Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

DET LEVENDE VÆSEN

Livet er, men hvad er livet?

Er livet forgængeligt, eller er det evigt? Er livet en materieegenskab eller er det noget, der er hævet over materien?

Martinus har i sine analyser kastet lys over livsmysteriet.

Først og fremmest skal nævnes analysen af det levende væsen. Livets inderste væsen er at opleve, at skabe, men for at kunne skabe, må der eksistere et Noget (X–1), der skaber, og dette Noget må have skabeevne (X–2) samt materie (X–3) til at skabe med og skabe i. Tilsammen danner disse tre X-er en enhed, det levende væsen. X–l er identisk med væsenets Jeg, medens X–2 og X–3 er de betingelser eller egenskaber, der sætter Jeget i stand til at skabe og opleve.

Kan det tænkes, at et levende væsen kan dannes ved en skabeproces f. eks. af andre væsener? Tilsyneladende er det jo det, der foregår i naturen ved enhver fødselsproces. Men i virkeligheden er man kun vidne til en organismeskabelse eller en skabelse i materie (X–3), medens man med hensyn til væsenets Jeg (X–1) ikke kan slutte andet end, at det er til stede.

Da alle skabelser må foretages i et eller andet materiale (fysisk eller åndeligt), ville der kun være mulighed for at skabe levende væsener, hvis disse væseners Jeg og skabeevne er egenskaber ved materien i en eller anden form eller kombination. Denne opfattelse er da også ret almindelig i videnskabelige kredse til trods for, at egenskaben at opleve er noget ganske særegent i sammenligning med alle andre til materien knyttede egenskaber.

Enhver form for sansning er en registrering af påvirkninger. For at kunne registrere, må man have et registreringsinstrument, som er følsomt overfor påvirkninger, d.v.s. hvori der fremkaldes forandringer ved påvirkninger. Men disse forandringer, hvad de end består i, må kunne opleves og dertil kræves en oplevelses- eller skabeevne og et Noget, denne evne er knyttet til, og som er det, der oplever. Ved en oplevelse, opleves eller fornemmes materielle virkninger som immaterielle billeder.

Ved hjælp af fysiske apparater kan man registrere fysiske energier, man kan forstærke energierne og transformere dem om til andre energiformer, man kan opbevare energiimpulser til senere brug, og man kan sammensætte forskellige energiimpulser til en slags energibilleder. Ved anvendelse af elektriske og magnetiske energiformer har man opnået fantastiske resultater i form af apparater, som er i stand til automatisk at foretage fjernstyringer, reguleringer, statistiske analyser, løsning af komplicerede ligningssystemer etc. Med alle disse apparater fås resultater i materielle eller energimæssige former eller billeder, og intet steds undervejs opereres med andet end forskellige energiformer. Blot en antydning af oplevelse finder ikke sted i disse apparater.

Naturligvis kan man som nævnt som hypotese opstille, at visse komplicerede former af materie har egenskaben at være i stand til at opleve, men en sådan hypotese må siges at være ganske usandsynlig, idet man her tillægger materien en egenskab, som man endnu aldrig har konstateret ved nogle af de frembringelser, menneskene har skabt. Ganske vist drejer det sig her væsentligt om frembringelser i uorganisk materie, og man ved, at den organiske materie i forhold til den uorganiske har mange ejendommelige egenskaber. Hvis man imidlertid nøje analyserer en eller anden egenskab ved en eller anden materieform, vil det altid vise sig, at denne egenskab udelukkende beror på omformning eller transformation af visse energiformer til andre energiformer, altså i princippet svarende til, hvad der foregår i et af de af menneskene frembragte apparater. Materie eller energi kan forandres ved påvirkning af materie eller energi, men er ikke i stand til at opleve denne forandring. Selve oplevelsen er uden for energiområdet. Der skabes ikke og forbruges ikke energi herved.

