Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Ægyptens ørken, vest for Nilen, i nærheden af de tre store pyramider, ligger der en stenkolos, som menneskene ned igennem tiderne har betragtet med skrækblandet undren. Det er den berømte store Sfinks ved Gizet, der igennem umådelige tidsaldre, hver morgen har skuet lyset stige op over den østlige horisont. Den har til alle tider, ved selve sin tavse nærværelse, været en gåde for menneskene, indtil selve ordet sfinks er blevet synonymt med en gåde.

I et gammelt ægyptisk skrift berettes det, at en af Faraonerne af de første dynastier en gang i en drøm fik befaling til at grave i sandet i nærheden af den store pyramide. Han rettede sig efter drømmen og gav befaling til at grave på det omtalte sted. Da arbejderne havde gravet i nogen tid, dukkede en uhyre stenkolos frem af sandet, en løvekrop med menneskehoved. Sfinksens gåde var atter dukket frem på menneskehedens mentale himmel, efter måske i årtusinder at have været skjult i ørkenens sand. Sfinksen er altid blevet betragtet med overtroisk rædsel af den indfødte befolkning. – Ja selv Napoleons soldater blev grebet af skræk ved synet af Sfinksen, under hans felttog i Ægypten. Og først da han havde ladet soldaterne beskyde Sfinksen med kanoner, overvandt de i nogen grad deres rædsel for dette mærkelige stenuhyre – halvt dyr og halvt menneske.

Denne beskydning er iøvrigt en af årsagerne til den forfaldne tilstand, hvori Sfinksen befinder sig i dag – men det er en anden historie.

Den store Sfinks ved Gizet er ca. 57 m lang og 20 m høj, hugget ud i selve klippegrunden med overordentlig stor kunstnerisk dygtighed og sikkerhed. Ordet Sfinx er af græsk oprindelse og hentyder til et mytologisk væsen med kvindehoved og løvekrop. Ægypterne selv betegnede Sfinksen ved hieroglyfen og ordet: "Neb, der betyder herre eller hersker, især "Hemmelighedernes herre".

Sfinksen er altid blevet betragtet som symbolet på et mysterium eller en gåde. Men hvad er da Sfinksens gåde eller det mysterium den dækker over? – Ja, lad det være sagt med det samme: Sfinksens gåde er mennesket selv. Ligesom Sfinksen er det jordiske menneske et dobbelt væsen – halvt dyr og halvt menneske. Ligesom Sfinksen befinder det jordiske menneske sig i en ørken lænket til klippen – materien; medens det længselsfuldt skuer mod lyset.

Sfinksens gåde er på en meget træffende måde behandlet i den gamle græske mytologi. Efter et gammelt sagn skulle der findes et sådant fabelvæsen, halvt kvinde og halvt løve, datter af en slange, i nærheden af byen Theben. Dette uhyre forelagde alle de vejfarende følgende gådespørgsmål: Hvem er det, som om morgenen går på fire, om middagen på to, og om aftenen på tre ben? Hvis de adspurgte ikke kunne besvare dette spørgsmål, blev de sønderrevet af Sfinksen. Ødipos kom til Theben og besvarede spørgsmålet med: Mennesket. Det kryber i sin barndom på fire, går i sin manddom på to, og tager i sin alderdom en stok til hjælp. Hermed var gåden løst, og Sfinksen styrtede sig i afgrunden. Svaret er tilsyneladende lige til, set fra almindeligt menneskeligt synspunkt; men der ligger en dyb kosmisk betydning skjult i svaret. Mennesket kommer fra plante- og dyreriget, går på fire til at begynde med. Derefter træder de to køn, de to poler frem. Og endelig til slut åbenbarer det treenige princip sig.

De gamle religioner og mytologien fra slægternes barndom indeholder ofte store sandheder i en symbolsk og tilsløret form. Der ligger i hele denne beretning om Sfinksen en dyb okkult og åndsvidenskabelig sandhed gemt. Når svaret på Sfinksens gåde er mennesket, eller den jordiske dyriske natur i mennesket, så ligger der jo heri en erkendelse af nødvendigheden om at komme til bevidsthed om, eller forståelse af, denne dyriske natur, for at kunne overvinde den og besejre den. Mennesket må løse Sfinksens gåde eller blive sønderrevet af den.

Derfor er det jo f. eks. ret betegnende, at Sfinksen nævnes som datter af en slange. Slangen er til alle tider, i religionerne og mytologierne, blevet betragtet som et symbol på begæret eller den seksuelle skabende kraft. Den skabende kraft har først ført os igennem plante- og dyreriget, og dette lever endnu i dybet af vor natur, som en gåde eller et mysterium og er den "Tærskelens vogter", som binder os til materien og hindrer os i at overskride tærskelen til den guddommelige verden. Derfor er det først nødvendig at komme til forståelse af denne tilstand og derefter frigøre sig fra den. I sagnet repræsenterer Ødipos, det højere guddommelige Selv i mennesket, der bliver bevidst i sin evige identitet, og derved øjeblikkelig erkender den illusoriske natur af alle skabte foreteelser, inclusive sin egen jordisk-dyriske natur. Herved forsvinder "Tærskelens vogter", Sfinksen, øjeblikkelig i afgrunden, d. v. s. i intethed eller illusion, som kun værende et skabt fænomen og ikke det virkelige og evige, som er Jeg'et selv.

