Kosmos 1971/6 side 71
GLIMT FRA LIVETS BOG
og dens efterskrift
GUDESØNNEN EET MED SIN FADER
Citat fra LIVETS BOG, bind II, stk. 308-09-10, side 375-377.
Et jeg er absolut ganske uafhængig af alle universets stoffer. Det knytter sig kun til stofferne eller energierne i kraft af det, vi kalder "begær". Der hvor disse fremtræder i en mere dagsbevidst eller åbenlys form, kalder vi disse "ønsker". Ethvert levende væsen ledes således af sine ønsker. Derfor vil det være absolut umuligt for noget væsen at opleve noget som helst, der ikke kan ledes tilbage til at have sit første udspring som et lille begær eller ønske, selv om situationen siden har udviklet sig til en ulykke eller katastrofe, for det pågældende jeg, og blev en situation, der er en fuldkommen modsætning af det, det ønskede.
Når situationen netop blev anderledes end den, der var tilsigtet, skyldes fejlen altså ikke stofferne, men en fejl i valget af de stoffer, hvis reaktion skulle have været en opfyldelse af det oprindelige ønske. Når vedkommende jeg valgte forkerte stoffer, forkert materiale, måtte resultatet jo også blive forkert. Men derved får jeg'et, som vi allerede før har antydet, sin absolutte hundrede procent frihed. Det får netop herved evnen til at "gøre forkert".
Da dette at "gøre forkert", i kraft af loven for stoffernes reaktion, virker som disharmoni, hvilket igen vil sige: ulykke, sorg og usundhed, og det modsatte virker som harmoni, glæde, sundhed og lykke, bliver det således, i kraft af samme lov, muligt for jeg'et at få kendskab til skabelsen af disse foreteelser. Dets skabeevne bliver derved efterhånden udvidet til at gøre det muligt at skabe lykke og velsignelse lige såvel som ulykke og forbandelse. Alt bliver kun et vilje- og forstandsspørgsmål.
Hvis man tænker sig, at loven for stoffernes reaktion ikke eksisterede, og det blev umuligt for jeg'et at "gøre forkert", ville et sådant jeg naturligvis være en hundrede procent automat. Og alt, hvad der nu skaber bevidsthed, sjæl og liv hos jeg'et, ville ikke kunne eksistere. Der ville ikke være noget, der hed "frygt", "angst", "medlidenhed", "had", "kærlighed", "ondt" eller "godt", "skønt" eller "uskønt", alt, hvad der giver livet kontraster, ville ikke eksistere. Men uden kontraster ville enhver sansning være umulig. Og der ville således ikke eksistere nogen som helst form for bevidsthed, sjæl, liv og tilværelse. Alt, hvad der i dag glæder og fryder sig over universets sole, kloder og mælkeveje, alt, hvad der i dag lever, ånder og færdes på Guds grønne sollyse kontinenter, tumler sig i skove, på sletter og i oceaner, færdes med strømmen gennem floder, åer og bække, såvel som selve disse opholdssteder for det sprudlende liv, ville kun være at udtrykke som en absolut hundrede procent stilhed, der igen er det samme som døden. Men da denne "stilhed" er det modsatte af kendsgerningen, er det modsatte af virkeligheden, kan den altså i al evighed kun blive "en tænkt modsætning til livet".
Gennem materien eller stofferne i tilværelsen bliver det således til kendsgerning, at disses reaktioner er lovmæssige, og at de reagerer hver på sin særlige og evigt uforanderlige måde. Men da denne, hvert enkelt stofs særlige reaktionsmåde, som vi i det følgende kapitel skal se, er et uundværligt middel eller redskab for jeg'et i muliggørelsen af skabelse, hvilket jo igen vil sige, i opfyldelsen af dets ønsker og begær, kommer loven for stoffernes reaktion her til syne som identisk med kulminerende kærlighed. Den er Guddommens gave til jeg'et. Ved den kan det tænke og handle. Ved den skaber det sin egen skæbne, præger sin egen fremtrædens variationer i form af mineral, plante, dyr, menneske samt mange endnu højere former for tilværelse. Det er kendskabet til den, der gør mennesket til geni, professor, doktor eller lærer. Det er kendskabet til den, der gør individet saligt. Det er kendskabet til den, der er verdenernes lys. Det er uvidenheden om den, der tænder hadets bål, gør individerne til dødens, lemlæstelsens og sorgens aspiranter. Det er uvidenheden om den, der betinger de lavere zoner i tilværelsen og indhyller verdenerne i mørke.
I kraft af loven for stoffernes reaktion hæver Guddommen således alle levende væseners jeg'er op på sin egen trone. Udbredt foran denne ligger alle universets stoffer eller materier, hver med sin tjenende reaktion, hver med sin særlige energiudfoldelse, stillet til jeg'ernes eller gudesønnernes disposition. Og igennem rummet lyder: "Du kan frit benytte alle disse tjenende kræfter. De vil indtil hundrede procent lyde dit mindste bud, vink eller suk. Men de afviger aldrig en brøkdel af et hårsbred fra deres mission. Så derfor skal der til enhver speciel skabelse tilsvarende særlige specielle kræfter, stoffer eller energier. Vælger du forkert her, opnår du ikke det tilsigtede mål. De forkerte energier modarbejder din skabelse. Dit ønske bliver ikke opfyldt. Mørke og blændværk vil trone der, hvor du troede at skabe lys. Kun de rigtige sammensætninger, hvilket vil sige de rigtige anvendelser af kræfterne, stofferne i universet, kan give din skabelse lys og afsløre dig som værende i mit billede efter min lignelse, optaget i min kærligheds evige stråleglorie".
