Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det absolut første, man må acceptere, hvis man vil danne sig et billede af tilværelsen, er, at oplevelse eksisterer. Alt, hvad der foregår, manifesteres, tænkes eller sanses, kan kun komme til vor kundskab gennem oplevelse. Al videnskabelig iagttagelse og forskning må direkte eller indirekte føres tilbage til oplevelse. At forklare, hvad oplevelse er, er logisk umuligt, da intet er tilsvarende primært og dermed tilsvarende kendt som begrebet oplevelse. Derimod er det muligt, som vi senere skal se, at give en teknisk beskrivelse af de foreteelser, der muliggør oplevelse.

Ønsker man at udforske verdensaltet, vil det være naturligt først at undersøge det område, hvor ens sansefelt er skarpest, d.v.s. områderne inden for jordmenneskenes egne samfund og kulturer. Her ser man menneskene og menneskenes frembringelser. Menneskene karakteriseres ved begrebet levende i modsætning til de ting, huse, klæder, maskiner etc., som de har skabt sig til brug i den daglige tilværelse. Vil man undersøge, hvad der adskiller menneskene fra deres frembringelser, kan man nævne adskillige egenskaber, der er karakteristiske for menneskene, men ingen egenskab så central og dybtgående som den, at de kan opleve. Det er jo den egenskab, der gør det muligt for mennesket at fornemme, sanse, føle, tænke, forstå og skabe.

Det vil derfor være naturligt at definere begrebet liv eller det levende som noget, der kan opleves, og et levende væsen som et noget, der kan opleve.

Naturligvis kan man, som den materielle videnskab gør, karakterisere det levende væsen ved en række fysiske kendetegn, men da disse udelukkende er knyttet til væsenets fysiske organisme og dennes opretholdelse, får man herved a priori vedtaget en identitet mellem det levende væsen og dets fysiske organisme. Ønsker man imidlertid at betragte egenskaben at kunne opleve som primær for det levende væsen, vil ovennævnte materielle definition af det levende væsen være misvisende.

Vi vil nu se på det levende væsens inderste struktur, sådan som Martinus har analyseret det i sit værk »Livets Bog«.

For at kunne opleve må der være et noget, et jeg (X–1), der oplever, og dette jeg må have en evne til at opleve, en oplevelsesevne (X–2), og endelig må der være noget, energi, eller materie (X–3), der kan opleves ved hjælp af jeg'ets oplevelsesevne.

Betragter vi materien, ser vi, at en lille del af denne er knyttet til det enkelte levende væsen i form af dets organisme og bevidsthed, kort sagt dets energiorganisation, medens den øvrige del befinder sig udenfor i form af omverdenen eller universet. Individets oplevelse af omverdenen må fremkomme som en oplevelse af reaktionerne mellem individets energiorganisation og omgivelsernes energier.

Man vil se, at de tre X'er: Jeg'et, jeg'ets oplevelsesevne og jeg'ets energiorganisation tilsammen danner den enhed, vi betegner som det levende væsen svarende til definitionen af det levende væsen som et noget, der kan opleve. Det ses endvidere, at alle tre X'er er absolut nødvendige, for at oplevelse skal kunne finde sted. Jeg'ets oplevelsesevne og energiorganisation kan ikke opleve alene uden jeg'et eller det noget, der oplever. Jeg'et kan ikke opleve, hvis det ikke har nogen oplevelsesevne, eller hvis det ikke har tilknytning til materie eller energi.

De tre X'er udgør tilsammen en evig treenighed: Det levende væsen. De tre X'er er uadskilleligt sammenhørende, således at det kun er i analyse, at der kan foretages en adskillelse.

Hvad her er nævnt, stemmer også med, at enhver oplevelse føles eller opleves som en centrumsfornemmelse, som en jeg-fornemmelse. Den primære konklusion om ens egen eksistens kan kort udtrykkes ved sætningen: Jeg oplever, altså er jeg.

