Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Dr. techn. I. G. Hannemann,
holdt paa Fredagsholdet den 19-1-1945.

Referat ved H. Johannesen

Men da dette er en trang Vej at gaa, er det ikke saa sært, at mange Mennesker vælger at anvende den frigjorte Energi paa andre mulige Nydelsesomraader, saasom Magtomraadet, Forplejningsomraadet og det elskovsseksuelle Omraade, idet disse Nydelsesomraader i særlig Grad beror paa Automatfunktioner, hvis Oprindelse ligger i Dyreriget, ja, helt tilbage i Planteriget, hvorfor Arbejdet ved Etableringen, af Nydelser herindenfor ofte vil være ganske ringe. Til Gengæld vil de paagældende Nydelser være meget begrænsede, da de jo i Realiteten er i Degeneration, hvilket medfører, at de slet ikke kan tilfredsstille Individets Livshunger i det lange Løb. Som Følge heraf vil ovennævnte Nydelsesomraader meget let kunne overdrives, hvorved en hel Række forskellige abnorme, ja endog perverse Tilstande kan opstaa – Tilstande, som paa et eller andet Tidspunkt vil bringe Individet Lidelse og Smerte.

En Forøgelse af Magtomraadet er i den jordmenneskelige Zone i stor Udstrækning blevet ændret til en Forøgelse af Interessen for Penge, da Penge her udgør en af de mest dominerende Magtfaktorer. Mange af Menneskenes Behags- og Ubehagsoplevelser ligger paa det materielle (økonomiske) Omraade, og det er da ikke saa mærkeligt, at Penge, som det Middel, hvorved man kan fri sig fra mange Besværligheder og Bekymringer, og hvorved man kan faa opfyldt en Mængde Ønsker, maa staa for Flertallet som en primær Faktor for Opnaaelsen af Lykken. Og da Jordmenneskene endnu i stor Udstrækning er besjælet af Dyrets primitive Selvopholdelsesdrift, og dette Begær ganske naturligt udvides til ogsaa at omfatte Bevidsthedslivet i dets mere aandelige Faser, bliver Erhvervelsen af Penge et velegnet Middel til at pleje Individets Begær efter Magt, Selvhævdelse, Brillering o. l. Blot det at eje materielle Værdier (Penge) bliver i sig selv for mange Mennesker et Maal og en Hovedinteresse, som fuldstændigt optager dem. Vi har her den kyniske Forretningsmand, som med al sin Energi forfølger sit Maal: at tjene Penge uden Hensyn til, hvilke Lidelser denne Nydelse for ham afstedkommer hos andre. I langt de fleste Tilfælde (for ikke at sige i alle Tilfælde) vil den omtalte Pengeinteresse være kombineret med den velkendte og i det mindre overordentlig udbredte Nydelse, som er baseret paa andres Misundelse, ja endog blot paa Bevidstheden om at have det bedre end andre. Det er imidlertid værd at blive klar over, at denne Nydelse, som altsaa stimuleres gennem mindre fuldkomne Tilstande i ens Omgivelser, tangerer det perverse Omraade (se senere Definition), og derfor uundgaaeligt til sidst maa føre til Smerte og Lidelse for Væsenet selv.