Oplevelsen er en proces, man teknisk kan beskrive på følgende måde:

Ydre påvirkninger registreres af en organisme eller et registreringsredskab ved, at der heri opstår forandringer. Disse forandringer transformeres til elektriske impulser, der overføres til en til væsenet hørende elektrisk energiorganisation. Herved opstår der forandringer i det til den elektriske organisme hørende spændings- eller kraftfelt. Her standser og må enhver form for teknisk beskrivelse imidlertid standse, og man har tilbage: Jeget (X–1) med en evne (X–2) til at opleve forandringer i det til dets organisme (X–3) knyttede kraftfelt. Man vil også af denne analyse se, hvor urimeligt det vil være at tillægge materie i visse komplicerede former egenskaben at kunne opleve.

Hvis Jeget og Jegets skabeevne ikke er materieegenskaber, må det være noget, der er udenfor materien, og dermed noget, der ikke kan skabes, og som derfor altid må have været til og fortsat må vedblive at være til. Livet er i så fald en evig realitet, og spørgsmålet bliver da, hvilke betingelser, der kræves, for at livet evigt kan udfolde sig.

Et rum for en bestemt egenskab kan defineres som den pågældende egenskab i alle dens nuancer. Et sådant rum er uden afgrænsning og kan kun karakteriseres ved et Noget, som er. Genstandene i et rum adskiller eller afgrænser sig fra hinanden ved deres forskelligheder, hvorved de danner kontraster. To genstande er relative eller absolutte kontraster, når de tilsammen udfylder enten en del af eller hele det pågældende rum. Begreberne: behag og ubehag, kærlighed og had, aktivitet og passivitet, lys og mørke, kulde og varme etc. er parvis absolutte kontraster.

Til beskrivelse i et rum kan anvendes et sæt dimensioner, d.v.s. et sæt elementer, ved hvilke man er i stand til på eentydig måde at fastlægge og beskrive enhver detaille eller nuance i det pågældende rum. F. eks. er farverne rød, gul og blå uafhængige af hinanden og tilstrækkelige til en kvalitetsmæssig beskrivelse af alle farvenuancer. Tilsvarende kan ethvert punkt i formrummet fikseres ved dimensionerne længde, bredde og højde. Da enhver egenskab eller genstand altid må forefindes i en bestemt mængde eller størrelse, må der til en kvalitetsbeskrivelse høre en kvantitetsbeskrivelse, der svarer til en angivelse af genstandens dimensioner eller størrelse.

En ting karakteriseres ved dens egenskaber, der altid svarer til væsenets direkte eller indirekte sansning eller oplevelse af tingens påvirkning med noget andet. Tingen i sig selv kan kun betegnes ved et Noget.

I det ovenstående er forsøgt i korthed at give en analyse af begrebet rum. Da vor tilværelse indeholder alt, hvad vi kan sanse og måle, udgør denne et rum, der er en kombination af alle de rum, fysiske så vel som åndelige, der ligger inden for grænsen af vor sanseevne, og er således afhængig af denne. Dimensionerne af dette rum bliver utallige, de bidrager hver især til at give det levende væsens oplevelse af tilværelsen fylde.

Det er dog ikke nok, at der forekommer kontraster i rummet, der må også ske forandringer heri, for at sansning kan finde sted; ellers ville der kun forekomme én og samme oplevelse, der ikke kunne sammenlignes med noget andet og derfor kun kunne opleves som et Noget, ganske ligegyldigt hvor mange detailler i rummet, den ville indeholde. For at markere en forandring kræves hukommelsesenergi, hvori tidligere oplevelser kan opbevares, således at de kan genfremkaldes og sammenlignes med senere oplevelser. Placering af situationer eller begivenheder i tiden markerer forandringer. Rummæssige og tidsmæssige forskelle i situationer giver kontraster i rum og tid. Al sansning beror herpå.

Oplevelse foregår altid i nuet. Nuet er grænsepunktet mellem fortid og fremtid. Oplevelse af situationers forandringer eller af materiers bevægelser giver oplevelse af handling og spænding.

Tiden kan således karakteriseres som et rum, hvori situationer og begivenheder placeres, hvorved forandringer og bevægelser markeres og afgrænses. I tidsrummet findes kun én dimension, tiden. En forandring beskrives ved de skiftende situationer i rummet og tiden. Dette svarer til en kvalitetsbeskrivelse af forandringen, medens den hertil hørende kvantitetsbeskrivelse kan udtrykkes som hastigheden for forandringen, der svarer til en angivelse af dimensionen eller størrelsen af tidsintervallet for forandringen.

