Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I. G. HANNEMANN
Professor. Dr. techn.

 

Det synes ved en umiddelbar betragtning næsten ufatteligt, at der kan herske nogen synderlig uklarhed angående begreber af virkelig fundamental betydning, men ikke desto mindre er dette en kendsgerning, netop på de for menneskehedens livsførelse allervigtigste områder. At begreberne samvittighed og pligt hører her ind under, turde være hævet over enhver tvivl, man behøver blot at tænke på den magiske magt, disse begreber til tider kan have over menneskesindene, eller den uimodståelige kraft, hvormed de direkte griber ind i menneskenes tanker og handlinger. Måske er det netop på grund af den uklarhed og usikkerhed, der altid omgiver dem, at deres betydning er så stor, idet menneskene i så fald lettere lader sig følelsesmæssigt påvirke eller suggerere til at tro på de pågældende begrebers absolutte berettigelse og rigtighed i relation til bestemte forestillingskredse og handler derefter uden først forstandsmæssigt at vurdere konsekvenserne heraf. Da begivenhederne i vore dage stimulerer sådanne tendenser og desuden i al almindelighed skaber en stærk usikkerhed i vurderingen af de forskellige moralbegreber, må det sikkert siges, at en nøgtern og kritisk analyse af de begreber, der her er tale om, har aktuel interesse.

I det følgende skal jeg forsøge at foretage en sådan analyse, idet det udtrykkelig fremhæves, at det drejer sig om en upartisk bedømmelse af noget alment menneskeligt, således at de konklusioner, analysen medfører, ikke er farvet af sympati- eller antipatifølelser mod noget eller nogen.

At begreberne samvittighed og pligt tit benyttes i flæng er egentlig ikke mærkeligt, idet de har meget tilfælles. De hører således alle ind under begrebet moral, idet de hver for sig udgør et slags "samvittighedsprincip", d. v. s. noget i individets mentalitet, der fremkalder ubehags- eller behagsfornemmelser hos dette, efter som de handlinger, det foretager, er i strid eller i overensstemmelse med, hvad der i relation til det pågældende begreb af individet anses for rigtigt. Dette noget i individets indre er i virkeligheden slet ikke en mystisk foreteelse, men kan ganske naturligt karakteriseres som individets mentale selvopholdelsesdrift, der ganske tilsvarende den fysiske selvopholdelsesdrift er en nødvendighed for opretholdelsen af individets nærværende mentale tilstand. Tilsvarende virkningen af et indgreb i den fysiske organisme vil et mentalt indgreb, der virker nedbrydende på den af individets erfaringer, udvikling og forestillinger opbyggede mentale verden, skabe en ubehagsfornemmelse, som individet naturligvis vil søge at undgå eller fjerne, og en behagsfornemmelse vil på analog måde fremkomme ved indvirkninger, der stimulerer individets øjeblikkelige mentale tilstand. Et tilsvarende udtryk for denne mentale selvopholdelsesdrift indenfor moralbegrebernes område har man i ordene "selvfølelse" eller "selvagtelse".

Af dette følger, at ovennævnte moralbegreber både er forankrede dybt i samfundets traditioner og forestillinger, og samtidig har rod i det enkelte menneskes natur. Den forskel, der er imellem de forskellige menneskers opfattelse af disse begreber, finder således sin ganske naturlige forklaring i, at menneskene er på forskellige udviklingstrin samt mere eller mindre bundet af samfundets tradition og forestillingskredse, som iøvrigt også er vidt forskellige for de forskellige samfund. Da denne forskel kan være meget betydelig, og når dertil kommer, at begreberne i visse tilfælde overdækker hinanden, medens de i andre tilfælde direkte er i modstrid, forstår man bedre, hvorfor der hersker den uklarhed og begrebsforvirring, som allerede blev omtalt i indledningen.

Vi vil nu prøve på at komme til bunds i spørgsmålet ved at belyse og analysere begreberne hver for sig i fortsættelse af de resultater, vi allerede er kommet til.

Idet vi allerede ud fra det foregående er klar over, at samvittigheden, som alle de øvrige moralbegreber bunder i menneskets udvikling, erfaringer og forestillinger, bliver spørgsmålet straks, inden for hvilket område i menneskets mentalitet, den er at finde. Svaret herpå må blive, at samvittigheden er knyttet til individets forestillinger om, hvad der er godt, og hvad der er ondt, eller hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvilket i virkeligheden er det samme, idet rigtigt og forkert her skal tages i absolut betydning, og ikke blot i relation til et eller andet begreb. Da forholdet mellem det gode og det onde i et individ netop er den målestok, der benyttes ved bestemmelsen af et individs moralske kvalitet eller det almindelige udviklingstrin, virker samvittigheden således som en slags moralsk indikator. Det stemmer også med den almindelige kendsgerning, at højt udviklede mennesker ikke nænner at gøre ting eller foretage handlinger, som primitive og robuste mennesker glat væk foretager uden den mindste smule samvittighedskval.

