Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

»Hvad nyt bringer Martinus?« – Vi vil alle møde dette spørgsmål, for vi lever i en tid, hvor kun det, der er »nyt«, kan påregne interesse. Selv har jeg hørt dette spørgsmål så mange gange, at det er ophørt med at chokere mig, hvad det gjorde i begyndelsen. For hvordan skal man egentlig besvare det? Ethvert svar kræver en vis forudsætning hos spørgeren, og hvor mange har den? Min egen erfaring siger mig, at kun ganske få procent af de, der har stillet mig dette spørgsmål, har haft nogen virkelig åndelig hunger. De fleste spørger i præcis samme tone, som drejede det sig om et nyt bilmærke, et nyt fjernsyn eller noget andet nyt, som man burde være lidt orienteret om. Og da Martinus' arbejde er noget »nyt« indenfor det religiøse område, kan det aldrig skade at få en smule orientering. Nu er det imidlertid sådan, at man, jo ældre man bliver i livet, desto dygtigere bliver man til at afpasse sine svar efter det indtryk, spørgeren gør på en, og det er derfor i de senere år kun ganske få, jeg har givet et mere omfattende svar på dette spørgsmål. Da vi imidlertid alle stilles overfor det, vil jeg i det efterfølgende søge at give det svar, jeg vil give hver den, der spørger udfra et virkeligt ønske om at vide mere om livet, end vedkommende ved i forvejen.

Gennem hele verden går der i dag en længsel efter åndelig nyorientering. Problemet er ikke specielt vesterlandsk, det er simpelthen globalt. Videnskaben, som i praksis repræsenterer den virkelige internationalisme, udtrykker det på den måde, at der må ske en sindelagsændring i verden, om ikke de kræfter, menneskeheden har fået kundskab om, skal ødelægge hele vor civilisation. Men en sindelagsændring er ikke et fysisk, men derimod et psykisk problem. Den forandring, der må ske, må derfor være af åndelig eller moralsk natur. Dette føler man overalt, deraf den dybe længsel efter noget »nyt« inden for det åndelige område.

Kan kirken da ikke hjælpe menneskeheden? Selv med risiko for at få skyld for at være kirkefjendsk, hvad jeg absolut ikke er, må mit svar blive et klart nej, med den modifikation der ligger i, at jeg til enhver tid er villig til her at »give kejseren, hvad kejserens er«. Kirken hjælper mange mennesker, men ikke alle. Og det er den part, kirken ikke kan hjælpe, den part, der ikke under nogen form agter eller ønsker at søge dens hjælp, der interesserer os. At jeg ved, »kirken« her forstår samtlige troende mennesker jorden over, bør måske understreges. »Kirken« er ikke for mig blot den protestantiske og den katolske. Den er enhver trosretning i verden, med samtlige afskygninger af sekter, den er, kort sagt: alle troende i verden, ligegyldigt hvad de så tror på. Om alle disse mennesker ved vi, at de ikke er ulykkelige, om deres tro er deres liv. Er den det, følger de en kurs, og vi andre har ret til at forestille os, at alene det at følge denne kurs, giver dem indre åndelig fred og dermed fritager dem for den uro, der nødvendigvis præger mennesket uden trosmæssig tilknytning til noget som helst.

Udenfor denne gruppe finder vi alle de religiøst indifferente. Denne gruppe synes stor, men er næppe så stor, som den ser ud til at være, idet vi her møder mange mennesker, som hellere foretrækker at påstå, at det religiøse helt er uden interesse for dem end at indrømme, at der bag deres ligegyldighed alligevel skjuler sig et ønske om at forstå mere af livet, end de gør. Selv det mest materialistiske eller biologisk indstillede menneske spidser nu engang øren, når det hører noget, som samstemmer med dets egne erfaringer. Derfor vover jeg den påstand, at flertallet af såkaldt religiøst indifferente mennesker kun befinder sig i denne tilstand, fordi de aldrig har været undergivet en påvirkning, der helt har bygget på det dem iboende selvoplevede erfaringsmateriale indenfor de såkaldte åndelige områder i livet.

