Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Aristides (ca. 130-190 e.Kr.) var en græsk filosof, der virkede i Athen. På hans tid var kristendommen ved at vinde udbredelse, men menighederne var kun små og stadig udsatte for hån og forfølgelser. I Rom var Hadrian kejser, og under en rejse i sit store rige besøgte han også Athen. Her overrakte Aristides ham et forsvarsskrift for kristendommen.

Hvilke argumenter kunne man nu bruge på en tid, hvor de romerske kejsere selv blev tilbedt som guder? I sit skrift skriver Aristides bl.a.: "Gud er urørlig, grænseløs, ufattelig, for der findes intet sted, hvor eller hvorfra han kan flyttes. Han kan hverken omfattes af mål eller omsluttes af noget, fordi han selv opfylder alt og står over alt, både de synlige og de usynlige skabninger."

For de prosaiske romerne var sådanne abstraktioner ren mystik og overtro. Aristides postulerer jo bare en hel masse hentet ud af den blå luft. Men det er nok her, vi må forestille os, at det logisk overbevisende lå gemt på den tid. For hvorfor skulle der ikke være noget mere fuldkomment end kejseren selv? Alene tanken gør muligheden mulig. Nu forstår man også, hvor farlig og underminerende kristendommen var for de romerske kejsere.

Og hvordan argumenterer så Martinus for de samme luftige tanker i vore dage? Situationen er trods 2000 års kristendom den samme, det drejer sig stadig om at bevise noget, som ikke kan bevises. Derfor må også Martinus postulere, nemlig at alt i naturen er under udvikling mod fuldkommenhed, og at denne fuldkommenhed er resultatet af en tanke, Guds tanke. Over for dette postulat står i vor tid et andet (Darwins), der hævder, at naturen ganske vist bliver mere og mere kompleks, men at denne kompleksitet er betinget af naturlig selektion, udvælgelse.

Der kan argumenteres for begge postulater; Darwins har været mest i vælten i det 20. århundrede. Men det betyder blot, at det er moderne – ikke nødvendigvis at det udgør (hele) sandheden.

I Livets Bog 3, stk. 717, formulerer Martinus sit postulat således: "Så fuldkommen intellektuel er naturen, at ligegyldigt, hvad de levende væsener så end måtte komme til at skabe af ufuldkommenheder, spild og affald, abnormiteter og meningsløsheder inden for deres eget sanseperspektiv, så kan det aldrig i noget tilfælde blive til kaos eller absolut spild i Guds perspektiv. Alt bliver til nytte og gør derved det bibelske udtryk, "alt er såre godt", til kendsgerning. En højere form for skabekraft og intellektuel kunnen kan således ikke eksistere. Men når naturen således viser den højeste intellektualitet, der findes, kan den kun have et særligt bestemt væsen til ophav, nemlig – Guddommen. Naturen er Guds egen bevidsthed."

Om en sådan opfattelse engang bliver moderne, kan vi kun gisne. Aristides forsøgte sig med romerne, og de endte med både pave og Peterskirke. Så lad os se, hvad der sker.