Idet samfundet jo består af alle dets enkelte individer, kan det ikke nægtes, at der også inden for områderne godt og ondt er tale om en knæsat samfundsopfattelse, hvilket igen danner den almindelige, hævdvundne samfundsmoral, der således udgør en slags gennemsnit af den moralske kvalitet af de til samfundet hørende individer. Natursamfundenes morallove er på mange punkter mere primitive end det civiliserede samfunds love, ganske tilsvarende de enkelte individer i de pågældende samfund.

Ved dannelsen af samfundsmoralen har navnlig de store religiøse idealer og de mange herudfra dannede religiøse systemer spillet en uhyre rolle, hvilket ikke kan vække forundring, idet disse jo netop på en måde udgør moralens vogtere. F. eks. er barmhjertigheds- eller humanitetsprincippet jo netop udsprunget herfra. Men også menneskenes dyrisk-egoistiske tilbøjeligheder og primitive instinkter har sat sine dybe spor i samfundets morallove, både direkte og indirekte og især gennem den store indflydelse, de har haft på nedtransformeringen af de religiøse idealer til alle de religiøse forskrifter og dogmer. Tænk blot på, hvilken rolle begrebet synd spiller inden for hele den såkaldte kristne verden, og hvorledes dette begreb har formået at brændemærke mangen en handling, især indenfor det seksuelle område. Man vil heraf se, at samfundsmoralen i sin natur umuligt kan være fuldkommen eller blot noget i retning heraf, når de enkelte individer er på så forskellige udviklingstrin, men den må betragtes som et kompromis mellem høj udvikling og primitivitet, barmhjertighed og egoisme, religiøs idealisme og praktiske forretningsprincipper.

Medens de fleste mennesker er bundet af samfundets moralregler og forestillinger og betragter disse som rettesnor for deres handlinger og livsførelse, findes der mennesker, hvis erfaringer og mentalitet er af en sådan kvalitet, at de er i stand til at gennemskue den gængse moral og se dens ufuldkommenheder. Sådanne menneskers opfattelse af godt og ondt er uafhængig af ydre forskrifter og dogmer, idet de udelukkende betragter en handlings moralske værdi ud fra dens virkning på andre levende væsener. Moral er for disse mennesker kort og godt identisk med hensynsfuldhed.

De almindelige mennesker kan derimod godt begå hensynsløse handlinger uden dårlig samvittighed, blot samfundsmoralen overholdes, og modsat kan de føle de værste samvittighedskvaler ved handlinger, der slet ikke skaber lidelser for andre, blot samfundsmoralen stempler dem som syndige.

Da samvittigheden er knyttet til forestillingerne om det gode og det onde, der direkte og indirekte hos alle individer bunder i sammenspillet mellem individets dyriske, egoistiske tilbøjeligheder på den ene side og dets rent menneskelige, kærlige natur på den anden side, udgør samvittigheden en indre, personlig kraft, der hænger nøje sammen med individets vilje til det gode.

Ikke blot i økonomisk henseende, men også i konventionel henseende har det enkelte individ forpligtelser overfor samfundet, der her giver sig udtryk i pligtvisit (høflighedsvisit) og pligtdanse, ja, i alle de forskellige tilfælde, hvor man ikke gør en ting for fornøjelsens skyld, men af pligt, fordi det nu en gang hører sig til eller sømmer sig at gøre sådan. Ordet borgerpligt er et vidt begreb, der også tydelig viser, at pligtbegrebet angiver individets forhold til samfundet. At pligtbegrebet ofte er knyttet til forestillinger, som samvittighedsfølelsen også er afhængig af, ses tydeligt af, at man jo i mange tilfælde føler en dårlig samvittighed ved ikke at gøre, hvad man anser som sin pligt.

Desuden er det da også en given ting, at hele det juridiske lovsystem er forankret i samfundsmoralen. Ordene pligtopfyldende og samvittighedsfuld bruges da også tit i flæng, men man vil lægge mærke til, at disse udtryk i så fald netop benyttes i sammenhæng med almindelige begreber, såsom arbejdet, skolen, hjemmet etc. for dermed at angive, at individet opfylder de gængse fordringer, som samfundet stiller til de individer, der er knyttet til de pågældende ting. I modsætning til samvittigheden er pligtbegrebet for størstedelen noget, der udefra bl. a. ved opdragelsen er påtvunget individet, og det kommer derfor også mange gange til at virke som en slags dressur. Udtryk som ens forbandede pligt er jo netop udslag af et sådant forhold. Derfor findes der også mange områder, hvor samvittighedsbegrebet og pligtbegrebet ikke ytrer sig ens, ja, i visse tilfælde er de i direkte konflikt med hinanden. Alene udtrykkene moralsk forpligtelse kontra juridisk forpligtelse viser dette til fulde, de sammenstilles jo netop tit for at tilkendegive, at pligt i forhold til moralen, hvilket jo netop er samvittighed, og pligt i forhold til samfundet, hvilket slet og ret er pligt, i visse tilfælde kan være som dag og nat. Pligtbegrebet i relation til tavshedspligt er i denne forbindelse interessant, da det her i visse tilfælde stemmer ganske overens med samvittigheden, og i andre tilfælde direkte kolliderer med denne.