Kosmos 1989/11 side 211
Guddommen og den enkelte
af Sv. Å. Rossen
Vi bringer her en artikeludgave af et foredrag, som Sv. Å. Rossen holdt på Klint d. 6/7 88 under titlen "Fader- og sønneprincippet". Den kan desuden læses i forlængelse af artiklen "Det organiske gudsbegreb" (KOSMOS nr. 7), der særlig handlede om de levende væseners samarbejde og integration i større og større livsenheder. Den evige Guddom kom herved til syne som den største styrende helhed: det altomfattende verdensalt. Men hvordan kan man forestille sig den enkelte i et personligt forhold til dette gigantvæsen? Det er hvad denne artikel handler om.
For et par år siden gav en teologisk professor udtryk for, at det personlige gudsforhold én gang for alle var mistet, efter at vi i astronomien har opdaget universets uendelighed. Hvordan kunne en personligt nærværende Gud, som den enkelte kan bede til og have kontakt med, forenes med denne store "tomme" uendelighed?
Man må indrømme, at det godt kunne se ud som om Gud blev borte i uendeligheden. I den organiske gudsopfattelse, som Martinus analyser henviser til, er det uendeligt store verdensalt Guds organisme, som "han" styrer med sit jeg samt sin ånd og bevidsthed. Alle levende skabninger fra de "mindste" mikrober til de "største" stjernesystemer er en del af Guds organisme, ligesom deres jeg, ånd og bevidsthed er en del af Guds jeg, ånd og bevidsthed. Bliver Gud ikke derved et opsplittet væsen, der mister sin identitet som én samlet personlighed? Svaret er, at det gør han på ingen måde, og beviset finder vi, hvis vi betragter vor egen natur. Som organiske væsener er vi selv universer og rummer uendeligheden i vort indre. Vi består af ca. 60 mill. mill. celler og vort hjernevæv alene af ca. 10 milliarder celler. Alligevel er vi hver især et personligt væsen, der både af sig selv og andre opleves som en selvstændig enhed. Størrelsen og mængden af mikrovæsener er altså ingen hindring for, at man kan have et personligt, individuelt væsen. Selvom vi ser med mange millioner synsceller og bevæger os ved at bruge mange millioner muskelceller, gør det intet skår i vor oplevelse af, at det er os, som ser, og at det er på vor viljes bud, at vore muskler arbejder, så vi kan nå vore mål og få vore ønsker opfyldt.
Lad os ud fra denne analyse antage, at man kan acceptere, at Guddommen sin uendelige størrelse til trods er et personligt væsen med en individuel bevidsthed og vilje. Når man dernæst begynder at fundere over forholdet mellem Guddommen og den enkelte, kan der opstå et andet tankemæssigt problem. Kan der eksistere et personligt forhold mellem Gud og den enkelte skabning, et forhold, der vil forudsætte, at Gud er allestedsnærværende og har en altomfattande opmærksomhed. At Gud er allestedsnærværende er en forholdsvis enkel følgeslutning: når alle levende væsener er en del af Gud, er Gud naturligvis overalt, hvor disse væsener findes. Det er derimod sværere at indse, hvordan Gud samtidig kan have sin opmærksomhed rettet mod hver eneste af sine uendeligt mange mikrovæsener. Man kan måske lette forståelsen af dette problems løsning ved at fremhæve tre principper ved Guds bevidsthed.
