Kosmos 2001/2 side 40
"Verden er som en bikube, en myldrende masse, som aldrig er i ro, som hele tiden er på vej et nyt sted hen. Den optimistiske fortolkning af processen – verdensgørelsen kunne man kalde den – hæfter sig ved alle tings sammensmeltning – ved alt det, som binder folk sammen i nye fællesskaber, og ved den demokratiske kulturs fremgang. Den pessimistiske fokuserer på opløsningen af verden, som den var og ved de helt nye ubalancer, som opstår mellem rige og fattige, hurtige og langsomme, kommunikerende og tavse", siger kulturredaktør, Jes Stein Pedersen om globaliseringen til Politiken (4-8-2000).
Fælles ideer og værdier
Globaliseringen giver mange nye muligheder og nye problemer. Her er nogle synspunkter om de fremtidige konsekvenser af, at verden er ved at vokse sammen. Varer og tjenesteydelser kan fremover sælges mere frit over grænserne, verden bliver "mindre", og internettet giver uhørte muligheder for at udveksle ideer, tanker og information. Alt i alt en udvikling som er med til at fjerne forældede traditioner og nationalisme. Globaliseringen har ligeledes den store positive effekt, at den styrker FN s arbejde om fælles ideer og værdier. Men globaliseringen giver også mange problemer.
De økonomiske kræfter bliver mere uregerlige, svage grupper udstødes, de finansielle kriser forstærkes, den kulturelle identitet omformes, familiestrukturen ændres og den globale kriminalitet forværres.
Problemet med globaliseringen er også, at den forløber med forskellige hastigheder, den økonomiske og kulturelle globalisering stormer frem, mens den politiske halter bagud.
Manglen på politisk globalisering kan føre til gammeldags nationalisme. Men udviklingen kan også føre til, at vi styrker det internationale samarbejde, og at vi i fællesskab udvikler globale regler, så vi bedre kan styre globaliseringen i den retning, vi ønsker.
En global etik
Olaf Gerlach Hansen, der er daglig leder af Centeret for Kultursamarbejde med udviklingslandene, siger til Politiken: "Efterhånden som grænserne mellem de gamle kulturer forsvinder, flyder alle kulturer enten sammen i en stor hybridkultur, eller også får vi en slags kultur-zoologisk have, hvor mange kulturer klynger sig til fortidens forskelle i en desperat kamp for at forblive adskilte og bevare et særpræg". Han mener dog, at der også er en tredje mulighed, nemlig at styrke den udvikling, som vil bevare Jordens mangfoldighed, men samtidig lade kulturerne forandre sig. "Kulturer forandrer sig af at møde hinanden. Og selv masaierne ønsker jo forandring. Så snart man kommer i kontakt med hinanden, vil man gerne tage det bedste af det fremmede og alligevel bevare sig selv", siger Olaf Gerlach Hansen.
"I de seneste 30 år har man indset, at vi må forholde os globalt til en række ting. Vi ser det i miljøspørgsmål, i handel og i de spæde forsøg på at håndhæve universelle menneskerettigheder. Men hidtil har ingen lagt linjerne for, hvordan kulturen i den nye verden skal se ud", udtaler Olav Gerlach Hansen og mener, at det er vigtigt at undersøge, hvordan kulturen, – altså mennesker og deres ønsker, – kan styre globaliseringen. Han stiller også spørgsmålstegn ved, hvordan demokratiet skal være i en global kultur, og om handelen skal tage hensyn til kultur, ligesom man tager hensyn til miljøet? Og hvad kan vi gøre, for at verdens kulturelle rigdomme bevares?" siger Olaf Gerlach Hansen til Politiken. "Kulturel mangfoldighed skal ikke beskyttes for enhver pris. Sidste århundrede har været det blodigste i menneskehedens historie. Og meget blod flød i kulturens navn. Der er meget kultur, der bliver brugt til at undertrykke og lave de værste ting, se blot Balkan og Rwanda. Vi kan ikke nøjes med at se på kulturel mangfoldighed, vi må også skabe en global etik, nogle fælles spilleregler. Så det gælder ikke kun om at bevare en mangfoldighed. Vi må som verdensborgere have et forhold til det globale, hvis vi skal kunne fungere i verdenssamfundet. Vi er alle sammen nødt til at have et bedre udsyn", mener Olav Gerlach Hansen.
Næstekærlighed som kulturbasis
Her i begyndelsen af det nye årtusinde udvikles det internationale samfund i et tempo, som ikke er set tidligere i vores historie. Verden er ikke blot i udvikling, men er ved at vokse sammen. Perspektivet med globaliseringen er mere vidtrækkende, end de fleste er klar over. Ikke alene er det nødvendigt med en global etik og fælles internationale regler for politik, økonomi, miljø osv., men globaliseringen er en proces i udviklingen af en helt ny verdenskultur. Vi oplever, at grænser mellem mennesker, nationer og kulturer langsomt brydes ned, uden helt at vide årsagerne hertil. I bogen "Kulturens Skabelse" (kap. 36-40) skriver Martinus blandt andet om fremtidens kulturfundament, og her betoner han, at det er nødvendigt at få en åndsvidenskabelig forklaring på udviklingen og hele vores tilværelse. "Forståelsen af de mentale kræfter er det eneste, der kan frelse verden og føre menneskene ud af krigen og lidelsernes mørke. Og samtidig vil den viden føre os frem til en absolut fred og fuldkommenhed i væremåde og samfundsforhold", skriver Martinus. Gennem kendskabet til jordens organismestruktur og dens særlige bundne energikombinationer mener Martinus at kunne læse naturens skabelsesproces og derved se, at den kommende kulturbasis er menneskets næstekærlighed. "Kærlighedsviljen er den eneste form for viljesføring, der er fri og usårbar, kan overleve alt og vil derfor urokkelig blive kulturskabelsens og dermed menneskesamfundets sidste og eneste virkelige fundament", siger Martinus. Han ser menneskeheden som en organisk enhed, hvis velfærd er afhængig af hvert enkelt menneske, og stiller spørgsmålet: " Hvordan skal den samlede jordmenneskeheds tilværelse blive sund og fuldkommen lykkelig på anden måde end netop ved, at hvert enkelt menneskes væremåde bliver bragt frem til den tilstand, der er alle disharmoniers og sygdommes helbredelse, nemlig den, at alle tjener alle, og alle er til glæde og velsignelse for alle"?
Eigil Kristensen
Tilbage til artikelregister
Forrige