Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mørke, overnaturlige skibe, som glider gennem tågerne ..... enorme, uidentificerede fodspor ..... en usynlig "nærværelse" ..... sælsomme lyde, som ikke høres noget andet sted i verden ..... groteske sorte objekter, som svæver i uhørt fortyndet luft - hvad skal man tænke om et sted, som har overflod af sådanne mysterier?

At det måske bare eksisterer i mytologien? At det kun kan skabes af de svundne tidsaldres ukyndighed, vaneforestillinger og mistolkninger - ligesom de middelalderlige rejseskildringer, der fylder de søfarende nationers museer?

Sådanne slutresultater er en naturlig reaktion, men de kunne dårligt være mere fejlagtige. Den mest forbløffende sandhed er, at dette på samme tid vidunderlige som forfærdelige land først opdagedes for 45 år siden, og det er endnu ikke helt udforsket. Det lidt vi ved om det, er ikke blevet rapporteret af enkelte søfarere eller købmænd, men af mænd med den højest tænkelige uddannelse og speciel videnskabelig træning.

Ved forskellige lejligheder i løbet af disse 45 år har i det mindste et dusin af modige individer, udrustede med en imponerende erfaring og hele den sindrige udrustning som det tyvende århundredes videnskab har kunnet frembringe, gennemtrængt denne mareridtslignende egn og kæmpet sig frem til kun en kilometer fra dens hemmelige fæstning - blot for uforklarligt at forsvinde eller drives tilbage af utrolige ulykker. Men det er dog ikke så mange år siden, at en gruppe vendte tilbage fra et sejrrigt stormløb på naturens sidste citadel - toppen af Mount Everest.

Det var ikke noget vidtstrakt landområde, som så længe bestandigt havde narret eller tilbagevist menneskenes invasionsforsøg. Gang på gang havde bjergbestigere trængt op til mere end 8000 meters højde, og den 28. maj 1952 havde Maurice Herzogs ekspedition nået en højde af 8.600 meter, knapt 300 meter fra toppen. Oberst Hunts sejrrige ekspedition bekræftede det forvirrende faktum, at når man kommer forbi 8.400 meter grænsen, er det værste overstået. De sidste få hundrede meter syntes at gå af sig selv og bereder ikke den dygtige bjergbestiger alvorligere vanskeligheder.

Tibetanerne betragter Mount Everest som et helligt sted, "gudernes trone". De tror, at toppen er åndernes ejendom, og at disse derfor rasende bortfører alle, der trænger sig ind på deres territorium. Og kun få af de europæere, som har betragtet toppen på nært hold, er sindet for at gøre nar af denne forestilling.

Næppe nogen ekspedition er vendt tilbage fra "verdens tag" uden at rapportere hændelser, som kun kan forklares med overnaturlige udtryk. Finkæmmer man gamle årgange af aviser og tidsskrifter, officielle dokumenter og manuskripter til radiointerviewer, og læser man de mange autoritative bøger, som findes om emnet, opdager man, at den ene bjergbestiger efter den anden forklarer, at han følte "tyngden af usynlige hænder", som holdt ham tilbage fra målet under den sidste strækning. Andre har skriftligt svoret på, at de stødte sammen med "ildesindede skabninger", der hånede dem og gjorde nar af deres møje med at nå op til toppen.

Lad os nævne nogle tilfælde:

Fra et værk med titlen "Mount Everestekspeditionen i tre forelæsninger" får vi at vide, at det vældige bjergs første offer var dr. Alexander Kellas, et medlem af den første ekspedition i 1922. Kellas var en fremtrædende bjergbestiger og forskningsrejsende, og stædig og beslutsom, som han var, trænede han hårdt i flere måneder for at opbygge en førsteklasses kondition. Da han sluttede sig til gruppen, var han i en perfekt kondition. På de tidlige stadier i den lange klatting var hans energi og entusiasme en stadig styrkekilde for kollegerne. Men da han gik i forvejen med en mindre gruppe for at trænge op mod toppen, blev han pludselig syg og døde.

Georg Leigh Mallory og Andrew Irvine, begge 22 år, gik fra deres lejr den 8. juni 1924 for at klatre de sidste 600 meter til toppen. De var i den bedst tænkelige form, og vejret var strålende. Kammeraterne kunne følge dem med øjnene, indtil de var nået højere end nogen tidligere ekspedition. De fortsatte ubesværet - "og tydeligvis langt fra alle alvorligere vanskeligheder".

Men så - ganske pludseligt - indsvøbtes de i en tågebanke. Man så dem aldrig mere .....

Ved en tidligere lejlighed under den samme klatring, havde disse mænd sammen begivet sig ud på en rekognoscering. Ved deres hjemkomst havde de rapporteret "en ejendommelig følelse, som om nogen greb efter vore arme og klæder".