Citat fra LIVETS BOG, bind VI, stk. 2091-92-93 og 2105.
Og Gud talte videre til sin hjemkomne søn og indviede ham i hans indre mentale forvandling: "Samtidig med at du blev mere og mere genial til at myrde og udslette mennesker, begyndte der i dit indre at opstå svage tendenser i retning af antipati imod at dræbe. Du fik efterhånden sværere og sværere ved direkte at myrde dine fjender. Det blev efterhånden således, at du simpelt hen ikke rigtig kunne nænne direkte at dræbe, lemlæste og ødelægge. Men de nye geniale krigsmetoder satte dig i stand til at dræbe dine fjender helt udenfor din egen synsvidde, således at du ikke kom i direkte håndgribelig kamp med dem mand imod mand således som forhen i din primitive tilværelsesepoke som menneske. Grundet på, at man blev i stand til at føre krigen på afstand, ja helt udenfor synsvidde, kunne du endnu et stykke tid være med til at udløse krigens dødbringende helvede over dit samfunds "fjender", hvilket vil sige mennesker, som du i dit eget indre i virkeligheden slet ikke følte noget fjendskab imod. Mennesker, som du personlig aldrig havde mødt, og som du aldrig nogen sinde personligt har haft noget udestående med, og som derfor aldrig kan have gjort dig noget. Men i den moderne kamp ser du ikke dette dit offer. Du ser ikke hans lemlæstelse og hører ikke hans dødsskrig, ligesom du heller ikke kommer i berøring med den ulykkelige atmosfære af sorg og bekymringer, som du samtidig udløser over hans pårørende, hans familie, ægtefælle og børn, venner og bekendte. Du måtte derfor selv til sidst igennem katastrofens helvede. Dine fjender kunne også sætte selve naturens kræfter til at udslette eller lemlæste dig eller dine kære. Derved blev din frygt nu ført frem til kulmination. Du troede stadig, krigen var det eneste middel, ved hvilket der kunne skabes fred på jorden. Opildnet af dit samfunds flokbevidsthed eller flertallets suggererende magt troede du, at fredens grundpiller var overlegenheden i at kunne myrde, dræbe, lemlæste og ødelægge. I din naivitet og uvidenhed og på trods af en svag samvittighedens røst fra dybet af dit indre: "Du skal ikke dræbe - elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder..." gik du med til at mangfoldiggøre det dræbende princip i stedet for at fjerne det fra din bevidsthed. Du blev en større og større sabotør af det liv, du for enhver pris i virkeligheden ville beskytte. Den fred, du troede at skabe ved krig, blev en tilværelse som på en vulkan. Forfølgelse, død og undergang lurede på dig alle vegne. Tryghed, fred og virkelig livslyst var længere borte fra din vej end nogen sinde. Du vandrede selv i den sorgens og lidelsernes zone, du så overlegent havde bragt andre ind i. Og her bristede illusionen om at skabe fred ved krig. Og med denne opdagelse havde du nu kun én eneste udvej tilbage, nemlig den, at fjerne krigen fra hele din tankesfære og væremåde. Og her svandt således de sidste rester af det fata morgana, der fik dig til at tro, at du, ved ikke at kæmpe imod dine fjender, var prisgivet dem. Her begyndte du at ligge under for din, igennem dine hidtil overståede lidelser, udviklede kærlighedsevne. Du kunne simpelt hen ikke mere nænne at dræbe eller myrde. Du ville hellere finde dig i en fornærmelse end at gøre ondt imod din næste, ligegyldigt hvad denne så end måtte have gjort imod dig. Og her begyndte du at vinde den sejr, du tidligere troede at kunne vinde ved din krigerske eller morderiske væremåde. Og her begyndte din menneskelige intellektualitet, som tidligere kun havde været indstillet på teknik eller materiel viden og kunnen, nu at gøre sig gældende. Og du begyndte at tilegne dig en videnskab i væremåde, ligesom du før havde tilegnet dig en videnskab i din materielle kunnen. Din mentale indstilling til omgivelserne blev derved mere og mere ren og fri af det dræbende princip. Du nænnede heller ikke mere at dræbe dyrene. Og din begyndende højere intellektualitet viste dig, at den animalske føde, kød, blod og fedtstoffer ikke blot ikke var føde for mennesker, men var endog skadelig og langsomt virkende, dødbringende eller sygdomsbefordrende stoffer for disse væsener. Du så, at den normale og virkelige føde for mennesket udelukkende kun kan være de vegetabilske produkter. Ved disse produkters anvendelse til ernæring sker intet smerte- eller frygtbefordrende drab. Planten kan ikke føle legemlig smerte eller lidelse og kan som følge heraf heller ikke føle nogen som helst angst eller frygt, således som tilfældet er med dyrene, der forfølges og dræbes. Ved overgangen til den vegetabilske kost på grund af, at du ikke nænnede at dræbe dyrene, gjorde du dig således helt fri af de sidste rester af det dræbende princips tendenser i din mentalitet og den deraf følgende drabskarma eller smertefulde og åndsforvirrende skæbne. Og med denne udrenselse eller frigjorthed af det dræbende princip begyndte du for alvor at mærke min nærhed. Du begyndte at opdage, at det, du tidligere søgte på bjergenes tinder og i havenes dyb, det du søgte i polernes isterræner og i tropernes brændende ørkener, det du søgte i bøger, blade og undervisning, det du søgte i himlens stjerner og solbyer, det du søgte i atomernes og elektronernes mikroverden, ja det, du ønskede at se i din næste, men som du først nu har fundet, i virkeligheden var mig, din evige Fader, og hvorved du blev vågen dagsbevidst i din egen høje identitet som min evige og udødelige søn. Efter at du blev bevidst i denne din længsel, gik det hurtigt fremad, og nu er du vågen dagsbevidst her hos mig i livstemplets allerhelligste."
