Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– – ildnende længsler og drømmende håb, ja, det er det, vi i større eller mindre grad bliver besjælet af, når vi kommer i forbindelse med tanker, der giver udtryk for noget fint og ophøjet, noget sandt og rigtigt. Særlig stærkt har vi sikkert følt det, da vi begyndte at stifte bekendtskab med åndsvidenskaben, fordi vi kunne se, at vi nu var inde på den vej, der ville føre os frem til den virkelige sandhed, til livsmysteriets løsen.

Hvem af os har ikke i den første begejstringsrus med ildhu prøvet at delagtiggøre så at sige alle og enhver, vi kom i berøring med, i kendskabet til de kosmiske analyser. Vor begejstring og glæde kunne ikke undgå at føre til, at der i os voksede en stærk længsel efter, at andre mennesker også skulle kunne se sandheden i dem, således at vi snarest muligt kunne få realiseret vor drøm om et virkeligt menneskerige her på jorden. Men hvorledes gik det os, når vi således "overfaldt" vore omgivelser? Svarede resultatet til de forhåbninger, vi gjorde os, før vi gik i lag med de forskellige ofre? Nej, aldrig! Og hvorfor? Fordi vi var berusede og derfor ikke i stand til med tilstrækkelig klarhed at delagtiggøre andre i en viden, vi endnu kun selv havde tilegnet os periferisk. Og vi skuffedes, fordi det ikke var håb, vi i særlig grad var besjælet af, men begær! Håb og begær, disse to begreber er det ikke let at skelne fra hinanden; men vi kan være overbevist om, at hvis vi bliver skuffede, når vore ønsker ikke opfyldes, er det ikke håb, vi føler, men begær. Begæret adskiller sig nemlig fra håbet derved, at det kræver, og når kravet ikke opfyldes, skuffes vi. Begær – eller begærledet vilje – kan udmærket være den herskende faktor i vor bevidsthed selv i de øjeblikke, hvor vi mener kun at være besjælet af rene og idealistiske tanker. Idealistiske ideer rummer i sig selv en meget stor fare for at vække begær hos sine tilhængere, – begæret om at reformere verden snarest muligt, helst omgående, helt bortset fra om menneskeheden er moden til "omvendelse" eller ej. Vi glemmer i sådanne tilfælde at bruge vor forstand, vi ser ikke klart, ellers ville vi vide, at det er umuligt at forcere udviklingen den mindste smule fremad, om vi så aldrig så stærkt begærer det. Menneskeheden må have tid til at høste sine erfaringer, såvel som vi selv må lære at se, at vi endnu er små mennesker, der lader os beherske af begærledet vilje til, hvis det er muligt, at gå imod forsynets love.

Er vi derimod nået til, at vi virkelig blot håber, at menneskeheden snarest må få del i de tanker og ideer, vi selv har stiftet bekendtskab med, vil det glæde os, hver gang vi ser beviser for, at disse tanker finder grobund hos nye mennesker; men – – – vi skuffes ikke, selv om vi synes, det går noget langsomt med udbredelsen, netop fordi vi kan se, at menneskene så eventuelt ikke er modne til at tage imod det, – udviklingen må gå sin gang. Når vi når til at se på det på den måde, er vi ikke længere dikteret af begærledet vilje, men af viljeledet begær, som jo er ønsker og håb underlagt viljens og dermed forstandens kontrol. Når de er det, vil vi ikke længere begære at gå imod naturens love, men vil bag hvert håb være indstillet på: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Skal vi vise andre vejen til fremtidens land, er det dog en betingelse, at vi selv har skimtet den, d. v. s. fået lidt kendskab til livets love, og lovens fylde er, som Martinus så ofte har beskrevet det, det samme som Juleevangeliets opfyldelse, – og vi kunne tilføje: det samme som Fremtidens Land. Lad det da nu ved årets slutning være vort håb, at vi blot lidt mere end hidtil vil formå at udstrække julefreden over et større mål af året; thi det, vi alle higer stærkest imod, er dog – Fremtidens Land.