Efter åndsvidenskaben fremtræder menneskets lavere jordiske natur i den åndelige verden, som et til en vis grad selvstændigt, og af Jeg'et uafhængigt væsen. Dette væsen skal mødes og besejres inden den store indvielse kan ske. Dette "lavere" jordiske væsen er det religionerne kalder "djævelen" eller Satan. I den kristne religions indvielseslære, evangeliet, er dette, det højere Selvs møde med "Tærskelens vogter", fremstillet i beretningen om fristelsen i ørkenen. Her berettes der jo om, hvorledes Kristus, efter dåben i Jordan, af Ånden blev ført ud i ørkenen for at "fristes af djævelen", denne "verdens fyrste", dvs. den bevidsthed, der identificerer sig med stoffet.

Det er også betegnende, at Sfinksen ligger "i ørkenen", lige uden for den store pyramide, som jo i forhistoriske tider var et stort indvielsescenter.

Den oprindelige idé om Sfinksen skal have været forbunden med og symboliseret den grovere materies fire elementer på en ejendommelig måde. Efter den ældgamle mysterielære skal Sfinksens virkelige konstitution have været følgende: hovedet, et menneske; forkroppen, en løve; bagkroppen, en okse og på ryggen ørnevinger. Her ser vi den som udgørende en kombination af de fire "Livsvæsener omkring Guds trone" (det guddommelige Selv i mennesket), der omtales i Ezekiel, kap. 1, 5-10, og i Åbenbaringen, kap. 4,6-7. Disse fire Livsvæsener er identiske med de fire, såkaldte, faste stjernebilleder i dyrekredsen: nemlig Tyrens tegn, Løvens tegn, Skorpionens tegn og Vandmandens tegn, i hvilke findes de fire "kongelige stjerner", der udgør en mægtig kvadrat på himmelhvælvningen. Disse er Aldebaran, Regulus, Antares og Fomalhaut. De fire hjørner i det store verdenskaos, pyramidens fire hjørner. Disse tegn er forbunden med et af de fire kosmiske elementer hver: Jord, Ild, Vand og Luft, der fra gammel tid symboliserer de sjælelige eller psykiske energier i mennesket på følgende måde: "Ild" er vilje eller begær "Luft" er tanke eller intelligens, "Vand" er følelse, og endelig repræsenterer "Jord" det fysisk materielle legeme. Dette er den åndelige betydning af de "fire elementer". På det fysiske plan genfindes disse elementer i stoffets fire tilstandsformer: fast, flydende, luft- eller gasformig og endelig ild- eller stråleenergi.

Disse fire elementer er også den dybere betydning i inskriptionen over Kristi kors. Denne var, som bekendt: Jesus Nazarenus Rex Judæorum (Joh. 19,19). Nu er der det ejendommelige forhold, at forbogstaverne til disse fire ord: I. N. R. I., som de fleste sikkert kender f. eks. fra katolske krucifikser, er de samme som de fire elementers begyndelsesbogstaver på hebræisk. Disse hedder: Iam (vand), Nur (ild), Ruach (luft) og Iabashah (jord). Altså, det der efterlades på korset, det fysiske legeme, er de fire elementer, de fire elementers kræfter, medens Jeg'et er frigjort. Det fysiske legeme og dets jordisk sjælelige elementer var Sfinksen, tærskelens vogter. Den, som erkender dette, har løst "Sfinksens gåde".

Det jordiske menneske er begrænset af det fysiske legeme og en fange i stoffets verden. Dette bekræftes på en ejendommelig måde af himmelsfærens og cirklens konstruktion. Som bekendt konstruerer man en cirkel ved at drage en kreds om et centrum med en passer. Afstanden fra centrum til omkreds kaldes: radius. Radius betyder stråle. Mennesket er en stråle, der udgår fra det guddommelige skabende center. Men nu er der det enestående forhold, at denne afstand, fra center til omkreds i cirkelen, radius, går nøjagtig 6 gange rundt i, eller op, i omkredsen; hverken mere eller mindre. Seks bliver således begrænsningens tal, dyrets tal og menneskets tal. Det mærkelige tal 666 i Åbenbaringen 13, 18 er en tilkendegivelse af dette. At det er gentaget tre gange er understregning af det treenige skabende princip. I kredsløbet eller cirkelens konstruktion ligger skabelsens hemmelighed gemt. Også det er "Sfinksens gåde". "Den, som har forstand udregne dyrets tal", i sig selv, og ikke i Paven eller Morten Luther.

B. S. Ingemann lader i sit ejendommelige eventyr "Sfinksen", den mystiske prinsesse sige til sin elskede, den unge student: "Hvem er du, og hvem er jeg?" Han peger da op imod det høje, mod stjernehimlen, og siger: "Deroppe findes svaret!" Og det samme gælder for enhver. Kun vor højere guddommelige natur kan give svaret på Sfinksens gåde. Det jordiske menneske er, for det nærværende, en blanding af lyset og mørket – halvt dyr og halvt menneske. Som en af vore digtere så smukt har udtrykt det: