Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At "Gud er død" er efterhånden blevet et dogme, der anvendes tit både i litteratur og videnskab. I forrige århundrede skrev den tyske filosof Nietzsche en lignelse derom, som i dag kan synes at være en profeti over, hvad der er hændt i vort århundrede. Lignelsen hedder "Det gale menneske", og den handler om en mand, der træder frem på torvet og råber: "Jeg søger Gud hvor er Gud blevet af? Jeg skal sige jer det! Vi har dræbt ham, jeg og I Gud er død! Det helligste og mægtigste, verden endnu har ejet, har forblødt for vore knive - hvem tørrer blodet af os?" Folkehoben på torvet, som ikke forstår hans budskab, ler ad ham og laver grin med ham. Da udbryder han i fortvivlelse: "Jeg kommer for tidligt. Min tid er endnu ikke inde. Denne usædvanlige hændelse er endnu på vej og vandrer - den er endnu ikke nået frem til menneskenes øren. Lyn og torden behøver tid, dåd behøver tid, endda efter at den er blevet udført, for at ses og høres -." Nietzsche var et geni, han var et slående eksempel på, at genialitet og sindssyge grænser tæt op til hinanden, og at grænsen i visse tilfælde overskrides. Han erklærede selv, at han siden 1876 snarere havde været en slagplads end et menneske. Han længtes efter helhed og oplevede i sig selv og i tiden kun splittelse. Han så, at noget var gået i stykker, og han gik selv i stykker. Men hans profeti om tiden, der skulle komme, hvor "Gud er død", gik i opfyldelse, vi oplever den i dette århundrede. Det kan også udtrykkes med et andet citat af Nietzsche.: "Ørkenen vokser, ve den der skjuler ørkner!"

For masser af mennesker er livet i dag - midt i velfærdssamfundets goder - en ørkenvandring, netop fordi menneskesindet "skjuler ørkner", som Nietzsche sagde. Ørkenen er dødens symbol, en verden af klipper, sten og sand - og måske døde menneskers og dyrs skeletter, en mineralverden, og mineralriget opfattes jo af det jordiske menneske som en død verden. Når bevidstheden rummer "ørkner", er det bevidstheden, som er "død". "Vor bevidsthed er da ikke død", vil masser af mennesker svare i protest mod en sådan udtalelse og måske gøre grin med den, der vover at påstå noget sådant, ligesom folket på torvet gjorde med Nietzsches "gale mand". Men der er dog i vor tid en del mennesker, og der vil stadig blive flere, der forstår, at der er noget rigtigt i, at det jordiske menneskes bevidsthed er "død", og at dette godt kan have noget med "Gud" at gøre i den forstand, at menneskets gudsbevidsthed er død.