For det første fremhæver Martinus, at Guddommen har hele sin opmærksomhed rettet mod sin indre verden, dvs mod sine mikrovæsener, simpelthen fordi han ikke har nogen omgivelser. Det kan han jo ikke have i egenskab af at være det totale verdensalt. Men det betyder så også, at Guddommen ikke som alle andre skabninger skal dele sin opmærksomhed mellem en ydre verden og en indre verden, men alene kan koncentrere sig om sin indre verden. Da den som sagt består af de levende væsener, er hans opmærksomhed således udelukkende rettet mod dem. Hertil kan man føje, at oplevelsen af disse væsener er hans eneste oplevelsesmuligheder. Der findes intet andet. Uden de levende væsener kan verdensaltets suveræne indehaver altså intet opleve. Vi møder her den samme gensidighed, som gælder mellem det enkelte individ og dets mikrovæsener, som medfører, at vi ikke kan se uden øjenceller og ikke kan bevæge os uden muskler. Denne analyse har en yderligere konsekvens, nemlig den, at Guddommen ikke blot oplever de levende væsener udefra som når man fx iagttager andre, men også indefra dvs oplever deres oplevelser. Med Martinus' ord:
"Ethvert levende væsens oplevelse er hans oplevelse. Ethvert levende væsens tanker, sorger, bekymringer, glæder og lykkeoplevelser er således også hans oplevelser. Intet levende væsen kan således i virkeligheden have nogen som helst art af oplevelse, der ikke udtrykker Guds sansning og er Guds oplevelse." (LIVETS BOG VI, stk. 2377)
Det kan måske nok undre, at Guddommen ikke blot er opmærksom på de levende væseners oplevelsestilstand, men endog direkte oplever den, særlig når det gælder ubehagelige oplevelser som sorg og smerte. Skulle det nu være nødvendigt, vil man måske spørge, at Verdensaltets højeste væsen oplever ubehagstilstande som fx sorg og smerte. Men hertil svarer Martinus, at grundbetingelsen for al oplevelse er kontrastprincippet, og at der her ikke er nogen undtagelse. Også på dette punkt er vi altså skabt i Guds billede i den forstand, at kontrastprincippets grundbetingelse for al sansning og oplevelse er fælles for os og den evige Guddom. I ethvert aktuelt sansebillede oplever de levende væsener kontraster som fx lys og skygge på et fotografi, men samtidig oplever de kontrastprincippet i deres livsforløb og deres evige livs kredsløb.
Ved deres successive rejser gennem tilværelsens materielle og åndelige verdener oplever de således tilværelsens grundlæggende mørke- og lyskontraster. Guddommens kontrastoplevelser ligner imidlertid mest kontrasterne i vore sansebilleder, hvor de er samtidigt tilstede og tilsammen betinger, at der kommer et helhedsbillede frem. Det skyldes, at Guddommen ikke er underkastet udvikling, men altid repræsenterer ethvert udviklingstrin, fordi der altid vil være mikrovæsener i hans organisme og bevidsthed på de højeste såvel som på de laveste udviklingsstadier. Martinus skriver, at det endog er således, at Guddommen hviler gennem de væsener, som hviler og er vågen gennem dem, som er aktive.
Det andet princip, som kan bidrage til at forklare Guddommens altomfattende opmærksomhed er, at han ikke blot benytter de væsener, der som os har et stærkt begrænset overblik og en minimal åndelig viden som sine redskaber, men i langt højere grad de åndelige verdeners højest udviklede og åndeligt mest suveræne væsener. Han benytter således sanse-, oplevelses- og skabekapaciteten hos væsener, som er millioner af år længere fremme i udviklingen og kulminerer i de højeste verdener. Disse væseners evner udgør netop Guds primære bevidsthed i modsætning til dyrenes og vore evner, der kun repræsenterer Guds sekundære bevidsthed. Disse to bevidsthedsformers kapacitet er som stearinlysets spinkle lys i forhold til solens strålehav. Det er derfor først og fremmest på grund af disse høje væseners enorme bevidsthedshorisont, som dermed også er Guddommens, at man forstår dennes altomfattende opmærksomhed. Martinus bemærker da også, at menneskers bøn til Gud opleves af disse væsener i de højeste verdener:
"Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldigt hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end måtte befinde sig…" (DET EVIGE VERDENSBILLEDE II, s. 158)
Det tredje forklarende princip ligger i forlængelse af det andet, nemlig i forståelsen af tilværelsens højeste intellektuelle energi: intuitionsenergien. Af tilværelsens 6 fundamentale grundenergier har intuitionsenergien den største gennemtrængningsevne og dermed den største sansehorisont. Det er denne åndelige energi, som står uindskrænket til rådighed for væsenerne i de højeste verdener og dermed for Gud. Og det er derfor Martinus kan skrive om disse væsener, at de oplever sig ét med evigheden og uendeligheden, og at fortid og fremtid bliver til nutid på deres viljes bud. De er hævet over alle størrelser og vandrer ligeså let i makrokosmiske, mikrokosmiske som i mellemkosmiske verdener. For dem som for Gud er tusinde år som én dag og én dag som tusinde år.
