Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1971/14-15 side 186
Planten kunne mærke en ubehagelig person i lokalet - og reagerede.
Grønne planter har både nerver og hukommelse
Amerikansk-sovjetisk samarbejde, der skal afsløre planternes hemmeligheder.
 
Grønne planter og træer har deres eget levende liv og kan ligesom mennesker og dyr få videnskabeligt apparatur til at give udslag. Videnskabsmænd i Sovjetunionen og USA har længe arbejdet sammen for at afsløre så meget af planternes liv, som det er menneskeligt muligt i øjeblikket.
Mr. Clive Backster, en amerikansk landbrugskandidat, der arbejder sammen med landbohøjskolen i Moskva, startede med at finde ud af, hvor lang tid det tog, før vand, der blev opsuget af rødderne, nåede en plantes top.
Han prøvede at bruge en løgne-detektor og med et forbløffende godt resultat. Planten så ud til at nyde - eller i hvert fald live op - mens den drak vandet i jorden. Backster beskrev dens reaktioner som "næsten menneskelige".
Siden satte han en tændstik til et blad. Straks viste diagrammet en dramatisk forandring. Planten fik et veritabelt chok, nøjagtig som det ville have været tilfældet med et menneske.
Professor Isidor Gunnar fra Moskva landbohøjskole giver Backster ret. - Planter har et nervesystem, der selvfølgelig er mere primitivt end pattedyrenes, men som ikke desto mindre virker forbløffende hurtigt og godt. Planterne føler, hvad der sker omkring dem, eller hvad der direkte sker med dem, for eksempel som da Backster brændte et blad.
Men hvad sker der med "følelserne"? Professor Gunnar mener, at det, planten føler, går gennem dens nervesystem til et center, hvor det følte bliver modtaget, behandlet og medfører reaktioner. Han tror, at dette center ligger i røddernes overgang til stængel eller stamme. Her ligger der nogle celler, der er i stand til at kunne udvide sig og trække sig sammen.
De amerikansk-russiske eksperimenter fortsætter. Man er inde på den tanke, at planter ikke alene har en livsrytme, der for eksempel kræver en vis nødvendig søvn, men at de også kan "huske" på en eller anden måde.
Backster har allerede udført de første eksperimenter i den retning. Han lod seks mænd, en efter en gå ind i et rum, hvor der stod to planter. Han var selv den sidste - den syvende - der kom ind i værelset. Han så så, at den ene plante var revet i stykker og trampet ud på gulvet.
Derefter blev han i værelset, men lod de seks forsøgspersoner gå udenfor. Så satte han sin løgne-detektor i gang - den var forbundet til den plante, der ikke var ødelagt. Derefter kom mændene ind, en efter en, igen. Der var ingen reaktioner på diagrammet - undtagen da "morderen" trådte ind. Det var person nummer 4. Der var ingen reaktioner for de to efterfølgende. Men "morderen" var altså afsløret.
Kilde: Ukendt.