Når man - foruden at læse om krig og ulykker, forurening og narkomani, vold og andre forbrydelser - i den daglige avis også læser en sådan "fastslået sandhed" om universet og mennesket som ovenstående, er der ikke noget at sige til, at masser af mennesker bliver ligeglade med det hele. "Man lever kun én gang", og så gælder det om at få mest muligt ud af livet, af penge, mad, luksus, såkaldte faciliteter, underholdning, sex og hvad der ellers findes af materielle goder. Ganske vist må man kæmpe for det, og det går måske ud over andre, hvis ikke det kommer til at gå ud over én selv, men det er jo junglens lov og denne verdens vilkår. Mennesket er "den nøgne abe", som i udviklingens forløb har forladt sine trækroner og er blevet et virkeligt "Zoon politikon", et samfundsdyr, men jungleloven gælder stadig og den stærkestes ret, hvor de bedst egnede overlever, og hvor "krapylet" må dø. Om "krapylet" dør i en koncentrationslejr eller efter et langt og møjsommeligt liv som arbejdsslave er blot to variationer af samme tema. Eller måske som soldat, der kæmper for freden. Det gør man jo nu i stedet for som tidligere "for Gud, konge og fædreland". Den protesterende røst vil måske lyde igen: "I velfærdssamfundet er der da ingen slaver!" Slaveriet er ganske vist ikke det samme som i gamle dage, da herrerne ejede deres slaver, men den mand eller kvinde, der f.eks. hele arbejdsdagen står ved et samlebånd i umådelig larm udsat for både fysisk og psykisk slitage for at tjene det nødvendige til livets ophold og kommer dødtræt hjem, er vor tids slave. Kvinden skal måske alene fortsætte arbejdet hjemme med børn og madlavning, hvis ikke manden hjælper hende, hvis hun da har en mand. Der kunne nævnes mange andre eksempler. De klarer sig vel "meget godt" økonomisk, selv om skatten er høj, de sulter ikke, de lider ikke nød, de har ikke store savn, ikke alle, selv om nogle af og til savner noget, de ikke ved, hvad er. Om ikke før, så når de bliver ældre, og arbejdsrytmen ikke mere fylder deres verden, og børnene er flyttet hjemmefra. Så er der mange af dem, der opdager ørkenen, kosmostomheden og ensomheden i deres egen bevidsthed. Der gøres meget for at undgå dette fra samfundets side, man lapper så godt man kan, men der kan som i alt andet kun ydes hjælp til selvhjælp, og hvis mennesket er blevet fremmed for sig selv eller "fremmedgjort", som det hedder med et moderne udtryk, er det ikke så meget, der kan gøres. Den moderne "fremmedgjorthed" er i virkeligheden "gudløshed", idet mennesket er blevet fremmed for det guddommelige i sig selv.

Det er rigtigt, at demokrati, socialisme og marxisme har ændret menneskenes forhold på jorden i stærk grad. Men det er ikke lykkedes at afskaffe slaveriet, det er blot blevet camoufleret i andre former. Virkelig frihed og lighed findes ingen steder, fordi der ikke findes virkeligt broderskab. Og hvorfor gør der ikke det? Fordi man ikke kender den kraft i hver eneste "broder", der forener ham med alle de andre. Karl Marx og de fleste marxister (ikke alle) var og er ateister, som støtter sig til Feuerbachs materialistiske filosofi: "At det er mennesket, som har skabt gud, og ikke gud, der har skabt mennesket. Man anser ikke ånden og det åndelige arbejde som det væsentligste hos mennesket, men hånden og det materielle arbejde, eller den materielle produktion. Mennesket er et dyr, som kan producere værktøj og bearbejde materien til gavn for samfundet, derfor er det også arbejderen, der skal være den bestemmende i samfundet." Om han så er blevet det, er en anden sag. Ifølge den marxistiske materialisme er universet udelukkende af materiel natur. "Noget", som på en eller anden måde skulle være "bag ved" den fysiske verden eller være årsag til, at den eksisterer, findes ikke. "Der er ingen gud, verdensånd eller skaber, og ånden er materiens højeste produkt!" Enkelte moderne marxistiske forfattere vover dog at gå så vidt at kalde "ånden" ved et andet navn: "kærligheden". Det gør blandt andre den tjekkoslovakiske forfatter Vltezslav Gardavský i sin bog "Gud er ikke helt død", som så vidt jeg véd ikke findes i dansk oversættelse (men på svensk: "Gud är inte alldeles död", Raben och Sjögren 1970). "Kærligheden er et evigt tema, den er det skabende princip, menneskets skabende aktivitet i historien par excellence", skriver Gardavský og fortsætter: "Som sådan er den overgangen fra "jeg" til "vi" og omvendt. Først i denne transcendens får kærligheden mellem "jeg" og "du" sin virkelige værdi, og bliver fri fra den individualistiske begrænsning, som tilintetgør kærligheden". Og lidt senere: "Den ægte kærlighed strækker sig altid om på den anden side af vore muligheder, derfor er den så svær". Man får en anelse om hans perspektiver gennem den ovennævnte titel på hans bog: "Gud er ikke helt død", når man hører, at dens fortsættelse lyder: "Og mennesket er ikke helt levende". Nej, det bliver det først, når det overskrider sine nuværende muligheder, dvs de få muligheder, det tror, det har, og opdager, at der findes langt større muligheder i den del af det selv, som det ikke kender, det guddommelige, som også findes hos dets næste.