Igennem disse tre principper: at Guddommen kun har en indre verden, som er samlivet med gudesønnerne, at Guddommen har de højest udviklede væseners sansekapacitet som sine primære redskaber, og at han har intuitionsenergiens tids- og rumsoverlegenhed til sin rådighed, tror jeg, at man kan få en tilnærmet teoretisk forståelse af, at Guddommens opmærksomhed virkelig kan omfatte alle levende skabninger samtidig. Men der må sættes en kraftig streg under ordene tilnærmet og teoretisk, for en egentlig forståelse er næppe mulig for os, dels fordi vi endnu befinder os på et primitivt udviklingstrin (hvorledes skulle stearinlyset kunne forstå solen?), og dels fordi der mellem os som gudesønner og den evige Guddom ikke blot er en enorm gradsforskel, men til syvende og sidst også en artsforskel, idet Guddommen er verdensaltets absolutte totalitet, medens vi kun er en del af denne levende helhed.
Bønnens veje
Guddommen hører således enhver bøn, som et menneske eller et andet væsen former i sit sind og retter imod den guddommelige almagt, som det med større eller mindre overbevisning føler eksisterer. En bøn er en koncentreret tankeenergi, der ikke kan undgå at manifestere sig på det åndelige plan, hvor der er talrige væsener, der fungerer som Guddommens sanseredskaber og hører væsenernes nødråb.
"En hel verden af væsener på det åndelige plan er i permanent beredskab for at hjælpe alle de nødstedte og hjælpeløse væsener på det fysiske plan" (LIVETS BOG V, stk. 2394).
Det er ikke blot væsenerne i de højeste verdener, der her er tale om, men også væsener dvs mennesker for vort vedkommende, som midlertidigt lever i den åndelige verdens lys og harmoni mellem to fysiske inkarnationer. Det er mennesker, som i kraft af at de gennem mange tidligere livs vanskeligheder og lidelser har udviklet en human indstilling, nu da de oplever frugten af deres humanitet på det åndelige plan, har en umådelig trang til at hjælpe andre, som har det svært. De har derfor fået den opgave at være skytsengle for mennesker på Jorden. De kan i åndelig materie følge deres "skytsbørns" fysiske skæbne og opleve deres bøn. De kan derimod ikke direkte se, hvad der sker i den fysiske verden, eftersom de ikke har fysiske sanser. Martinus fremhæver derfor som noget vigtigt, at man prøver at formulere sin situation i tankebilleder, når man beder. Disse tankebilleder kan direkte opleves af skytsenglene, og når de er tydelige, er det lettere for dem at forstå problemet og måske afhjælpe det.
Man er nødt til at sige måske, når det drejer sig om bønhørelse, fordi det er ikke enhver bøn, som opfyldes og ikke ethvert problem eller enhver smerte, man kan fritages fra. Menneskenes vanskeligheder er til syvende og sidst virkninger af uvidenhed, af negative tanker, ønsker og handlinger eller af usund levevis, og det primære formål med jordlivene er netop derfor at få erfaringer, der kan give viden om den rette måde at leve på. Hvis enhver bøn på mirakuløs måde kunne fritage individet for virkningerne af dets leveform, ville den personlige udvikling bremses. – Men alligevel er ingen bøn omsonst. Det kan ikke siges kraftigt nok! Enhver bøn bliver hørt, selvom den måske ikke bliver opfyldt sådan som man har forestillet sig, og under alle omstændigheder vil skytsenglene sende det betrængte menneske mental kraft og lys, så det lettere kan komme gennem sine vanskeligheder, og desuden give det impulser og tilskyndelser til selv at finde vej ud af problemerne. Midt i alle vanskelighederne vil man derfor som en virkning af sin bøn kunne registrere, at man har fået en behagelig ro i sindet og en følelse af tryghed og en tro på, at der nok skal vise sig en udvej. Uden at man ved hvordan, har man fået et "pust" eller et "lysstrejf" fra en højere verden som et vidnesbyrd om, at man ikke er alene. Hvis man f.eks. skal gennem en alvorlig operation, kan man ligeledes gennem bønnen få en tryg fornemmelse af, at det vil gå som det skal.
