Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kære Læser!

Har De nogensinde tænkt på, hvor uhyre fattigt livet ville være, dersom den natur, der omgiver os, var uden stemme? Om end stilhed i visse øjeblikke synes én nødvendig, er det alligevel bevægelsen, hvilken form den end har, der er livets kendemærke, og jeg føler mig overbevist om, at en mængde mennesker, for hvem naturen i dag blot er noget, der rent selvfølgeligt omgiver dem, ville få et helt chok, dersom de pludselig opdagede, at denne selvfølgelige natur var blevet stum.

Netop nu, hvor det ydre liv for hver dag manifesterer sig mindre og mindre, føles naturens stemme så levende. Giv Deres materielle tilværelse en glad dag og bestem Dem til at gå en tur i skoven en af de første dage. Prøv at lade alt, hvad der ellers tynger Dem, pligter og al den slags, helt bag Dem og lad så alle sanser stå åbne for den røst, der da omgiver Dem. Gør De det, vil De se, at selv om synet vel nok er den kosteligste gave, vi ejer, så er den samlede oplevelse af naturen dog først rigtig skøn, når samtlige synsoplevelser føjes sammen med hele det register af lydoplevelser, der toner én i møde fra alle sider. Tag bare turen ud ad landevejen. Hvad ville den være uden den dulmende summen i telefontrådene. På en egen harmonisk måde lader denne summen én fornemme, at man er i kontakt med selve livet. Og vindens kåde brasen på alle vegne, minder den ikke om en uartig knægt, man aldrig rigtig ved, hvor man har. Snart fløjter den om et hushjørne, og snart pifter den mellem grenene på vejtræerne. Så snupper den en hat her og løfter ublufærdigt op i skørterne dér, jovist, vinden er en fornøjelig fætter – også selv om man af og til synes, at vi har for meget af den.

Går man så fra vejen ad en lille sti ind i skoven, læg så mærke til den stilhed, der pludselig sænker sig om én. Det kan føles, omtrent som når man træder ind i en kirke, og man kan pludselig gribe sig selv i at tænke på, at man vel nu opfører sig, som sæd og skik byder. Men har man så vænnet sig lidt til stilheden, så hører man påny naturens røst, men denne gang på en helt ny måde. Den brusende fuglesang er blevet afløst af de enkelte stemmer. Sommerens store, farverige kor er borte, men de små statister er blevet tilbage og oplever nu en slags revanche. Rundt omkring ser man mejserne smutte ud og ind mellem grenene. Store sangere er de ikke, men de er kønne og lidt røst har de, netop det lidt som der skal til i en bladløs skov. Både farve- og lydmæssigt er billedet, man oplever, så diskret afstemt, at en egen skønhed sænker sig over éns sjæl. Man føler, at det store liv hviler, og man aner samtidig, at denne hvile kun er forspillet til det nye, vidunderlige forår, der slumrer i skovens milliarder af knopper.

 

 

Den afdæmpede blæst leger med de visne blade, og efterårets milde lys sammensmelter billedet til en forunderlig helhed. Det er, som om man føler, at skoven selv beder én om at lade være med at støje op. Omkring én ånder en harmoni, som uundgåeligt forplanter sig til éns egne nerver. For den der selv vil, fortætter det hele sig let til et næsten fysisk kærtegn fra den Guddom, der her synes én langt nærmere end inde i byens altid koglende uro – nej, man fortryder ikke en sådan tur!