Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Inden for menneskenes daglige tilværelsen forekommer et utal af forskellige handlinger. Der er handlinger, som man ikke er i stand til at begrunde. De er som oftest ret ubevidste, tilsyneladende ubetydelige, men kan i visse tilfælde blive årsag til fuldstændige omvæltninger af tilværelsen. Der er handlinger, som synes eentydigt bestemte, situationer, hvor man føler, at man ikke kan handle anderledes, end man gør. Endelig er der situationer, hvor man tilsyneladende kan vælge frit mellem flere handlingsmuligheder, og hvor man vælger den, man af en eller anden grund foretrækker.

Handlinger kan således synes tilfældige eller kausale, frivillige eller tvungne. Kausale (årsagsbestemte) handlinger kan tænkes determinerede (forudbestemte), men behøver logisk set ikke at være det. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at man ikke er i stand til fuldstændig at bestemme og følge det kompleks af forudsætninger, der ligger til grund for en handling.

I almindelighed kan det siges, at en handling logisk set må være motiveret i individet, der foretager den. Der må være noget i individets organisme eller bevidsthed, der tilskynder det til at udføre handlingen. Det kan f. eks. være et ønske eller måske en pligtfølelse.

Konsekvensen heraf bliver, at en handling altid må være selvisk eller egoistisk betonet set i relation til væsenet selv. Dette gælder uanset, om handlingen er god eller ond, om den frembringer behag eller ubehag hos omgivelserne. Det gælder også for automatiske handlinger, idet disse vil virke til bevarelse af organismen. Det er naturligvis her en forudsætning, at individets energiorganisation er intakt. Undertiden kan individet komme ud for påvirkninger af så stærk og farlig en art, at dets egoistiske eller selvbevarende kræfter ikke slår til, og dets organisme kommer ud for en kontrolløs destruktionsproces.

Ovennævnte konklusion vil imidlertid ikke forandre den normale betydning af begreberne egoistiske og uegoistiske handlinger, idet disse begreber betegner individets manifestationer i forhold til omverdenen. Det er da også kun naturligt, at de, der udøver kærlige eller uegoistiske handlinger, bliver stimulerede og får tilfredsstillelse derved. Hvordan kan man i det hele taget tænke sig, at kærlighedsprincippet: »Elsker Næsten som sig selv« kan blive livsfundament, uden at udøvelsen af dette princip giver nydelse, ja, ligefrem bliver en livsnødvendighed.

Når man er klar over, at handlingerne er betinget i individerne selv, og at individernes organismer og bevidsthed skyldes tidligere påvirkninger, opstår let tanken om, at alt er forudbestemt. Man har fra den klassiske naturvidenskab fået opfattelsen af, at den fysiske verden, hvori væsenernes organismer indgår, er en uendelighed af årsager og virkninger.

For mange er tanken om en absolut determinisme deprimerende, først og fremmest fordi følelsen af frihed til indgriben og følelsen af ansvar hermed synes illusorisk. Man har derfor forsøgt at bryde determinismen ved indførelse af fri vilje som et udefinerbart, ikke determineret grundelement i livsmekanismen.

I de senere år har naturvidenskabens indtrængen i det fysiske mikrokosmos rokket ved det deterministiske, videnskabelige verdensbillede. Planck's hypotese om energiens forekomst i kvanter, Niels Bohr's opstilling af kvantemekanikens postulater om atomsystemers stationære tilstande, Einstein's relativitetsteori samt mange andre betydelige arbejder har bevirket, at man har måttet begrænse den klassiske fysik til mellem- og makrokosmos.

Udforskningen af lysets natur har ført til, at man måtte tillægge lyset og iøvrigt også elektronerne både partikel- og bølgenatur, egenskaber, der anses for komplementære.

Det har vist sig, at man ikke er i stand til at beskrive de i atomverdenen forekommende spontane processer individualistisk, men kun statistisk. Der gør sig her på grund af målemidlernes (lysets) indvirken på objekterne (atomare processer) en usikkerhed gældende i fastlæggelsen af de størrelser (sted og bevægelsesmængde i et givet tidspunkt), der karakteriserer objektets tilstand, således at man ikke er i stand til at følge det enkelte individuelle objekt, men kun kan foretage en statistik beskrivelse (Bohr og Heissenberg). Hvis en sådan beskrivelse giver et udtømmende billede af de undersøgte fænomener, er der naturligvis i denne forbindelse ingen brug for årsagsprincippet.

