Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fra frøken Margrethe Noll har vi modtaget efterfølgende artikel, der belyser dr. Zamenhofs personlighed og den høje etik, han kæmpede for at give verden. Frøken Noll er en af Danmarks allerførste esperantister, og gennem et langt liv har hun utrætteligt arbejdet for Esperanto, ikke mindst for den såkaldte "indre idé". Hun har kendt dr. Zamenhof personlig og korresponderet med ham.
   Som frøken Noll skriver, må det blive andre, der skal bringe menneskene den højere livsforståelse, som det var Zamenhofs drøm at give dem. Det er ved at ske nu i form af Martinus kosmiske analyser, men Zamenhof gav os med sit sprog et enestående hjælpemiddel til at bringe livsforståelsen ud til hele verden.
 

I en tidligere artikel af P. Zacho: "Dr. Zamenhof – en biografi" har læserne sikkert fået det indtryk, at det rette kriterium har været tilstede ved sproget Esperantos tilblivelse: modstand, logik og moral, og at kærlighed har været den skabende drivkraft i al Zamenhof s arbejde. Som det også fremgår af nævnte artikel, var tanken om et fælles sprog kun en enkelt side af Z.s planer om at gøre menneskene lykkelige. Selv har han sagt, at han ved ikke, hvor lille han var, da han begyndte at sysle med disse tanker; dog følte han lidt efter lidt, at han som barn ikke formåede det, men han ville vente, til han var voksen, han troede nemlig, at alle voksne mennesker havde en ubegrænset magt til at udføre hvad som helst. Kun sprogtanken forlod ham aldrig, og allerede da han forlod skolen, havde han sit sprog færdigt og kunne forelægge det for sine kammerater, til hvem han aldrig havde omtalt sit foretagende. I begejstring lovede disse, at de skulle være apostle for hans sprog, men glemte det heldigvis.

Det første udkast til sproget var jo heller ikke fuldkomment, men både før og senere er det udgået direkte af Z.s hjerne uden indblanding af andre, altså skabt af ham selv og ikke fabrikeret ved andres hjælp.

Under sin studentertid måtte Z. deponere sit manuskript hjemme hos faderen og love ikke at beskæftige sig dermed. I en sommerferie bad han dog moderen om at låne manuskriptet, og hun måtte da tilstå, at faderen havde brændt det; et hårdt slag for Z., men han viste sig her som et stort menneske, han forstod, at faderen havde gjort det af kærlighed til ham, og han bad blot om tilladelse til at lave et nyt udkast, hvad denne, der forstod, hvor meget det betød for sønnen, gav ham lov til. Med forståelse og kærlighed overvandt Z. den modstand, han mødte.

Ganske intuitivt havde han skabt sit sprog, derfor voldte det ham ikke så stort besvær at genskabe det, blot var han ligesom mere moden nu.

Interessant er det at følge sprogets tilblivelseshistorie, man ser tydeligt, at Z. har været en kanal for det værk, der nu skulle gives menneskeheden gennem ham, verdensgeniet.

At vejen til den indre forståelse går gennem den ydre sproglige forståelse, derom har Z. aldrig tvivlet, derfor var det ham så magtpåliggende at give verden dette sprog, og han havde det allerede færdigt samtidig med, at han afsluttede sit studium, lægevidenskaben. Atter melder modstanden sig. Fattig som han var, havde han ikke midler til at få sin første lille lærebog udgivet, skønt hele sprogets grammatik foruden forordet kun fyldte 6 sider, sat med store gammeldags bogstaver. Efter 2 års forgæves søgen efter en forlægger hjalp hans tilkomne svigerfader ham med at få den ud.

Nu mente Z., at tidspunktet var kommet, da han kunne overgive sproget til hele verden, selv ønskede han ikke at drage nogen profit deraf, kun at trække sig tilbage for at hellige sig arbejdet for sine øvrige ideer til lykke for menneskeheden.

Som jøde havde han naturligvis først og fremmest lidt ved at være vidne til de forfærdelige pogromer, hans eget folk var udsat for, derfor havde han altid været en ivrig forkæmper for zionismen, men hans hjerte var dog stort nok til at rumme hele verden. Derfor udarbejdede han et mere omfattende program, som han kaldte "Hillelisme" efter den gammeltestamentlige vismand Hillel,*) men han tænkte dog bestandig på sit eget land, som var beboet af forskellige folkeslag, og han ville skabe et grundlag, en fælles etik, som de kunne leve på med samme ret.

