Kosmos 1959/Årsskrift side 14
I. G. HANNEMANN
professor, dr. techn.
GRUNDENERGIERNES KONSTELLATION
INDLEDNING
Martinus analyserer den sanselige del af verdensaltet som bestående af ialt 6 grundenergier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi. Disse energier, kombineret på forskellig måde, danner de forskellige tilværelsesplaner med dertil svarende sanseredskaber eller organismer, hvorigennem det levende væsen oplever tilværelsen. I de forskellige tilværelsesplaner optræder alle disse energier, men med forskellige grader af udfoldelse. For nemheds skyld skal benyttes følgende markering til angivelse af en energiudfoldelsesgrad: en energi gives mærket 0, når den findes i minimum, og 3, når den forekommer i maksimum. Endvidere mærkes den 1 og 2, når den optræder i henholdsvis første og andet stadium for opadgående, og 2' og 1', når den optræder i første og andet stadium for nedadgående. Skalaen for udfoldelse af en energi vil herefter blive: 1, 2, 3, 2', 1', 0, ... Da det vil være naturligt at antage, at enhver energiform vil tiltage eller aftage gradvis, vil den successivt gennemgå stadierne: 1, 2, 3, 2', 1', 0, 1, 2, 3, 2', 1', 0, ...
ENERGIERNES KONSTELLATIONER I DE FORSKELLIGE ZONER
Al udvikling beror på principperne sult og mættelse. Oplevelsen af een og samme livsform vil uundgåelig før eller senere bevirke mættelse og ønsket om at opleve en ny tilværelsesform. Livet vil således være en stadig skiften fra den ene tilværelsesform til den anden. Da forskelligheden mellem tilværelsesformer er betinget af energiernes forskellige konstellation, må denne hele tiden forandre sig.
Martinus har i Livets Bog angivet energikombinationerne i de forskellige tilværelsesplaner:
I instinktzonen er konstellationen: følelse (1), tyngde (2), instinkt (3), hukommelse (2'), intuition (1'), intelligens (0).
I tyngdezonen er konstellationen: intelligens (1), følelse (2), tyngde (3), instinkt (2'), hukommelse (1'), intuition (0).
I følelseszonen er konstellationen: intuition (1), intelligens (2), følelse (3), tyngde (2'), instinkt (1'), hukommelse (0).
I intelligenszonen er konstellationen: hukommelse (1), intuition (2), intelligens (3), følelse (2'), tyngde (1'), instinkt (0).
I intuitionszonen er konstellationen: instinkt (1), hukommelse (2), intuition (3), intelligens (2'), følelse (1'), tyngde (0).
I hukommelseszonen er konstellationen: tyngde (1), instinkt (2), hukommelse (3), intuition (2'), intelligens (1'), følelse (0).
Foregår udviklingen gennem de forskellige zoner i rækkefølgen instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions-, hukommelsesriget, og fortsat på samme måde, ses det, at hver enkelt energis udfoldelse netop sker ved ovennævnte talfølge: 1, 2, 3, 2', 1', 0, ...
Det vil være naturligt at karakterisere hver enkelt af oplevelseszonerne ved den energi, der er i maksimumsudfoldelse (3), idet denne energi udgør zonens dominerende energi. Herefter kommer energierne med mærke (2) og (2') og så energierne med mærke (1) og (1'), medens energien med mærke (0) er latent, hvilket vil sige, at den er til stede i en vis minimumsudfoldelse.
BEGREBET ENERGI
Vi skal her forsøge at definere begrebet energi. Ud fra materialistisk opfattelse kan energi defineres som noget, hvorved man er i stand til at udføre et arbejde, og arbejde defineres som produktet af en kraft og den vej i kraftens retning, kraften bevæger sig. Begreberne energi, kraft og bevægelse er således uløseligt sammenknyttede.
Ud fra en vitalistisk opfattelse kan energi opfattes som noget, i og ved hvilken enhver form for sansning finder sted. Da enhver form for sansning er betinget af forandring, der igen er udtryk for en reaktion, og da en reaktion kun kan tænkes at finde sted, hvis der eksisterer kræfter, der indvirker på hinanden, hvorved der forbruges eller frigøres energi, alt eftersom det arbejde, kræfterne præsterer, er positivt eller negativt, ses det, at de to definitioner for energi er i overensstemmelse.