For at noget (materien) skal kunne opleves, må det kunne påvirke jeg'et igennem jeg'ets evne til at opleve. Denne evne danner altså forbindelsesled mellem jeg'et og materien, og påvirkningen af jeg'et bliver således indirekte. Oplevelsesevnen må være i berøring med eller knyttet til både jeg'et og materien. Det levende væsens oplevelse må derfor være en registrering af forholdene i den til væsenet knyttede materie eller energiorganisation. Hvis materien her ikke undergår nogen forandring, kan der ikke ske nogen registrering, og dermed kan der ikke finde nogen oplevelse sted. Med andre ord: Kun forandringer i den til jeg'et knyttede materie kan danne grundlag for oplevelse.

Foruden at opleve er det levende væsen også i stand til at skabe. For at skabe kræves de tilsvarende tre X'er som for at opleve, nemlig: Jeg'et eller det noget (X–1), der skaber, jeg'ets skabeevne (X–2) og materien (X–3), hvoraf og hvorved der skabes. Som ovenfor ses det, at de tre X'er tilsammen danner en enhed, et levende væsen, og at alle X'er er evige i deres natur og lige uundværlige for at noget kan skabes. Kunstneren (X–1) må have sin kunstner- eller skabeevne (X–2) samt materiale og redskaber (X–3) for at kunne frembringe et kunstværk.

En nærmere analyse viser da også, at oplevelse blot udgør en form for skabelse, idet oplevelsen ikke er identisk med den forandring i væsenets energiorganisation, der forårsager oplevelsen, men udgør en registrering af eller et udtryk for denne og derfor må være en indadvendt skabelse af væsenet selv med udgangspunkt i nævnte forandring. Man vil lægge mærke til, at nævnte skabelse er en immateriel, illusionistisk skabelse. Man kan f. eks. se en ting som værende udenfor ens organisme til trods for, at de fysiske påvirkninger, der fremkalder billedet, foregår inden i organismen. Billedet er således ikke identisk med påvirkningen, men er et illusionistisk udtryk for denne skabt ved hjælp af oplevelsesevnen.

Nu vil man måske hertil sige, at sansning og oplevelse af den fysiske verden er noget, væsenet efterhånden oplæres til. Det begynder som lille barn med ved hjælp af dets fysiske organisme f. eks. at opleve en ting som værende udenfor organismen. Dette er også ganske rigtigt, men omstøder intet af det forannævnte.

Naturligvis vil oplevelsesbillederne i høj grad bære præg af væsenets erfaringer og bevidsthed, idet oplevelserne kun kan beskrives eller bedømmes herudfra, men oplevelsen må altid uafhængig af, om den er mere eller mindre nuanceret eller mere eller mindre defineret, være et udtryk for, men ikke identisk med det, der fremkalder oplevelsen, og det levende væsen må a priori have en evne til at opleve.

Det levende væsens oplevelsesevne kan altså beskrives som en evne til at opleve forandringer i væsenets energiorganisation som illusionistiske billeder eller udtryk.

Man vil allerede heraf se, at det er vanskeligt at bibeholde en fuldstændig materialistisk livsanskuelse, der opfatter materie- eller energienheder som det primære, og livsytringer såsom oplevelse, tænkning, logisk skabelse som reaktioner fra specielle komplicerede materiekombinationer. I modsætning hertil er i Martinus verdensbillede livsenheder det primære, og materiereaktionerne kan opfattes som manifestationer eller livsytringer fra livsenheder. Hvor sansefeltet er skarpest, i selve jordmenneskenes område, ses det med al tydelighed, at det levende væsen er det primære, og materien dirigeres af dette og ikke omvendt, og hvor der forekommer logiske frembringelser viser disse hen mod et levende væsen (menneske) som ophav. Al oplevelse og al skabelse foregår i materien, der således er livets manifestationsmateriale. Lige så vel som alt liv har en materieside, kan det vel tænkes, at al materie har en livsside, som det bliver en videnskabelig livsytringsforsknings opgave at undersøge.

Vi har tidligere berørt, at materien i form af jeg'ets energiorganisation er knyttet til jeg'et med oplevelses- eller skabeevnen som mellemled. Men for at fastholde noget må der være en bindingskraft eller tiltrækningskraft mellem det, der fastholdes, og det, der fastholder. Jeg'et må altså have tiltrækning eller begær mod dets energiorganisation; men da væsenets energiorganisation kun har betydning for væsenet selv som det instrument, hvorigennem det oplever tilværelsen, må det levende væsen have et primært begær mod oplevelse af tilværelsen. Dette begær kalder Martinus urbegæret, og urbegæret danner den inderste del af væsenets skabeevne.

