Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Igennem analysen af talentkernernes tilblivelse får vi et levende indblik i, hvorledes en organisme efterhånden opbygges. Når et levende væsen igennem en vis interesse kommer til at dyrke en eller anden manifestationsform og derved kommer til at gentage de forskellige bevægelsesarter eller energiudløsninger, som denne manifestationsform er baseret på, bliver disse bevægelses– eller energiarter til vane. Når en bevægelsesart er blevet til vane, betyder det, at den mere eller mindre kan udløse sig selv, uden at vedkommende levende væsen behøver at være med i denne udløsning. På denne måde har det levende væsen fået evne til at bevæge sig uden at skulle være optaget af at være med i denne bevægelse. Vi kan gå hen ad vejen og samtidig tale med et andet væsen, uden at vi behøver at skænke flytningen af vore ben nogen særlig vågen dagsbevidst opmærksomhed. Kun i de tilfælde, hvor der sker noget usædvanligt, må vort eget jeg, der på en måde kan udtrykkes som fader–jeget, gribe ind. Det gør da ondt i benene i det felt, hvor det usædvanlige er sket. Og igennem smerten bliver fader–jeget opmærksom på foreteelsen og må sørge for at fjerne ondet. Når dette er fjernet, bliver dagsbevidstheden igen fri af benenes funktion. De kan da atter selv udføre deres mission eller det, de er bestemt til.

I virkeligheden er ethvert organ i organismen bygget op og holdt fast af en talentkerne. Således er hjertefunktionen, lungefunktionen, åndedrættet, kirtelfunktionen osv. koncentreret om og baseret på hver sin talentkerne, hvilket altså i virkeligheden vil sige et jeg og dets overbevidsthed. En sådan talentkerne er altså et levende væsen. Et levende væsens organisme består altså således i virkeligheden af en serie af levende væsener, der er knyttet sammen i kraft af deres evne til at samarbejde til fordel for en større helhed. Vor egen organismes fremtræden som levende væsen vil således være en kombination af inkarnerede levende væsener fra underliggende spiraler. Således er ethvert organ lige fra hjernen, hjertet, lungerne og maven og ned til de allermindste kirtel– og cellefunktioner levende væsener, der er inkarnerede i vor organisme, knyttet sammen i kraft af vort jegs særlige indstilling, særlige begær og trin i spiralkredsløbet. Det skal bruge disse underliggende levende væseners medarbejderskab for at kunne få sine særlige ønsker om skabelse og oplevelse opfyldt. Og da de underliggende levende væsener ligeledes netop har brug for dette samarbejde, ja, slet ikke kan få deres manifestations– og begæroplevelse tilfredsstillet uden netop igennem et sådant samarbejde, ser vi her, hvor guddommeligt hele livsprincippet i virkeligheden er, og hvor nødvendigt det er, at netop alle disse mikrojeger arbejder sammen i helhedens interesse, ligesom vi også ser, hvor absolut nødvendigt det er, at makrojeget ligeledes skaber betingelser for ikke selv at forstyrre dette samarbejde.

Kan makrojeget da forstyrre disse væseners samarbejde og dermed deres liv? – Ja, det kan det i allerhøjeste grad. Det er hovedjeget og sidder inde med den suveræne magt over hele organismen. Det bestemmer, om denne organisme skal plejes og passes ifølge sundhedens og velværets love, eller den skal forsømmes, mishandles ved nydelse af alkohol eller anden uheldig nydelse af giftige eller skadelige stoffer, som slet ikke egner sig til føde. Det kan også bestemme, om organismen skal have den nødvendige hvile og søvn eller ikke have den. Det kan forsømme at skabe betingelser for sine mikrovæseners fuldkomne samarbejde og bliver da selv syg og hjælpeløs. En organisme er således i virkeligheden en institution, der bliver opretholdt i kraft af forskellige grupper af levende væsener. Hver gruppe væsener er således i virkeligheden en slags eksperter i at udføre en særlig energiudløsning, et særligt for helheden nødvendigt arbejde. Denne helhed er jo makrojegets organisme, som altså er disse mikrovæseners univers. Et levende væsens organisme er således en skueplads, en verden, i hvilken et umådeligt antal væsener har fået husly, bolig og beskæftigelsesmuligheder og dermed de for dem nødvendige betingelser for liv og skæbneudvikling.

En organisme er en gruppe af levende væsener på forskellige trin repræsenterende forskellige over– og underliggende spiralkredsløb. Som øverste myndighed for denne gruppe levende væsener eksisterer altså det jeg, der suverænt behersker organismen, hvilket altså vil sige "makrojeget". Over for dette jeg bliver alle de andre jeger at betragte som "undersåtter", idet de alle uden undtagelse tilhører underliggende kosmiske spiralkredsløb. Derfor må vi opfatte og udtrykke disse væsener som mikrokosmos. Makrojeget bliver derved det samme som en "konge" eller den allerhøjeste regerende faktor i denne samling levende væsener, som hans organisme udgør. Men da hans interessesfære repræsenterer mange forskellige slags begær og ønsker, mange forskellige slags former for livsoplevelse og skabelsesprocesser, må han have en hel masse hjælpere, ja, ikke blot tusinder, men en mangfoldighed af væsener, der tælles i millioner. Men makrojeget kan joikke overkomme at korrespondere med hvert enkelt individ inden for denne mangfoldighed af væsener. Makrojegets samarbejde med disse opretholdes da også i kraft af en hel serie af "underkonger", som igen under sig har hjælpere og administratorer og ledere nedad iblandt de underliggende spiralkredsløbs væsener inden for den samlede organisme. Disse makrovæsenets underkonger har hver sit domæne at styre og lede i helhedens eller makrojegets interesse, på samme måde som makrojeget har fået overkommandoen over hele dette umådelige rige for ligeledes at styre og lede det i den samlede helheds interesse, ikke blot indadtil i dette universes indre regioner, men også udadtil, således at denne organismes helhed eller fremtræden bliver en stat, et rige, et univers, et mælkevejssystem, der er totalt i kontakt med yderverdenen og helhedsinteressen.