Og den guddommelige røst fortsatte: "Min kære søn! Du er nu nået frem til det livsstadium, hvor man ikke i nogen som helst situation tager fejl af lys og mørke. Du kender nu forskel på "godt" og "ondt". Efter at have været ekspert i at så og høste lidelse, død og undergang, ved du nu, hvilke årsager, der skaber "det onde", og hvilke årsager, der skaber "det gode", hvad der skaber "helvede", og hvad der skaber "himmerige". Du står nu som et højintellektuelt væsen, der er fuldstændig suveræn og fri, kan gøre, hvad du vil. Men da du nu besidder højintellektualitetens viden og kunnen, kan du kun gøre "det gode". Du ligger ikke mere under for den uvidenhed, af hvilken enhver afsporing og dermed skabelsen af "det onde" udelukkende betinges. Du er nu så meget i mit billede, at du kan sammensmelte med dette og derved opleve mig i dig og her se din guddommelige eksistens og storhed udenfor tiden og rummet, udenfor livet og døden og opleve den sande virkelighed, se dig selv som ét med tidens og rummets skaber, og ét med livets og dødens herre. I kraft af denne din høje livskvalifikation vil jeg nu lade din evige arv, min ånds sanse- og oplevelsesevne i renkultur overgå i din bevidsthed. Og således sammensmeltet med mig skal jeg her fra livets tinder lade dig opleve, hvorledes jeg i min alvidenhed, i min almagt og i min alkærlighed skaber, styrer og behersker verdenerne, solbyerne og mælkevejene lige såvel i makrokosmos som i mikrokosmos, lige såvel i det store som i det små. Du vil se, hvorledes jeg lader alle slutfacitter, alle færdige resultater af min altomfattende skabelse udelukkende være til velsignelse, fred, skønhed og glæde for de levende væsener. Ikke ét eneste væsen af de umådelige hærskarer af væsener, der befinder sig rundt om på kloderne og verdenerne i min umådelige udstrækning i tid og rum, vil undgå dette slutresultat eller denne min velsignelse. I vort daglige samvær skal jeg vise dig, hvorledes jeg igennem kontrasterne: lys og mørke i alle variationer, opretholder den evige livsoplevelsesevne i alle væsener, så de alle ligesom du kan komme til at opleve deres evige væren i mig og se, at de er mine sønner, de er mit kød og blod, de er mine sanser eller livs redskaber, de er mine øjne og øren, de er min hjerne, og de er mit hjerte. Kun igennem dem og for dem kan jeg manifestere mit liv, min hensigt og væremåde, min viden og kærlighed. Igennem dem skaber og opretholder jeg verdensaltet med alle dets nuancer og detaljer i mikrokosmos og makrokosmos. Og hele denne min herlighed kan jeg nu lade dig få del i, fordi du er gået igennem korsfæstelsen for dine brødre, du elskede dine fjender, du bad om tilgivelse for dem, der hadede og forfulgte dig, og for dem, der bagtalte dig og ville gøre din guddommelige position her i mig til bedrageri, pral og storhedsvanvid for dine omgivelser. Men i din urokkelige rodfæstning i mig, i din tillid og kærlighed til mig i væsenerne sejrede du over alle vanskeligheder, over alt mørke. Din urokkelige tro på og senere realistiske oplevelse af, at der udelukkende kun var en kærlighedens mening bag alle mørke foreteelser, i forbindelse med din urokkelige tillid til min tilstedeværelse i alt og alle, førte dig sejrrigt frem for mit åsyn".
Her forstummede den evige Faders røst, og gudesønnen så, at han endnu befandt sig i guldhavets domæne eller tomrummet med de gyldne tråde.
