Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som vi i det foranstående har set, kan så at sige alle de forekommende onder ledes tilbage til frygten. Denne tilstand er altså hovedårsagen til dem alle. Det er denne mentale tilstand, der ligger til grund for al militær oprustning, al krig og ufred imellem menneskene og de heraf følgende myrderier, lemlæstelser, former for nød og elendighed. Ja, hele den nuværende verdenskrise eller opfyldelsen af Bibelens bebudede dommedag skyldes således ene og alene frygten. Frygten er altså menneskehedens værste onde. Menneskehedens største problem vil derfor være dette, at kunne bekæmpe og overvinde frygten.

Denne kamp er derfor i virkeligheden ikke ny. Men som vi har set, er og har nævnte kamp altid været mere baseret på selve frygtens virkninger end på selve frygten. Men et onde bekæmpes ikke ved at bekæmpe dets virkninger, men derimod ved at bekæmpe dets rod eller årsag. Man vil nu igennem en kulmination af de mørkeste og bitreste erfaringer komme til erkendelse af, at intet som helst våben, det være sig nok så stærkt i form af atom- eller brintbomber eller andre udløsninger af elementernes gigantkræfter i ødelæggelses- og drabsøjemed, vil kunne forjage frygten. Selv den allerstørste sejrherre vil aldrig nogen sinde kunne bekæmpe frygten i sit indre ved hjælp af ydre forsvars- eller angrebsmidler. Intet som helst materielt forsvar er så stærkt, at det kan fjerne frygten fra det menneskelige sind eller dets tankesfære. Det er også derfor, at kun "åndeligt døde" mennesker i deres fabelagtige uvidenhed klamrer sig til våben og mordprocesser i den skæbnesvangre overtro, at disse er det absolutte beskyttelsesmiddel. Deres overtro er så grænseløs, at de i virkeligheden tror, at vejen til freden kun kan være brolagt med våben og den herpå opretholdte materielle eller fysiske magt.

Freden er ikke en tilværelse bag palisader af kanoner og atombomber. Den fred, der tilsyneladende kan skabes i kraft heraf, er ikke en fred, men en på magt og mordvåben, midlertidigt opretholdt våbenstilstand og er således stadig en krig. Krig er igen frihedsberøvelse både for sejrherrer og besejrede. Sejrherren må, for at bevare sejrens goder, baste og binde sig i militære opbud og omkostninger, der uundgåeligt betyder kulturforringelse rent bortset fra den frihedsberøvelse i form af værnepligt for millioner og atter millioner af mennesker, den uundgåeligt afføder. I måneder, år og dage af deres liv slavelænkes eliten af staternes eller nationernes unge, begavede og i virkeligheden fredselskende unge mænd, og stundom kvinderne med, i undervisning, træning og dygtiggørelse i de allerbedste metoder til at tortere, myrde og henrette andre mennesker og i at ødelægge deres uerstattelige kulturgoder og kunstværker og dermed deres fred og lykke. Hvordan skal denne tåbelighed, denne "de åndeligt døde" menneskers livsfilosofi og de naive massers blinde og dumme hyldest og tilbedelse af denne, al kulturskabelse og fredshæmmende dødspolitik være vejen til freden? – Den kan kun i stigende grad, alt eftersom "den åndelige død", der er det samme som den totale irreligiøsitet, erstatter tabet af troen på forsynet eller Guddommen med troen på våben, mord, drab og ødelæggelse som beskyttelsesmiddel, udelukkende kun være vejen til ufred, dommedag, ragnarok eller det moderne helvede, som menneskeheden har oplevet i de sidste årtiers verdenskrige og den heraf følgende kultur- og moralundergang.

Når våben og materiel magtmisbrug umuligt kan skabe andet end ufred og dermed i forhold til krig udgør næsten det samme som benzin i forhold til ild, og grunden til denne klamren sig til materiel magt og mordvåben skyldes frygt, er vi her ved selve ondets rod. Frygten er ufredens sande årsag. Modsætningen hertil må da være fredens sande årsag. Men hvad er da modsætningen til frygt? – Modsætningen til frygt kan kun være den mentale tilstand, vi udtrykker ved begrebet "Tillid". Hvor der opstår tillid, fjernes frygten. Hvor frygten fjernes, opstår freden. Vejen til den virkelige fred, altså en fred, der ikke er en camoufleret våbenstilstand, kan absolut kun opbygges af eller brolægges – ikke med våben – men med tillid.

