Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Når man kommer ud for modgang, og for den sags skyld også medgang, stiller man sig som kosmolog ofte spørgsmålet: hvad mener Guddommen med dette her? Og når man leder efter et svar i analyserne, finder man ikke noget, som lige stemmer med ens egen stituation, hvilket i og for sig er ganske naturligt, da enhver situation er speciel og kompliceres af karmatiske betingelser. Det betyder omtrent lige så mange svar som spørgsmål.

Livets tale kan af og til virke modsætningsfyldt og direkte uforståelig, så man tøver og spørger: har jeg tydet dette her rigtigt, eller mener Guddommen noget helt andet? I så fald hvad?

Det er jo sådan, at man prøver at planlægge sit liv, for at det kan blive så godt som muligt. For at forhøje livskvaliteten og glæden regner og kalkulerer man og gør sig megen umage, arbejder hårdt og målbevidst for måske pludselig at konstatere, at vejen er spærret. Man kan "slå panden til blods" uden at opnå det forventede resultat. I stedet kan der åbnes for en anden mulighed, en man aldrig har tænkt på, og som leder et helt andet sted hen, og simsalabim så går det hele som på skinner.

Nu er spørgsmålet: skal man fortsætte med at "slå panden til blods" og ikke give op? Eller skal man give op og vælge det lette alternativ. Er besværligheden en test (prøve) eller et fingerpeg? En sådan situation oplever man netop i stort og småt. Det kan gælde livsvigtige valg som uddannelse, relationer og tilsyneladende småvalg som møder, rejser osv.

Et stort og væsentligt spørgsmål, som jeg personlig i øjeblikket slås med er: kan kosmologien blive et mål i sig selv?

Interessen for kosmologien er enorm, og lysten og viljen til at lære mere, studere, gå på kurser, træffe ligesindede føles som en livsnødvendighed. Men besværlighederne og hindringerne hober sig stadig op på alle fronter. Økonomien begrænser, på studiedage dukker uventede familiemedlemmer op, tågen bliver så tæt, at man ikke unødigt vover sig ud. Forkølelser og uforudsete begivenheder bremser.

Hvordan skal man tyde situationen?

Kan det måske være sådan, at den teoretiske viden er alt for langt foran den praktiske tilpasning? Man prøver jo på ved hjælp af kosmologien at leve, som man ved man skal. Men den kan også være noget af en faldgrube. Hvis man ikke tager sig meget i agt, kan højmodet få en vældig næring og vokse til under en maske af velvilje og ydmyghed.

Nu er det jo også sådan, at mange spørgsmål bliver løst hen ad vejen, når der går tilstrækkelig lang tid, og man så at sige får facittet i hånden. Meget, som man har været bitter over at måtte afstå fra, har vist sig at være det bedste der kunne ske, og mange småting har vist sig at have større betydning end man nogen sinde anede. Det gør, at man lytter opmærksomt og nøje efter, hvad der bliver sagt og er vagtsom, når der sker noget. Hvad betyder dette her? Måske skal jeg ikke gøre som jeg havde tænkt, selvom det virker så rigtigt? Måske ligger der noget gemt i dette her, som jeg ikke selv kan finde ud af?

Men man er også bange for at blive et siv for vinden. Man har jo lært at vælge og være ansvarlig, så det drejer sig om at tilpasse sig, når man ikke kan finde en saglig grund. Men end ikke et støvfnug lægger sig tilfældigt.