Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har i dag den store glæde at kunne tage vort nye foredragshus i brug. Når dette har kunnet ske, skyldes det næsten intet mindre end et mirakel. Til grund for dette mirakel ligger udelukkende den kærlighed og enorme hjælpsomhed, vi har mødt fra flere af sagens trofaste mænd og kvinder. De er ikke veget tilbage fra at anvende hele deres fritid til formålet, og de har desuden gjort det med stor glæde. Deres samarbejde har ligefrem ytret sig som en fest. De er trofast kørt herop hver weekend lige siden januar. De har arbejdet i kulde og frost, i regn og mørke. De har gjort det, fordi de med os følte, at det skulle gøres.

Livets mening er, at vi skal udvikles eller omskabes til at være i "Guds billede". Hvad er nu "Guds billede"? – "Guds billede er "Guds væremåde". Men hvordan kommer vi til at erkende Guds væremåde? – Det kan vi komme til ved at iagttage den. Vi er midt i Guds væremåde, alt, hvad der foregår omkring os, er Guds manifestation eller skabelsesproces. Denne naturens eller Guds skabelsesproces viser sig at være umådelig logisk og fuldkommen. I alle de situationer, hvor disse skabelsesprocesser er færdige, er de udelukkende til glæde og velsignelse for levende væsener. Vi kan gøre det til kendsgerning ved at iagttage vor egen organisme. Vi har fået dejlige øjne at se med, øren at høre med. Vi kan skabe, vi kan opleve, vi har forskellige sanser og denne dejlige organisme, hvor hundreder af automatfunktioner fungerer fuldstændigt genialt og fuldkomment, når vi da ikke selv griber ind og ødelægger dem. Vi ser, at alle levende væseners organismer er genialt byggede og tilpassede livsbetingelserne på de forskellige trin.

Mange af de skabelsesprocesser, vi er vidne til, er ikke færdige, ja, der er så overordentlig mange, der ikke er færdige, at det synes at vise, at der ikke er nogen Gud til, at vi lever i et forfærdeligt mørke, at alting er tilfældigheder. Men det er ikke rigtigt. Vi må holde fast ved de oplevelser, hvor vi kan iagttage de færdige skabelsesprocesser. Der, hvor de ikke er færdige, kan de naturligvis ikke opfylde formålet og være til glæde og velsignelse. Dyrene er endnu under en automatisk førelse eller udvikling, da deres liv befordres instinktmæssigt. Menneskene, der til en vis grad er instinktbefordrede, har også fået en evne til selv at kunne skabe. Men menneskenes skabelse og væremåde er tilsyneladende ikke altid til glæde og velsignelse, og det viser, at de endnu ikke er færdige. Hvis de var færdige, måtte hele deres fremtræden være sollys og varme. Den måtte i vældig grad være til glæde og velsignelse for alle omgivelser. Det der er målet er at være i Guds billede. Ligesom Guddommen skaber alting til glæde og velsignelse i dets slutfacit, således må det også være målet med den skabeevne, som Guddommen er begyndt at give menneskene. Der, hvor de ikke skaber på samme måde som Guddommen, sker ulykkerne og lidelserne, og der kommer de til at leve i melankoli, sorg, bekymring, sygdom, krig, lemlæstelse, nød, selvmord og alt det, som det daglige liv er så fyldt med.

Menneskene har fået evne til at tænke og forstå, til at forske og iagttage og kunne danne slutninger. De har så stor intelligensevne, at de må forstå, at de ikke er så sagesløse over for det, der sker i deres daglige liv, som de måske selv mener. Meningen med de kosmiske analyser, som Gud har givet mig evne til at skabe, er, at de skal hjælpe menneskene frem til at kunne skabe akkurat ligesom Guddommen og komme til at forstå, at de evner og anlæg, de har, ikke skal blive ved med at bruges til at dræbe, myrde, skabe mordvåben, føre krig, bagtale næsten og være fornærmet, vred og bitter. Når der alligevel udfoldes så meget mørke, skyldes det, at menneskene ikke er færdige, og når de ikke er færdige, må de være mere eller mindre til gene.

Feriebyen er ligesom et anneks eller et tillægsområde til vor mission og vort arbejde inde på Instituttet i København, og formålet med den er at give de mennesker, der hungrer efter at komme til at forstå livets mening, lejlighed til i deres ferie at kunne studere de kosmiske analyser og derved få en vejledning i Guddommens skabelsesprocesser. Det er meningen, at de igennem denne vejledning skal komme til at lære at se med "Guds øjne". Guddommens syn på tilværelsen, menneskene, dyrene, jordkloden og universet er et eget syn, et allerhøjeste syn. Dette syn ved besked med det hele og kan ikke tage fejl.