I dette, de gyldne trådes tomrum, var gudesønnen udenfor formernes, udenfor organismernes, ja, udenfor alle skabte tings verden. Derfor måtte rummet være absolut tomt, være et "intet". Men hvad med ham selv? - Han var jo stadig til, men ikke åbenbaret i nogen som helst synlig eller for sanserne tilgængelig materie. Men oplevelsen af de lysende guldtråde i tomrummet eller i det store "intet" eksisterede jo og blev oplevet af ham selv. Men hvem var "han" eller dette "selv"? Han havde ingen organisme. Han besad ikke noget som helst synligt, der kunne markere hans tilstedeværelse eller eksistens. Men ikke desto mindre var det en kendsgerning, at han eksisterede. Han oplevede jo guldtrådene og tomrummet eller det store "intet". Foruden guldtrådene var der altså kun dette "intet" til. Han selv var ikke disse lysende, mentale guldtråde. Hvad var han da? - Nu lød atter den evige Faders røst igennem rummet til den forundrede gudesøn:
"Min kære søn! Dette, de gyldne trådes lysocean, du i øjeblikket befinder dig i, er en passage i den store indvielse, i kraft af hvilken jeg skænker den til indvielse fuldmodne søn "kosmisk bevidsthed" som en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand. De gyldne tråde er min evige ånd over "vandene", med hvilken din ånd nu er fuldstændig sammensmeltet. De er samtidig udtryk for din overbevidsthed i dens eget eksistensplan. "Vandene", hvilket her vil sige: den fysiske og psykiske stoflige verden, de skabte tings eller formernes domæne og din i dette domæne arbejdende underbevidsthed er her fjernede fra dit sanseområde. Det er derfor, du her ikke oplever nogen tid eller noget rum. Men hvor der ikke er tid og rum, eksisterer der heller ikke noget, der er skabt. Hinsides tiden og rummet eller det skabte eksisterer kun uendeligheden og evigheden. Men uendeligheden og evigheden er ikke noget, der er skabt ved sanser og kan derfor heller ikke opleves ved sanser. Derfor må uendeligheden og evigheden vise sig i sansernes verden som et absolut "intet". Men dette "intet" kan ikke være livsmysteriets sande løsning, for du ser, hvorledes du sammen med mig her i de gyldne trådes domæne konstaterer og oplever dette "intet". Da du, såvel som jeg, ikke er det samme som vor organisme, den har vi jo frembragt af materie, har vi altså en eksistens udenfor denne. Hvordan skulle vi ellers have frembragt denne? - Men vi er heller ikke blot og bar "overbevidsthed". Den er jo kun et redskab, en evig evne, vi har til at kunne frembringe organismer og andre skabte ting og dermed skabelsen af tiden og rummet. Hvis det ikke var således, hvordan skulle så tiden og rummet være blevet til? - Men da vi ikke er "overbevidstheden", og vi ikke er organismerne eller de skabte ting, hvad er vi da? - Ja, min kære elskede søn! Du ser her på livets tinder foran dig de lysende guldtråde, der vibrerer i det umådelige tomrum eller intet. Dit og mit jeg kan således absolut kun være dette "intet". Hvor og hvad skulle dit og mit jeg ellers være? - At de er til kan ikke bortforklares, eftersom vi dog tilsammen her oplever og konstaterer dette. Men hvorfor viser vore jeg'er sig så for os som et "intet", vil du vel her indvende. Men her må jeg svare dig, at når vore jeg'er ikke udgør "det skabte", der kun kan eksistere som organiseret i forskellige hastigheder fremtrædende bevægelser, kan vore jeg'er kun være identiske med absolut stilhed. Men absolut stilhed kan umuligt reagere overfor sanser. Sanser er i sig selv bølgelængder, der reagerer overfor andre bølgelængder, de udgør bevægelser, der mere eller mindre kolliderer med andre bevægelser. Kollisionerne er det, der bliver til tanke, bevidsthed og manifestationer, der igen er det samme som tid og rum. Denne absolutte stilhed må således blive det samme som umanifestation. I denne totale stilhed er der ingen bevægelser, der kolliderer med andre bevægelser. Der kan derfor heller ikke være noget som helst, der kan bringe sanserne til at reagere. Enhver form for umanifestation må derfor nødvendigvis blive synlig som et "intet". Vort jeg, hvis tilstedeværelse vi ikke kan bortforklare, er således et "umanifesteret noget", som i sig selv adskiller sig fra det manifesterede, eller det skabte ved at være hævet over enhver form for direkte manifestation. Det kan således kun vise sig for os som et "intet". Men herigennem bliver det til urokkelig kendsgerning, at noget absolut "intet" ikke kan forekomme i verdensaltet. Dette vort, over tid og rum hævede og dermed evige "noget" eller jeg, udgør således på en måde et element, der ved sin ophøjede tilstand udenfor tid og rum opfylder altets manifesterede tomrum, såvel som det eksisterer usynligt bag ved alt det skabte eller alt, hvad der udgør tid og rum. Som du ser, min kære søn, er vi, du og jeg, således allestedsnærværende. Vi opfylder alt rum og al tid. Dette vil altså igen sige, at vi i kraft af dette vort "jeg"s ubegrænsede element er selve uendeligheden og evigheden."