I året 1933 forlod Frank Sydney Smythe og Eric Shipton deres lille lejr i 8000 meters højde for endelig at forsøge at storme toppen. Efter at have kæmpet sig opad gennem 150 meter af næsten uoverstigelige hindringer, var Shipton så udmattet, at han ikke kunne fortsætte. Smythe krøb ensomt videre mod de klare øverste tinder bare nogle meter borte - en ensom ynkelig lille figur, som udfordrede verdens mægtigste bastion.

I sin bog "Lejr seks" efterlader Smythe en fuldstændig redegørelse i en sagligt holdt stil om det overnaturlige, som hændte ham på hans ensomme vej mod den forjættede sejr.

Nogle minutter efter blev han tvunget til at gøre holdt for at hvile. Da han så op, så han til sin forundring "to mørke genstande på himlen. Formen mindede om drageballoner sorte og skarpt aftegnede mod himlen. Det ene objekt var udrustet med noget, som lignede korte underdimensionerede vinger, medens det andet havde en næblignende tilvækst, som mindede om tuden på en tepotte".

Til sin forskrækkelse så han, at genstanden pulserede tydeligt, "som en uhyggelig livsform"!

Smythes første tanke var, at han oplevede en ubehagelig luftspejling, eller hallucination som en følge af de kombinerede virkninger af udmattelse, ekstrem kulde, fortyndet atmosfære og det blændende, glitrende hvide snedække. Han besluttede at undersøge sin fysiske og mentale tilstand samt synet. Han begyndte med at fastslå, at genstandenes pulseringer var langsommere end hans hjerteslag. Derigennem eliminerede han teorien om, at hans pulsslag påvirkede synet. Derefter vendte han ryggen mod dem og tog et overblik over de omgivende bjergtoppe, dalene og glaciserne. Han fandt, at han kunne huske samt klart og tydeligt udtale deres navne - Cho-oyu, Gyachung Kang, Pumori og Rongbuk.

Da han vendte sig om, fandtes de groteske genstande der stadig, svævende et par meter over toppen. Men snart drev en tåge ind over det nordøstlige udspring og skjulte dem. Smythe snublede videre yderligere nogle minutter, men blev så nødsaget til at give op. Han vendte tilbage til lejren, "Camp Six", overbevist om, at han var stødt på mere end naturlig modstand.

1936 satte den hidtil bedst udrustede gruppe alle sejl til for at besejre Mount Everest. De havde en nøjagtig udarbejdet plan baseret på tidligere ekspeditioners erfaringer, mange års meteorologiske observationer samt råd fra Europas ledende videnskabsmænd. Men på grund af en utrolig række af uheld af usædvanlig art endte dette forsøg med fiasko.

Eric Shipton ledte i året 1951 en observeringsgruppe for at søge efter en ny og muligvis enklere vej til de øverste tinder. Han vendte tilbage til England med mange værdifulde oplysninger - inklusive en serie fotografier, som fik verden til at forbavses, og som forvandlede en myte til et mysterium fra det virkelige liv.

Shiptons billeder, som først publiceredes i "The Times", afbildede tydelige spor efter et vældigt dyr, som var gået over en stejl sneskråning ovenfor Rongbukglaciset - et øde landskab, som ikke kan huse nogen form for naturligt liv.

Zoologer studerede forstørrelser, men de var ikke i stand til at identificere sporene som tilhørende noget kendt væsen.

Shipton fremlagde villigt alle fakta og fotografiske beviser, men han gjorde intet forsøg på at forklare fodsporene. Alligevel indebærer hans rapport en forbløffende bekræftelse på de gamle nepalesiske og tibetanske folkesagn om et fabelagtigt, frygteligt væsen, som siges at opholde sig i den evige sne på Mount Everest - "den afskyelige snemand"!

Men af alle de gåder som er forbundne med traditionerne omkring det mægtige bjerg, findes vel næppe nogen mærkeligere end beretningen om "den navnløse bjergbestiger".

Ifølge adskillige vidner - deriblandt Charles Fort, den amerikanske forfatter som viede sit liv til at undersøge verdens store mysterier - skete det i slutningen af tyverne, at en vis ung mand, som boede i en forstad til en engelsk by, modtog "lokkeråbet fra Everest". Han opsagde en tryg stilling, brød alle familiebånd og arbejdede sig over til Indien.

Det var hans første rejse udenfor England. Han havde ingen erfaring i bjergbestigning, ingen ordentlig træning bag sig og meget få penge - men en uimodståelig indre stemme opfordrede ham til det desperate vovestykke, viskende - at hans skæbne ventede deroppe på "gudernes trone".

Eftersom han savnede de nødvendige papirer og kvalifikationer, afvistes hans indrejsetilladelse af de tibetanske myndigheder. Dog - han lod sig ikke afskrække og klædte sig ud som en indisk købmand og kunne så via Nepal begive sig ind i "det forbudte land". Da han passerede gennem Katmandu, overlod han et brev til en engelsk embedsmand. Det skulle åbnes to måneder senere, hvis han ikke forinden var kommet tilbage for at hente det.