Men til hvem eller hvad skal man da have tillid? – Hvem kan man stole på? – kan det ene folk stole på det andet? – Kan det ene politiske parti stole på det andet? – Nej og atter nej. Absolut ingen af disse foreteelser, hverken lande, folk eller partier kan være værdige garantier for den tillid, der afføder den absolutte fred. De vil alle bekæmpe hverandre, idet det i virkeligheden slet ikke er freden, de kæmper for, men derimod et udvidet egoistisk albuerum og opretholder dermed den dommedagspolitik, der hedder "Alles krig imod alle". De afslører dermed deres totale åndelige død eller uvidenhed. Og ingen som helst repræsentation af uvidenhed, med alle dens forgreninger i dumhed, fejltagelser og skuffelser kan være noget fundament for tillid. Enhver, der hylder og tilbeder dumheden eller uvidenheden, hvad enten den repræsenteres i form af ydre guld og glans, i form af massesuggestion, massetilbedelse af den eller den, det eller det, må selvfølgelig komme til kort. Dumheden eller uvidenheden er lige farlig, hvad enten den forkyndes af en forbryder eller helgen, hvad enten den doceres af en konge eller stodder, hvad enten den danner grundlaget for en regering eller for en sekt, hvad enten den er et religiøst dogme eller et moderne politisk postulat. Det er her, menneskene bestemmer deres skæbne. De er alle udsat for uvidenhedens eller dumhedens kolossale magt overalt i det daglige liv. Uvidenheden har sæde i ægteskabets og familielivets forældede forskrifter såvel som i den autoriserede religiøse morals ligeså forældede dogmer. Uvidenheden er til stede i såvel politiske som i religiøse uindviede føreres virken og har sæde i massernes psyke som suggestion, som urokkelige forestillinger og dermed som indbildt urokkelig sandhed. Den bringer således de suggererede folkemasser til at leve på løgne. Men i løgnens kølvand eller sfære kan ingen tillid have til huse. Hvor tilliden ikke har til huse, har frygten sit domæne. Og dette kan altså i realiteten ikke bekæmpes med materiel magt og vold. I visse situationer kan dets virkninger ved overlegen magt og vold stagnere eller for en tid holdes i ave, men frygtens årsag kan aldrig i noget som helst tilfælde bekæmpes på denne måde. Frygtens sande absolutte årsag er åndelig eller kosmisk uvidenhed. Derfor kan frygten ikke bekæmpes ved vold og magt, men derimod udelukkende med kosmisk viden. Kun absolut kosmisk viden giver den tilsvarende urokkelige tillid.