Den åndelige livsnerve
I kraft af, at hvert eneste levende væsen er en del af verdensaltet, er det også en organisk del af Guddommen. Det levende væsen er altså evigt indbygget i Guddommen. Kontakten mellem de to er derfor i virkeligheden evig. Men evige tilstande må underkastes kredsløb for fortsat at kunne opleves, således også gudsoplevelsen. En oplevelsestilstand, som er permanent den samme, bliver til sidst en vane uden indhold. Derfor er der perioder i det levende væsens evige liv, hvor gudsoplevelsen må degenere og bliver så lille, at vedkommende ikke føler nogen bevidst kontakt med Guddommen. Dette dødpunkt falder sammen med, at væsenerne – i dette tilfælde menneskene – har det meste af deres opmærksomhed og interesse rettet mod den fysiske verden. Netop derfor har mange mennesker idag en materialistisk livsanskuelse og er erklærede ateister. De prøver at fortrænge det religiøse instinkt, som findes inderst i deres sind og at afbryde den åndelige livsnerve til Guddommen. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre fuldstændigt, men alligevel vil de gradvis mærke virkningerne af, at de kun får et minimum af psykisk energi fra livets største kraftkilde. De vil miste inspiration og livsglæde. Da de ligesom andre mennesker kommer ud for modgang og sorger, og ligesom disse må tage afsked med familie og venner ved dødens port uden at tro på, at der er noget på den anden side eller at der bliver noget gensyn, er de på en måde ubeskyttede mod melankoli og depression. Alle mennesker vil derfor før eller siden påny blive draget mod Guddommen og den åndelige verden. Selv om det er fremmed for dem at bede, fordi de måske har betragtet religiøse mennesker som naive, må de påny opbygge bønnens talent. Bønnen er – sammen med en kærlig væremåde – vejen ud af mørket fremad mod en totalt lykkelig og forklaret tilværelse. Mennesker, som har haft en materialistisk livsanskuelse, kan imidlertid ikke vende tilbage til en mere eller mindre ulogisk, dogmatisk gudstro. De har brug for en ny autoritet, og da den største autoritet er livet selv, dvs. naturen og universet, er den sidste tids naturvidenskabelige erkendelse af, at der er et organiserende helhedsprincip i naturens skabelse, overordentlig vigtig. Her møder man livets egen utvetydige tale, et direkte vidnesbyrd om, at der er et åndeligt princip bag universets manifestationer.
Et teoretisk gudsbegreb er imidlertid kun begyndelsen til udviklingen af et personligt, inderligt gudsforhold. Kristus viste her vejen. Som den første på Jorden kaldte han universets helhedsprincip for sin himmelske Fader og understregede dermed, at det er en levende, personlig magt, som man kan have en direkte kontakt med. Han demonstrerede derved, at den bøn, som til at begynde med er en hvisken i mørket mod et ukendt mål, tilsidst vil blive en åben samtale med det væsen, som elsker os højest, og som lidt efter lidt, liv for liv, trækker os til sig ved sin kærligheds og visdoms magt.
I 6. bind af LIVETS BOG, som i særlig grad handler om indvielsen, giver Martinus en levende og inspirerende beskrivelse af, hvordan Guddommen modtager sin renhjertede og uselviske søn:
"Min kære elskede søn! Eet med mig er du nu på livets allerhøjeste tinder. Afklædt materien er du her uden for former og ting. Du er uden for tiden og rummet, uden for tid og afstand.
Du oplever her sammen med mig din evige eksistens, den eksistens du hele tiden har haft bag din tids- og rumdimensionelle væren, bag din fysiske fødsel og død, bag din ungdom og alderdom, bag din viden og uvidenhed, bag din fuldkommenhed og ufuldkommenhed….. Som du ser, min kære søn, er vi, du og jeg, således allestedsnærværende. Vi opfylder alt rum og al tid... Og hermed forstår du nu vor evige familieskab. Du er i mig, og jeg er i dig. Du er en funklende stråle fra min ånds strålevæld." (LB VI 2088)
Tilbage til artikelregister
Forrige