Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/4 side 55
Kulturfonden
Efter at revisor H. Jürgensen har revideret kulturfondens regnskab for den del af året i 1951, i hvilken den har virket, kan jeg hermed offentliggøre tallene, der stiller sig således:
Indgåede bidrag ... 6.692,15 kr.
Udgifter afholdt af fonden:
Ejendomsskatter ... 2.550,58 kr.
Vedligeholdelsesudgifter vedr. "Klintsøgaard" ... 500,00 kr.
Grundejerforsikring ... 261,80 kr.
Terminsydelser vedrørende prioriteter ... 2.755,00 kr.
Fondens administrationsudgifter:
Formularer til indbetaling af bidrag ... 126,00 kr.
Porto ... 408,40 kr.
[Udgifter i alt] ... 6.601,78 kr.
Overført saldo ... 90,37 kr.
[Balance] 6.692,15 kr. 6.692,15 kr.
 
Samtidig med denne regnskabsaflæggelse vil jeg gerne sige, at det har været mig en stor glæde at notere de mange bidrag og at se, hvorledes indbetalingerne ofte er blevet forhøjet udover de oprindeligt lovede beløb. Jeg benytter også lejligheden til at takke for de mange venlige hilsener, jeg har fået sammen med bidragene. Endelig vil jeg på Martinus' vegne ad denne vej lade takken for støtten tilflyde den eller de enkelte bidragydere, som jeg af en eller anden grund ikke har fået takket direkte.
– Den forløbne del af 1952 har vist, at den kærlighed til sagen, der i efteråret foranledigede så mange til at give tilsagn om hjælp, fremdeles lever; dette har blandt andet givet sig udslag på den måde, at der stadig har meldt sig flere bidragydere.
Da det må forudses, at Martinus' åndsvidenskabelige arbejde endnu en årrække vil have brug for den store støtte, som kulturfonden repræsenterer i kraft af de mange offervillige skuldre, der bærer den, vil jeg ved denne lejlighed opfordre dem, der endnu ikke er med, men som har forståelse af sagen og af betydningen af, at ejendommene bevares for arbejdet, til at overveje, om de ikke uden afsavn kunne yde et månedligt bidrag med et eller andet beløb. Hvis der sendes et par ord herom til bureauet, vil jeg drage omsorg for, at beløbet opkræves. Skulle nogen foretrække at indsende et beløb nu og da, kan dette ske nårsomhelst på girokonto 71195, hvilken konto udelukkende anvendes til fondens midler.
Eigil Hansen, cand. jur.