Da al oplevelse altid opleves eller fornemmes af individet selv som en helhedsoplevelse, og jeg'et herigennem altid fornemmer sig selv som et »centrum«, kan man billedlig udtrykke det levende væsen som et »jeg« eller »centrum« (X–1) omgivet af organiseret materie (X–3), som er fastholdt til dette centrum af et kraftfelt (X–2), der udgår fra det samme centrum og ender i materien. Forandringer i materieorganisationen bevirker ændringer i kraftfeltet, der opleves af jeg'et som meddelelser fra dets energiorganisation.

Med dette billede har vi som mellemled mellem jeg'et og dets energiorganisation indført begrebet kraftfelt. Dette begreb kendes fra naturvidenskaben, hvor man i vid udstrækning ved de elektromagnetiske fænomener opererer med kraftfelter.

Det levende væsens kraftfelt kan tænkes at eksistere med et utal af nuancer og variationer koncentreret om væsenets urbegær, som den primære feltkraft. Et sådant felt vil stå i direkte forbindelse eller kontakt med elektriske energiformer eller en elektrisk energiorganisation, idet denne hele tiden danner elektriske og magnetiske kraftfelter, der har mulighed for at påvirke dette til væsenet hørende kraftfelt. Da påvirkningerne i den fysiske verden normalt sker ved grovere fysiske energiformer, må de levende væsener her have fysiske organismer, der er indrettet således, at de er i stand til at påvirkes af de fysiske energiformer, og samtidigt er i stand til at transformere disse grovere energiformer over til finere elektriske energiformer, som kan påvirke den elektriske energiorganisation. Herfra overføres virkningerne til kraftfeltet, og de heraf opståede forandringer i dette opleves af det levende væsen som illusionistiske billeder.

Vi ser, at vi som før må udtrykke jeg'ets oplevelsesevne ved et noget, der er, men at vi med ovennævnte billede har fået mulighed for en vis teknisk forståelse af problemerne vedrørende det levende væsens sanseevne. For at ovennævnte teori skal kunne bekræftes videnskabeligt kræves en detailmæssig undersøgelse af det levende væsens elektriske eller åndelige struktur. Martinus analyser i 6. del af Livets Bog giver et grundlag, der i høj grad må kunne inspirere til videre forskning inden for disse områder.

Det levende væsens fysiske organisme er i alle dets detailler logisk udformet som væsenets oplevelses- og manifestationsredskab overfor den fysiske verden. Organismen er væsenets instrument til oplevelse af den fysiske tilværelse, et vidunderligt fintmærkende instrument, der er overordentlig selektivt både for påvirkninger ude fra den fysiske verden og inde fra væsenet selv. De fysiske energier udefra påvirker organismens sanseorganer, hvorved der i disse opstår elektriske impulser, der ad nervebaner føres til hjerneorganerne. Her transformeres impulserne således, at de kan påvirke væsenets elektriske energiorganisation og derigennem dets kraftfelt, hvorved oplevelse kan finde sted.

Omvendt påvirker de elektriske energier inde fra væsenets elektriske energiorganisation den fysiske organismes hjerneorganer, hvorved der i disse opstår elektriske impulser, som ad nervebaner føres til organismens forskellige organer, der påvirkes, således at fysisk manifestation kan finde sted.

Naturligvis er der også mulighed for, at elektriske impulser fra organer til hjernen videreføres til andre organer i organismen, uden at væsenets elektriske energiorganisation bliver berørt. Herved fungerer organismen automatisk, uden at væsenet får nogen oplevelse heraf.

Den fysiske organisme rummer i sig en overordentlig grad af automatik i form af et utal af automatisk virkende organer, der kræver et umådeligt præcist sammenspil. Dette sammenspil beror på elektrisk kemiske virkninger. Medens nerverne er transportsystemet for de elektriske impulser, er blodomløbet transportsystemet for de kemiske produkter. For at noget i organisk materie skal kunne foregå automatisk, må det være selvstændigt virkende, og dertil kræves, at det udgør selvstændigt liv. Ethvert automatisk organ må derfor udgøre et selvstændigt levende væsen i mikrokosmos. De automatisk virkende organer aflaster bevidstheden og giver derved væsenet mulighed for livsudfoldelse på nye områder.