Men livet viser i hvert fald disse to områder. Vi har alle mødt repræsentanter fra den absolut religiøse og den modsvarende irreligiøse lejr. Men der findes en tredie gruppe, som består af mennesker, der klart erkender, at de har mistet evnen til blindt at tro, hvad der bliver dem forkyndt som evige sandheder, samtidigt med, at de åbent indrømmer, at de på ubehagelig vis føler, at livet må have en dybere mening end den, den fysiske videnskab er i stand til at skænke menneskene. Disse mennesker fornemmer deres livsoplevelse så intenst, at alting i dem vægrer sig ved at fæste fuld tillid til den forestilling, at dette liv en dag skal ophøre. De finder ingen hvile i den forestilling, at kun slægten lever videre. Noget i dem protesterer voldsomt mod tanken om, at deres selveksistens har en definitiv grænse. Selv med risiko for at virke latterlige, er de i dybet af deres bevidsthed positivt indstillet overfor den personlige udødelighedstanke, og hvor som helst de møder denne tanke udtrykt i en for deres intellekt afpasset form, er de meget vågne, meget interesserede.

Søger vi at formulere det krav, den sidstnævnte type har i forholdet til tilværelsens åndelige side, kan det måske udtrykkes med disse ord: »Da jeg af natur er berøvet evnen til blindt at tro opsatte religiøse dogmer og påbud og ikke er i stand til at opfatte Jesus af Nazareth som et menneske, der ved sine lidelser har betalt, hvad jeg eventuelt har forbrudt, ja overhovedet ikke er i stand til at opfatte ham i den skikkelse, kirken forkynder, men tværtimod finder, at han mere udgør en åndelig lærer på allerhøjeste plan, måske større, men dog på linie med fortidens øvrige store religionsstiftere, end den Guddom kirken har gjort ham til, så venter jeg, at livet en dag giver mig svar på de mange spørgsmål, som disse lærere ved deres forkyndelse har givet anledning til!«

For mange af os, der blev voksne mellem den første og den anden verdenskrig, blev begrebet »religion« identisk med en spændetrøje. I vort begyndende livsmønster havde man indvævet en religiøs forkyndelse, som tidens hårde tale ligesom trevlede helt og aldeles op. I vor barndom tordnede kanonerne, og vi lyttede med forfærdelse til de voksnes tale om de utalte tusinders undergang i skyttegrave og på slagmarker. I vor ungdom hærgede depression og arbejdsløshed, samtidigt med at gale mænd ude i Europa forberedte nye umenneskeligheder. Hvor i alt dette blev der plads til nogen kærlig Guddom, til den næstekærlighed, der var blevet os forkyndt som livets skønneste mål og dybeste mening? Ser man i dag tilbage over historien, var det dengang, kirken for alvor begyndte at opleve den affolkning som i dag, trods al kirkelig optimisme, er en realitet jorden over. Med os begyndte den udvandring fra troens domæne, som siden er fortsat, og som nu aldrig mere vil standse. Med os begyndte »den borgerlige konfirmation«, »de borgerlige vielser«, ja, med os begyndte kirken for alvor at miste den magt, den een gang virkelig havde haft, men som med de interkontinentale krige aldeles åbenlyst gik i forfald. Intet under, at vi derfor krævede en åndelig fornyelse på et plan, der både var livsnært og i kontakt med den logik, livets ubarmhjertige tale havde hamret ind i vore sjæle.