Bevægelse er nødvendig for at skabe reaktioner og forandringer og er dermed grundlaget for enhver form for sansning eller oplevelse. De forskellige energi- og materieformer fra de fineste åndelige til de groveste fysiske består af forskellige former for bevægelse eller vibrationer. Rum og tid udgør komponenter af det levende væsens samlede bevidsthed, og danner således baggrunden for enhver sansning eller oplevelse af materie og energi, idet de giver oplevelsen fylde og spænding.

Perspektivprincippet bunder meget dybt, idet det, som Martinus har vist, danner en af grundpillerne for selve livets oplevelse.

For at et levende væsen skal kunne sanse og skabe, må det have kontakt med tre forskellige tilværelsesplaner: Mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos.

Væsenets organisme og bevidsthed befinder sig i mellemkosmos, som er dets primære sanseplan. Her befinder sig alle de medvæsener, der har samme eller nærliggende udviklingstrin som det selv, og som det derfor mest fuldkomment kan vekselvirke med. Endvidere findes her væsener på noget fjernere udviklingstrin, men dog ikke fjernere end, at de fremtræder med organismer i former, som væsenet kan sanse detailleret og i nogen grad korrespondere med. For jordmennesket består mellemkosmos således af menneskesamfundene og desuden af dyresamfundene og plantekulturerne.

Mikrokosmos består af alle de små enheder, som organismerne i mellemkosmos er bygget op af, og desuden af alle de små enheder, der danner materiale for væsenernes frembringelser i mellemkosmos. For jordmennesket består mikrokosmos således af organer og celler i de fysiske organismer og af molekyler, atomer o.s.v. i al slags materie. Dette område ligger perspektivisk så fjernt nedefter i forhold til mellemkosmos, at detaillerne i større eller mindre grad er udviskede. Som grænse for sansningen nedefter fremkommer mikrokosmiske stjernetåger i form af stof.

De mellemkosmiske væsener befinder sig tilsammen i en ydre verden, hvor de oplever tilværelsen. Denne verden, makrokosmos, rummer alt, hvad væsenerne kan sanse. For jordmenneskene består makrokosmos således af jordkloden, solsystemet og mælkevejssystemet. Dette område ligger perspektivisk så langt opefter i forhold til mellemkosmos, at helheden og detaillerne ikke kan overses eller vurderes og dermed i større eller mindre grad er utydelige. Som grænse for sansningen opefter fremkommer makrokosmiske stjernetåger.

Man vil se, at alle tre kosmos er nødvendige for sansning og manifestation. Uden mellemkosmos ville væsenet ikke have mulighed for den intime kontakt og vekselvirkning, der kun kan opnås mellem væsener indbyrdes med organismer og bevidstheder på omtrent samme udviklingstrin. Uden mikrokosmos ville der ikke forekomme materie, og al form for mellemkosmiske frembringelser og organismer ville dermed ikke eksistere. Uden makrokosmos ville der ikke være nogen ydre verden eller tumleplads for væsenerne i mellemkosmos. Den ydre verden er nødvendig, for at væsener kan sanse og skabe, den må rumme det, der sanses, og give rum for det, der skabes. I den fysiske verden ses det tydeligt, hvorledes sammenspillet mellem mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos netop udgør livsbetingelser for de levende væsener.

Bevidstheden rummer en umådelig sum af erfaringer opbevarede i form af erindringsbilleder. Placeringen af disse billeder i væsenets bevidsthedsrum sker på en ganske bestemt måde afhængig af væsenets livsbegær og interesser. De oplevelser, der udgør den centrale del af væsenets interessesfære og livsoplevelse, danner den centrale del af væsenets bevidsthedsrum, medens oplevelser, der befinder sig mere eller mindre fjernt herfra, er placeret mere eller mindre i periferien af bevidsthedsrummet. Jo længere borte oplevelsen befinder sig fra det centrale område, desto mindre og svagere vil den syne.

Enhver ny oplevelse får indhold ved genkendelse og vurdering. Ved oplevelsen opstår resonans med de erindringsbilleder, der helt eller delvis svarer til denne. Udfra disse billeders placering i bevidsthedsrummet vil den nye oplevelse blive placeret, opfattet og vurderet.