Den guddommelige Fader fortsatte: "Min tankekombination og viljeføring med hensyn til jordens skabelse var altså den "ånd, der svævede over vandene". Men da en virkelig logisk plan eller hensigt absolut ikke kan udløses uden i sit slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener, ser du, hvorledes min ånd, bevidsthed, logiske plan og hensigt med jorden her er synlig som det store lys, der fremkom på skabelsens første dag. Det første var således skabelsen af den plan og hensigt, der skulle gøre jorden til et område, i hvilket retfærdighed kunne komme til at bo, og hvor alle jordens slægter kunne velsignes. Denne kærlige plan i min bevidsthed og tanke var det første, der blev til. Og da al skabelse af velsignelse er en lysmanifestation, måtte denne min første skabelse eller bevægelse i materien således blive et mentalt solskin, der gjorde universet og livet lysende. Og nu begynder du vel også at kunne se min inderste hensigt med alle de strålende og lysende stjernetåger, mælkeveje og solbyer? - Hvad skulle de vel være til for, hvis ikke det var for at udfylde det samme formål. Også bag ved disse forekommer den første skabelsesdags lysmanifestation, min logiske tankekombination, min kærlige hensigt igennem dem at skabe beboede verdener med nye former for vegetabilske, animalske og menneskelige livsformer og tilværelser. De levende væsener bliver derigennem dygtiggjort i den kærlighed, der er ét med min væremåde, og hvorved de bliver bevidst ét med mit liv, ligesom de i vågen dagsbevidst samvær med mig i de højere verdener hver især vil være tidens og rummets skaber og livets og dødens herre. Det er den sæd og høst, jeg ikke blot vil velsigne alle jordens slægter i, men hele verdensaltets myriader af levende væsener. De skal alle hver især opleve sig selv som evige lyseffekter i min stråleglorie og mig som alt livs evige Fader. Ligesom du skal de alle uden undtagelse opleve løsningen på alt livs mysterium sammen med mig i livstemplets allerhelligste."
Citat fra LIVETS BOG, bind VII, stk. 2660-61-62-63-64, side 2901.
De kosmiske analyser udtrykker en videnskab, altså en logisk sandhed, hvis eksistens og logik ikke kan findes og bekræftes som virkelighed med de metoder og midler, i kraft af hvilke den materialistiske videnskabs sandheder kan dokumenteres som absolut virkelighed. Den materialistiske videnskab er et produkt af intelligens, medens den kosmiske videnskab er et produkt af intellektualiseret følelse og intuition. Ligesom man må have en tilstrækkelig udviklet intelligens for at efterforske den materialistiske videnskabs analyser, således må man have en tilstrækkelig udviklet intellektualiseret følelse, der er det samme som den virkelige næstekærlighed, og den heraf affødte intuition for at kunne forstå kosmisk videnskab. Det væsen, der ikke har denne udviklede næstekærlighed og den heraf affødte intuition, er ganske afskåret fra at kunne bedømme de kosmiske analysers identitet med den virkelige, urokkelige sandhed, lige så lidt som det primitive menneske med en meget ringe intelligens kan bedømme den moderne videnskabs store og vidunderlige analyser af materiens og stoffernes strukturer og reaktioner.
I samme grad, som man har en udviklet intellektualiseret følelse eller næstekærlighed og intuition og samtidig er hungrende efter løsningen på livets mysterium, vil man kunne begynde at forstå de kosmiske analysers identitet med virkeligheden eller den evige sandhed. Da denne sandhed er en beretning om den evige Guddom og hans bevidsthed og organisme: verdensaltet, der er kulminerende kærlighed, er det ikke så vanskeligt at forstå, at kærlige mennesker først og fremmest begynder at opleve de kosmiske analyser som urokkelig virkelighed. Disse mennesker kendes meget let på deres begyndende kærlige sindelag. De er mere eller mindre vokset fra at dræbe. Nogle er endog så langt fremme, at de hellere selv vil lide, end at de vil, at andre skal lide. De kan ikke nænne at gøre andre væsener fortræd, hverken mennesker eller dyr. Mange af disse væsener er blevet vegetarer - ikke for deres egen kropslige sundheds skyld - men simpelt hen fordi de ikke kan nænne, at dyr skal dræbes. De kan heller ikke acceptere krig og ufred eller hævn, straffetilstande og henrettelser. De kan naturligvis hverken være bødler eller skarprettere. Det er dem en glæde at hjælpe andre væsener, dyr og mennesker, der er i nød. Disse mennesker er således mere eller mindre vokset over de sindelag, på hvilke den gængse civilisation og kultur er baseret. De accepterer heller ikke de kirkelige fortolkninger om evig fortabelse, om evigt helvede, om en vred Guddom, der forbander, tugter og straffer "syndere".