Medens den Lidelse, som afstedkommes ved Forretningsmandens Nydelse i første Instans er vendt mod andre Mennesker, vil den Lidelse, som afstedkommes ved at overdrive Forplejningsomraadet (i denne Forbindelse tænkes der nærmest paa Ernæringen) være mere indadrettet, nemlig mod Væsenets egen Organisme. I Dyreriget er Ernæringsomraadet fuldstændigt reguleret af Dyrets højt udviklede Instinkt; men hos Jordmenneskene vil dette Omraade kun være ret ufuldkomment reguleret, hvilket skyldes, at de regulerende Faktorer i Tilværelsen, Instinktet og Intelligensen, er ret ringe dominerende i Jordmenneskezonen. (Instinktet er nærmest paa andet Stadium for nedadgaaende, og Intelligensen kun paa første Stadium for opadgaaende). Desuden virker den begyndende Intelligens stærkt nedbrydende paa Instinktet, og den er kun i meget ufuldkommen Grad i Stand til at overtage Instinktets Reguleringsfunktioner, netop grundet paa, at den endnu er paa et Slags Forsøgsstadium, hvor Erfaringerne skal gøres. En overdreven Interesse for Føden giver sig Udslag i Overfyldning af Maven, Udspekulering af kulinariske Raffinementer, Nydelse af Giftstoffer som Alkohol og Tobak – altsammen Nydelser, som er vidt fjernet fra den oprindelige Hensigt ved at indtage Næring: Opretholdelsen af Organismen. Ja, alle disse Nydelsesmidler virker endog direkte mod denne Hensigt ved at nedbryde de Mikroorganismer, hvoraf Organismen bestaar. Da der desuden er en nær Sammenknytning mellem Individets fysiske og aandelige Organismer, vil de aandelige Organer (Evnerne) ogsaa mere eller mindre ødelægges, og Ødelæggelsen kan, hvis den forkerte Levevis fortsættes, blive saa total, at Aandssvaghed, Idioti eller andre abnorme Tilstande for en Tid kan indfinde sig.

Et tredie Omraade, hvorpaa Individet kan faa Afløb for sit voksende Energioverskud, er det seksuelle Omraade. Denne Udvej vil jo i særlig Grad være fristende for et Væsen, som gennem flere Liv har haft en vældig Succes paa netop dette Felt. Et saadant Væsen vil naturligvis i Løbet af forholdsvis faa Inkarnationer opleve Elskovsseksualismen i alle dens forskellige normale Nuancer – Nuancer, som ved et mere naturligt Forløb vilde være en Nydelse for Væsenet i et langt større Udviklingsafsnit, end det nu blev Tilfældet. Dette Væsen staar pludselig en Dag i den Situation, at det praktisk taget er umuligt for det at finde nogen Nydelse i de almindelige Former for Elskovsseksualisme, samtidigt med at det ikke, netop paa Grund af det hektiske Liv, det har ført, har kunnet opøve Evner og Talenter paa Kærlighedsseksualismens Omraade. Væsenets mangeaarige og i tidligere Liv opbyggede Interesse for Elskovsseksualismen kan ikke med eet Slag omstilles, og, sandsynligvis ret ubevidst, begynder det i sit Erfaringsfelt at oplede Følelser og Stemninger, som det er muligt for det at forstørre, for igennem denne Forstørrelse at opnaa en vis Nydelse; det maa her huskes, at indtil en vis Grænse, maa denne Fremgangsmaade siges at være normal (se tidligere under Imaginationsevnen). Naar denne Grænse overstiges, kommer man imidlertid ind i det abnormes Omraade. Her kan som Eksempel nævnes, at en Mand blandt alle de Følelser og Stemninger, der er knyttet til Elskovsseksualismen, kan have haft sin Opmærksomhed i særlig Grad henvendt mod Kvindens Haar, som blødt og elektrificerende er faldet i hans Ansigt eller mod hans Bryst, og som det har været ham en kolossal Nydelse at røre ved. Denne Interesse har han saa kunnet udvikle i en saadan Grad paa Bekostning af de andre Muligheder for Nydelse, at det bløde, tunge Kvindehaar for ham repræsenterer alt, hvad der er attraaværdigt ved Kvinden, – i hans Forestillingsverden bliver dette Haar identisk med Kvinden; ja, ovenikøbet en idealiseret Kvinde, som maaske i langt højere Grad end nogen virkelig Kvinde besidder det smidige og buttede, som normalt nydes og er karakteristisk ved Kvinden. Som Følge heraf vil denne Mand udelukkende i Besiddelse af Haaret være i Stand til at opnaa seksuel Tilfredsstillelse. Her er vi altsaa præsenteret for den Type paa Fetischister, som i Mennesketrængsel, og hvor de ellers kan komme af Sled med det, skærer Fletninger eller store Lokker af Kvinder – vel sagtens mest af unge Piger. Som De ser, er der ikke saa langt fra en saakaldt normal Tilstand til denne ret unormale Tilstand. Dette er kun nævnt som et Eksempel, for naturligvis kan man paa tilsvarende Maade finde en anden Fornemmelse eller Nydelse indenfor det elskovsseksuelle Felt, som tilsvarende kan forstørres.