Ethvert levende væsen befinder sig på et trin i en fortsat udvikling. Dette trin har det nået fra et andet (lavere) trin gennem en række erfaringer, og således fortsættes. Til hvert trin svarer en bestemt form for livsoplevelse med dertil hørende bevidsthedsrum. Livet bevirker, at der til stadighed strømmer nye erfaringer til bevidstheden, således at bevidsthedsrummet hele tiden udvides, hvorved tidligere bevidsthedsrum i forhold hertil stadig vil formindskes og glide længere og længere tilbage bort fra centrum. Herved opstår en perspektivisk placering i bevidsthedsrummet. Tidligere bevidsthedstilstande må indgå i væsenets nuværende bevidsthed i mere eller mindre formindsket og svækket form, alt efter hvor langt de befinder sig fra væsenets nuværende livsform, hvilket omtrent svarer til, hvor langt tilbage i tiden de ligger. Grænsen bagtil eller nedefter for dette område danner væsenets mikrokosmiske bevidsthedsrum.

Der findes imidlertid også et område i væsenets bevidsthedsrum, der ligger foran det centrale område, et område, som væsenet er begyndt at interessere sig for, men hvor det endnu ikke har nogen direkte sansemæssige erfaringer, idet det pågældende område endnu ligger udenfor dets sanseområde. Men ved tænkning er væsenet her i stand til i større eller mindre grad at danne sig tankebilleder. Væsenet får herved et rumområde af tankemæssig karakter, hvor det kan placere en række forestillinger fremkaldt af visse af tanken bearbejdede sansebilleder. Dette områdes grænse fremefter eller opefter danner væsenets makrokosmiske bevidsthedsrum.

Som det ses, giver perspektivprincippet sig udtryk i en perspektivisk opdeling af væsenets bevidsthedsrum således, at enhver oplevelse kan placeres og bedømmes af væsenet i forhold til dets midlertidige stade i udviklingen.

Medens rum og tid giver oplevelsen fylde og spænding, bevirker perspektivprincippet, at oplevelsen får placering eller værdi i forhold til væsenets bevidsthed.

Man ser således, hvorledes væsenet stadig må søge nye områder for at opretholde dets livsoplevelse. Det er denne proces, der kaldes udvikling. Man kunne spørge, om individet altid er i stand til at få den fornyelse, der er nødvendig for, at livet kan fortsætte, eller om væsenet en gang måske efter umådelige tidsrum når en fuldkommenhedens grænse og der må dø geniets død af mangel på næring til eller fornyelse af dets livsoplevelse.

Martinus har i en række analyser vist, hvorledes livet evigt er i stand til at fortsætte i et kredsløb, der hviler i kontrastprincippet. Man må her gøre sig klart, at der eksisterer to grundformer for al aktiv livsudfoldelse. Den ene grundform er den, plante- og dyreriget er baseret på, medens det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden er baseret på den anden grundform.

Al oplevelse sker igennem materie i en eller anden form, men der er følgende to grundkontraster for al oplevelse af materien: Materien kan opleves som blot og bar materie, og materien kan opleves som udtryk for det levende, der er bag materien og manifesterer sig igennem denne.

Dyrerigets livsform er en indvikling i materien, hvor sansningen og oplevelsen udelukkende er materie. Væsenet nyder materien i dens forskellige former og kombinationer, det oplever levende væsener som identiske med deres materielle organismer og det selv som identisk med dets egen organisme. Hele dets bevidsthed er rettet mod materien, og dets livsbegær og selvopholdelsesdrift er udelukkende at eje og underlægge sig materie. Væsenet er i denne zone fuldkommen selvisk, opfyldt af et vældigt magtbegær efter at besidde og herske over materien specielt i form af andre væseners organismer. Væsenet her er af dets egne begær spærret inde i materien og dermed spærret ude fra Gud; Det er sig selv nærmest, udelukkende optaget af at tilfredsstille sine egne egoistiske begær uden hensyn til Næsten, og fyldes med had og vrede mod alt, hvad der hindrer opfyldelsen heraf.