Alle energier må for at kunne indvirke på hinanden og for at kunne sanses være kraftfeltdannende. Kraftfelterne er i stadige vibrationer, og reaktion eller påvirkning er betinget af, at der er kontakt eller resonans mellem energier indbyrdes. Energiernes egenskaber svarer til deres reaktionsvirkninger, der igen afhænger af deres vibrations- eller bølgeområde. Man kan også udtrykke det således, at alle energier er af elektrisk natur, idet elektriciteten netop kan karakteriseres som noget, der danner kraftfelter, som uafladelig er i bevægelse eller svingninger. Fra elektromagnetiske bølger ved man, hvorledes egenskaberne skifter med bølgelængden, og hvorledes reaktion opnås ved resonans.
Lægges en forestilling om, at det levende væsen er det centrale i tilværelsen tilgrund, kunne man undersøge, hvilken betydning de forskellige energier har for det levende væsens oplevelse af tilværelsen.
Hver enkelt grundenergi har sine særlige egenskaber. Den enkelte grundenergi optræder aldrig særskilt, men altid i forbindelse med de øvrige grundenergier, hvorved de forskellige energikombinationer får egenskaber svarende til de tilstedeværende kombinationsforhold mellem grundenergierne.
Alt hvad der findes af fysiske og åndelige ting består af energikombinationer, vore fysiske og åndelige legemer og organer er energikombinationer. Da evner er knyttede til organer, hvis funktioner netop svarer til de pågældende evner, ses det, at der til hver evne svarer en bestemt energikombination. F. eks. er hukommelse en evne, der svarer til en energikombination, hvor hukommelsesenergien er dominerende.
TYNGDE- OG FØLELSESENERGIEN
Tyngdeenergiens grundegenskab er frastødning, medens følelsesenergiens grundegenskab er tiltrækning. Disse to energier er kontraster og danner tilsammen fundamentet for de ligevægtstilstande, der er basis for enhver form for fysisk eller åndelig materie. Tyngde- og følelsesenergien bevirker ligeledes tilsammen materieegenskabens masse eller træghed. Stoffernes vægt eller tiltrækning af jordens tyngdekraft skyldes denne egenskab. Påvirkes en masse af en kraft fremkaldes en forandring i massens hastighed (acceleration). Kraftens arbejde svarer således til forandringen af massens bevægelsestilstand.
Forøges tyngdeenergien i en ligevægtstilstand sker der en hastighedsforøgelse svarende til en varmeudvikling, som ved en stærk forøgelse af tyngdeenergien kan resultere i eksplosion. Forøges følelsesenergien derimod, fremkaldes en hastighedsformindskelse svarende til en afkøling, som ved en stærk forøgelse af følelsesenergien kan resultere i en næsten bevægelsesløs tilstand. For de åndelige energier, tankeenergier, gælder tilsvarende lovmæssighed. Et overskud af tyngdeenergi bevirker splittende tankeenergier som intolerance, hævn og had, medens et overskud af følelsesenergi bevirker samlende tankeklimaer som tolerance, tilgivelse og kærlighed. Naturligvis er et vist kvantum tyngdeenergi altid nødvendig for at give følelsen varme og gøre den livgivende.
Da forholdet imellem tyngde- og følelsesenergien er afgørende for enhver ligevægtstilstand, såvel fysisk som åndelig, og da en eller anden mere eller mindre stabil ligevægtstilstand altid må udgøre grundlag for enhver livsudfoldelse, må tyngde- og følelsesenergien altid ligge nær hinanden i deres udfoldelse. Det ses da også af oversigten over energikonstellationerne, at udfoldelsen af tyngde- og følelsesenergi altid følges ad, således at udfoldelsen af tyngdeenergi enten er en grad større eller en grad mindre end udfoldelsen af følelsesenergi. Men denne forskel i udfoldelse er til gengæld aldeles afgørende for karakteren af væsenernes livsoplevelse. Ja, herved fremkommer de to livsformer, som indbyrdes danner den fundamentale kontrast i tilværelsens kredsløb.