Vi ser her i disse forannævnte væseners væremåde og indstilling til livet et sindelag, der mere eller mindre er begyndt at vokse ud af det store flertals livsindstilling og væremåde, altså den væremåde, der danner fundamentet for den i dag eksisterende mest fremtrædende kulturtilstand. Det er ud af nævnte sindelag, at alle humane forbedringer i samfundet affødes, ligesom det samme sindelag stadig vil vokse og udvikle sig til stor velsignelse og glæde for menneskene. Det er dette sindelag, der er begyndelsen til den nye virkelige, menneskelige verdenskultur, der vil gøre alle stater i verden til ét rige, der vil komme til at rumme selve kulminationen af alt, hvad der både fysisk og åndeligt kan skabes af fuldkommenhed på det fysiske tilværelsesplan. Den ny verdenskultur er således i kraft af disse humane og intellektuelle sindelag allerede begyndt at fødes på jorden. Vi ser, at dens idealer er langt højere og kærligere end idealerne for den endnu i dag gældende almene og såkaldt "moderne" kultur. De udgør begyndelsen til praktiseringen af den væremåde og udvikling, der er beskrevet i Livets Bogs kosmiske analyser. Og det er derfor, at disse analyser først og fremmest vil blive accepteret som vejledning for disse, den ny kulturs begyndende mennesker til fuldførelse og forståelse af den guddommelige vej mod lyset, som de således udelukkende i kraft af deres næstekærlige sindelag allerede er i færd med at betræde.
At mennesker udenfor denne gruppe ikke kan forstå de kosmiske analyser i nævnte værk er ganske naturligt. De har som regel deres midlertidige tilstrækkelige, mentale eller åndelige ståsted i flokkens eller flertallets idealer og væremåde, skik og brug. Men også disse væsener vil efterhånden overgå til den ny verdenskultur, alt eftersom de har fået udlevet den gamle verdenskulturs religiøse og materielle idealer og er nået ind i udviklingen af den begyndende virkelige humane eller næstekærlige væremåde. Alle jordens mennesker vil således til sidst hver især blive en virkningsfuld, urokkelig celle i åbenbaringen af den altoverstrålende, guddommelige, lysende ånd eller varige, totale fred, som verden for længst er begyndt at hungre efter.
Det er denne ånd, som i absolut forstand er den samme som den, der svævede over vandene, og i kraft af hvilken Guds skabelse udelukkende foregår. Det er denne ånd, der er Guds primære bevidsthed, og som i den kristne verdensreligion er udtrykt som "den hellige ånd". Og det er denne guddommelige ånd og den heraf følgende væremåde, Gud i sin urokkelige kærlighed har åbenbaret for os i form af de kosmiske analyser. Og med disse kosmiske analyser i hjerne, hjerte og væremåde vil det jordiske menneske komme til at funkle og stråle som en kærlighedens, visdommens og kunstens sol for sine omgivelser. Og med en menneskehed af sådanne sole vil jordens kontinenter og have blive kosmisk lysende. Hvor før krigens dødsrallen, jammer og nødskrig, bombeeksplosioner og kulturundergang og andre af uvidenhedens og overtroens helvedesmanifestationer saboterede verdensfreden i Guddommens sekundære bevidsthedsregioner, vil djævlebevidsthedens natsorte skygger komme til at vige fra Guds åsyns strålevæld i en menneskehed, der er blevet ét med Gud, ét med kærligheden, ét med visdommen, ét med glæden og saligheden. Hen over dette guddommelige riges lysende vange går den evige livets vej endnu dybere og dybere ind i Guds riges salighedsregioner i livseventyrets uendelighed og evighed.
EFTERSKRIFT
GUDESØNNEN EET MED SIN FADER
Underfulde Fader! - Tak fordi du gennem denne min personlige oplevelse af dig har gjort mig til genstand for en bevidsthedsudvidelse, der i form af inkarnationen af klodens vordende idealisme, atter lader mig komme til syne som en åben kanal for din evige visdom, og gennem hvis guddommelige, altgennemtrængende sollyse stråler du nu vil bringe - ikke alene balsam og lægedom for alle de ulykkelige, der ligger forpint og lemlæstede efter det blodige ridt gennem krigens eller ragnaroks dødsterræner, men også give alle jordens slægter et nyt vidunderligt klarsyn på tilværelsens mægtige kombinationer og derved indgyde dem tillid til dine loves uendelige, hårfine fuldkommenhed og retfærdighed - føre dem frem til forening med og kendskab til din umådelige, ophøjede natur og vise dem, hvorledes du i kærlighedens stråleglans evigt står smilende og med åbne arme for at omfavne hvert eneste eksisterende væsen - lade dem blive vidne til, at der aldrig nogen sinde er gået noget væsen fri af dette guddommelige favntag, og at aldrig nogen sinde noget væsen vil komme til at gå fri deraf - lære dem, hvorledes man ikke bliver bevidst i dette herlige favntag, før man har lært at elske sine omgivelser således, at man ved hjælp af denne kærlighed bliver i stand til at tilgive dem alt, hvad de så end måtte være kommet til at påføre en af ubehageligheder. Denne kærlighed vil bringe menneskene frem til at være opfyldt af dette store og ene: "Jeg vil være til glæde og velsignelse for alt, hvad jeg kommer i berøring med, for at jeg derved kan være i kontakt med min himmelske Fader og således som et sollignende væsen befinde mig på dette urokkelige, klippefaste fundament midt i livets, lysets, kærlighedens og salighedens centrum."
