Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Dette at noget er evigt – at det altid har været og altid vil være til – at det er unddraget en Begyndelse eller Skabelse – det kan jeg slet ikke forstaa, og Tanken forekommer mig at være helt umulig". – Udtalelser af denne Art har sikkert de allerfleste af os været stillet overfor, ligesom man selv atter og atter har beskæftiget sig med Problemet, som med stærk Paagaaenhed kan vedblive at vise sig i ens Tankeverden.

Gennem vor umaadelig lange Vandring gennem Dyrezonen – gennem Formernes Verden – oplever vi jo netop bestandig, at alle Ting er undergivet en Begyndelse eller Skabelse – har derefter en Eksistenstid, og efter dennes Ophør kommer uvægerlig en Afslutning, som vi med Hensyn til Organismer ogsaa kalder "Døden". Denne Proces har vi set og oplevet Gang paa Gang indenfor vor daglige Sansnings Omraade, og ganske naturlig og selvfølgelig er denne Vaneforestilling opstaaet indenfor den Del af vor Bevidsthed, som direkte er indstillet paa den materielle Verden, og som Martinus ogsaa saa betegnende kalder vor Dagsbevidsthed – at fra denne indenfor de "skabte Realiteters" Omraade gældende Regel findes ingen Undtagelser.

Vor Tænkning bestaar jo i en sammenlignende Konfrontering af det opfattede med det i vor Bevidsthed opsamlede Erfaringsmateriale, og vor Tænknings Ydergrænse vil vi træffe der, hvor vor Viden møder det ukendte, og hvor det opfattede altsaa ikke gennem Sammenligning kan identificeres.

Da vort Erfaringsomraade i sig ikke rummer Begrebet "evige Realiteter", eller noget dermed beslægtet, kan der ingen "Genkendelse" finde Sted, og som Følge heraf kan Begrebet ikke paa sædvanlig Maade indrulleres under det, man forstaar.

Gennem Martinus Analyser møder vi vort Erfaringsmateriale organiseret og sammenstillet paa en ny og saa genial Maade, at vi som Afslutning paa sammenhængende logiske Tankerækker bliver stillet Ansigt til Ansigt med f. Eks. netop det uundgaaelige Facit eller Resultat: "Alle levende Væsener er evige Realiteter". Denne Erkendelse kan som tidligere nævnt ikke rubriceres blandt det, man forstaar; thi hvorledes faa en Forstaaelse af noget, som ikke er et Resultat af forudgaaende Tænkning. Eksistensen af Sandheden i ovennævnte "Evighedsbegreb" bliver dog uundgaaelig for os, idet vi gennem Udredning føres til at maatte anerkende Analysens Rigtighed og dermed "Evighedsbegrebets" Eksistens, og da vi endvidere maa erkende, at al Sansning og Oplevelse vilde være en Umulighed, hvis der ikke netop ved hvert levende Væsen eksisterede "Noget", som er evigt og uforanderligt, er vi altsaa ad Tankens Vej ført frem til en urokkelig Erkendelse af ovennævnte Begreb, som vi paa en eller anden Maade maa se at faa bragt i Harmoni med vor Vaneforestilling. Dette kan kun lade sig gøre ved indenfor vort Bevidsthedsomraade at oprette et helt nyt Departement, som vekselvirker med Ideer og Tankeformer, som er i Pagt med Evigheden. Dette ny Departement hører ikke hjemme i den tidligere omtalte Del af vort Bevidsthedsomraade, som kaldes Dyrebevidstheden, men derimod i et andet næsten ubenyttet Domæne kaldet Menneskebevidstheden. Aabningen af dette ny Omraade indenfor Bevidstheden er det delvis sovende Væsens første svage Banken paa Livets Port, dets begyndende Vandring ad den Vej, som fører mod det virkelige Liv. Gennem Martinus Analyser gaar Vejen til al Erkendelses evige Kildevæld, og kun derigennem aabnes Adgangen til en ny Verden af betagende Storhed og Skønhed og med Perspektiver, hvis Vælde er tidløs. Verdensaltets Struktur, dets Love og Principper bliver synlige og fornemmes ikke alene gennem Følelsen, men bliver ogsaa tilgængelige gennem Intellektualiteten. Herigennem skabes der i det enkelte Menneske i Kontakt med Loven for Tilværelse Længsler og Ønsker, hvis Virkeliggørelse rækker langt ind i Fremtiden, og gennem denne lyse Tankeskabelse dannes allerede nu Fundamentet for en ny Moral, en ny Kultur.

Jeg tillader mig at citere Afslutningen af 2. Kapitel, 1. Del, af Livets Bog: "Jordmenneskene har saaledes en umaadelig lang og lysende Udviklingsepoke i Vente – en Epoke, indenfor hvilken de i Udvikling vil vaagne op til Bevidsthed om deres egen uforgængelige Natur og frigjorte fra den mørke ubevidste jordbundne Tilværelse komme til at opleve skønne guddommelige Tilværelsesplaner, lysende og funklende Scenerier fra saavel fortidige som fremtidige Verdensperspektiver i kulminerende Kærlighed, Intelligens, Intuition og Salighed".

Naar dette ovenfor beskrevne Stade i vor lange Udviklingsrejse er naaet, er "Evighedsbegrebet" ikke længere en teoretisk Erkendelse, nej, det bliver gennem Selvoplevelse til Kendsgerning, til urokkelig Viden.

Maatte vi, hvem den Lykke blev beskaaret Ansigt til Ansigt at lytte til fuldklingende Toner af Visdom, hvem det forundtes at møde "Den ny Inkarnation af de evige Sandheder", forstaa Værdien af den kostbare Gave, som dermed blev givet os – og forstaa det Ansvar, som samtidigt blev lagt paa vore Skuldre.