Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Blandt de forskellige direkte og indirekte bekræftelser på Martinus' analyser, som hver dag kan findes af den, der søger, har mange af os naturligt i særdeleshed holdt øje med de usædvanlige betragtninger over jordmenneskehedens sexuelle problemer, som i det sidste kvarte århundrede er blevet manifesteret i stedse stigende grad i bøger og blade.

Menneskenes livsbetingende interesse for det, man kalder "det sexuelle", har som følge af den tiltagende underminering af den ægteskabelige lykkes stabilitet nået et indviklingsstadium, hvor smertefuld uvidenhed har skabt en bønnens metamorfose om hjælp. De forskellige konsekvenser af forelskelsesevnernes degeneration har i det fremskredne jordmenneskes dagsbevidsthed skabt et spørgsmål, som fra at være blevet hvisket i krogene i vore dage er steget til øredøvende råb på torvene, der kræver videnskabeligt detaljerede svar, ja, fra visse sider kræves endog en besvarelse af "det sexuelle spørgsmål" indført som fag i skolerne.

Ændringen af den sexuelle polkonstellation og dennes lidelsesfølger i spiralens uintellektuelle zoner har med ubetvingelig kraft sprængt mange jernhårde fortidsdogmer og bragt forsvarerne af Moselovens tabu-mur i defensiven. De lidelsesfrembringende begær-eksperimenter, som tager deres begyndelse samtidig med udviklingen af et individs sekundære pol, er nemlig indenfor vor kultur steget til et sådant antal, at så at sige samtlige individer inden for samme kultur på et eller andet tidspunkt har deltaget deri eller i det mindste været i berøring med dem. At dette må være tilfældet ses ikke mindst af de forskellige staters love og strafferetsbestemmelser, som angår det her berørte område. Disse loves grænsepæle mellem normale og unormale sexualhandlinger er flyttet nogle gange, siden de i dødelig alvor stod plantet i det 6. buds barske jord.

Og i vore dage arbejdes der ihærdigere end mange aner på at få dem flyttet endnu et stykke frem mod næstekærlighedens forjættede rige, "Det rigtige menneskerige". Som aldrig før arbejdes der på løsningen af den store gåde: "Menneskehedens sexuelle mysterium" – og utilslørede svar på "det sexuelle spørgsmål" strømmer ind, ikke længere alene som mere eller mindre dræbende skæbnebølger, men nu også i form af forskningsresultater og rapporter som "sandheden bag den officielle facade".

Blandt den efterhånden velproportionerede faglitteratur om sexuelle problemer vakte i sin tid navnlig Kinsey-rapportens tørre fakta opsigt og blev årsag til en del nye perspektiver i de psykologiske redegørelser, der altid følger efter, hvad en avis kaldte "chokerende oplysninger om kønslivet", – bl. a. læge Jarl Wagner Schmidts bog: "Hvorfor er de sådan?", som bragte en række indlæg indeholdende gamle og nye hypoteser vedrørende eventuelle årsager til tidens homosexualitet.

Uden at komme nærmere ind på værkets konglomerat af relative årsager, som absolut er værd at stifte bekendtskab med og utvivlsomt har bidraget til øget forståelse og tolerance hos den læser, der kan iagttage denne tilstand på afstand, så kan det dog tænkes, at mangen homosexuel læser, som i denne bog søgte forklaring på sin skæbne, lige så utvivlsomt efter endt gennemgang har lagt den fra sig med et utilfreds suk over at se sit store Hvorfor? besvaret med den autoriserede psykologis endegyldige, men lidet trøsterige svar: Tilfældigheders tilfældigheder.