For at den fysiske organisme skal være et virkelig godt instrument for det levende væsen, må organismen være overordentlig fintmærkende, således at den kan følge det levende væsen i de mindste stemningsnuancer. Individets følelsesudsving og de deraf følgende forandringer i hjernen og nervernes elektriske tilstand vil bevirke tilsvarende kemiske forandringer, hvorved organismen tilpasser sig individets følelsesmæssige situation. Herved oplever væsenet sine følelser også igennem sin fysiske organisme, idet organismens kemiske situation giver dertil svarende elektriske impulser, der forplanter sig tilbage til væsenets elektriske energiorganisation. Det fysiske legeme forstærker hermed væsenets oplevelser og udgør således en slags klangbund for dets følelser og stemninger. Dets glæde giver latter, der forstærker, ja giver direkte udløsning for dets glæde, dets sorg giver gråd, der forstærker og giver udløsning for dets sorg o.s.v. Det drejer sig her om overordentlig små kemiske forandringer.

Omvendt vil, hvis man ad kunstig vej påfører organismen sådanne kemiske stoffer i tilsvarende små mængder, organismen indstille sig efter disse, og individet vil opleve de til organismens kemiske situation svarende følelser eller stemninger. Bringes organismen uden for visse grænser af dens kemiske balance, vil der indtræde unormale tilstande, der kun kan kureres ved at bringe organismen tilbage til sin normale balancetilstand.

Da den fysiske organisme er væsenets fysiske oplevelsesinstrument, vil væsenet først og fremmest opleve de fysiske tilstande, der behersker dets organisme. Oplevelse af sult og mættelse, velbefindende, smerter, træthed svarer til nogle af de vigtigste fysiologiske tilstande, organismen eller dele af denne kan befinde sig i. Disse tilstande forplanter sig ved elektriske impulser til hjernen og derfra videre, hvorved de nævnte oplevelser opstår.

Det levende væsens elektriske energiorganisation danner som tidligere nævnt forbindelsesled mellem væsenets fysiske organisme og dets kraftfelt. Vi har set, at energierne her må være af elektrisk natur, da de direkte skal kunne overføre forandringsnuancer til individets kraftfelt og også skal kunne påvirke individets fysiske organisme. Men vi har her udelukkende betragtet disse energier fra deres fysiske side. Betragter vi nævnte energier fra livsytringsforskerens stade, bliver vi vidne til, at disse energier svarer til væsenets tanker og følelser, der tilsammen er dets bevidsthed, og som netop udgør et slags mellemled imellem væsenets fysiske organisme og væsenets jeg med dets oplevelsesevne.

Man ser også her, hvorledes disse energiformer er i stand til at påvirke den fysiske organisme. Ved visse tankeformationer vil væsenet blegne, ved andre rødme, Væsenet dirigerer jo i virkeligheden sin fysiske organisme ved hjælp af sine tanker. Ligeledes ser vi, hvorledes påvirkninger af den fysiske organisme er i stand til at indvirke på væsenets hele tanke- og følelsesliv. Som nævnt kan f. eks. ganske små kemiske forandringer i organismen igennem elektriske impulser give betydelige udslag i væsenets tanker og følelser. Vi har således her at gøre med mentale eller åndelige energier, som påvirker og påvirkes af den fysiske organisme, og som det levende væsen er i stand til at opleve. Man ser heraf, at væsenets åndelige energiorganisation eller bevidsthed må svare til væsenets tidligere omtalte elektriske energiorganisation.

Det intime sammenspil mellem individets åndelige og fysiske organisme bevirker, at individets almindelige mentale tilstande har afgørende betydning for dets organismes sundhed. Hvis væsenet til stadighed mentalt påvirker sin organisme forkert, sker der en permanent forrykning af organismens normale kemiske balance, hvorved der opstår unormale sygdomsbefordrende tilstande i organismen. Dette emne er nærmere behandlet af Martinus i 6. del af Livets Bog. Martinus har der givet en række dybtgående analyser over organismens struktur og opbygning, der er skeldannende for en videnskabelig forskning inden for disse områder.