I begyndelsen udsendte Z. sine skrifter anonymt. Han ville ikke, at man skulle sammenblande hans private ideer med hans sproglige. Først i 1913 udkom i Spanien en brochure "Homaranismo" med hans navn, og man tvivlede ikke om, at Z. også var forfatteren til "Hillelismo". Der er nu ingen tvivl om, at Z. er begyndt at arbejde for sine andre ideer, straks efter at han havde overgivet sit sprog til verden, men hans og sprogets skæbne ville noget andet.

Hillelismen er en lære, som ikke vil løsrive mennesket fra hans naturlige fædreland, sprog eller religion, men give ham mulighed til at undgå enhver slags usandhed eller modsigelse i hans national-religiøse principper og sætte ham i stand til at træde i forbindelse med mennesker af alle sprog og religioner på et neutralt-menneskeligt fundament, på princippet om gensidig broderskab, lighed og retfærdighed. Man sammenligner den franske revolutions devise: frihed, lighed og broderskab.

Hillelismens sluttelige mål er på basis af disse principper og skikke at sammensmelte menneskene til et neutralt-menneskeligt folk, men Z. tilføjer, at det vil først ske lidt efter lidt, ubemærket og uden afbrydelse.

Den tanke, som er ved at realiseres i vore dage, verdensføderationen, "Een Verden", som vi kalder den her hjemme, behøver netop den etik, Z.s plan hviler på. I 12 paragraffer taler programmet i korthed om følgende:

– – –

Af ideen "Hillelisme" fødtes ideen "Homaranisme", som i væsen er det samme, men som adskiller sig derved, at den første kun angik en menneskelig gruppe, den jødiske, men den anden angår alle folkeslag og religioner, og derfor udtaler det håb, at alle mennesker engang vil sammensmeltes til et neutralt-menneskeligt folk.

Zamenhof siger, at homaranismens stiftere længe ikke vovede at formulere deres dogmer præcist, fordi de frygtede, at det, som i teori syntes godt, ikke var realisabelt i praksis. Men det var den første verdenskongres i Boulogne sur mère, som overgik enhver forventning og bortjog enhver tvivl. For første gang i verden levede mere end 1000 mennesker fra 22 nationer her i en uge i det mest oprigtige venskab og broderskab, talte udelukkende Esperanto, så skuespil opført af de mest forskellige stammer og folkeslag, og disse mennesker var hinanden ganske fremmede for en uge siden, og de havde kun lært sproget i meget kort tid. Det var et virkeligt mirakel, som realiseredes lige for øjnene af de tilstedeværende. Og det overbeviste homaranismens skabere om, at deres teorier lod sig omsætte i praksis.

Homaranismens tilhængere påtvinger ingen deres dogmer, de binder end ikke sig selv til dem efter bogstaven, men efter ånden; de lever efter deres egne principper, idet de siger: jeg handler således, fordi jeg er "homarano".

Homaranerne er overbevist om, at de står på den absolutte sandheds fundament, som før eller senere må sejre, hvor længe verden så kæmper imod den, og om, at enhver national chauvinisme og enhver bestræbelse af et folk for at herske over et andet på basis af usandhed og den stærkeres ret må før eller senere ophøre, samt at homaranismen ikke er baseret på et eller andet folks nuværende politiske livsbetingelser, heller ikke på udtænkte religiøse dogmer, ikke på tidsbestemte moderne doktriner, men at en absolut, til alle tider og på alle steder gældende sandhed, er det eneste politisk-religiøse ideal, som fremtidens homaraner kan have, det eneste ideal, som enhver fader med ren samvittighed kan overgive sit barn uden at frygte for, at tidens omskiftende betingelser skal udrive dette ideal af hans bryst og lade ham tilbage midt på livets vej uden program og uden åndelig støtte, således som det er sket med os på grund af forskellige fra vore forfædre overleverede idealer, der hvilede på usandfærdigt grundlag.