Hvorfor er jeg sådan? Tilblivelsens første spørgsmål, som skiller dyremennesket og det rigtige menneske – og hvor stærkt presser det ikke på hos dem, der befinder sig langt fremme i polforvandlingens område, i det dræbende princips smeltedigel . . . Hvor mange af os kommer ikke i kosmisk blindhed for nær "den højeste ild"s flammer og bliver forbrændt på sjæl og legeme . . . Hvorfor gik det sådan? –

Fagpsykologer og psykoanalytikere kan yde en glimrende "førstehjælp" til deres autoritet ind på, at det sidste spørgsmål dækker det første, kommer de i omtrent samme situation som middelalderens læger, der i god tro behandlede vidt forskellige sygdomme med samme patentmedicin.

"En "videnskab", der ikke er "kunst", er ingen virkelig "videnskab", siger Martinus i "Juleevangeliet". En videnskab, der stiller det skabte analogt med skabeevnen, er ikke synderlig kunstnerisk. Og for den neutrale livsforsker såvel som for den, der i det sexuelle kredsløb befinder sig på et punkt, hvor Martinus' analyser om samme får særlig aktualitet, og som ønsker at supplere disse analyser med andet tilsvarende teoretisk materiale, gælder det derfor, at han i lige høj grad må søge dette bilagsmateriale indenfor kunstneriske som videnskabelige værker eller afhandlinger.

På dette relativt nye forskningsfelt må man gå varsomt tilværks og ikke glemme, at netop på dette område spiller sympati og antipati en overordentlig stor rolle ikke alene hos læser, men også ofte hos forfatter. – En tilsyneladende upartisk og intelligensmæssig fin tankebygning kan her skjule den intolerancens grundsten, der gør det ofte massive bygningsværks eksistenstid højst usikker, ligeså vel som der over en grundsten af fortrinligt intelligensmateriale kan bygges det skønneste fatamorgana af lutter følelsesmæssigt tankedril. – (Ak ja, "alene det at være født på jorden er en yderst betænkelig sag!")

Imidlertid er der i de senere år skabt flere litterært lødige arbejder, der får øget værdi i lyset af Martinus' sexuelle kredsløbsanalyser. Og det er for at henlede opmærksomheden hos KOSMOS' læsere på et af disse, dette skrives.

På Westermanns forlag udkom forrige år en bog med den mystiske titel "Finistére", skrevet af en amerikansk forfatter, Fritz Peters. "Selvom bogen behandler homosexualitet, er dens tema i virkeligheden ophøjet kærlighed modsat profan, og jeg betragter bogen som værende af en sådan dybde og skønhed, at jeg ikke har i betænkning at byde Fritz Peters velkommen på bogmarkedet som en stor forfatter". – Sådan skrev en engelsk kritiker i "Observer". Men for den opmærksomme iagttager er bogen mere end en kærlighedshistorie. Den er et enestående studie i tankeklimaer hos en række personer, der befinder sig på forskellige karaktertrin i den sexuelle polforvandlings område.

Det bemærkelsesværdige ved Fritz Peters er, at vel har han som de fleste moderne forfattere lært sin Freud'ske lektie, men i modsætning til mange anvender han ikke de psykologiske livsdetaljer som skabende faktorer i sine personers sexuelle skæbne. Ingen vågen læser lades i tvivl om, at det er lige omvendt, og at det eneste middel mod "sexuelle abnormiteter" er logisk næstekærlighed: tolerance, oplysning, forståelse. Det er vejen, der fører til målet: at lede de sexuelle kræfter ind i en udvikling, som under jeg'ets overherredømme kan skabe lykke og harmoni hos den enkelte.

