Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er en voksende interesse for psykologi i vor tid. Mange romanforfattere skriver om menneskets indre verden og om vore muligheder for at skabe harmoniske relationer. TV bringer stadig flere programmer, der belyser såvel det enkelte menneskes skæbnemæssige baggrund som forskellige foreteelser i tiden, der præger vor kulturs sjæleliv. I forbindelse med Estonia-katastrofen fik de skandinaviske folk gennem massemedierne en betydelig undervisning om en krisesituations forløb. Vi lærte om, hvordan man bedst håndterer og bearbejder en psykisk krise.

I vor forvandling fra dyr til menneske lever vi nu i en stærkt forceret udvikling, som i de seneste hundrede år har forvandlet vor tilværelse fra at have været fastholdt i den fysiske verden til, at vi nu mere og mere lever i en mental verden. Denne historisk set nyfødte verden er meget sårbar og har, som det nyfødte barn, et stort behov for omsorg og kyndig vejledning for at vokse sig sundt og for at modnes.

Den materialistiske videnskab har jo på en strålende måde været 1900-tallets redning fra lidelse i den fysiske verden og har i stor udstrækning frigjort mennesket fra at arbejde i sit ansigts sved. Det bliver da naturligt for mennesket også at skabe en videnskab om psyken for på samme måde at frelse mennesket fra sjælelige lidelser.

Præcis som i den materialistiske forskning kan psykologiens forskere samle en overflod af psykiske fakta, sortere og analysere dem og på denne måde kortlægge en mængde foreteelser i vor indre verden, som tidligere var skjult for os. Vi har dermed åbnet en dør til et fascinerende, men også nogle gange skræmmende indre landskab i vort ubevidste. Vi har kortlagt store dele af vore psykiske behov og er også til en vis grad begyndt at finde metoder til at hjælpe helbredelsesprocesserne for sjælen. Dette har på store områder ført til betydelige forbedringer for menneskenes liv. Vi ser f.eks. en stærkt udviklet respekt for barnets behov allerede fra fødslen, så der tages meget hensyn til den nyfødtes følsomme sind. Korporlig afstraffelse af børn er blevet forbudt, og den sorte pædagogik i skolen forsvinder mere og mere. Men på trods af disse fremskridt virker det alligevel, som om problemerne på det sjælelige område vokser hurtigere end vor evne til at afhjælpe dem.

Så længe det anerkendte verdensbillede kun viser de psykiske fakta, men ikke afslører deres mening og sammenhæng, så kan man ikke finde frem til årsagerne til menneskenes sjælelige lidelser. Den materielle videnskab kan kun iagttage virkningen i form af vor skæbne, men ikke finde frem til skæbnens årsag. Skæbnens årsag findes ikke i den fysiske verden og kan derfor ikke måles og vejes. Derfor anses et menneskets skæbne for at være et resultat af tilfældigheder og ydre omstændigheder. Dette fører menneskets tanker ind i en alvorlig konflikt med nogle af dets mest grundlæggende behov, nemlig behovet for at se en mening med livet og behovet for at føle, at det kan påvirke og kontrollere sin tilværelse.

I vor udvikling fra dyr til menneske har vi udviklet en voksende evne til at beskytte os mod og kontrollere vor fysiske omverden som f.eks. vejrets luner, andre dyrearter og mørket. Vi kan kontrollere vore huses indendørsmiljø, temperatur, lys og fugtighed og iklæde os effektivt beskyttende klæder til værn mod det ydre vejr. Men når det gælder vor skæbne efterlader vort nuværende verdensbillede os mere ensomme og nøgne end nogensinde. Vort religiøse instinkt har tidligere i vor udvikling kunnet givet os troen på højere magter, der kunne hjælpe os i kampen for tilværelsen og skabe mening i vort liv, men den forcerede intelligensudvikling har overført vor tro til en tro på materien som livets fundament og eneste virkelighed. Vi har udviklet kontrol over mange ydre farer, men ikke over for de indre farer.

Det religiøse princip er ifølge Martinus netop et princip, dvs. en evig struktur i vor bevidsthed. Martinus fremhæver også to dimensioner i sin analyse af korsets symbolik for at give os en forståelse af vor tilværelse. Den vandrette linie symboliserer alle fysiske og psykiske realiteter, mens den lodrette linie symboliserer meningsdimensionen. Begge dimensioner er lige vigtige for at forstå tilværelsen og dermed en meningsfuld vekselvirkning med den.