Menneskene lever i en verden og i et synsfelt, hvor de tager fejl i mange tilfælde og gør højst uheldige fejltagelser. Men på en måde er de heldige, fordi de er beregnet på at vise os, hvad der er forkert. Alle vegne, hvor vor væremåde skaber lidelse, smerte, fjendskab og ondskab, har vi handlet forkert. Der er noget i vor væremåde, der ikke er i kontakt med Guddommens skabelsesprocesser. Guddommen skaber efter den højeste logik, og når menneskene også skaber, bliver der altså to skabelser. Men hvis de ikke er i kontakt med hinanden – den ene er logisk, og den anden er ulogisk – kan resultatet ikke blive andet end en kortslutning, og det er denne kortslutning, vi kalder vrede og bitterhed, krig og lemlæstelse, død og undergang. Disse kortslutninger viser kun, at mennesket endnu ikke er i "Guds billede". Mennesket skal selvfølgelig nå frem til at blive i "Guds billede", men så er det nødvendigt, at det kommer til at se tingene på samme måde som Guddommen og opleve den samme guddommelige tilstand: ikke at kunne tage fejl.

Vi har allerede igennem årtusinder fået forkyndt, hvad der er den rigtige vej. Man skal være god og kærlig, "man skal elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting. Det er alle loves fylde". Verdensgenløseren siger også, at "man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt". Det vil altså sige, der er ingen som helst situation, hvor man ikke skal tilgive sin næste. Når man ikke gør det, er det klart, at der bliver kortslutning med Guddommens skabelse. At mennesker ikke er færdige berettiger ikke til, at man bliver vred, hader eller hævner sig på dem. Det har kun hjemme i uvidenhedens områder. Derfor er det absolut en livsbetingelse at komme til at se den sande virkelighed, der eksisterer bag den illusoriske virkelighed, hvor intet er det, det ser ud til at være. Menneskene er kommet ind i en tidsepoke, hvor de får adgang til ved udvikling af dette guddommelige syn at se den absolutte virkelighed bag den illusoriske, og her i Feriebyen er der i sommermånederne en særlig lejlighed til det.

De ufærdige mennesker har to naturer. De har den fra dyret nedarvede tendens, "selvopholdelsesdriften" eller dette "enhver er sig selv nærmest" og den begyndende virkelige menneskelige natur. Det er vigtigt, at man kommer til at se, hvad der er det menneskelige, og hvad der er det dyriske. At vænne sig af med det dyriske er den eneste vej til en lys og lykkelig skæbne.

Ved at studere analyserne kan man se, hvor vigtigt det er at gøre op med sig selv: "Hvordan er mit syn på menneskene, på tilværelsen og på Guddommen? – Hvor står jeg midt i dette univers, midt imellem alle de levende væseners forskellige udfoldelsesmåder?" – Hvis man ærligt undersøger sig selv, vil man måske opdage: "Uha, jeg er slem til at bagtale, jeg synes, det er meget interessant at komme og fortælle nyheder om andre mennesker og særligt, hvis det er ubehagelige nyheder eller noget nedværdigende og nedsættende." – Hvis man har denne tendens, må man hurtigst muligt komme bort fra den, for den er en ren mental kræftart, som kan ødelægge den gode del af mentaliteten, som man allerede har udviklet. Hvis man har andre kedelige tilbøjeligheder, må man også søge at vænne sig af med dem. Målet er, at man skal se det fra Guds synspunkt, dvs. man må være med til at gøre livet lyst og lykkeligt for medmenneskene. Hvis disse medmennesker er fjendtligt indstillet imod os, kan de ikke gøre for det. Der er ikke noget som helst, der kan ramme os, som vi ikke selv har været årsag til enten i dette eller i tidligere liv. Det gælder om ikke at se på menneskene som skurke, forbrydere, bøller, bisser, røvere og mordere, selv om de er sådan. Man må se på dem som noget, Gud er ved at modellere. Når en kunstner modellerer en buste, er der også stadier, hvor ansigtet ikke er så pænt og fint udformet, som når det er færdigt. Gud modellerer alle ufærdige mennesker, de er under Guds skabende hånd og er nået til et bestemt stadium, hvor de endnu ikke er færdige, og da er det jo tåbeligt, at vi bliver bitre og vrede af den grund.