Vore underkonger, hvilket vil sige statholderne af vore egenskabers og talenters domæner, er talentkernejegerne. Da disse underkonger jo har til opgave at styre deres domæne i kontakt med helheden inden for organismen, kan vi kalde dem "skytsengle". Da jordkloden er en organisme, der står på det jordmenneskelige trin i sit spiralkredsløb, danner den de samme livsbetingelser i dette spiralkredsløb, som det jordiske menneske danner i sit. Vi kan derfor ved at iagttage jordjeget og dets organisme, der jo er vort midlertidige hjemsted i universet, se vor egen organismes og dermed vort eget kongeriges domæne.

Der er nu i jordmenneskehedens mentalitet eller psyke skabt en vældig kraftig og mørk baggrund, på hvilken lyset kan markeres og derved blive tilgængelig for sansning eller oplevelse. Men dermed er den mørke skytsengel ved at have udspillet sin mission inden for jordklodejegets psyke. For i samme grad som denne baggrund voksede, blev tæt og kraftig, opstod jo netop muligheden for lysets markering og dermed dets tilgængelighed for oplevelse. Og jordens interessesfære blev da i tilsvarende grad lyset. Flere og flere gentagne lysmanifestationer blev resultatet, og der blev så mulighed for inkarnation af en lysets konge, altså en talentkerne, der skulle overtage jordjegets interessesfære for skabelsen af lys i dets domæne. Og en sådan vicekonge er således inkarneret i jordjegets psyke og er altså alle lysmanifestationers skytsengel nr. 1. Under denne konge og skytsengel sorterer alle humane religioners, ja, alle humane foreteelsers, begyndende skabelse. Alt, hvad der kommer ind under begrebet højere kultur, den bebudede ny himmel og jord, der i virkeligheden er det samme som den af alle jordens mennesker ønskede verdensfred, vil altså blive til virkelighed under denne menneskehedens skytsengel eller jordens talentkerne for lysmanifestation. Det er fra denne skytsengels domæne, at verdensgenløserne udgår, ligesom de mørke verdensgenløsere udgår fra mørkets skyts engel.

Nu vil man muligvis spørge, om disse lyse og mørke skytsengle inkarnerer, og hvor deres fysiske legemer er. Ja, disse skytsengle er selvfølgelig også underkastet reinkarnationens love og må inkarnere i materien ligesom alle andre levende væsener. De må jo ligeledes betjene sig af mikrovæsener i deres domæne, ellers kunne de jo ikke skabe en organisme, og uden organisme kunne de jo umuligt arbejde. Disse skytsengles mikrovæsener er de levende fysiske væsener, der kan besjæles af deres ånd eller de væsener, for hvem det betyder livet at udløse de særlige manifestationsarter, der sorterer under lysets og mørkets skytsengel. Med hensyn til den mørke skytsengels fysiske legeme eller organisme, da forekommer den som identisk med alle de levende væsener, der forekommer under begrebet dyr. Dyrene er besjælede med den mørke skytsengels bevidsthed og udgør altså denne engels fysiske legeme. Da den også går et godt stykke ind i jordmenneskehedens sfære og finder redskaber og talentkerner for mørkets manifestationer i jordmenneskenes psyke, er de også i tilsvarende grad mikrovæsener i den mørke skytsengels bevidsthed eller psyke. Disse væsener er således i virkeligheden denne skytsengels børn. Tænk på Valhal og andre dræbende religionsfor–mer! – Det dræbende princips zoner er, overalt hvor de forekommer, den mørke skytsengels domæne. Mens den mørke skytsengels inkarnation begynder i den kødædende plante og derefter fortsætter i dyr og jordmennesker, i hvilke den vil dø, begynder den lyse skytsengels fødsel i de jordmennesker, der begynder at blive humane og næstekærlige. Den lyse skytsengels domæne er udgørende alt, hvad der kommer ind under kulturskabelse, under afskaffelse af krig, al befordring af humanitet og næstekærlighed. Denne ånd er inkarneret i alle de væsener, der mere eller mindre gør sig til redskaber for lyset og kærlighedens manifestationer.

Hvis makrojeget udløser sin kongegerning i helhedens interesse indadtil i sin organismes mikrovæseners områder og domæner og udadtil over for sine omgivelser og medvæsener, da eksisterer dette makrojeg med sin fremtræden som et levende væsen i Guds billede. At forstå dette makrojegets ansvar over for mikrovæsener, medvæsener og makrovæsener er at forstå livsmysteriet. At forstå livsmysteriet i vågen dagsbevidst tilstand er igen det samme som at besidde "kosmisk bevidsthed", der igen er det samme som den hellige ånd eller Guds bevidsthed. Da denne tilstand giver individet den højeste oplevelse af livet, den højeste fornemmelse af velvære, den højeste oplevelse af viden, kraft og kunnen, er det selve livets kulmination og det mål, som alle mennesker på jorden iler henimod. Vi er således alle hver især en konge i vort rige og aspirerer til en regeringsform inden for dette rige, der er analog med den regeringsform, der benyttes af det højeste makrovæsen eller selve verdensaltets konge, den evige Guddom.