En saadan unormal Tilstand kommer imidlertid umaadeligt let ud i det perverse Domæne, idet vi ved en pervers Handling maa forstaa en Handling, for hvilken Nydelsen ved Udførelsen stimuleres af den Lidelse, som Handlingen afstedkommer. Som typiske Eksempler indenfor det perverse Omraade skal nævnes Sadisme og Masochisme (udt. Masokisme). Som tidligere nævnt er Elskovsseksualisme det samme som "Voldtægtsseksualisme", og naturligvis kan Væsenet ogsaa forstørre den Nydelse, som Hanvæsenet har ved selve Voldtægten. Den brutale Kraft, der kaster Kvinden til Jorden, Nydelsen af Kvindens psykiske Rædsel og Modstand, Nydelsen som Sejrherre o. l. – alt dette forstørret, iøvrigt ikke saa ubeskriveligt meget, og vi har Sadisten, der pisker og piner sine Ofre baade legemligt og aandeligt. Og paa tilsvarende Maade kan det Følelseskompleks, som Kvinden oplever gennem Voldtægten, og som vel at mærke jo ogsaa er en Nydelse for Kvinden i det virkelige elskovsseksuelle Omraade, blive forstørret ud over det normales Grænser, og Masochisten staar for os – det Væsen, som kun kan opnaa seksuel Tilfredsstillelse gennem Mishandlinger, Piskning og andre voldsomme legemlige og aandelige Indtryk – altsaa med andre Ord Sadistens "naturlige" Partner. At Mænd kan blive, Sadister og Kvinder Masochister er forholdsvis nemt at forstaa. Imidlertid findes der blandt Sadisterne ogsaa Kvinder og mellem Masochisterne Mænd, og dette Forhold maa sikkert skyldes en Samvirken af en sadistisk (masochistisk) og en homoseksuel Tilstand (se senere), hvorved Nydelsesomraadet kan forlænges et Stykke endnu. Dog vil en saadan Tilstand paa Grund af sin stærkt livsnedbrydende og abnorme Karakter uundgaaeligt afføde en overordentlig stor Sum af Lidelse for Ophavet, saa den – evt. gennem Sindssyge – ret hurtigt vil gaa sin Opløsning imøde. Af disse to forskellige, Typer er vist Sadisten den, som i Folkemunde har "mindst Eksistensberettigelse", er "et Udskud af Samfundet" o. s. v., hvor paradoksalt det end kan lyde i en Zone, hvor Egenkærlighed og Selvhævdelse florerer i et overmaade Omfang. Men dette skyldes naturligvis, at for det almindelige Menneske staar Elskovsseksualismen endnu i et idealiseret Kærlighedens Lys, og saa længe Væsenerne føler, at de gennem Elskovsseksualismen giver sig selv, da er det naturligvis et umaadeligt skarpt Lys at se Sadistens uomtvistelige Egenkærlighed i. Men prøv engang at lægge Mærke til den Spænding og Opmærksomhed, hvormed Publikum følger Piskescener i Haremsfilms eller halsbrækkende Artistkunster højt under Cirkuskuplen, for ikke at tale om den udbredte Interesse for Kriminalromaner, (jo flere Mord des bedre), blot disse Antydninger fortæller Dem vist ganske tydeligt, at Afstanden mellem det almindelige Menneske og Sadisten ikke ligefrem er svimlende.