Handlingen i "Finistére" kan naturligvis kun refereres rent sporadisk her. – Den foregår i Frankrig, hvor hovedpersonen, den 13-årige Matthew Cameron, skal gå i kostskole som følge af hans forældres, Catherine og John C.s forestående skilsmisse. Det billede, forfatteren igennem Catherines tanker lader os se af hendes og Johns ægteskab, viser, at dets opløsning væsentligt skyldes Catherines feminine primitivitet. Hun er uselvstændig, ubeslutsom, selvretfærdig, hendes romantiske uvirkelighedssans har efterhånden fyldt hendes tankeverden med selvoptagne dannelsesrefleksioner, konventionelt snobberi. Forholdet mellem hende og sønnen, Matthew, er præget af usikkerhed og pinlig mistænksomhed på begge sider. Den overfølsomme drengs alt for store indsigt har forlængst gennemskuet hendes lunkne kærlighed, hvilket selvfølgelig medvirker til at øge den ulykkelige ensomhedsfølelse, der manifesterer sig i en tidlig alder hos dem, hvis sekundære pol er i forceret vækst. At dette sidste er tilfældet afsløres indirekte af den specielle måde, Matthew reagerer i forskellige situationer overfor omverdenen på. – Og i løbet af de to år, han tilbringer på kostskolen, bliver han af sin ensomhedsfølelse og visse omstændigheder, der yderligere forstærker denne, trukket ind i en drømmeverden af en sådan karakter, at hans reaktioner overfor den ydre verden påvirkes skæbnesvangert deraf. En dag, han er ude og bade med sin klasse, svømmer han langt ud og er lige ved at drukne, men han gør intet forsøg på at redde sig selv, han råber ikke om hjælp, for 15 år gammel er Matthew blevet træt af livet.

Men svømmelæreren, Michel Garnier, har observeret Matthew og redder ham fra druknedøden. Nogle timer efter sidder han ved hans seng:

". . . Hvordan går det nu? hørte Matthew. Har du lyst til noget at spise? Der er blevet sat mad til side til dig.

Matthew drejede hovedet frem og tilbage på puden; han holdt stadig øjnene lukkede. Han var ikke sulten efter mad, og han følte ulyst ved at skulle bryde ind i den strømmende årvågenhed, han kunne mærke mellem sig selv og denne mand. Men der var en forstyrrende tomhed i hans mave, der uden påtrængende krav længtes efter at fyldes.

– Jeg er ikke sulten, sagde han. Men lad være med at gå.

– Er du sikker på det?

Matthew nikkede, åbnede øjnene og strakte så sin hånd søgende frem, indtil den uden tyngde faldt til ro på Michel Garniers knæ. Det ville være faldet ham let nu at kalde ham Michel.

– – –

Den unge hånd lå stadig ubevægelig på Michels knæ, og hans øjne stirrede på den. Han følte en bølge gå gennem sig af hengivenhed for denne unge knægt, hvis sidste ord til ham havde været: – De må ikke gå. Den stemme var kommet dybt fra hans indre og bønfaldt ham om at blive og samtidigt berørte den noget i Michels væsen, der havde ligget begravet i årevis. Det var skriget fra et forvildet og forpint menneskevæsen, der var blevet plaget til en art stupid affinden-sig og drevet til, hvad der i altfald ubevidst var et frivilligt forsøg på drukning.

Michel sad stiv på sin stol, som om denne stivnen i nakken på mystisk vis kunne bringe hans hjerne til ro og hindre ham i at tænke. Han følte sig nøgen og ung, som han sad ved siden af denne dreng, og fyldt af medlidenhed, medfølelse og en slags kærlighed. Han lagde sin hånd over Matthews og kunne føle hans lange fingre og håndens magerhed, mens han holdt den let i sin, og drengens hånd gengældte berøringen; hans fingre borede sig ned i Michels knæ, knoerne løftede sig mod hans håndflade. Og måske var det i dette øjeblik" – for der er altid et ganske bestemt punkt, hvor tingene tager deres begyndelse – at hans indvolde ligesom vendte sig i ham og forvandlede medlidenheden og ømheden inde i ham til et hårdere og fastere stof, til den polstring af fornemmen og sansning, han genkendte som begær. Hvor ofte han end tidligere i sit liv havde oplevet det, havde det aldrig været som nu; det boblede i hans blod, fyldte ham og tørrede hans mund ud, skærpet og forvredet gennem hans følelser.