*
Store, almægtige Guddom! - Tak fordi du førte mig frem til zoner, hvor man ikke mere tager fejl af din natur, og gav mig en bevidsthed, der sætter mig i stand til at sanse dig i alt, hvad jeg kommer i berøring med. Jeg mærker din evige nærhed i alle eksisterende religioner og trossamfund og føler, hvor utrætteligt du her arbejder på at bringe menneskene frem til at blive bevidst i dit herlige favntag, hvormed du omslutter alle ting, så at de ikke skal blive ved med at leve i frygt, men i salig lykke hvile trygt ved dit evige bryst. - Jeg mærker din altgennemtrængende nærhed i forældrenes kærlighed til afkommet, og når du i ægteskabets varme knytter de to køn til hinanden, eller når du skaber trofaste venskaber mellem væsenerne og gennem dette lader kærligheden vokse, modnes og udfolde sig således i dem, at de ved hjælp af denne vidunderlige, altopklarende lyskilde ser lige lukt igennem det florfine forhæng, som verden kalder "forbandelsens mørke", og ser, at alt er strålende lys og fuldkommenhed, baseret på et fundament af kærlighed, hvorved alle mennesker til sidst i forening med dig må udbryde: "Se alt er såre godt".
*
Kære Fader! - Jeg mærker din underfulde nærhed, når jeg retter mit blik ud i rummets umådelige dyb, og du gennem tusindtallige stjerners bål opruller for mig, hvorledes du gennem deres stråler har kærtegnet vor klode i fortiden som i nutiden, og at de stjerner, der i dag lyser vor lille verden så venligt i møde, er de samme, som har strålet over historiens mange små og store kulturers tilblivelse, blomstring og undergang. De har mødt blikke fra babyloniere, syrere, medere, persere, grækere og romere - fra mægtige faraoner - fra Abraham, Isak og Jacob - fra Josef og hans brødre - fra Moses og Aron - fra Israels profeter - fra kongerne Saul, David og Salomon - fra Jesus og hans disciple. - De har funklet og strålet over syndfloden, Noahs ark, isrealiternes vandringer i ørkenen og julenatten i Bethlehem. Men igennem stjernesmilet har du gjort mere endnu. Ud fra nattens mørke har du banet dig vej ind i den ensomme astronoms modtagelige ånd og der afsløret de første elementære begreber om din evige visdom. Du lod ham ane dine store dybder, dit umådelige rum. Du lærte ham, at hans egen verden var en stjerne i rummet, bevægende sig i mægtige baner efter evige love. Du lod ham analysere solens stråler og lyset fra fjerne verdener, fra funklende sole i en sådan mangfoldighed og over et sådant horisontområde, at hele panoramaet blev til lysende tåger, fortabende sig udenfor tidens og rummets grænser, efterladende sig i ham de første svage evner til at tænke dine gigantiske tanker efter eller det første gryende skær af et kosmisk klarsyn, det syn i hvilket alle levende væsener skal opnå at se dig i din evige stråleglans - du! den eneste sande Gud.
*
Elskede Fader! - Tak fordi du har ladet mig opleve dig i det stærkt flammende lyn, når det under tordenens vældige bulder farer frem gennem skyerne. - Jeg mærker dig, når du i stormen går hen over kontinenternes skove, sletter og oceaner. - Jeg føler dig, når du i den stille, sagte brise får blomsterne til at danse alfedanse på engen eller træernes kroner til at hviske små søvndyssende melodier. - Jeg mærker dig i morgen- og aftenrødens gyldne skyer, lige såvel som jeg ser dit varmende lys kulminerer i dagens middagshøjde og dermed oplyser klodens oceaner og kontinenter. - Du funkler og stråler sundhed og velvære hen over jorden. - Du skaber energi, varme, føde og livsrum for arternes millioner og giver dem herigennem de første anelser om din lysende eksistens. - Jeg ser dit skabervælde i det pragtfulde nordlys, der i nattens mørke vibrerer hen over vidtstrakte polaregne med snemarker, isbjerge, tilfrosne have, midnatssol og vintermørke. - Jeg ser dig i troperigernes umådelige livsudfoldelse og farvepragt, i planterigets og dyrerigets kulmination og menneskemassernes forvandling under din skabende hånd.
*
Dyrebare Fader, altets almægtige Guddom! - Jeg føler dig igennem alle de tekniske og øvrige materielle vidundere, som du har dygtiggjort menneskene til at skabe i form af kolossale bygningsværker: skyskrabere, mægtige broer, tunneler, jernbaner, maskiner, elektriske anlæg, fabrikker, film og fjernsyn, kunst og litteratur og meget mere. - Jeg føler dig igennem den varme velsignelse, du igennem ædle videnskabsmænd, kunstnere, forfattere, politikere, forretningsfolk og arbejdere bringer verden. Du viser mig, at de alle hver især er med til at fuldkommengøre og forherlige det vidunderlige livets tempel, du i form af jordens sfærer har givet dem til bolig. Du lader mig her se dit første begyndende resultat af din omskabelse af dyret til menneske. Og så blændende er dette resultat, at jeg allerede nu kan se din guddommelige skabeevnes kvalitet begynde at komme til syne i de ufærdige menneskers manifestationer i en sådan udstrækning, at de trods dommedag eller ragnarok begynder at gøre jorden lysende og din nærhed i dem begynder at føles.