Følelsen af en manglende mening med livet får flere og flere mennesker til at søge tilbage til mere primitive former for religion, ritualer, shamanisme m.m. Ligesom et menneske i en psykisk krise tit i en periode af krisen forsvarer sig mod dens angstfremkaldende følger ved regression, dvs. en tilbagevenden til tidligere udviklingstrin, således vender nutidsmennesket sig i sin kulturelle krise til fundamentalismen inden for religion og til et råb om den stærke mand inden for politikken. Mange mennesker ikke mindst blandt ungdommen opsøger spændingsoplevelser, voldsvideoer og narko. Der er voldsmænd og røvere, som har fortalt, at det netop er i kampens hede, at de føler, at de lever, at de får et "løft". Det føles jo meningsfuldt at følge sin selvopholdelsesdrift og besejre en truende fjende. Det føles mere virkeligt og meningsfuldt at være i direkte kamp med en håndgribelig fjende end at kæmpe med den følelse af magtesløshed, som fylder en ved mødet med arbejdsløshed og den accelererende jagt på penge, som drager stadig flere mennesker ind i en krig med en usynlig fjende.

Religionerne har formuleret en moral, der har til formål at vejlede menneskene til at leve i harmoni med Guds vilje og dermed få en lykkelig skæbne i det mindste i livet efter dette i det evige paradis. Menneskets udviklingstrin afspejles i dets gudsopfattelse og moralregler. I vor historie ser vi en udvikling. Som vikinger havde vi dræbende og straffende guder, og idealet for os var at kunne dræbe. Senere blev vor gudsopfattelse mere altruistisk og forsonlig. Mennesket skaber Gud i sit eget billede, indtil Gud gennem livet omskaber mennesket i sit billede.

Martinus åndsvidenskab viser for den, som er på bølgelængde med den, at de store spørgsmål i livet ikke udelukkende er tilgængelige ved hjælp af evnen til at tro. Med sin intuitive evne og sine logiske tankerækker anskueliggør Martinus for læseren et for intelligensen tilgængeligt verdensbillede, der beskriver livets evige struktur, udviklingens nuværende mål og meningen med vor skæbne og vor oplevelse af lys og mørke. Han viser, at meningen med vor udvikling fra dyr til menneske er at omskabe os til moralske genier, at vi skal få 100 procents personligt kendskab til mørket og dets konsekvenser. Når dette erfaringsmateriale er bearbejdet og føjet til det evige verdensbillede, så er den humane udvikling fuldendt, og mennesket er kun i stand til at gøre det gode. Set i dette udviklingsperspektiv giver ethvert individs erfaringsindsamling næring til fremvækst af kosmisk bevidsthed. Martinus viser også, hvorledes reinkarnationsprincippet og karmaloven garanterer en fuldstændig retfærdighed, og at det enkelte individ suverænt skaber sin egen skæbne. Han viser dermed, at alle tanker om at være offer eller martyr er illusoriske og holder mennesker som fanger i mentale fængsler med depression og fjendskab til følge. Når vi således får kendskab til vort eget ansvar for vor skæbne, får vi samtidigt det nødvendige udgangspunkt for efterhånden at erobre magten og kontrollen over vor bevidsthed og dermed over vort liv.

Det evige verdensbillede giver slutfacittet "alt er såre godt". Dette slutfacit vil således blive udgangspunkt for al fremtidig forskning. Det gælder også for enhver bestræbelse, der har til formål at give os en sand forståelse af vor personlige skæbne.

Når man tager udgangspunkt i "alt er såre godt", bliver målet for al helbredelse af sjælelig smerte dette at forsones med det skete og med den såkaldte fjende. Men udviklingen foregår aldrig i spring. Vi kan altså ikke, selvom vi har den teoretiske viden at "alt er såre godt", straks tilgive alt og alle. Det betaler sig heller ikke at sige til et femårs barn: "Hold op med at være så barnlig, hold op med at repetere de der primitive stadier, opfør dig som en voksen". Tilgivelse er altså en proces. Vi reagerer ofte automatisk og dermed ubevidst med ikke-tilgivelse, og med åndsvidenskaben har vi nu fået overblik over et stort trænings- og arbejdsfelt i tilgivelsens kunst. Dette arbejdsområde vil få en mere og mere central placering inden for psykologisk forskning og psykoterapeutisk arbejde. Vi må øve os i at iagttage, hvorledes en virkelig tilgivelsesproces bedst foregår, og i at kunne skelne denne fra den tilsyneladende tilgivelse som snarere udelukker os fra en sand og dermed fri relation til det skete.

Åndsvidenskaben og den oprigtige samtale med vor næste, som nogle gange må være en psykoterapeut, har yderligere et effektivt hjælpemiddel i bønnen. Med bønnen opøver vi et talent til at bruge den højeste form for helbredende dialog. Når vi, ud fra vort kendskab til åndsvidenskaben, beder om styrke til at tilgive, beder om styrke til at overvinde visse lavere tankeklimaer og mediterer kærligt på vore såkaldte fjender, så fører vi en dialog med den højeste iscenesætter af livets skuespil. På denne måde frigør vi os efterhånden fra vor bevidstheds skyggeområder og kan med afbalanceret sind møde vor næste.

1. Gunnar Aronsson: Arbejdspsykologi, stress- och kvalifikationsperspektiv, 1986.