Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lille Barn, hører du hvor nænsomt Moder synger din lille Vuggesang for dig? Sangens enkle Toner bølger blidt henover din lille Barneseng, som Nattebrisen henover Blomsters bøjede Hoveder. – Varsomt stryger hun henover dine røde Barnekinder, og kærligt stirrer hun ned i dine Øjnes smilende, blaa Dybder; – men under den lille Vuggevises skønne Rytmer slipper dine blaa Øjne Moders kærlige og trofaste, – stille glider du over i Smilets Land, og langsomt rettes dine smaa knyttede Hænder ud – næsten som en Bøn! Hele din lille Krop, der Dagen igennem har ligget saa uroligt og utaalmodigt, ligger nu ganske stille i Aftenens Kølighed. Kun gennem din Mund, lille Barn – igennem dine sagte Aandedrag og paa det lille, fine Smil, der leger saa sødt om dine Læber, anes Livet, der røres i dig!

Barn, som du drømmer yndigt! Hele dit Væsen udstraaler Glæde og Skønhed; ak, hvem kan vel – dybt fra sit Hjerte – skildre den Fred og Velsignelse, den dybe Forstaaelse, der hviler over dig, lille sovende Engel?

Stum sidder din Moder og stirrer paa dig; – thi hvem er du, lille fremmede Fugl, og hvor gaar du nu hen? Du, som en aarle Morgen blev født og fra samme Stund havde al hendes rige Kærlighed? Og dog, – hvor er det inderlig ligegyldigt, hvem du er; thi Fred, Solskin og Glæde bor i dine Øjne, og Kærligheden i dit Væsen, saa lille du end er.

Længere og længere drager du i Søvnen bort fra denne kolde Zone; som en Lysets Engel vandrer du ind i den guddommelige Verden, hvor du straaler som en Sol; saa stor er din indre Skønhed og Glæde!

Aah, saa langt, langt borte du dog er, – varsomt bøjer din Moder sig over dig og kysser dig paa Panden. Vemodigt stille sidder hun ved dit lille Barneleje og fornemmer en fremmed Verden bemægtige sig hendes Sind. En Verden hun kun svagt erindrer fra Barndommens gyldne Dage; men ak, saa langt bort er hun kommet fra Barnets solrige Sletter, at hun kun formaar at fornemme en længselsfuldt Sugen i sit Indre, – en instinktiv Fornemmelse af noget guddommeligt og skønt, at hun end ikke magter at udtrykke sig i Ord, men blot føler, at noget stort og skønt et Øjeblik har fyldt hendes Hjerte. – – – Og alt det, lille Barn, har du, uden Ord – blot med et Blik fra dine dybe, klare Barneøjne, med et Smil om din lille Mund, skabt i din Moders Sind. Lille Engel, saa stor er din Magt, og saa nær lever du endnu den guddommelige Verden, fra hvilken du kom hin aarle Morgenstund!

Tavs sidder hun og betragter dig, fornemmer din store Renhed og fuldkomne Uberørthed, – og dybt i hendes Indre føler hun med eet, hvad Han mente, der sagde: "Thi uden at I blive som Børn igen, kommer I aldrig i Guds Rige!"