*
Kære Fader! - Tak fordi du ikke alene har gjort den timelige, materielle verden til et med din personlige tale til mig, men også givet mig sansesæt, der - ikke gennem en trance- eller ekstasetilstand - men gennem en permanent, vågen klar dagsbevidsthed ladet mig opleve alle de bag den fysiske verden fremtrædende kosmiske verdener, dybeste årsager, evige love og grundprincipper, gennem hvilke du netop er synlig i al din overjordiske, kosmiske stråleglans og evige natur. - Jeg priser og takker dig for den vidunderlige indvielse, de dyrebare ilddåbe, hvormed du har opladt mine øjne og ladet mig skue ind i din altomspændende kærlighed, alvisdom, almagt og storhed. Ville jeg på lyset vinger flyve tusinder af mile i sekundet, kunne jeg det ene århundrede efter det andet gennemfare dit umådelige rum uden nogen sinde at komme til bunds i dine vidder. Med lige så vældig en fart kan jeg gå op i det, som er stort, og ned i det, som er småt, uden nogen sinde at komme til det største eller det mindste i dig. - Jeg lover og priser dig, fordi du har ladet mig skue tilværelsesplaner, hvis beboere er så mægtige, at deres manifestationsstoffer for os kommer til syne som mægtige universer med kloder, sole og mælkevejssystemer i det uendelige og vist mig, hvorledes disse kloder eller verdener, foruden at være organismer eller legemer for gigantiske brødre til os i udviklingen, samtidig udgør boliger eller tilværelsesplaner for den kategori af væsener, vi tilhører, og som udgør planteriget, dyreriget, menneskeriget og de øvrige guddommelige riger i det mellemkosmiske spiralkredsløb. - Samtidig har du vist mig, hvorledes underliggende spiralkredsløb er befolket med mangfoldige hærskarer af små universer, hvis beboere i dag udgør de kim, der engang i fjerne tider skal komme til at fremtræde som sollyse, menneskelige væsener, fra hvis bevidsthed din ånd skal stråle så stærkt, at de ved den vil komme til at oplyse kloder og gøre sig verdener underdanige.
*
Elskede, hellige Fader! - Jeg priser og takker dig, fordi du har vist mig, hvorledes alle eksisterende livsformer, planter og dyr af højst forskellige former, menneskeracer af forskellig farve, af forskellig udvikling, af forskellig skæbne, af forskellig moral, af forskellig opfattelse af dig selv, himmelske Fader, er under din skabende og styrende hånd. Du har ladet mig se, at ikke ét eneste væsen bliver svigtet eller kan blive mislykket i din guddommelige plan. Din ledende hånd er over hvert eneste væsen, hver eneste gudesøn. Du er hos ham i mørket. Du er med ham i hans lidelsesepoker, selv om han ikke aner eller forstår din nærværelse. Du er den ild i hans indre, der får ham til sejrrigt at opstå af primitivitetens mørke og kulde for at lade ham lyse og funkle din visdom og kærlighed ud over alt og alle. Således har du ført alle de væsener igennem dommedagenes eller ragnaroks mørkesfærer, der i dag befolker dine højeste lysregioner. Og således er du i dag i færd med at føre alle mennesker ud af jordens mørke- eller lidelsessfærer og ind i dine lysregioners strålevæld.
*
Kære almægtige Fader! - Jeg priser og takker dig, fordi du har ladet mig vågne op i en bevidsthedstilstand, hvor jeg ser, at jeg evigt er stedet for dit almægtige åsyn. Du har i en guddommelig faderlig korrespondance afsløret for mig dit umådelige riges mysterium, dit gigantiske væsens alvisdom, alkærlighed og almagt, og at verdensaltet er en evig kulminerende kærlighedsmanifestation, betingende alle eksisterende levende væseners evige livsoplevelse i dit lysende og varmende strålevæld. - Jeg takker dig, fordi du på så kærlig en måde har vist mig, at alle eksisterende levende væsener evigt har hvilet i dit guddommelige, lysende og varmende favntag, og at de aldrig nogen sinde vil komme til at få noget andet opholdssted. Jeg ser, at det kun er et tidsspørgsmål, når de mennesker, der i dag er uvidende om denne herlighed, skal vågne op til bevidsthed i evigheden og i salig henrykkelse skue livets kilde: solenes sol, hvis blændende lys og varme er din evige ånd, åbenbarende dig som den absolut eneste, sande Guddom og alle levende væseners evige Fader. Og således viser du mig her, at alle levende væsener befinder sig i et evigt guddommeligt slægtskab. Og jeg ser, at dette slægtskab kun kan blomstre i lys, lykke og salighed i kraft af overholdelsen af dit store kærlighedsbud: elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv, og at dette er al lovens fylde.
*
Kære himmelske Fader! - Tak fordi du således gennem en timelig, fysisk tilstand har ladet mig vågne op til en evig forklaret tilværelse, omstrålet af din kærlighed, og evigt kun omgivet af væsener, der er mig dyrebare, ligegyldigt hvor jeg så end måtte befinde mig, og ligegyldigt hvem jeg så end måtte komme i berøring med, thi du har givet mig at se og genkende ilden eller strålerne fra dit funklende åsyn i hvert eneste levende væsen.
Tilbage til artikelregister
Forrige