Kosmos 1947/1 side 8
HVILKET SPOR
skal vi følge?
af civilingeniør Mogens Munch
I sin meget interessante bog "Maal og Midler" skriver den engelske forfatter Aldous Huxley som indledning til det første kapitel:
"Hvad angaar den menneskelige fremadstræbens ideelle maal hersker der indenfor vor kultur – og har i næsten tredive aarhundreder hersket – almindelig enighed. Fra Jesaja til Karl Marx har profeterne talt med een mund. I den guldalder, de ser frem imod, skal frihed, fred, retfærdighed og broderkærlighed herske. 'Folk skal ikke mere løfte sværd imod folk'; 'hver enkelt menneskes frie udvikling skal føre til alles frie udvikling'; 'verden skal være fyldt af Herrens kundskab, ligesom havet er fyldt af vandet'.
Med hensyn til maalet har der altsaa, gentager jeg, hersket stor enighed. Ikke saaledes hvad angaar vejene, som fører til dette maal. I stedet for enstemmighed og vished fremtræder her den yderste forvirring, idel modstridende meninger, hævdede med jernhaard dogmatisme og forsvarede med fanatisk voldsomhed."
Og dette bringer os jo straks ind i kernen af den problemsamling, som det moderne menneske maa og skal have løst, hvadenten han vil eller ej. Problemernes drivende skyer lader kun solen skinne igennem, for at atombombens skygge skal træde saa meget haardere frem! Menneskene har kæmpet en kamp til ende med fysiske vaaben og er kommet til at opleve, at først efter den saakaldte "sejr" begyndte den endelige "kamp".
Martinus har kaldt mennesket "en saaret flygtning mellem to zoner – for meget menneske til at være dyr, og for meget dyr til at være menneske", og aldrig er vel dette traadt tydeligere frem end nu, hvor menneskene maa opleve, at paa trods af, at alle er enige om, at der skal være fred, er det de militære budgetter rundt om i de forskellige lande, der tynger stærkest; paa trods af, at alle er enige om, at handel og samfærdsel skal igang, saa er mulighederne for vekselvirkning mindre end nogensinde; paa trods af, at ethvert blot nogenlunde begavet menneske let kan indse, at jorden rummer muligheder for, at alle kunde have det mere end godt, er der ingen der "tør" indlede et arbejde for at realisere dette.
I sin kamp for at tvinge en yderverden efter sin vilje er mennesket naaet dertil, at det igennem den tekniske kulturs udvikling ser sig i besiddelse af evner og midler til at tilfredsstille saa at sige ethvert af sine ønsker. Og for saavidt skulde alt jo altsaa være i den skønneste orden? Men tilværelsen idag viser os jo noget andet. Grunden til, at vi – paa trods af disse rige evners tilstedeværelse – alligevel ikke finder "den skønneste orden", er den enkle, at vel formaar mennesket meget teknisk set, men det har endnu ikke lært at ønske rigtigt!
Ja, men har man da ikke lov til at ønske, som man vil? Jo, det har man. Men saa maa man ogsaa finde sig i, at det man ønsker – netop det man ønsker – bliver opfyldt, og ikke det man "troede", at man ønskede.
Der har vi nemlig mennesket i dag. Mennesket "tror", at det gennem "rustninger" – gennem "fremskudte baser" – gennem skrevne love og traktater kan "sikre sig fred", men af saadanne ønsker maa det finde sig i at høste den mistillid, som er saaet samtidig med ønskerne, og i maaske endnu rigeligere mængde.
I sin gennemgribende analyse af den "kosmiske kemi", som fylder II del af Livets Bog, viser Martinus os med al ønskelig tydelighed den fare, der ligger i at anvende tankeenergi forkert. Paa samme maade, som menneskene jo meget nøje har gjort sig klart, i hvilke situationer et bestemt stof fremmer det ønskede formaal, og i hvilke situationer det hæmmer, og indretter anvendelsen af det paagældende stof efter denne viden, paa samme maade maa mennesket komme til klarhed over, i hvilke situationer bestemte tanker eller ideologier fremmer hans ønsker, og i hvilke de hemmer, og saa anvende dem efter denne viden. Der er kun en gradsforskel mellem den almindelige videnskabelige viden, som omfatter de saakaldte fysiske stoffer, og aandsvidenskaben, der udvider og forlænger dette første omraade til ogsaa at omfatte det levende væsens tankeverden. Principperne er de samme, og den klarhed, med hvilken de kan iagttages, vil blive lige saa stor i det sidste tilfælde, som den paa nuværende trin er i det første. Der er kun tale om et studium, – et studium, som mennesket uden helt at være klar over det allerede er et godt stykke inde i, og hvis virkninger han vil kunne faa betydelig større udbytte af den dag, han gør sig den ulejlighed at bringe lidt orden i alle de spredte iagttagelser, der tilsammen udgør fundamentet for forstaaelsen af – ham selv!