Til Slut skal kort omtales en anden Unormalitet, som man hyppigt bliver Vidne til i de ulykkelige Ægteskabers Zone, nemlig Homoseksualismen. Fejlagtigt bliver den af nogle Mennesker betragtet som en Form for Seksualisme, hvis naturlige Udfoldelsesomraade ligger i Begyndelsesstadierne til den store Fødsel, men dette er langt fra rigtigt. Ganske vist findes Homoseksualisme ikke indenfor selve Rovdyrene, men allerede indenfor Husdyrene er den ret hyppigt grundet paa det fuldstændigt unaturlige Seksualliv, disse Dyr er tvunget til at leve. Længere fremme i Udviklingen findes imidlertid Væsener, som er Homoseksualister, uden at de af Omgivelserne er "tvunget" til det, og den nærmere Undersøgelse af disse Mennesker vil hurtigt afsløre, at de har praktisk taget samme Forelskelsestendenser, ejendomsretslige og egoistiske Tendenser som almindelige heteroseksuelle – altsaa Egenskaber, som for Forskeren straks afslører, at de homoseksuelle som Gruppe betragtet ikke er længere fremskreden end den normale Type indenfor de ulykkelige Ægteskabers Zone. Disse homoseksuelle er normalt ikke perverse, thi deres Seksualisme er ikke baseret paa eller stimuleret af andres eller egen Lidelse; de afviger kun fra almindelige Mennesker derved" at de kun tiltrækkes af Væsener af samme Køn og mere eller mindre udtalt har Frastødning mod Væsener af modsat Køn. Saavel som der indenfor de heteroseksuelle Jordmennesker findes baade primitive og højt udviklede Væsener, træffes ogsaa tilsvarende Kategorier indenfor de homoseksuelles Rækker.

Men hvordan opstaar nu den homoseksuelle Jordmennesketype? For at forstaa dette vil vi betragte den Forandring af de seksuelle Poler, som finder Sted ved Væsenets Udvikling fra Dyr til Menneske. Denne Forandring er der givet Udtryk for paa den viste Figur (Fig. 3), der viser Udviklingen af Polerne for et Hanvæsen. Som bekendt er et saadant Væsen i Dyrezonen et omtrent 100 % Udtryk for den maskuline Pol, medens den feminine Pol praktisk taget er latent, men dog ikke helt forsvindende. Det kan saaledes nævnes, at Hanvæsenet overfor sit eget Afkom til en vis Grad repræsenterer det feminine Princip, Passiviteten, medens Hunnen her i nogen Grad befordrer det maskuline Princip, Aktiviteten. Det Ligeløb af Polerne, som er en Forudsætning for at betræde den højereliggende Zone: det rigtige Menneskerige, fremkommer da ved en Vækst af begge Poler, men naturligvis i særlig Grad ved en stærk Vækst af den Pol, som Dyret mangler i sin Bevidsthed for at fremtræde som afbalanceret. For Hanvæsenet er det saaledes den feminine Pol, der særligt tiltager, (se Fig. 3), for Hunvæsenet den maskuline. Som vi tidligere har set, vil det Væsen, der har anvendt en stor Del af sin Livsenergi paa det seksuelle Felt før eller senere faa udlevet de almindelige Former herfor og vil forsøge at finde nye Veje til Nydelse i de paagældende Omraader. Da Væsenets modsatte Pol er i meget stærk Vækst, en Vækst, som kun kan være dikteret af Individets voksende Interesse for den hermed forbundne Oplevelsesform og Bevidsthedstilstand, vil Væsenet let fristes (ret ubevidst) til at forsøge elskovsseksuel Oplevelse og Nydelse i Tilknytning til denne Pol. Hertil kræves en Partner, der er af samme Køn som Individet selv, og vi er da her stillet overfor den homoseksuelle Mand og Kvinde. Selvom den stærke ensidige Koncentration om denne Pol, der er i Undervægt hos Individet, naturligvis vil fremme Væksten af denne, kan den kun tilsyneladende naa at blive den anden (egentlige) Pol overvægtig, idet Forskellen mellem Polerne i det Omraade, hvor Elskovsseksualismen er herskende, endnu er ret betydelig. Allerhøjst vil en gennem flere Inkarnationer fortsat ensidig Dyrkning af den modsatte Pol kunne bevirke en delvis Omskabelse af den fysiske Organisme; men samtidigt vil de Lidelser, der uundgaaeligt vil følge med en saadan unaturlig splittet Tilstand, bevirke, at Individet længes tilbage til den naturlige, harmoniske Udviklingsbane. I Almindelighed naar Homoseksualisten ikke engang saa langt; man vil da ogsaa se, at mange af de Midler, som den homoseksuelle benytter sig af til Fremelskning af sin anden Pol, er af paafaldende ydre Karakter, saa som Ændringer af Klædedragt, Haar etc; ofte stimuleres denne Pol ved (mere bevidst) at undertrykke Egenskaberne for den egentlige Pol, hvilket hyppigt vil bevirke en direkte Primitivisering af Individet. I alle Tilfælde kan det siges, at den homoseksuelle Tilstand er Bevis enten for en unaturlig Begrænsning af det seksuelle Behov, eller for en Overeksponering paa det seksuelle Omraade. En saadan Tilstand er derfor en unaturlig Tilstand, der før eller senere gennem Lidelser maa svinge tilbage til den naturlige Tilstand, der er den eneste, som direkte er i Stand til at føre Individet helt frem til Forgaarden for den store Fødsel.