Der har mellem Einstein og Bohr været ført en interessant diskussion vedrørende dette emne. Einstein udtrykker sin mening om den anskuelse, at den statistiske beskrivelse af de spontane atomare processer skulle være udtømmende, med følgende ord: »At tro dette er logisk muligt uden modsigelse, men det er i så afgjort modstrid med mit videnskabelige instinkt, at jeg ikke kan give afkald på at søge efter en mere fuldstændig forestilling.«

Som et klassisk eksempel på spontane, atomare processer kan nævnes radioaktive stoffers sønderdeling. Man kan vanskeligt tro, at den statistiske beskrivelse skulle være udtømmende i et sådant tilfælde, hvor kernesprængningen af det enkelte atom er en individuel, indre proces.

Der er næppe nogen tvivl om, at man ved udforskningen af de ovenfor omtalte atomare processer er ved at nærme sig grænsen for den menneskelige sansning i mikrokosmos.

Statistiske beskrivelser af forskellige foreteelser inden for menneskenes samfund har længe været anvendt for at få kendskab til samfundsstrukturen. Men her anvendes de sammen med faktiske, individuelle oplysninger om menneskenes adfærd.

Ved udforskningen af menneskenes åndelige evner såsom telepati, clairvoyance etc. har J. B. Rhine indført statistiske metoder for at kunne behandle den slags fænomener på stringent videnskabelig måde. Dette må dog sikkert betragtes som de første spæde forsøg på at bringe disse fænomener ind under en videnskabelig synsvinkel.

Den individuelle og den statistiske beskrivelse vil altid give to forskellige sider af objekterne, den førstnævnte viser individet udskilt fra omgivelserne, den sidstnævnte viser individet som led i omgivelserne. Man må i samklang med Einstein sige, at en statistisk beskrivelse inspirerer til dyberegående undersøgelse for om muligt at nå til en individuel beskrivelse af det enkelte objekt.

For at trække begreberne kausalitet, tilfældighed og fri vilje i deres indbyrdes forhold skarpere op, kan man gøre følgende tankeeksperiment. Vi tænker os et afsluttet system, d.v.s. et system, hvortil der ikke kan tilføres påvirkninger udefra, og hvorfra der ikke kan bortgå påvirkninger. – Det samlede verdensalt må udgøre et sådant system. – I et givet tidspunkt har systemet en vis struktur, efter en tids forløb er der sket en ændring i strukturen. Man kan nu tænke sig, at denne forandring er eentydig bestemt af systemet således, at hvis man kunne gentage forsøget også med hensyn til tidspunktet, ville man få det samme resultat. I så fald måtte ændringen betegnes som kausalt bestemt af systemet. Man kunne også tænke sig, at man, hvis man kunne gøre forsøget om også i tiden, ville få et nyt resultat. Ændringen måtte da betegnes som tilfældig i forhold til systemet. Endelig ville der være en mulighed for, at en del af ændringen er kausal, medens den øvrige del er tilfældig. Begreberne kausal og tilfældig er modsatte begreber, der tilsammen dækker alle forandringer. Selvom vor beskrivelse af systemet og dets forandringer er mangelfuld på grund af begrænsede iagttagelsesevner, må ovennævnte stadig gælde.

Det skal her bemærkes, at medens der findes utallige tilfælde, hvor det må anses for logisk nødvendigt, at forudsætte årsagssammenhæng eller kausalitet, – hvordan skulle forudberegninger ellers være mulige, – findes der næppe noget tilfælde, hvor postulering af tilfældighed er en logisk nødvendighed. Der findes ganske vist mange foreteelser, hvor man finder statistiske resultater svarende til de matematiske sandsynlighedslove; men i alle disse tilfælde synes det, at forudsætningen af en kompliceret årsagssammenhæng kan forklare resultaterne.

Som eksempel skal anføres den kinetiske gasteori. Man har en lukket kasse fyldt med luft. Trykket er overalt ens, idet sandsynligheden for stød fra luftens molekyler overalt er den samme. Vi tænker os kassen lufttom og uregelmæssighederne af væggene fuldstændigt fastlagt. Man lader nu luften sive ind i en bestemt defineret strøm af molekyler, der varieres i retning på en given måde. Idet molekylernes størrelse, vægt og hastighed kendes, og idet molekylestødene forudsættes fuldstændig elastiske, kan molekylesituationen til enhver tid forudbestemmes. Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at molekylerne, såfremt kassens sideflader er tilstrækkeligt uregelmæssige, efter kort tids forløb vil have fordelt sig således, at trykket overalt er det samme svarende til den matematiske sandsynlighed for en tilfældig molekylekonstellation.