Og her naar vi til det "spor", menneskeheden maa vælge, om den vil naa frem imod de maal, den har sat sig, og som den saa inderlig længes imod. Den samme grundighed, den samme taalmodighed og den samme utrættelighed, som gennem aartusinder har givet mennesket hans viden om den stoffernes verden, som han anvender til at skabe sit fysiske liv, maa anvendes paa studiet af den tankernes verden, der jo dog byder ham de oplevelser, der giver hans liv fylde.
Og mere endnu –
Som jeg berørte i min sidste artikel om "atombomben", saa er det hele ikke helt saa haabløst, som en overfladisk betragtning lader formode. Forsker vi i dybet af det enkelte menneskes bevidsthed, saa ser vi der et nyt talent spire frem: talentet for at være menneske. Men det er spædt, og det kræver baade pleje og næring.
Den gensidige mistillid som i dag gør sig gældende saa mange steder – mellem stormagter saavel som mellem enkelte individer – maa bekæmpes, bevidst bekæmpes, for at dette nye talent kan komme til at vokse frem. Men det er ikke tilstrækkeligt blot at sige dette til en menneskehed; det har fundet sted igennem aartusinder. Nu gaar vi ind i "forklaringens" tid – det skal paavises for mennesket, at det kan betale sig at leve og handle efter de "gamle" idealer, og det skal vises, at disse idealer ikke er og aldrig kan blive "gamle".
Martinus anvendte i et foredrag udtrykket: "Det er blevet min opgave at videnskabeliggøre kærligheden!"
Der vil sikkert være dem, som i første omgang stødes af denne vending, men giver man sig tid til at tænke den igennem (en vane, som det vilde være sundt at lægge sig efter i det nye aar), vil man ikke kunne undgaa at faa øje paa den dybe mening, der rummes i denne udtalelse.
Det er jo et af aandsvidenskabens maal, at vise, at kærlighed er noget langt mere og noget langt større end det, mennesket opfatter ved dette ord. At der hinsides – og højt hævet over – den blødhed og veghed, som ordet meget ofte opfattes som synonym for, findes noget, der hverken er blødt eller vegt, men som rummer en skønhed og en harmoni, der unddrager sig beskrivelse. Det er et af aandsvidenskabens maal at vise mennesket, at det tilkommer ham selv med aktiv indgriben at ændre sin skæbne. At vise ham, at det gamle ord om "at høste hvad man har saaet" har den samme guddommelige gyldighed indenfor hans tanke- og motivverden, som det har i hans køkkenhave og paa hans marker, og at han maa arbejde med det lige saa maalbevidst det ene sted som det andet.
Men hvordan skal man gøre det? Er der ikke et system, man kan følge?
Takket være avisreklamer har det moderne menneske faaet en næsten urokkelig tillid til "systemer" – med eller uden indsendelse af frimærker. Men i dette tilfælde er "systemet" yderst enkelt – og dog tillige temmelig svært at følge. Det hedder nemlig: "Du skal elske din næste som dig selv"! Saa enkel og letfattelig er den nøgle, der fører til løsningen af alle de problemer, menneskene idag kæmper med. Og kun igennem det sammensatte, kun ved at vandre igennem alle problemerne og undersøge mulighederne tilbunds, naar mennesket frem til erkendelsen af, at han jo i grunden godt har vidst det hele tiden! – men kun med hjernen, ikke med hjertet!! Han maatte kæmpe sig frem til herredømmet over den ydre verden, og er nu midt i en skæbneudløsning, der lader ham opleve en mere og mere intim kontakt med hans egen indre verden – og paa basis af alle de erfaringer, der gennem disse oplevelser ophobes i hans bevidsthed som hans "viden", kan det lade sig gøre at "videnskabeliggøre kærligheden" paa en saadan maade, at det bliver klart for mennesket, at langt fra at lade sig forvirre af højtflyvende, verdensfjerne idealer er han tværtimod i den mest inderlige kontakt med "virkeligheden", med det ganske verdensalt, naar kærligheden – i form af næstekærlighed bliver det spor, hans tanker og handlinger følger.
VED AARSSKIFTET (Tegning af Withus)
Tilbage til artikelregister
Forrige