Det var i disse år og under trykket af den her berørte situation, at Martinus oplevede hin åndelige proces, han i sit livsværk har givet navnet »Den store fødsel«. Det var på denne baggrund, han fremstod, og for de af os, der allerede dengang havde den store lykke at møde ham og forstå ham, blev hans viden selve kontrasten til alt det, man før havde budt os under navnet »religion«. Her var ingen fanatiske øjne, ingen krav, ja intet som helst af alt det, vi før var vante til at forestille os ved religiøsitet. Her var blot et menneske, tilsyneladende som os selv, beskedent indtil det selvudslettende, men alligevel med den indre myndighed, der gjorde, at man helt af sig selv blev tavs, når han begyndte at tale. Og hvilken tale! Ikke et ord om synd og nåde, ikke et ord om »hellig vrede« og »retfærdig harme«, ja overhovedet ikke et ord om religion. Men derimod ord, klare som krystal og skarpe som den fineste damascener klinge, ord som trængte lige igennem al vor tvivl og viste os, at hævet over den udefinerede følelses tågede sfærer fandtes der en anden verden, ikke den intellektuelle, som vi kendte, og hvis negation vi allerede dengang havde gennemskuet, men derimod en højintellektuel i hvilken alt det, der her var dunkelt og ubegribeligt, der blev opløst i analyser, hvis ubestikkelige sandhed og indre retfærdighed bekræftede sig i vore egne, selvoplevede erfaringer. Jeg ved udmærket godt, at mange mennesker gennem årene har betragtet mig som en ukritisk beundrer af Martinus. I begyndelsen reagerede jeg overfor denne opfattelse, senere lærte jeg at akceptere den, thi sådan må vel det ydre billede altid blive af den, der gennem et andet menneske finder det tabte spor. Livet lærer os, at selv den stærkeste røst ikke kan råbe det menneske op, der ikke vil høre, ikke har brug for lyd indenfor dette område. Men glæden over endelig at have mødt svar på de spørgsmål, der gennem år havde naget sjælen, var så stor, at man syntes, man burde dele den glæde med enhver!

Hvad gav da Martinus, ja, hvad giver han fremdeles? Han gav balance! Sagte, men usvigeligt sikkert gav han os indblik i de love, der, bag materien, betinger både vort eget liv og den nuværende verdenssituation. For Martinus er der intet »ondt« i verden, ingen »djævle« og intet andet »helvede« end det, menneskene ved deres næsten ufattelige mangel på viden om tilværelsens kosmiske side, dens love og principper, selv skaber. Er dette noget »nyt«? Nej, de evige sandheder har altid været i verden, og ingen lærer os bedre end Martinus at yde alle fortidens store den hyldest og ærbødighed, de har krav på, men formen er ny. Måden er ny, og ny er de mange forlængelseslinier frem til den afsluttethed, der fryder intellektet og giver hjertet, hvad det har behov.

Det, der vel først af alt greb os meget stærkt, var Martinus egen person og hans forhold til den mission, han følte var hans. Selvforherligelse og outreret selvbevidsthed er jo ikke ukendte fænomener i vor verden. For Martinus er disse livsytringer kun udtryk for den barnlighed, der hører det umodne menneske til. Det var ikke beundrere, han søgte, ejheller folkeførerens rolle. Utrætteligt viste han os dengang, og utrætteligt har han lige siden vist os, at åndelig vækst må foregå i frihed og uafhængighed, og at den, der ikke er villig til at respektere sin næstes absolutte suverænitet, ikke rummer den praktiske næstekærlighed, der vil gøre denne næste til en ven for livet. At Martinus' eget ønske om at kunne forblive skjult, om at kunne leve aldeles ukendt, ikke kunne blive opfyldt, vidste han vel selv. Men selvom han igennem de mange år, jeg nu har kendt ham, har gjort alt, hvad der står i hans magt, for i alt, at holde sin egen person i baggrunden, har hans liv jo for mange været det »lys på bjerget, der ikke kan skjules«. Thi Martinus bragte det nye ind i vort liv, at han gengav os respekten for de åndelige værdier og lærte os, at tolerance ikke blot er et begreb, men selve den realitet, der udgør forudsætningen for sand åndelig vækst. I dag, hvor hans tanker drøftes på klodens fjerneste strande, er det vel ikke så svært at se, at den åndelige viden, han i kraft af sine kosmiske analyser har skænket os, i sig selv udgør den religiøse fornyelse, verden længes efter, som det var dengang, hvor han for mange blot stod som en af tidens religiøse fanatikere, selv om vi, der kender ham, har svært ved at fatte, hvordan man kan opfatte netop ham, der i alt bekæmper enhver form for fanatisme, som fanatiker.