Således var programmet for hillelismen/homaranismen i hovedtrækkene. Gennem korrespondance med datidens esperantister kommer Z. nærmere ind på enkelthederne, men det fører for vidt i en kort artikel. Men en ting er blevet aktuel i vore dage, nemlig at jøderne, der nu strømmer til Palæstina fra alle verdens lande, mangler et fælles sprog. Jiddish er foragtet overalt og er jo ikke et højere udviklet sprog. Z. indså godt, at sålænge jøderne ikke havde deres eget sprog, blev de ikke respekteret som folk, men blev betragtet som polakker eller russere, derfor havde han den tanke at simplificere det hebraiske sprog, ikke det antikke, men nyhebraisk, han ville give det en simplificeret grammatik og skabe et virkeligt sprog for jøderne af det. Det var på den tid Z. beskæftigede sig med zionismen i årene 1900-02.

Z. havde altid haft den tanke at forelægge hele sit program for en kongres. I Boulogne havde det været hans hensigt at arrangere nogle private møder for sine tilhængere, men de franske esperantister advarede ham, for at ikke franske chauvinister skulle sammenblande det med esperanto. Man var endog betænkelige ved hans smukke hymne "Bøn under den grønne fane", hvori han siger, at den kraft, der styrer verden, er dog den samme, selv om vi forestiller os den på forskellig måde, og derfor kan vi godt forenes i en bøn. Det sidste vers måtte han dog gå med til at stryge, deri hedder det bl. a.: foren jer brødre, fremad med fredelige våben. Kristne jøder, muhamedanere, vi er jo alle Guds sønner." Det var mere, end man turde byde chauvinistiske katolikker i Frankrig.

Z. ville ikke røre nogens sprog eller religion, men løfte dem op over disse i en fælles harmoni i samvær med andre mennesker for at undgå ufred, han skelner mellem ordene "fritænker" og "ateist". Den sidste forkaster tanken om en Gud, men den første forbeholder sig retten til at definere begrebet Gud efter sin egen opfattelse og ikke efter et dogme, som er opfundet af mennesker.

Det lykkedes aldrig Z. at få sammenkaldt til en verdenskongres for homaranismen; der kom stormfulde tider, hvor Esperanto behøvede ham som samlingsmærke; al den modstand, man kan tænke sig, har han været ude for, end også til at blive forrådt af sin mest betroede mand, men alt tog Z. som det ophøjede menneske han var, man hørte aldrig et ondt ord fra hans mund.

Under den første verdenskrig beskæftigede han sig dog stadig med tanken om en kongres, ofte fastsatte han tiden, han kunne ikke tænke sig, at krigen kunne blive ved at vare, tilsidst ansatte han kongressen til "engang efter krigen". Men Z.s værk var endt i denne inkarnation med sproget, som skulle gives verden nu, andre må så føre hans øvrige ideer ud i livet, de er lige så nødvendige.

Homaranisme må ikke forveksles med esperantisme, den første er et system for sig, den sidste er den idé gennem det fælles neutrale sprog at nærme folkene til hinanden og bane vejen til forståelse og fred. Denne tanke er ikke bindende for esperantisterne, de kan forkaste den og bruge sproget til materielle formål. Der gives to slags mennesker, der arbejder for internationalt sprog, dem der arbejder for ideen internationalt sprog og dem, der arbejder for problemet "et kunstigt lavet sprog". De sidste er meget produktive på deres område og laver stadig nye sprog, de bliver vist aldrig færdige dermed.

_____________

*) Hillel var en jødisk lærd og rabiner, der levede fra år 50 f. Kr.-10 eft. Kr. og var ligesom denne af Davids slægt. H. bidrog meget til, at de jødiske højskoler i Tiberias og Cæsarea og andre byer opblomstrede; selv dannede han den mest berømte rabinerhøjskole, Hillelskolen, og han var den første, som knyttede kritisk-exegetiske og palæografiske bemærkninger til sine forelæsninger over det Gamle Testamente. Disse bemærkninger blev mundtligt forplantede og efterhånden opsamlede under navnet "Massora", d. v. s. overleveringer. H. hørte til farisæernes sekt, og hans mest kendte elev, Gamaliel, var lærer for Paulus, som udgik fra denne skole. Derfra stammer dennes oprindelige had til kristendommen og forfølgelse af de kristne.