Livsformen i det rigtige menneskerige er en udvikling ud af materien imod det levende. Sansning og oplevelse sker også her ved hjælp af materie, men denne opleves altid som udtryk for noget levende bagved. Væsenet nyder samværet med andre levende væsener, materien er kun midlet, hvormed det kan vekselvirke med disse. Hele dets bevidsthed er rettet mod det levende, og dets livsbegær og selvopholdelsesdrift er udelukkende at elske og kærtegne medvæsenerne og blive elsket og kærtegnet af disse. Væsenet er i denne zone fuldkomment uselvisk, opfyldt af et stærkt ønske om at tjene og være noget for andre. Væsenet her er knyttet til alle andre levende væsener med kærlighedens bånd, det føler sig ét med disse og derigennem ét med Gud. Kærlighed er fundamentet for enhver form for livsnydelse i de høje åndelige verdener; men det at elske og kærtegne er naturligvis ikke blot i form af rent fysiske, men også ved åndelige manifestationer som kunst og videnskab. Der er her umådelige felter, som væsenet kan opdyrke og efterhånden nå genistadiet i. De to ovenfor skildrede grundkontraster for livsoplevelse danner selve kredsløbets drivende kontraster. Mættes væsenet af den ene kontrast, føler det sult mod den anden og omvendt. Opnås genitilstanden i den ene livsform, vil det tiltrækkes mod oplevelse af den anden livsform. Disse kontraster giver den absolut nødvendige livsfornyelse i livsoplevelsen. De to livsformer kan hver for sig kun fuldstændigt opleves ved en total udelukkelse af den anden livsform. Denne absolutte komplementaritet gør netop, at en fuldkommen livsfornyelse kan finde sted ved overgang fra den ene til den anden livsform.

Men også andre kontraster spiller deres rolle i kredsløbet.

I det foregående er under omtalen af rum og tid vist, hvorledes de forskellige rum er opfyldt af kontraster. Uden kontraster ingen sansning. Oplevelsens fylde og variationsmulighed er afhængig af rummets kontrastrigdom. I de åndelige verdener, hvor man kan jonglere med de højeste åndelige energier, er variationsmulighederne for oplevelse og livsudfoldelse overordentlig store.

Kontrasterne aktiv og passiv livsudfoldelse eller udadvendt og indadvendt livsudfoldelse har deres specielle funktion i kredsløbet. Væsenets udadvendte eller aktive livsudfoldelse er en skabelse i og oplevelse af den ydre verden. Jo højere udviklet væsenet er, desto større er dets bevidsthedsrum, og desto større og mere nuanceret kan dets livsudfoldelse blive. Den største livsudfoldelse ud mod yderverdenen fremkommer, hvor bevidsthedsrummet er størst, og hvor væsenet har nået en universalgenitilstand i jonglering med de højeste åndelige energier.

Den indadvendte eller passive livsudfoldelse er væsenets oplevelse af dets egen indre verden i form af dets fortidige tilværelse opbevaret i væsenets hukommelsesenergi som erindringsbilleder. Hvor væsenet er fuldstændigt optaget af at vandre rundt i dets erindringsverden, vil dets livsudfoldelse i yderverdenen være latent.

Til slut skal omtales de for kredsløbets opretholdelse overordentlig betydningsfulde kontraster: behag og ubehag. Det er klart, at en fortsat oplevelse af behag ikke afføder begæret efter ubehag. Er man mættet af oplevelser i eet område, søger man behagsoplevelser i et nyt område. Oplevelse af behag kan imidlertid ikke vedblivende finde sted. Ved konstant oplevelse af behag vil der efterhånden ikke være noget, som kan markere denne oplevelse, der da langsomt vil svækkes for til sidst helt at forsvinde af bevidstheden. Naturligvis vil en højere grad af behag atter kunne opleves, men når denne stærkere behagsfornemmelse er oplevet tilstrækkelig mange gange, vil den ligeledes svinde bort, og der må en endnu stærkere følelse af behag til for at kunne markeres og opleves. Der er imidlertid en grænse for styrken af behagsfølelse, tilsvarende som der er en grænse for styrken af enhver form for sansning afhængig af væsenets energiorganisation.