Kosmisk viden udgør den for tankerne eller intelligensen tilgængelige viden eller videnskab om selve det kosmiske verdensalt, hvilket vil sige: selve det evige verdensbillede. Denne viden er den skjulte side ved det levende væsens fremtræden, der hedder "Ånd". Den bliver derfor retmæssigt kaldt "Åndsvidenskab". Den viser de særlige universelle love, på hvilke hele verdensstrukturen hviler og dermed også det levende væsens identitet, plads og fremtræden i verdensbilledet samtidig med, at den dermed også afslører betingelserne for dets sande levemåde og foreløbige mål i dette ocean af liv og detailler. At vide den sande årsag i enhver mental situation er det samme som at forstå alle levende væseners forhold og handlemåde overfor en selv. Dermed vil man se, at intet som helst ondt i verden kan fødes og manifesteres uden i kraft af uvidenhed hos det ophav, igennem hvilket det manifesteres. Når mennesker forsætligt hader og forfølger, vil det ligeledes ifølge de kosmiske analyser kun være fordi, de ikke har nogen absolut psykisk eller åndelig viden. De tror da, at objektet for deres forfølgelse er den sande årsag til det onde, som de har været genstand for (heraf forfølgelsen) og forstår således ikke, at den, som de forfølger, ikke er den virkelige årsag til nævnte onde, men at det derimod er den uvidenhed, dette væsen endnu ligger under for, der er skyld i hele dets handel og vandel. Men at det er uvidende, er det ligesålidt herre over, som det er herre over, at det har lyst eller mørkt hår, brune eller blå øjne. Dets uvidenhed kan derfor ikke i noget som helst tilfælde være noget retmæssigt objekt for forfølgelse og straf. Uvidenheden kan kun skyldes manglende erfaringer. Det menneske, der allerede har fået erfaringer på et felt, hvor et andet menneske endnu ingen erfaringer har, kan sagtens være vidende og dermed kritiserende det på det samme felt uvidende menneske. Men når et sådant menneske forfølger og piner eller straffer et andet menneske, fordi det på grund af uvidenhed må handle uklogt eller dumt, er et sådant forfølgende eller straffende væsen lige så uvidende eller dumt, som det væsen, det forfølger. Ingen som helst strid kan således opstå uden i kraft af dumhed eller manglende intellektualitet. Tænk i hvilken udstrækning dumheden eller de heraf følgende vildfarne forestillinger eller opfattelser om livets virkelige fakta i henhold til foranstående regerer menneskehedens nationer, folk og racer, dens kultur, moral og etik. Og tænk, i hvilken grad det derfor er påkrævet at få denne uvidenhed fjernet, så at alt det såkaldte onde derved kan bringes til at ophøre med at eksistere. Åndsvidenskaben bliver i henhold hertil således verdensgenløsningens eneste absolutte vej for jordmenneskeheden ud af uvidenhedens og dermed ud af hadets eller det ondes sfære, ud af krigens eller det dræbende princips domæne. Thi kun der, hvor væsenet er blevet befriet fra troen på krig, mord og drab som beskyttelsesmiddel eller fundament for tilværelse, er det hinsides dødsfrygten. Her er det ikke mere under jungleloven. Dyret er blevet til et menneske, og julebudskabets evige fred og velbehagelighed for menneskene vil her lyse og funkle ud over verden.

Nu vil det moderne forsvars- eller krigsindstillede, materialistiske eller gudløse menneske her udbryde: "Hvordan skal det gå til at kunne afskaffe de nuværende verdenskonflikter med at fortælle denne ny videnskabeliggørelse af de overleverede evige sandheder? – Hvem vil tro på dem? – Krigen er jo baseret på forestillingen om ejendomsret til det eller det område, som en anden stat eller magt også mener at have ret til. Hverken disse magters regeringer eller politikere, eller de under dem eksisterende til ligesindethed suggererende folkemasser, vil lade kravene falde, fordi der fra et eller andet sted i verden fortolkes en ny verdensopfattelse, ja endog som videnskab? – Det er jo ikke åndelige krav, men ren og skær materielle gevinster, værdier eller behageligheder, de hver især med vold og magt kræver opfyldt. Det er gods og guld, staterne, politikerne og de af disse folkeførere suggererede masser, ønsker. De bryder sig ikke om analyser, der viser, at de er uvidende og dumme. Doceringen af en sådan viden eller verdensopfattelse vil de sikkert så vidt muligt skynde sig at få bragt til tavshed. De vil således grundet på manglende erfaringer, grundet på kosmisk uvidenhed og naivitet og de heraf følgende falske forestillinger, der danner grundlaget for deres livsfilosofi, umuligt kunne reddes ud af krisen. De vil ligesom husdyrene ved en ildebrand stadig søge tilbage ind i det brændende hus, de lige er reddet ud af. Men de er ikke så heldigt stillede som dyrene, thi for dem kan der opsættes en spærring, således at de ikke kan komme tilbage og ind i det livsfarlige, brændende hus, men for det uerfarne menneske er det anderledes. De kosmiske love betinger, at der, hvor et menneske ikke kan lære ved vejledning eller undervisning, der kan kun livet selv tale. Der må mennesket urokkeligt lære ved erfaringens vej, ligegyldigt hvor rædselsfuld denne vej så end måtte være.