Det er farligt at have onde tanker eller være vred og bitter og genere andre mennesker, og det er ikke blot en ydre fare men også en indre fare, fordi de enkelte tankearter er livskræfter der virker ind på de særlige organer i os. Vi kan have tanker, der virker direkte på hjertet og giver dårligt hjerte. Det kan komme, uden at man er klar over det, ved at man har hadet i årevis og stadig er bitter og bliver vred ved næsten ingenting. (1) Man kan have tankearter, der virker på maven og skaber mavesår, andre virker på hjernen, så man til sidst bliver åndssvag, mens andre igen kan ødelægge muskulaturen og huden osv. (2, 3)

Igennem de kosmiske analyser skal man komme til at lære om disse tankearter og derved kunne komme til at opnå mirakuløs helbredelse. (4, 5) Men da må menneskene nå frem til at kunne tænke i disse høje baner og i alle situationer kunne forstå, at "ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret", og at det hele er så kosmisk fuldkomment indrettet, at alting i Guddommens slutfacit bliver til glæde og velsignelse for menneskene. Det er måske ikke til glæde og velsignelse lige med det samme, men takket være den oplevede lidelse udvikles den humane evne. For at komme bort fra lidelserne må man tænke sig ind i årsagen til dem og hensigten med dem. Meningen er, at man skal komme til at se det hele med "Guds øjne".

Vi har i Bibelen et udtryk for, hvorledes Gud ser på tingene. I skabelsesberetningen lader man Gud sige: "Se, alt er såre godt". Alting er i dette øjeblik så fuldkomment, som det overhovedet kan være på grund af fortiden og med henblik på det, det skal blive i fremtiden. I dag er det ikke, som det skal blive i fremtiden, men det er i dag så fuldkomment, som det kan være.

Vi må lære at komme bort fra den forestilling, at nogen skal straffes, eller at Gud straffer menneskene. Der er overhovedet ingen "straf" til, der er kun "årsag og virkning". Hvis man kommer salt i sin kaffe, så bliver den salt. Kommer man sukker i, bliver den sød. Det er ikke nogen "synd", at man tager fejl, og således er alt det, vi er vant til at kalde "synder", bare fejltagelser. Men de forkerte handlinger giver visdom og forstand, og der er det guddommelige ved lidelserne, at de afføder den humane evne eller den begyndende næstekærlighed. Den viser sig på den måde, at man ikke kan nænne at gøre det onde, man kunne før. Man kommer så vidt, at man gerne finder sig i en fornærmelse. Man vil hellere selv lide, end at andre skal lide. Denne guddommelige kærlighedsevne vil beskytte én, idet man selv er beskyttet i samme grad, man beskytter andre.

Ud over kærlighedsevnen får menneskene endnu en stor gave af Forsynet, nemlig "intuitionen". "Intuitionen" er den evne, igennem hvilken de skal opleve Guddommen og tilværelsen uden for tid og rum. Det er den evne, de skal have, for at det åndelige kan blive til videnskab. Åndsvidenskaben kan kun opstå ved intuition og ikke ved intelligens som den materielle videnskab. Det er intuitionen, der lader menneskene opleve den sande virkelighed bag den fysiske virkelighed, bag tiden og rummet. Det er denne evne, der får dem til at se med "Guds øjne", og være i kontakt med Guddommen. Når Kristus i sin bjergprædiken udtaler: "Jeg og Faderen vi er ét", viser det, at han var nået til dette stadium.

Det er vigtigt for menneskene at komme til at se tilværelsen på en helt anden måde. Så længe man bliver vred og bitter, nærer antipati og generer andre, er man kosmisk blind. Vrede, bitterhed og antipati spærrer for intuitionen. For at komme til at se med Guds syn må man vænne sig af med disse ting. Hvis man ikke har noget godt at sige om et menneske, er det bedst at tie. Hvis man er med til at dræbe, direkte eller indirekte, skal man også tænke på at komme bort fra det. Ved at spise kød er man med til, at dyrene dræbes. Her i Danmark dræber vi dagligt tusinder og atter tusinder af dyr for at spise dem, men det er ikke det, der giver det højeste syn. Menneskene skal ikke blive ved at æde andre dyrs kroppe eller lig. Jeg fremfører ikke dette for at kritisere de mennesker, der spiser animalsk føde. Folk må selvfølgelig gøre, som de vil. Jeg har kun til opgave at forklare, hvordan man kommer til at se med "Guds øjne".