For Martinus selv er den åndelige fornyelse i verden ikke et spørgsmål om et enkeltmenneskes indsats. For ham er det en kendsgerning, at der ind over verden stråler en ny kosmisk impuls, som påvirker hele vor kulturskabelse og gradvist hæver den til et højere, et mere afklaret trin. Hvor vi drømmer om en ny verden med mere menneskeværdigt liv, er det for ham en urokkelig kendsgerning, at denne verden allerede nu er i færd med at fødes. Hvor vi hændelsesvis kan synke ned i fortvivlelse over de frygtelige ofre, verdensudviklingen kræver, står Martinus som den, der urokkeligt i alt ser lys, fremgang og udvikling. Det er i denne hans uhyre positive indstilling til livet, man skal se årsagen til, at hans tanker er blevet alfa og omega for de mange tusinde, der er kommet i berøring med dem. På alle områder giver Martinus i sine værker »kejseren, hvad kejserens er« – ikke et eneste sted finder man nogen dom, kritik eller nogen ukærlig indstilling overfor livets måde at ytre sig på. Kun den lysende forståelse, der lader os andre fornemme hans sinds uendelige overlegenhed overfor alt det, der endnu kan tvinge os i knæ. For Martinus er Guddommens eksistens og det enkelte levende væsens absolutte og urokkelige udødelighed en så selvklar ting, at den modsatte opfattelse og herpå hvilende indstilling føles mærkelig ligegyldig og besynderligt afstumpet. Men nyt i ordets inderste og bedste betydning er det, at han i alt kræver og giver frihed. Nu, hvor han har nået sit fysiske livs klare mål: at kunne give alt, hvad mennesker betroede ham, tilbage til samfundet i form af en selvejende institution, der alene har det formål at anvende alle tilflydende værdier til at udvide kendskabet til hans tanker og til at billiggøre hans værker, kan både han selv og vi andre begynde at skimte afslutningen på den mission, han rent fysisk har måttet lægge krop til. For ham selv er dette, som det skal være. Han fødtes ikke til verden for påny at binde os og føre os ind i en af de åndelige båse, verden i dag er så overdådig rig på. Han fødtes for at lære os, at kunsten at elske sin næste som sig selv, kun fuldbyrdes af den, der i kraft af sin egen ånds uafhængighed af alt og alle, formår at give denne sin næste den samme vidunderlige uafhængighed.

– – –

Som man vil se, har jeg ikke i mit svar på det indledende spørgsmål valgt at fordybe mig i Martinus verdensbillede – og vil aldrig gøre det. Verden af i dag er ikke rig på store mennesker, og Martinus behøver ikke min anbefaling for at se sit livsværk lykkes. Personligt har jeg haft den store oplevelse at se dette værk blive til, led for led, og kun få ved bedre end jeg, hvilken indsats denne enorme åndelige skabelse har krævet af sit ophav. Men nu, hvor Martinus' hovedværk Livets Bog nærmer sig sin afslutning, føles det som en stor lykke, den største, der måske findes, at turde sige som sin inderste og mest absolutte overbevisning, at det verdensbillede, Martinus har bragt os, er det, som det åndeligt uafhængige, det konfessionsløse menneske, gennem de sidste århundreder har længtes efter at møde. Vi, som lever i dag, vil næppe opleve andet end at se dette verdensbillede blive skabt og se dets første svage rodfæstning i vor verden. Men alene at se dette og forstå det, rummer i sig selv en uhyre inspiration. Fremtidens mennesker derimod, vil ikke alene møde det, de vil tilegne sig det og på dets urokkelige analyser vil der vokse en verdenskultur frem, i hvilken den næstekærlighed og den tolerance, som i vor tid endnu er åbne og for alt for mange mennesker helt ubesvarede spørgsmål, vil være ophøjet til den videnskab, der alene kan udgøre fundamentet for en altomfattende verdenskultur.