Det levende væsens elektriske eller åndelige energiorganisation må i virkeligheden opfattes som en åndelig organisme, der registrerer eller sanser åndelige eller elektriske energier ganske tilsvarende, som den fysiske organisme er i stand til at registrere eller sanse fysiske energier. Lige så vel som fysiske energier danner fysiske genstande, der sanses af fysiske sanser, og opleves af jeg'et, vil åndelige energier danne åndelige genstande, der sanses af åndelige sanser og opleves af jeg'et. Sådanne åndelige genstande svarer til ideer og tankebilleder. Når som helst jeg'et ønsker at skabe i fysisk materie, skaber og oplever jeg'et forinden i tankematerie et forbillede eller en model af den pågældende fysiske genstand, og tanker og ideer bearbejdes i den åndelige materie til en afsluttet form, der kommer til udførelse i fysisk materie.

Man vil heraf kunne forstå, at den åndelige materie og den åndelige organisme i virkeligheden er lige så virkelig som den fysiske materie og den fysiske organisme. At det levende væsen i den fysiske verden ikke helt føler det sådan, beror på dette væsens specielle sansemæssige organisation. Man må her huske på, at væsenets fysiske legeme er endestationen for dets fysiske sansning, medens dets åndelige organisme udgør en mellemstation eller et mellemled i dets sansebaner svarende til en slags transformatorstation. Det er da kun naturligt, at påvirkninger af endeledet for dets sansning fornemmes mest realistisk, og at selv primære påvirkninger i mellemledet endda fornemmes, som om disse kom fra endeledet. Ved nervebanerne i den fysiske organisme har man et noget lignende forhold. Impulserne igennem nervebanerne sanses, som om de kom fra det fysiske organ, selv i det tilfælde, hvor dette ved en operation er blevet fjernet.

Al oplevelse sker ved forandringer i væsenets elektriske eller åndelige energiorganisation og dermed følgende virkninger i væsenets krafthelt. De forandringer, der primært hidrører fra væsenets fysiske organisme, træner væsenet lige fra dets fysiske fødsel til at opfatte som hidrørende fra dens fysiske organisme. Herved vil det imidlertid uundgåeligt komme til at opfatte alle forandringer i dets åndelige organisme som primært hidrørende fra dets fysiske organisme. Således vil væsenet umiddelbart opfatte sine tanker ja hele sin bevidsthed som noget, der opstår i dets fysiske organisme, og væsenet forledes til at opfatte sig selv som identisk med sin fysiske organisme og til at tro, at den fysiske død er identisk med det levende væsens absolutte udslettelse.

Af de ovenfor anførte analyser fremgår det imidlertid klart, at den fysiske organismes undergang blot betyder, at væsenet mister sit redskab for fysisk sansning. Da dette imidlertid ikke influerer på væsenets åndelige organisme på anden måde end, at forbindelsen mellem den åndelige og den fysiske organisme afbrydes, og da al oplevelse udgør en slags afspejlinger af forandringer i den åndelige organisme, vil væsenet efter sin fysiske død fortsætte med at opleve. Idet væsenet som tidligere nævnt igennem hele det fysiske liv er trænet til at opfatte forandringen i dets åndelige organisme som hidrørende fra dets fysiske organisme, vil væsenet umiddelbart efter den fysiske død opleve tilværelsen, som var denne stadig fysisk, ganske tilsvarende som et menneske med et amputeret lem stadig kan opleve fornemmelser i dette. Man ser således også, at væsenet i den første tid efter dets fysiske død må vænne sig til dets nye tilværelse, hvor den åndelige organisme nu er blevet dets primære sanseorgan, akkurat som væsenet ved indgangen til det fysiske liv må vænne sig til den fysiske livsform.

Man forstår også, at forskellen mellem den fysiske organisme som levende og som lig er, at den i førstnævnte tilfælde i modsætning til sidstnævnte er knyttet til et jeg. Man ser således, at jeg'ets åndelige indstråling i den fysiske organisme er det, der beliver denne, så den ikke ligger hen som lig, men fungerer som det vidunderlige instrument, den er for jeg'ets oplevelse af den fysiske verden.