Det, der sker, hver gang man føler behag og glæde, er en nulpunktsforskydning opefter i behagsrummet. Nul- eller neutralitetspunktet er den udgangstilstand, hvorfra den pågældende sansning sker, idet det, der sanses eller opleves, er forandringen eller udsvinget fra denne neutralitetstilstand.

Da behag dybest set danner grundkilden til al livsudfoldelse, er det en absolut nødvendighed for livets evige fortsættelse, at også sænkning af nulpunktet kan finde sted i behagsrummet for hvert eneste væsen, hvilket kun kan ske ved en direkte indførelse af oplevelse af ubehag i væsenets bevidsthed. Lykke og glæde kan kun opleves på baggrund af smerte og sorg. Man bliver således her vidne til, at lidelse er en nødvendig ingrediens i fundamentet for al livsudfoldelse.

X–1, X–2 og X–3 er det levende væsens grundanalyse og dermed grundlaget for enhver sansning og oplevelse. Enhver oplevelse vil altid kræve rum og tid, og får herved fylde og spænding. Ved perspektivprincippet placeres og vurderes oplevelsen i rummet og tiden og får herved værdi. Ved kontrastprincippet fremkommer fornyelse af oplevelsen.

Vi vil nu i princippet følge væsenet i dets kredsløb gennem de forskellige zoner. Martinus har i Livets Bog givet analyser og detailler af denne, væsenets gigantiske rejse.

Vi vil begynde i planteriget eller instinktriget, hvor væsenerne viser sig for os i de skønneste organismer. Plantevæsenets bevidsthed i den fysiske verden er endnu ganske spæd, blot i stand til at ane behag og ubehag. Det er klart, at væsenets tilsynekomst i det fysiske rum skyldes et begær om at skabe og opleve i fysisk materie, og derfor må væsenet have et stærkt begær mod at få dets fysiske bevidsthedsrum forøget. Udviklingen i planteriget går dog uhyre langsomt. Alt hvad plantevæsenet oplever i yderverdenen er anelser. I begyndelsen kan det endda kun ane behag, idet enhver ny oplevelse i det fysiske område, hvor det har så stort et begær efter livsudfoldelse, vil fornemmes som behag. Men påvirkningerne fra den ydre fysiske verden er ofte af en for dets organisme nedbrydende art, således at det derigennem bliver trænet i at skelne mellem behag og ubehag samtidig med, at disse fornemmelser efterhånden bliver stærkere.

Tilsidst vil væsenet blive så bevidst i dets behags- og ubehagsfornemmelser, at de ikke længere er anelser, men realistisk viden, og samtidig vil de udskille sig i forskellige former for behag og ubehag. Væsenet er nu ikke længere i planteriget, men befinder sig i dyreriget eller tyngderiget. Dets organisme er en dyreorganisme, og dets tilværelse former sig som dyrets. Væsenet vil her i dyrezonen efterhånden nå maksimumudfoldelse af dyrets livsform, således som denne er beskrevet under afsnittet om kontrastprincippet. Det er blevet geni i at tiltrække og tilegne sig materie. Dets organisme kræver som føde andre levende væseners organismer. Det nyder at dræbe og er blevet geni i at dræbe. Hensynsløs egoisme og begær efter at underlægge sig og eje materie og andre væseners organismer er den udløsende faktor i dyrerigets livsudfoldelse. Som man ser, hviler denne livsform på det dræbende princip, der er kontrasten til kærlighedens princip eller livets fundamentale lov.

Men når genistadiet for en livsform er nået, fødes længslen efter kontrasten til denne, og kontrasten til den dyriske livsform er livsformen i det rigtige menneskerige, hvor kærlighed til Næsten er fundamentet. Imidlertid kan væsenet ikke pludselig fra at være dyrisk egoistisk blive uselvisk kærligt. Det har igennem hele dyrezonen udviklet en række talenter for dyrisk væremåde, medens dets talenter for sand menneskelig væremåde er latente. Den forvandlingsproces, der her kræves, er derfor meget dybtgående og smertebringende, da den må foregå i væsenet, medens dette er fuldt vågent dagsbevidst i den ydre verden. Det er den proces, der foregår for vore åbne øjne i jordmenneskezonen. Væsenet har her udviklet intelligens, som det naturligvis først og fremmest bruger i dets egen egoismes tjeneste. Dets evner til at underlægge sig materien og betvinge andre væsener samt til at lemlæste og dræbe vokser derfor kolossalt. Men samtidig hermed vokser dets overtrædelser af livets love tilsvarende. Da væsenet i henhold til skæbneloven vil høste, som det sår, vil det komme ud for meget hårde påvirkninger, der giver det en stor sum af lidelser. Herigennem udvikles imidlertid evnen til medfølelse og kærlighed, og dermed er væsenet inde i den forvandlings- eller lutringsproces, der efterhånden vil omskabe det til et rigtigt menneske i Guds billede. Lidelsen er således en for kredsløbets opretholdelse uundværlig faktor både ved den her omtalte forvandlingsproces og den tidligere omtalte nulpunktssænkning.