Man må nå frem til at forstå verdensbilledet og se, at verdensaltets grundtone er kærlighed. Verdensaltet er Guds organisme, og vi er alle organer i denne organisme, vi er alle Guds redskaber. Guddommen har redskaber, der kan manifestere mørket, fordi der skal skabes en mørkekontrast, men det er kun noget sekundært. Det primære liv i Guddommens bevidsthed er kærligheden, lyset, visdommen, skønheden, og det er det, der skal gøre dyret til menneske. I vor mission og sag drejer det sig om at studere de kosmiske analyser og komme til erkendelse af, at vejen til lyset er dette at aflægge alle disse gamle nedværdigende, generende traditioner og komme frem til at kunne se Gud i alle væsener og se Guds plan i alle skabelsesprocesser. Alle skabte ting må have et ufærdigt stadium. Frugterne har et surt stadium, før de bliver modne og velsmagende. Et hus, der er ved at blive bygget, har også et ufærdigt eller surt stadium. Under bygningen af dette hus har vi lige set kalkbaljer, brædder, mursten og andre sager i ét kaos. Men nu er det færdigt og står klar til brug, så det kan være til glæde og velsignelse for de mennesker, der ønsker at komme her og få undervisning.

Feriebyen er ikke beregnet på blot at skulle være en ferieby, hvor man kun kommer for at bade og ligge ved stranden. Det er selvfølgelig udmærket, men feriebyen her er beregnet på at være et undervisningsområde, hvor man i ferien kan få daglig undervisning og derved komme til erkendelse af, hvad det er man ser, når man ser med "Guds øjne". Man skal her lære at se, at "alt er såre godt".

Det er en velsignelse og glæde at få visdom ind i bevidstheden, at komme til erkendelse af, hvor man har gjort fejl, og hvordan man gør det rigtige. Da kan man ikke leve ret længe uden at se, at man er vokset og har fået et lykkeligere liv. Det, der tidligere kunne fortrædige og genere én, rører ikke én mere. Efterhånden bliver man trænet op til ikke mere at kunne føle antipati. Der er mennesker, der føler antipati, både når det er logisk, og når det er ulogisk. Der er mennesker, der nærer sympati for visse mennesketyper og antipati for andre. Det er også noget, der er ganske forkert. Man må lære at forstå, at alle mennesker er sønner af Guddommen. Guddommen bor i os alle, og det, der er vort "jeg", er Guddommens "jeg".

Igennem udviklingen bliver vi efterhånden ført frem til kun at kunne skabe logisk, således at vi kun vil bruge vore evner og anlæg til glæde og velsignelse for alle væsener, for mennesker, dyr og planter, ja, vi vil endog sende vore kærlige tanker til mikrokosmos og makrokosmos. Det er "at elske Gud over alle ting". Det må vi komme til, eftersom Guddommen er det levende "jeg", der har den logik, intelligens og bevidsthed, som vi ser skabe omkring os, og som er i færd med at omdanne mennesket til at blive "i sit billede". Vi ser, at vi således er under Guds skabende hånd, og at vi i fremtiden vil komme til at opleve større og større lys.

Denne åndelige oplevelse bevirkede, at jeg kunne opfatte de kosmiske analyser, som det er blevet min mission at give verden, og som nu til en vis grad også er blevet Deres mission, således at min mission er blevet en stor fælles sag. Det er den første begyndelse til det virkelige guddommelige verdensrige, der skal komme. Det er begyndelsen til det slutfacit, som Guddommen har til hensigt at skabe med menneskenes liv. Alt efter vore evner og anlæg, alt efter som vi kan se med "Guds øjne", er vi i færd med at hjælpe Gud med at skabe en langt højere kultur og langt skønnere tilværelsesform.

Vi ser således, at det gælder om at træne sig op til at se med "Guds øjne". Det fører uundgåeligt til, at man bliver en lysende og varmende sol for omgivelserne. Man får inde i sig denne vældige lyst: "Jeg vil være til glæde og velsignelse for alt, hvad jeg kommer i berøring med!" – Når vi når frem til at få denne vilje, begynder Guddommen at være levende i vor bevidsthed. Det er det, der er vor mission. Det er feriebyens hensigt at hjælpe menneskene til at få denne vilje og lyst til at være til glæde og velsignelse for deres omgivelser.