– Jeg må gå, hviskede han til Matthew og mærkede endnu håndens greb om sit ben. Men hans vejrtrækning blev stærkere nu, og han sad plantet i stolen uden at kunne gå. Først var det, som om hans ryg blev endnu stivere, som om hans legeme ville trække sig tilbage og ligesom vige bort fra denne seng uden egentlig at bevæge sig, og så blev den trukket fremover af en art ensomhed, der piblede frem gennem det begær han følte. Som på egen hånd bevægede hans krop sig frem mod Matthew, med egen styrke og vilje, indtil hans hoved var Matthews ganske nær, indtil hans læber endelig berørte drengen kind, og hans hånd hvilede på Matthews skulder, mens fingrene åbnede og lukkede sig. Langt borte fra råbte hans bevidsthed til ham, at han skulle gå, men det var allerede for sent. Matthews hånd havde sluppet hans knæ, og nu greb drengens hænder Michels hoved og trak det nærmere, så nær, at hans læber fandt Michels, og hans arme lagde sig om hans skuldre, da han kyssede ham.

Ensomheden, al den mangel på kærlighed, Michel havde fundet sammen med alle de mænd og kvinder, han havde kendt, strømmede ud af ham, blindede hans vilje og rystede grunden under hans beslutninger. Hvilken åndelig kamp, der nu end fandt sted i ham, satte hans egentlige viljestyrke alt ind på at modarbejde ham og retfærdiggøre de handlinger, den ville udføre. Hans legeme overmandede ham og virkede med den rådsnare kyndighed, han havde lært, ikke gennem kærlighed, men snarere i parkernes, smøgernes og de mørke sovekamres ubarmhjertighed – og altid af fremmede: – Du er en køn dreng, sagde han."

Det forholdsvis lange afsnit er medtaget, fordi det giver et sjældent klart eksempel på den mentalitetsproces, der kaldes "begærledet vilje" – som er alt mørkes inderste årsag. – Men i begyndelsen sanses alt mørke som lys af den, der begærer. – Og de to ensomme sjæle, den 15-årige Matthew og den 37-årige Michel bader sig i den gensidige forelskelses lys. – Frelst fra den død, mangel på kærlighed og forståelse forårsager, forandres Matthews dagsbevidsthed fra at være negativt indadvendt til en positiv, mod omverdenen rettet væremåde, der omfatter alt og alle i en så renhjertet sympati og smittende livsglæde, at hans omgivelser forbavses og frydes. Endog Michel er til at begynde med overvældet af den form for kærlighed, Matthew gør ham til genstand for, en kærlighed, der elsker at give, uden at kræve, elsker uden frygt. For det gør Matthew. Hans kærlighed kan faktisk karakteriseres som "ren", fordi hans bevidsthed er så menneskelig som et barns uden skygge af skyldfølelse. Det rent fysiske forhold til Michel skaber hos Matthew ingen samvittighedskrise, for han kender endnu ikke til denne verdens dom. For en stakket stund oplever han påny et paradis.

Men det levende væsen føres ikke ud af ægteskabets zone for at ende i et homosexuelt paradis. – Dette paradis er en ørken, hvis farer truer alle, der passerer den uden høj, kyndig moral. – Ve den ensomme, uvidende vandrer, der flakker om og foregøgler sig varig lykke af ørkenspejlingerne! . . .

Michel er en gammel ørkenfarer, han kender dette ingenmandsland, dets flygtige beboere og deres uberegnelige adfærd, han er selv en af dem, og i hans hjerte bor en berettiget frygt, skabt af bitre erfaringer.

Som alle store forfattere dømmer Frits Peters ingen af sine personer skyldig – uskyldig. Han viser med dybsindig klarhed, hvorledes deres følelsesmæssige bevidsthedsforestillingers indre og ydre konflikter fører til den uundgåelige konsekvens: de homosexuelle forelskelsesevners hastige degeneration. – De forskellige faser i Matthews "uddrivelse af paradiset" er imidlertid skildret med en så intuitiv logisk sammenhæng, at et koncentreret referat af de ydre omstændigheder kun vil give Kosmos' læsere et forholdsvis overfladisk indtryk af bogens perspektiv.

