Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Intet i verden kan måle sig med fornøjelsen ved at generalisere. Hvis nogen hævder det modsatte, så generaliserer de, de kan slet ikke lade være. At generalisere er at opstille regler, at opstille regler er at forudse, at forudse er at undgå (slemme ting), at undgå er at leve et roligt og lykkeligt liv.

Er det ikke rigtigt?

Vist så – og dog er det en generalisering, som jeg har gjort ud fra den præmis, at et lykkeligt liv er et roligt liv. At tro, at alle andre lever på den samme præmis, er en generalisering; det er et regelsæt, som ikke passer i alle tilfælde.

Da Jesus vandrede om på jorden, må han have sagt og gjort noget, som fik hans disciple til at tænke: "Død og pine, det er jo rigtigt!" På en eller anden måde må han have handlet ud fra præmisser, som hans disciple – måske uden at vide af det – også havde; ellers havde de aldrig fulgt ham.

Med hensyn til Martinus, så må også han tale ud fra præmisser, som hans læsere har. Og når jeg tænker efter, så har mødet med hans bøger da også været én stor "genkendelse". Men det er der i grunden intet mærkeligt i; sådan er det med enhver, der finder sin yndlingsforfatter. Forfatteren snakker i virkeligheden læseren efter munden og siger det, han altid har haft på læberne, men aldrig været skarpsindig eller veltalende nok til selv at udtrykke. Forfatteren giver kort sagt læseren ret.

Intet er mere frydefuldt, – derfor er der grund til at passe på! Hvor langt skal man gå i sin begejstring for Martinus' analyser?

Så langt, vil jeg mene, som man er i stand til at genkende sine egne præmisser. Og dog ser det ud til, at mange kan gå betydeligt længere; det er, som om tilliden til Martinus kan strækkes længere, end der reelt er basis for. Hvordan kan jeg fx vide, at der findes mere end de tre kendte riger – mineralrige, planterige og dyrerige -? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke, men jeg kan udmærket forestille mig, at udviklingen fortsætter, og at den tilmed går i den retning, Martinus afstikker.

Hvordan?

Ved at generalisere; ved at se på regelsæt, som jeg til overflod kender: sult og mættelse, dag og nat, arbejde og hvile, godt og ondt, osv. osv. Det er sådan set bare det, Martinus' verdensbillede er en stor tegning af; alt er her ført ud over erfaringernes direkte rand, og – hvad der er det mest overbevisende – tilbage til den betagede læser, til hans sult og mættelse, hans dage og nætter – osv.

Derfor er Martinus min yndlingsforfatter, – endda uden at jeg behøver at læse ham ret meget. Jeg har fattet den store generalisering, som han kalder "principper". Og på dem kan jeg leve mit liv uden at fortabe mig i småtterier.

Så jeg siger frejdigt – som disciplene vist nok sagde, da de hørte Jesus – "Død og pine, det er jo rigtigt!"