Jeg har nu prøvet at give Dem et lille Indblik i det umaadelige Omraade indenfor Jordmenneskezonen, hvor allehaande unaturlige og endog perverse Tilstande florerer – Tilstande, som det vil føre alt for vidt at gaa dybere og mere detailleret ind paa her. Dog kan der maaske lige være Grund til at tilføje, at Kendetegnet paa en unaturlig eller abnorm Tilstand er, at det er en Tilstand, som ved at fortsættes ikke direkte fører til en normal Tilstand, og som derfor kun kan fortsættes indtil en vis Grænse, nemlig den Grænse, hvor Individet er kommet saa langt bort fra det virkelige Liv, at det vil møde Lidelserne i en saa koncentreret Form, at Individet ved den herved foraarsagede "Chokbehandling" ligesom slynges tilbage til de Veje, som er livsbefordrende. Saadanne unaturlige Tilstande er at sammenligne med Blindgader, der alle skraaner nedad mod Selvudslettelsens Afgrunde, men som i Form af Lidelserne er forsynet med Barrikader, som Individet før eller senere vil støde paa, hvorved det i en mere eller mindre lemlæstet Form (evt. gennem Sindsyge) vil bringes tilbage til Livet, til lyse og lykkelige Tilstande.

Som De ser, skal De ikke begynde at kæle for unormale Tilbøjeligheder hos Dem selv eller holde Haanden over saadanne Tilstande hos Deres Børn. Paa den anden Side maa man ikke glemme, at der til Grund for enhver "unaturlig" eller pervers Tilbøjelighed ligger en naturlig Tilbøjelighed, og jeg har gennem de anførte Eksempler søgt at vise, hvorledes denne Udvikling fra det mere normale til det udtalt unormale kan finde Sted, udelukkende for at De skulde lære at forstaa de paagældende Væsener i deres lidelsesfyldte Sindstilstand og ikke dømme dem ud fra traditions- eller dogmebundne Anskuelser, hvilket man saa hyppigt er Vidne til, og for at De udfra dette Deres Kendskab muligvis kunde være i Stand til at hjælpe disse Væsener, i særlig Grad hvor De møder dem paa Begynderstadierne. Den korrekte Optræden overfor saadanne Væsener har Martinus beskrevet i Livets Bog I, Side 167, og som med en uvæsentlig Ændring lyder: "Ved en sund og naturlig Optræden overfor disse, Væsener, ved en urokkelig tagen Afstand fra deres lavere Tendenser uden at hade, ved med sin egen Tilværelse at foregaa dem med et uangribeligt godt Eksempel, ved at forstaa, at der bag deres unormale eller perverse Bevidsthed ogsaa findes et bankende Hjerte for Sorg og Glæde, ogsaa rører sig et lille guddommeligt Liv, der møjsommeligt er i Færd med at bane sig Vej mod Lyset, er man inde paa den Vej, der er i Harmoni med det kommende Fredsrige, den Vej, der alene fører bort fra Medskyldigheden i disse Bevidsthedstilstandes Opretholdelse paa Jorden."