Michels karakteristiske uberegnelige følelsesudvalg – Catherines giftermål med en moralsk tvivlsom fransk gentleman, hvis tynde kulturfernis blænder, hendes blå øjne, men ikke Matthews – hans fars ungdoms- og Matthews bedste ven, Scotts "dydige" svigten ham, da han bliver klar over det fysiske i Matthew og Michels forhold – dette og meget andet fører atter den 16-årige dreng ud i ensomheden. Drømmen om lykke brister. Svigtet af alle står han igen alene og denne gang i en verden uden dagdrømme, en skæbnens verden fuld af ubarmhjertige kendsgerninger, hvis rækkevidde han ikke rigtig kan fatte, kun angstfuldt ane. Svigtet af alle, ja, på nær een: hans bedste vens elskerinde, Francoise, en moralsk helstøbt pige. Under en samtale med Scott forsøger hun forgæves at appellere til dennes tolerance, som findes på mange andre felter, blot ikke på dette:

". . . Hun blev mere og mere vred, mens hun talte: – Men det lyder antageligt gruopvækkende i dine øren. Uanstændigt eller ikke rent nok til din form for samvittighed. Din moral er jo som en lille drengs. Men sådan er livet nu engang ikke, Scott.

Scotts stemme var tonløs: – Alt det dér kender jeg ikke, sagde han sukkende. – Jeg tænker på Matthew. Jeg ved, at den slags sker . . . men at det skal ske med en, man selv kender! Jeg er ligeglad med, hvad de andre gør. Men dette her . . . det er forfærdeligt! Det er ... nej, jeg kan ganske simpelthen ikke tro det.

– En man kender! Hun vendte sig hurtigt væk fra ham: – Du giver mig kvalme, Scott, når du taler til mig på denne måde. Hvad er det egentlig for folk, du kender? Er de allesammen så rene og retfærdige? Har de allesammen den samme moral som du? Vælger du dine venner efter, hvem de går i seng med? Og så Matthew! Når det kommer til stykket, er han forelsket og lykkelig. Er det egentlig så skrækkeligt? Han kan ikke gøre for det. Har han gjort noget, der er så forskrækkeligt meget værre end alle andre mænd? Hun nikkede vredt mod ham: – Jeg kender mænd, Scott. Jeg ved, hvad de vil have, og hvad de kan lide. Du synes, det Matthew har gjort, er så skrækkeligt. Det er ikke værre, end hvad alle mænd gør.

Ville hun da slet ikke forstå ham? Du kan slet ikke se, hvad jeg mener, sagde han. Den slags ... ja, det ved alle mennesker jo besked med, det har man vænnet sig til. Men dette her . . . det er jo unormalt, det er unaturligt. Det er helt igennem forkert.

– Hvorfor?

– Det er det, mere er der ikke at sige om det. Kan du ikke forstå det, så kan jeg heller ikke forklare dig det. Gud og hver mand ved, at det er forkert."

Og det brev, Scott i sin forargelse sender Matthew, bliver årsag til det skæbnesvangre spørgsmål: Hvorfor er jeg sådan? – Og hvem andre end Michel kan han rette det til:

". . . Hvorfor skulle vi blive forelskede? Hvorfor kan vi ikke være almindelige og normale mennesker og forelske os i en kvinde? Hvad er det, der er i vejen? Hvad er der galt med os?

Michel så væk: – Jeg vidste det jo. Jeg har set det trække op. Nu stiller du dig selv alle de spørgsmål, jeg engang har stillet mig selv. Og du kan ikke besvare dem, Matthew. Det er måske skæbnen. Jeg troede, jeg havde gjort alle de ting op med mig selv – indtil du dukkede op og forandrede alting.

– Men hvordan fik du dem besvaret? Hvordan kunne du svare på, hvad du var – hvad du er? Hvad vi begge to er?

– Jeg har jo sagt det, Matthew. – Skæbne – forudbestemmelse . . . Guds vilje, hvis du foretrækker det sådan.