Ensom og dårligt udrustet angreb denne mystiske vandrer bjergenes konge. Han vendte ikke tilbage. Hans sidste brev afslørede hans nationalitet og dåragtige hensigter - men ikke hans navn, thi han ville beskytte sine venner og sin familie for offentligheden.

Da den ensomme engelskmands identitet stadig væk var ukendt, havde man ikke megen tiltro til historien i Indien og England. Man antog, at brevet måske var en forfalskning eller en practical joke. Men historien med "den navnløse bjergbestiger" fik en meget fantastisk udvikling.

Senere ekspeditioner vendte tilbage med rapporten om, at de var stødt sammen med en "venlig ånd" på de svære strækninger overfor Rongbukglaciset - en usynlig forbundsfælle, som forsøgte at hjælpe dem med at overvinde de naturlige hindringer og de mærkelige kræfter, som bevogtede toppen! Den måske mest interessante af disse redegørelser er den, som Frank Sydney Smythe efterlod, da han havde skilt sig fra kammeraterne under forsøget i 1933:

"..... Jeg var besat af en ejendommelig følelse af at være ledsaget af nogen... Denne "nærværelse" var stærk og venlig. I dens selskab kunne jeg ikke føle mig ensom, ej heller kunne jeg komme til skade".

Så håndgribelig var denne fornemmelse, at Smythe tilstår, at han, når han tog en mintkage frem - hans eneste føde - instinktivt delte den i to bidder og vendte sig om for at give halvdelen til sin ledsager.

Trods rapporter som denne ville "den navnløse bjergbestiger" være forblevet en blot og bar legende, hvis det ikke havde været for en overraskende opdagelse, som Eric Shipton gjorde i 1935. Mens de var ved at udforske den nordre side af Rongbukglaciset, stødte hans ekspedition på efterladenskaber fra en ensom europæer. Ingen "officielle" bjergbestigere havde været rapporteret savnet i området, der fandtes blot de ubekræftede rapporter om en vovehals "amatør", den ukendte englænder.

Historien om menneskenes sejr over Mount Everest - denne højt beliggende redoute, naturen valgte som sin sidste udpost - strækker sig kun over nogle årtier. Skønt uovertruffet i vildskab, drejer det sig dog kun om et lille område, en lille cirkel på kortet. Trods sin korte historie indeholder optegnelserne fra de bitre, kampfyldte år flere uforklarlige hændelser og imponerende beviser på overnaturlige fænomener end de fleste store landes krøniker gør i et helt sekel. Og jeg har endda kun taget de bedst kendte tilfælde op til behandling.

Beretningen om erobringen af Mount Everest af "Tiger" Tensing og den tapre New Zealænder sir Edmund Hillary beviser endnu engang, at der ikke findes nogen større prøvelse for menneskets mod og ingen møjsommeligere opgave for menneskelegemet, end den frygtelige færd opad mod disse forræderiske, isbelagte tinder. Men beviset på overnaturlige hændelser kan ikke tilintetgøres med motiveringen om, at vidnerne under den hårde mentale og fysiske belastning ikke var i fuld besiddelse af deres fornufts fulde brug ved observationstilfældene.

 

VERDENS GEOGRAFI, GYLDENDAL
 
 

Mænd som Smythe og Shipton havde udstået prøvelser på andre mægtige bjerge på andre kontinenter uden at opleve en eneste "luftspejling" eller hallucination end sige vision. Hvordan forklarer for øvrigt denne tankegang Shiptons fantastiske fotografier?

Hunts ekspedition havde lykke til at udføre den bedrift at placere en vimpel på jordens højeste punkt, men endnu i dag kender vi ikke svaret på dets gåde.

Sandt at sige har deres sejr kun tilført civilisationen endnu flere urovækkende historier, som gør mysteriet endnu dybere og på ny får os til at undre os over de indfødtes beretninger om "ånder". Og vi stiller os selv endnu engang det uhyggelige spørgsmål:

Hvad er det, som befinder sig deroppe i tågerne i den grænseløse ødemark, skuende ned på jorden, og som så voldsomt modsætter sig alle, som kommer nær?

Men nu, endelig, kan vi imidlertid forlade den pessimistiske tankegang, som en resignerende bjergbestiger siges at have ventileret for sine kolleger, da de udslidte og stivfrosne modvilligt måtte vende toppen ryggen og påbegynde vandringen nedad:

"I forstår, gentlemen, at jeg begynder at tro på, at Forsynet har en finger med i spillet. Måske Gud mener, at menneskeheden begynder at blive alt for hoffærdig og vil vise os, at det stadig væk er Ham, som styrer verden"!

Kilde Brevcirklen via Lysbringeren - fra svensk ved Erna Frislev.