Hvis man tænker sig, at der forekommer fri vilje i det tidligere nævnte afsluttede system, og man herved forstår noget, der er i stand til at bryde kausaliteten, vil det altså sige, at årsagsbestemte begivenheder ved indvirkning af fri vilje bliver tilfældige. Med andre ord ville handlinger, dikteret af fri vilje herefter være vilkårlige, ukontrollable, idet handlingerne, hvis de kunne gøres om, ville blive anderledes.

Fri vilje kan imidlertid defineres på en anden måde, således at man herigennem ikke kommer fra kausalitet til tilfældighed.

Martinus har i »Kosmos« 1933 nr. 1 og 2 skrevet en artikel: »Har det jordiske menneske en fri vilje?« hvori der gives en klar definition af begrebet den fri vilje. Der skal her citeres følgende:

»For at kunne gøre, hvad man vil, må man have en hundrede procents fri vilje. Ved en hundrede procents fri vilje vil her være at forstå en total overvindelse af hindringer for sit normale begærs tilfredsstillelse.«

Begrebet vilje må altid være knyttet til et objekt. Man kan ikke bare ville, der må være noget, man vil, ønsker eller begær, man vil have opfyldt.

Der kan herefter gives følgende definition af begreberne vilje og fri vilje. Individets vilje er dets evne til aktivisering af dets energi, manifestering af handlinger for at få ønsker opfyldt. Individet har fri vilje der, hvor det er i stand til at effektuere sine ønsker, men har ikke fri vilje der, hvor det ikke er i stand til dette, idet det kan møde forhindringer, det ikke kan overvinde.

I henhold til ovenstående definition er fri vilje ikke en ubestemt funktion, men en funktion, der anvendt i en given situation giver et ganske bestemt resultat i form af ønskers opfyldelse. Tilstedeværelsen af fri vilje udelukker eller ophæver således ikke kausalitet og determinisme. Der findes derimod en hel anden foreteelse, som virker opløsende på enhver form for determinisme eller forudbestemthed. Denne foreteelse, der er selve livets inderste kærne eller formål, er begrebet oplevelse.

Oplevelsen udgør verdensaltets fornyelse, den livskilde, som hver eneste brøkdel af et sekund skabes i uendelige variationer. Selve fornyelsesprocessen kan være kausal, men den kan aldrig være determineret. Verdensaltet kan således i sin udvikling være kausalt, men ikke determineret, og dette gælder ligeledes for det levende væsen.

Ganske vist kan man tilsyneladende opleve det samme om og om igen. Hver dag vågner man, står op, spiser, går til sit daglige arbejde o.s.v. Man gør de samme ting dag ud og dag ind; men oplevelsen er alligevel ikke helt den samme, idet hver eneste oplevelse indvirker på væsenets sanse- og bevidsthedshorisont. Der sker derved en stadig forandring af det redskab, igennem hvilket væsenet oplever tilværelsen. Forandringerne kan være mikroskopiske, men de er der og er med til at omskabe det.

I store træk kan mangt og meget vedrørende de levende væsener forudsiges, ja, selve livslovene danner i sig selv en absolut garanti for, at ethvert menneske, ligegyldigt hvorledes dets øjeblikkelige situation er, vil udvikle sig bort fra mørket og imod lyset, men selve menneskets livsbane i alle de fineste detailler og afskygninger kendes ikke og kan ikke kendes på forhånd.

Som Martinus har gjort rede for i sine analyser, har hvert menneske en skæbne, behagelig eller ubehagelig, idet det vil modtage, hvad det selv tidligere har udsendt, men selve det øjeblik, hvor det enkelte menneske har lært så meget af sine lidelseserfaringer, at det svarer en stadig tilbagevendende mørk påvirkning med lyse, kærlige tanker og handlinger, kan ikke forudsiges, det kan kun forudsiges, at dette en gang vil ske.

Det levende væsen er et Noget, der oplever, og så vidunderlige er livets love, at oplevelsen udgør den fornyelse, der umuliggør en fuldstændig determinisme af verdensaltets og de levende væseners tilværelse.