– Guds vilje! Matthew så hårdt på ham: – Jeg tror ikke på noget af den art. Jeg tror, det afhænger af os selv. Er der noget galt med os, er det vores egen fejl. Er vi, som vi skal være, kan vi takke os selv for det.

Michel var stadig alvorlig: – Men man må tro på en eller anden autoritet, Matthew. Du er ikke almægtig, du kan ikke klare alt. Du er som alle vi andre.

Nej, Michel kender ikke svaret. Han kan give anvisning på resignation og tro på et forsyns uransagelige veje, men Matthews tabte tillid til livet kan han ikke gengive ham, for Matthew har ingen trosevne, og han er for ung til at resignere. – Da forsøger Matthew for første gang at erobre barndommens tillid ved at betro sig til sin mor – Catherine, der tror, at det hele blot drejer sig om en almindelig platonisk skoledrengsforelskelse mellem lærer og elev. Selv hun har ikke kunnet undgå at bemærke sin søns tiltagende depression, og da hendes mand vagt har antydet, at det drejer sig om forelskelse (han har selv forsøgt at "få lidt sjov" med sin stedsøn, men er blevet afvist), beslutter hun sig til at tale med ham, fortælle ham, at hun rigtignok selv engang har haft det på lignende vis, været forelsket i en lærerinde, og at det er noget, næsten alle mennesker oplever, noget, der altsammen er meget naturligt. – Og det gør hun – på en sådan hemmelighedsfuld – affekteret måde, at den ulykkelige Matthew trods stærke tvivl opfatter det, som om hans mor engang har været i nøjagtig samme situation som han selv. – Barnligt, tillidsfuldt begynder han at berette om sit første møde med Michel ... og langt om længe dæmrer det for Catherine, hvad sagen drejer sig om . . . Tom, vantro, tvivlende rejser hun sig, viger bort fra ham som en spedalsk, kold, stiv som træ står hun foran sin eneste søn: "– Jeg ville hellere se dig død! udbrød hun, og hendes stemme klang som en hammer, der slår mod et søm ..."

Disse ord dræber den 16-åriges sidste håb om forståelse og kærlighed, de sidste gløder af det nylig lysende livsmod slukkes. Tilbage er kun et følelsernes martyrium i den totale ensomheds nat. Og som utallige før ham og som han, begiver Matthew sig på vej ind i den nat, hvis eneste drøm om frelse er livets frygteligste illusion: Tilintetgørelse ved selvmord.

– – –

Ensomme vandrere i polforvandlingens mørke terræner!

Vi, som tørstede i kærlighedens ørkener – vi, som for vild i junglen på jagt efter ældet ekstase – vi, som stenedes af hobens hån – vi, som i skam skjulte de flakkende øjne i skælvende hænder – vi, som i fortvivlelse svor dyre løfter, brød dem og bøjede hovedet og græd – vi, som afmægtige af angst stirrede på kirkens ruin og forbandede himlen, der tav, – århundreders tavse dødsskrig fra os, der skal fødes – de ordløse bønner om lys over begærets blindveje – se, de skal opfyldes!

Mange lys er blevet tændt af tolerancens jordiske tjenere. – Men det klareste af alle stiger i disse tider op over kirkens ruin i horisonten mod nord. – Brødre og søstre, se, en ny stjerne funkler for os – for alle! Den absolutte videns skær stråler fra det gyldne stjernesymbol ud i uvidenhedens nat. "Den højeste ild" har tændt en flammende fakkel af visdoms og kærligheds ord. Stimulerende trætte tvivlere i ensomhedens kulde strømmer en ny kærligheds varme for alt og alle fra et nyt rige i den evige skabers altomfattende væsen – omskabende dyrerigets begær til menneskerigets længsel efter at give.

Ensomme vandrere i polforvandlingens mørke terræner – vi, der trods alt skal fødes i det sande menneskerige – lad os våge og bede for dets komme i os og omkring os ved nænsomt, nænsomt at leve lovens gamle ord, der står skrevet over indgangen til dette rige: