Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om troen på en "skærsild", hvor sjælen efter døden ristes og brændes i flammende luer af djævle og onde ånder, er stærkt på retur blandt vor tids mennesker, sidder der dog endnu så meget tilbage af denne gamle tro i underbevidstheden, at den kan være medvirkende til at skabe dødsangst og rædsel i menneskets sind. Det er meget vigtigt, at det jordiske menneske efterhånden overvinder angsten for døden, og derfor er det nødvendigt at gennemanalysere de tanketilstande, som kan bevirke en sådan angst og forsøge at overvinde den med sin vilje og tankekraft.

På et tidspunkt, hvor menneskeheden i tusinder og atter tusinder af år havde levet i kontakt med deres egen indre selvopholdelsesdrift, begyndte den åndelige realitet, som senere har fået navnet skærsilden, at tændes som en ganske spæd og svag flamme i det jordiske menneskes sind. Den blev efterhånden til en ild, der ikke kunne slukkes. Dens flammer blev stærkere og stærkere og brændte sig ind i væsenernes fysiske organismer og bredte sig igennem dem til hele menneskets fysiske verden. Kultur efter kultur er brændt op i dens luer, og i dag omspænder den hele jorden. Troen på skærsilden kaldes i dag gammel overtro, og så er sandheden dog den, at menneskeheden i dette århundrede mere end nogen sinde tidligere har måttet flygte for dens virkninger. Som flygtninge på landevejene, jaget af dødbringende flyvemaskiners bomber og maskingeværild har tusinder af mennesker måttet forlade deres hjem i bomberamte byer efterladende ligene af slægtninge og venner. Ingen middelalderlig forestilling om helvedes eller skærsildens gru og pine kan overgå det helvede, den skærsild eller den dommedag, som den moderne krigsførelse fører menneskeheden igennem. Hustruer og mødre vånder sig i fortvivlelse og råber: "Hvor er vore mænd, hvor er vore sønner?" Og andre råb fra andre hustruer og mødre lyder imod dem i dette ragnarok: "Jeres mænd og jeres sønner blev sendt ud for at myrde vore mænd og vore sønner, og nu er de alle enten myrdet eller lemlæstet". Tusinder af mænd er døde som ukendte soldater på valpladserne. Ingen hørte deres dødssuk, ingen kærlig hånd har lukket deres øjne, ingen grav markerer deres organismers sidste hvilested. Man behøver i dag blot at nævne ordet koncentrationslejr, for at tanken på ubeskrivelige rædsler og menneskelig lidelse opstår i vort sind. Er det ikke et helvede eller en skærsild skabt af menneskelige "djævle" i den forfærdelige, mest raffinerede form for sadisme? Og i dunstkredsen fra krigens verdensbrand følger epidemier, inflation, varemangel, sult, arbejdsløshed, depression, fortvivlelse og håbløshed. I sandhed, "her lades alt håb ude", som der efter de gamle sagn siges at stå over "helvedes porte".

Men det er jo ikke almengældende at betragte den her skildrede del af menneskehedens skæbne som helvede eller skærsilden. Gennem religionerne har mennesket fået at vide, at det er noget, der kan opleves "hinsides døden", men da menneskene ikke har haft kendskab til, hvad døden og "de dødes rige" er, har de heller ikke kunnet få en virkelig forestilling om, hvad helvede og skærsilden er. Det er ganske vist rigtigt, at et menneske den første tid efter, at dets jeg og bevidsthed er blevet befriet for den fysiske organisme, kan opleve noget, som ikke er så behageligt, og det er dén oplevelse, man almindeligvis kalder skærsilden. Men den oplevelse sker faktisk ikke efter døden, idet den er baseret på tanker, som har med den fysiske verden at gøre, og ikke med de åndelige verdener, hvor livet efter døden foregår.

Det kan hænde, at man i spiritistiske cirkler kommer i forbindelse med ulykkelige ånder og ligefrem kan have en mission ved at hjælpe disse mennesker, som ganske vist ikke mere har nogen fysisk krop, men som ikke er døde fra den fysiske verdens forestillinger endnu. Det at miste den fysiske organisme er kun indledningen til dødsprocessen, derefter kommer adskillelsen fra den fysiske tankesfære. Den fysiske tilværelse ville jo ikke være en oplevelsessfære, hvis der ikke bag den eksisterede en tankesfære, gennem hvilken skabelse og oplevelse fandt sted. Oplevelserne i den fysiske verden går gennem den fysiske organismes sanseredskaber og danner indtryk og erfaringsbilleder i vor tankesfære. Så længe vi lever i den fysiske verden, kan vi give udtryk for alt dette gennem sproget. Sproget udtrykker detaljerne fra den tankesfære, der ligger bag den fysiske organisme. Tankerne er noget indvendigt, og det sprog, den iklædes, er noget udvendigt. Hvis vi pludselig blev stumme, ville vi have stor vanskelighed ved at komme i kontakt med vore fysiske medvæsener, ikke mindst hvis vi heller ikke var i stand til at skrive til dem. Men selv om vi pludselig mistede evnen til at give vore tanker et ydre udtryk, betyder det jo ikke, at vi dermed mistede evnen til at tænke. Vi kan i dette øjeblik lukke øjnene og i vort indre fremkalde billeder af grønne skove, af en himmel med drivende skyer, af gader og huse, mennesker og dyr, behagelige og ubehagelige begivenheder.

Et menneske kan pludselig blive grebet af dårlig samvittighed, fordi det kommer til at tænke på en særlig begivenhed, et andet kan opfyldes af vrede eller bitterhed, fordi det kommer til at tænke på en, som det ikke kan tilgive osv. Alt det kan forløbe i brøkdele af sekunder, uden at mennesket behøver at give udtryk for det i lyd eller skrift. Det lever da helt i sin tankeverden, ligesom det gør det, når det har forladt sin fysiske organisme, blot med den forskel, at når adskillelsen mellem sjæl og legeme har fundet sted, er væsenet blottet for muligheden til at give udtryk for sine tanker i den fysiske verden. For det menneske, hvis fysiske organisme er blevet et lig, gælder det altså, at det stadigvæk kan tænke, men forbindelsen med instrumenttavlen eller transformatorstationen, hvilket vil sige hjernen og centralnervesystemet i den fysiske organisme, er blevet afbrudt. Den bevidsthed, som udtrykte både vrede og kærlighed, bitterhed og taknemlighed, sorg og glæde gennem en fysisk organisme, eksisterer stadig, og den består af elektriske bølgelængder, men elektromotoren eller den fysiske krop er gået i stykker. Det der, mens væsenet levede i den fysiske verden, føltes som en indre tankeverden, bliver nu en omgivende verden af levende billeder for væsenet. Derfor har det stor betydning, hvilke tanker et menneske har, når det forlader sin fysiske krop, da denne tankeverden bliver dets første oplevelses-sfære. Denne tankesfære kan man kalde dets fysiske sjæl, men denne fysiske sjæl skal ikke vedblivende omgive væsenet. Når et fysisk foster befinder sig i moders liv, er det omgivet af en fosterhinde eller fostersæk, men det er det jo ikke mere, når det bliver født. På samme måde, kan man sige, er det væsen, som har forladt sin fysiske krop og nu skal fødes til den åndelige verden, før denne fødsel omgivet af en åndelig fosterhinde, dets egen fysiske tankeverden, som det efter en tids forløb befries fra, og først da er væsenet "død" fra den fysiske verden.

Når man fødes til den fysiske verden, har man almindeligvis et forældrepar, der er éns fysiske skytsånder, man har fødselshjælpere, og man får senere lærere og hjælpere, der bistår én med råd og dåd, så man lærer forholdene i den fysiske verden at kende og bedre kan klare sig selv. De samme principper gør sig også gældende, når man skal fødes til den åndelige verden. Dér er også fødselshjælpere, der er skytsånder, som er som kærlige forældre for én, og der er lærere og venner, som hjælper én til rette med mange ting. I den fysiske verden skal vi lære at gå, at holde balancen i et oprejst fysisk legeme, der vender fødderne mod jordens centrum, og vi skal lære at orientere os. Ved fødslen til den åndelige verden er der naturligvis også en tilvænningsproces, som må gennemleves. Dér skal vi lære, at vi ikke mere behøver at gå på et fast underlag. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi får englevinger; det er en jordisk opfattelse, et produkt af den fysiske sjæl. I de åndelige verdener er det ikke noget under os, der er et fast punkt, det er noget "i os", vort eget jeg. Vort jeg med sin skabeevne og sin bevidsthed er et elektrisk kraftfelt, og det kan – i forhold til, hvad det er på bølgelængde med – opleve de åndelige sfærer og de væsener, som lever der. I den første tid efter at forbindelsen med den fysiske krop er afbrudt, oplever væsenet dog en fornemmelse af at gå på noget fast – ligesom vi kan opleve det i drømme, men det hjælpes af skytsånderne til at vænne sig til den langt større bevægelsesfrihed på det åndelige plan. Dér behøver man blot at tænke for at bevæge omgivelserne mod sig, i modsætning til den fysiske verden, hvor man møjsommeligt må bevæge sin fysiske krop mod de omgivelser, man vil i kontakt med.

Den føromtalte fysiske sjæl, der omgiver én i mellemtilstanden som en slags fosterhinde, består altså af tanker, som er koncentreret på den fysiske verden. Er de bitre og hadefulde eller bekymrede og sorgfulde eller opfyldt af en meget dårlig samvittighed, er det klart, at væsenet, omgivet af sådanne tankebilleder, som det har skabt gennem sine oplevelser i den fysiske verden, stadig befinder sig i det helvede eller den skærsild, som den fysiske tankesfære kan udgøre. Det er altså ikke "død" endnu. Men dette fostervæsen behøver blot at koncentrere sig i bøn til Guddommen om hjælp, straks er fødselshjælperne parat og hjælper væsenet ud af det mentale fængsel, hvori det er indesluttet. Det sker ved en suggestion, der udfoldes netop på den måde, som det vil være passende for vedkommende jordmenneske at modtage. Det vil sige, at den er afpasset efter dette væsens miljø, udviklingstrin og hele tænkemåde. Skytsånderne viser sig i den skikkelse, som det vil passe den, der skal hjælpes, at opleve. Det er for fødselshjælperne blot et spørgsmål om indstillingen af deres tankers elektriske kraft, så lystrer den åndelige materie viljens og tankens bud.

Så længe et menneske endnu ikke har kosmisk bevidsthed, gennemgår det det nævnte fosterstadium, inden det fødes til den åndelige verden. Men at det gennemgår et sådant stadium er jo ikke ensbetydende med, at det skal opleve en af jordiske tanker præget skærsildsoplevelse. For det menneske der, mens det levede i den fysiske verden, søgte at få de ting bragt i orden, som dets samvittighed bød det at gøre, og som havde evne til at tilgive andre og søgte at få det bedst mulige ud af enhver situation uden at blive bitter, hidsig eller vred, hvis det ikke altid gik efter dets eget hoved, vil mellemtilstanden ikke blive nogen skærsild. Da vil den blive en skøn orienteringsperiode, hvor væsenet af kærlige og omsorgsfulde venner, som det tidligere har kendt i den fysiske verden, og af skytsånder, som har særlige evner til at lede og hjælpe, bliver vænnet til at skulle opleve livet en tid i en strålende lysverden, hvor det har lov til selv at blive skytsånd i forhold til sine evner og kvalifikationer og til senere at forske, "rejse" og opleve de åndelige verdeners tankesfærer, som det nu kan det med den lille barnebevidsthed, som det i forhold til disse sfærers virkelige beboere må siges at have. Denne barnebevidsthed er den sjæl, som blev befriet for den fysiske sjæls fosterhinde, det er det menneskelige i mennesket, den følelse, intelligens og intuition, som er blevet udviklet under livet i den fysiske verden.

Det er naturligvis ikke meningen, at det jordiske menneske skal vedblive kun at være et barn i åndelig henseende. Derfor må det atter inkarnere i den fysiske verden, hvor det møder modstand og besværligheder, som ved at overvindes af væsenet giver det åndelig vækst og modenhed. For hver gang et jordmenneske har levet et fysisk liv, hvor det har koncentreret sig på at være til gavn og glæde for andre med sin voksende skabeevne, bliver dets fødsel til den åndelige verden en mere lykkelig, lysende og vidunderlig oplevelse, og når væsenet engang her i den fysiske verden oplever det, jeg kalder "den store fødsel", er det ikke mere omgivet af den fysiske sjæls mere eller mindre mørke tankeskyer. Dets menneskelige sjæl er da blevet et redskab for, og et genskin af de højere verdeners funklende lysglorie. Mennesket indfører, når det engang har nået et sådant udviklingstrin, Guds bevidsthed på det fysiske plan, og døden eller reinkarnationen vil forandre karakter og glide over i andre og højere former.