Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er et gammelt Ord, der siger, at Hastværk er Lastværk, og som alle gamle Ord er det mere end et Rim eller et Mundheld, der ligger Generationers Erfaringer bag det. Det er en af Formlerne fra Menneskenes Haandbog i kosmisk Kemi. Derfor er det ogsaa en Sætning, der har almen Gyldighed; den er ikke knyttet til hverken nogen bestemt Tid eller til noget bestemt Omraade. Moderen kan bruge den, naar hun vil belære sit lille Barn, Haandværkeren kan bruge den, naar han underviser Lærlingen o. s. v. Jeg vilde gerne igennem denne lille Artikel belyse et Felt, som jeg mener kan have Interesse for Læserne, og hvor netop dette gamle Ord kortest udtrykker Problemets Kerne.

Det Omraade, jeg sigter til, er Begrebet "aandelig Viden". Nu skal det straks bemærkes, at Menneskenes Indstilling hertil er meget forskellig, Orienten afviger fra Okcidenten, den troende afviger fra den ikke troende o. s. v., og af den Grund kunde det maaske synes forkert at ville bedømme, men som vi skal se, finder vi trods de mange Forskelligheder alligevel en Del Ligheder, som netop kommer til at bekræfte det, jeg først sagde, at det gamle Ord har almen Gyldighed, at det virkelig er en kosmisk-kemisk Formel.

Det er sagt og skrevet mange Gange, at Mennesket kan takke sin Dovenskab for, at det er naaet dertil, hvor det staar i Dag; hermed er jo underforstaaet, at det er Kampen for at undgaa det ubehagelige og forøge det behagelige, der har trænet og skærpet Menneskets Evner til at lade Elementerne arbejde for sig. Det har tillige ført med sig, at vi i Dag staar overfor to Bevidsthedstyper, der afviger fra hinanden derved, at den ene Type er en udpræget initiativrig Natur, et Menneske, der "kan selv", der ikke er indstillet paa ret meget andet i Livet end sine egne Evners og Kræfters Frembringelser, som m. a. O. ikke regner med oversanselige Kræfter og disses Indgriben i Tilværelsen, og saa den anden Type, der i Ydertilfældet er karakteriseret ved en mere passiv Indstilling til Livet, en absolut og urokkelig Overbevisning om Eksistensen af noget Oversanselig, men en meget taaget Forestilling om dettes nærmere Natur; som oftest er denne Forestilling delt i Opfattelsen af noget "godt" og noget "ondt", et Forsyn og en Djævel.

Der er egentlig en tredie Bevidsthedstype, som udgør en Sammensmeltning af det bedste fra disse to Typer, en Type, der repræsenteres af de faa virkelige Vismænd, der i Tidens Løb har levet paa Kloden, og med deres Liv og Tale ledet Tidsaldrenes aandelige Liv. Det er en Type, der er sjælden, men det er Modellen for det moderne Menneske, idet dette efterhaanden har faaet kompletteret sit Erfaringsmateriale tilstrækkelig indenfor de to førstnævnte Typers Omraader, til at det nu kan begynde at følge "den gyldne Middelvej".

Det, jeg gerne vilde beskæftige mig med, var, hvorledes Menneskene lever Livet. Den første – intelligensbetonede – Type, der altsaa ikke regner med andet og mere end det, som det kan "tage og føle paa", er Livet igennem præget af, at han skal "naa" saa og saa langt. Det skal først og fremmest have sin Eksamen, for den giver det Adgang til højere Stillinger end de, der ingen Eksamen har. Dermed er dog kun Begyndelsen gjort, for det viser sig for de fleste, at først efter Eksamen skal det for Alvor til at lære. Det koster Ekstraarbejde, Aftenkursus o. s. v. Slid paa Helbred og paa egne og – som Følge deraf – Familiens Nerver. Man kan ikke lade sig nøje med en underordnet Stilling, man skal være Førstemand, og – kort sagt – paa Bunden af det hele skimtes en Villa paa Strandvejen, Sommerhus ved Vesterhavet, Bil – maaske to – Chauffør, Tjenestefolk og alt det øvrige Tilbehør. Javel, det er at sætte Tingene paa Spidsen, men netop derigennem ses det ogsaa bedst, hvad der kan balancere, og hvad der nødvendigvis maa falde til Jorden. Thi hvad har saadan et Menneske ud af det hele. Det kan, hvis det hører til de heldige, have en vis kortvarig Glæde ved at se sine Konkurrenter forsvinde bagud, men dels er det ikke nogen rigtig rar Form for Glæde, og dels indebærer den ogsaa stadig den Mulighed, at det en skønne Dag bliver det selv, der sakker bagud, og maa se yngre og mere foretagsomme glide forbi. Det har tilbragt alle sine bedste Aar i et forrygende Hastværk med at jage efter noget, som det, ifald det naaede det, knap nok kan nyde, naar det endelig har det. Glæden over at være ung, Glæden ved at hellige sig de Mennesker, man holder af, og som virkelig holder af en, ikke blot fordi man er "en god Forbindelse" eller "et godt Aktiv", men fordi man er den, man er, den Glæde har et saadant Menneske nægtet sig selv. Alt, hvad det har skaffet sig, skal jo alligevel overgaa til andre, naar det selv dør, og det er kun syge Bevidstheder, der kan glæde sig over Antallet af Cifre paa en Bankbog.

Som en Undskyldning kan det maaske fremføres" at da et saadant Menneske jo ikke regner med nogen Form for Tilværelse efter Døden, er der en vis Konsekvens i at samle de Værdier, der for ham er eneste virkelige, men det Spørgsmaal bliver stadig tilbage, om Penge og andre Former for fysisk Besiddelse er de eneste virkelige? Er det ikke legemlig Sundhed, er det ikke det gode Humør, er det ikke de mange gode Minder, er det ikke alle disse Ting, der for et saadant Menneske er de virkelige Værdier? Jeg tror det; men mange opdager det først ved Enden af et langt Liv, hvor Opfyldelsen af deres Ungdoms Drømme har fundet Sted paa Bekostning af den samme Ungdoms Evne til at nyde og udnytte denne Opfyldelse.

Og den anden Type. Her adskiller Orientaleren sig i sin Indstilling til de oversanselige Verdener sig en hel Del fra Europæeren, idet den første jo gennem Aarhundreder har været indstillet paa Reinkarnationsprincippet, medens den sidste i sin Opfattelse af det evige Liv har ment at komme til at opleve det, som en efter Døden i al Evighed fortsættende Tilværelse i Lys og Salighed. Men selv i denne Forskellighed er der en Lighed, idet begge Parter ser paa Verden som det syndige, det ufuldkomne, det man skal stræbe bort fra.

Den tekniske Udvikling af Transport- og Meddelelsesmidler har ført med sig, at vi nu i stor Udtrækning finder den tidligere orientalske Tænkemaade og Opfattelse repræsenteret her i Europa, saa at vi ikke behøver at hente vore Eksempler derovre, men finder dem iblandt os; det er ikke fremmed for os at sætte os ind i disse to forskellige Opfattelsesmaader. Og vi ser da, at indenfor den Gruppe, for hvem Reinkarnationslæren er den bærende Livsindstilling, møder vi Mennesker, som gennem Selvtræning ved forskellige Systemer søger at udvikle specielle Evner hos sig selv, der hurtigt skal bringe dem i Stand til at se eller opfatte Ting og Tilstande, som ikke er tilgængelige for almindelige fysiske Sanser.