Væsenets omskabelse vil fuldbyrdes med den store fødsel, en proces, hvorved kontakten sluttes til et i væsenet under forvandlingsprocessen udviklet organ til sansning af den højeste energiform, intuitionsenergien. Væsenet oplever Gud, det oplever sin egen udødelighed og bliver bevidst i de høje åndelige verdener.

Væsenet er nu i det rigtige menneskerige eller følelsesriget, hvor det oplever den sande menneskelige livsudfoldelse, således som den er omtalt under kontrastprincippet. Dets rejse gennem det rigtige menneskerige og de følgende riger, visdomsriget eller intelligensriget og den guddommelige verden eller intuitionsriget vil være en stadig voksende oplevelse af lys og skabende inspiration. Det vil udfolde sig på kunstneriske og videnskabelige felter. Dets bevidsthedsrum vil vokse, flere og flere områder vil det underlægge sig og der efterhånden opleve genistadiet. I det rigtige menneskerige vil væsenet endnu have en fysisk organisme og med denne opleve en fysisk tilværelse. Organismen vil imidlertid stadig forfines for i visdoms- og intuitionsriget helt at bestå af tankematerie svarende til de energiformer, der her udgør væsenets tilværelse. Væsenet kan nu forvandle sin organisme efter sit ønske og kan derved direkte meddele andre væsener sine tanker og oplevelser; det behersker fuldkomment rum og tid. Væsenet befinder sig her i Guds værksted for ideer til og planlægning og udformning af kommende organismer og livsbaner i de uintellektuelle zoner. Væsenernes livsform i de højeste åndelige zoner er af en så sublim karakter, at det vil være umuligt for os blot svagt at forestille os denne.

Imidlertid må mættelse selv af denne høje i skønhed, visdom og iderigdom kulminerende livsform en gang finde sted. Da væsenet her har nået højdepunktet af aktiv livsudfoldelse mod omverdenen, vil det længes mod kontrasten hertil, det vil søge mod oplevelse af dets egen indre verden. Det befinder sig nu i salighedsriget eller hukommelsesriget, hvor det udelukkende oplever erindringsbilleder fra dets tidligere tilværelser. Det befinder sig som centrum i et umådeligt billedgalleri, udrenset for enhver form for ubehags- eller smertefornemmelse. Her vil det se sig selv i alle dets stadier i kredsløbet lige fra dets tilsynekomst i den fysiske verden som et plantevæsen. De erindringsbilleder, væsenet her navnlig interesserer sig for, hidrører fra dets livsudfoldelse i dyrezonen, idet denne netop er kontrasten til de åndelige verdeners livsudfoldelse, som væsenet lige er blevet mæt af. Ved oplevelse af disse erindringsbilleder fyldes væsenet med salighed, og det begynder at længes mod oplevelse i yderverdenens primitive zoner, mod indvikling i materie. Væsenet vendes herved langsomt aktivt mod den fysiske verden og begynder at manifestere sig i denne, først i form af mineral, men senere som plantevæsen.

Kredsløbet er hermed afsluttet og et nyt i en højereliggende spiral er begyndt. Martinus har således vist os, hvorledes livet i form af kredsløb stadig vil fortsætte. I Livets Bog er der udførligt gjort rede for grundprincipperne i skabelse af væsenernes bevidsthedsrum i de forskellige zoner, tilbage står organismeskabelserne.

Vi venter spændt på, hvad Martinus vil give os herom.