny politisk retning, at hans lære er helt fri og suveræn og ikke kan bindes i nogensomhelst dogmatisk form eller sekt, hverken trosmæssigt eller politisk. Martinus siger, at han vil hjælpe menneskene til at forstå livet og tilværelsen og dog fremfor alt sig selv og andre. Han lægger vægt på det, som han kalder åndelig videnskab.

Videnskaben gør store fremskridt i vore dage, og menneskene har i dag mere brug for logisk videnskab end for tro. Verden har ændret sig siden Jesu's og Budda's tid, idet menneskeheden har indhøstet store erfaringer siden da. Disse erfaringer må vi benytte os af lige så godt på det åndelige som på det materielle videnskabelige område. Vi må forsøge at forstå tilværelsens logiske sammenhæng og heri se en hensigt. Hvis vi ser en hensigt med vort jordiske liv, har vi lettere ved at handle sådan, at det går fremad mod det eftertragtede mål. Hvis vi ikke øjner noget højere mål, ingen hensigt med vort liv – hvorfor så alt dette slid?

»Vi lever evigt,« siger Martinus, »og føres fremad til mere åndelig modenhed – livet er stadig udvikling, som fører til fuldkommenhed. Skønt legemet dør, fortsætter livet. Vi er stedet midt i en vældig udviklingsepoke. Individerne er indbyrdes meget forskellige og står på forskellige udviklingstrin. Når vi forstår tilværelsens mening, forandres vores indstilling til dem, der er længere tilbage i udviklingen. De er som æblet på det »sure stadium«. I dette lys forandres vores indstilling til forbrydelse og straf. De som er nået længere i udviklingen, må naturligvis beskytte sig mod farlige forbrydere; men disse skal ikke henrettes eller dømmes til mange års ensomhed i fængsel. Nationerne må oprette opdragelsesanstalter, hvor forbryderne – de, som ikke er modne til at leve med andre mennesker – kan leve deres liv og få udbytte deraf. Fængselsophold virker ikke til forbedring. Dette vil nationerne forstå bedre og bedre som tiden går.

Med selve livets hensigt i tankerne, med et bestemt mål som vejviser bliver mennesket dygtigere til at vurdere og vælge. Med fuldkommen valgfrihed vil mennesket kunne vælge det bedste og arbejde på dets fremgang. På denne måde vil der her på jorden inden altfor længe – måske tre tusinde år – blive skabt det længe attråede fredsrige, som alle stiler imod.

Jeg dømmer ikke andre og blander mig ikke i andre menneskers privatliv, og jeg har heller ikke til hensigt at blande mig i striden mellem Island og England om fiskerigrænsen, siger Martinus; men jeg er dog klar over, at i den er det ikke retfærdigheden, som dominerer. Retfærdigheden fører til enighed, uretfærdighed til splittelse. Uretfærdigheden kan ikke sejre, – selvom en stormagt anvender den mod en lille nation.

»Vi vil alle omdanne andre,« siger Martinus, »men skulle hellere nære mere respekt for andres meninger. Nationerne vil gå fremad på den vej, som blev grundlagt med stiftelsen af nationernes forbund. Individerne og nationerne må lære at arbejde sammen på samme måde som organerne i menneskets legeme. Afskaf landegrænserne og verden bliver eet rige – da bliver der ingen valutamangel og ingen strid om værdierne – alt bliver da taget til fællesforbrug.

Den tekniske videnskab har besejret afstandene, verden er blevet meget mindre end før og den vil blive en fælles interesseenhed både på det materielle og åndelige område. Køb og salg i den nuværende form vil forsvinde. Mennesket vil få fuldt udbytte af sit arbejde og hvert barn vil få undervisning i overensstemmelse med dets evner, og helheden vil komme i besiddelse af alle værdier. Alt i verden søger ligevægt som floden søger havet. På anden måde kan der ikke skabes fred. Magthaverne i verden kan ikke beholde deres magt og nationerne kan ikke holdes i en spændetrøje. Tyrannerne vil forsvinde – de ulige livskår vil ophøre – og ulykken vil forsvinde i verden.

Sandheden er evig – og vi søger den. At søge sandheden er menneskets højeste og eneste vej til opnåelse af fred og livsglæde. Livets mål er at gøre sandheden til bestemmende faktor i det daglige livs gerning. Den er at finde i Kristendommen, i religionerne og de politiske idealistiske retninger. I sin inderste kerne stiler ophavsmændene til disse idealistiske bevægelser mod det ene og samme mål – en sorgfri verden.

Religionernes ophavsmænd har været misforstået, deres lære må omdannes i nutidsform i samklang med menneskets erfaringer og videnskabelige kendsgerninger. Einsteins teorier er vanskelige at forstå, og det skal ikke undre nogen, om åndsvidenskab er mere vanskelig i første omgang, men den er den eneste vej for nutidsmennesket til løsning af livets højeste problemer på intelligensmæssigt grundlag.

I ældre tid var menneskenes materielle viden meget ringe, og det åndelige udviklingsstandpunkt var ligeledes meget lavt. I de sidste årtier har den materielle videnskab gjort vældige skridt fremad, og den åndelige videnskab vil følge efter, må følge efter, hvis udviklingens mål skal nås. Mennesket har gjort fremskridt både på det humane og det intellektuelle område. Men fortsat fremgang kræver logisk tænkning, »troen« er ikke længere fyldestgørende grundlag for menneskets virksomhed.

Martinus er meget veltalende, hans brune øjne og håndbevægelser understreger hver sætning af hans forkyndelse på sydlandsk vis, – og dog er han meget sagtmodig.

Martinus fremsætter sit verdensbillede på mystikernes vis og gør rede for verdensaltets struktur og udødelighed; men han understøtter sine meninger med logiske analyser. I aftes talte han om kærlighedens rige – det fuldkomne menneskesamfund.

Her er ikke blevet foretaget nogen bedømmelse af Martinus' forkyndelse eller analyser, det har kun været meningen i store træk at fortælle om en samtale med den danske livsfilosof, som mange taler om i disse dage, i det håb at læserne derved er kommet nærmere svaret på spørgsmålet: Hvem er denne Martinus?

 

U.