Er tyngdeenergien i overvægt i forhold til følelsesenergien, bliver livsformen selvisk; væsenerne ønsker at knytte omgivelserne til sig som en del af deres magtområde. De indvikles i materien og ønsker at tilegne sig mest mulig materie. De levende væsener sanses blot som specielle materiekombinationer. Egoisme er her fundamentet for enhver manifestation, og materien er både middel og mål for livets oplevelse i disse zoner.
Er følelsesenergien i overvægt i forhold til tyngdeenergien, bliver livsformen uselvisk; væsenerne ønsker at komme i kontakt med andre levende væsener. De nyder at kærtegne og at kærtegnes. Kærlighed er her fundamentet for enhver manifestation, og materien er blot midlet, medens de levende væsener bagved er målet for livets oplevelse i disse zoner.
Overgangen mellem tyngde- og følelseszonen eller mellem dyreriget og det rigtige menneskerige er netop den zone, i hvilken jordmennesket befinder sig. Denne overgang er kredsløbets mørkeste overgang, i hvilket mennesket skal opleve den sum af ubehag og lidelse, der udvikler følelseslegemet, således at dette i det rigtige menneskerige kan bære bevidstheden. Summen af lidelser udgør også, således som beskrevet i en artikel i Kosmos 1958, den nulpunktssænkning, der er nødvendig for en fornyelse af behagsoplevelsen.
Tyngde- og følelsesenergien er de dominerende energier i det fysiske legeme i dyreriget. Igennem dette legeme sanser eller oplever væsenet den fysiske verden som et sammenspil mellem tyngde- og følelsesenergi, hvor tyngdeenergien ofte er den mest fremtrædende. I det rigtige menneskerige oplever væsenet også den fysiske verden som et sammenspil mellem tyngde- og følelsesenergi, men hvor tyngdeenergien overalt er bundet af følelsesenergien.
Af den foranstående oversigt over energikombinationerne fremgår, at hukommelses-, instinkt- og tyngderiget udgør tilværelsens selviske zoner, hvor tyngdeenergien er i overvægt over følelsesenergien, medens følelses-, intelligens- og intuitionszonen er tilværelsens uselviske zoner.
Tyngde- og følelsesenergien danner grundlaget for enhver form for bevægelse, idet deres primære egenskaber som nævnt er frastødning og tiltrækning. Disse energiformer må derfor forekomme i større og mindre grad i enhver energiart. Et vist overskud af tyngdeenergi fremkalder bevægelse eller forandring.
Medens den fysiske materie yder betydelig modstand mod forandring, vil de åndelige materier, hvor intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien er dominerende, kun kræve et ringe kvantum tyngdeenergi for at påvirkes. Udfoldelsen af tyngdeenergien i disse zoner er derfor mindst (1', 0, og 1 ifølge den nævnte oversigt). Blot ved hjælp af en ganske ringe mængde tyngdeenergi reguleret af en tilsvarende passende mængde følelsesenergi vil man i disse zoner være i stand til frit at jonglere med de åndelige materier.
HUKOMMELSESENERGIEN
Hukommelsesenergien ligger til grund for enhver form for tænkning. Ved en erindring er der en oplevelse, der erindres, og som altså i en eller anden form må være opbevaret, så den kan genopleves. Oplevelsen må således forefindes i en kopi eller i et aftryk dannet i et materiale, som er i stand til at opbevare aftrykket. Grundbestanddelen af dette materiale er hukommelsesenergi.
Når individet erindrer et eller andet, beror dette i virkeligheden på en sanseproces. Væsenet sanser igennem sit hukommelseslegeme genstandene, d.v.s. erindringerne i sin hukommelsesverden. Da væsenets erindringsverden oplagret i hukommelsesenergi indgår i dets energiorganisation, må sansningen her være indadvendt, således at det sanser en del af sig selv i form af sin indre verden. Denne sansning etableres ved, at individet er i besiddelse af et organ i hukommelsesmaterie udskilt fra dets øvrige hukommelsesenergi. Kopierne i denne fremkalder, når sansning eller erindring finder sted, i nævnte organ resonanssvingninger, der opleves som erindringer.
Denne form for oplevelse eller sansning svarer i virkeligheden ganske til guddommens sansning, som altid må være indadvendt. I dette tilfælde er hvert enkelt væsen et sanseorgan for guddommen udskilt fra Guds øvrige energikombinationer, der danner omgivelserne, som sanses.
I hukommelsesverdenen optræder væsenet som en slags guddom i forhold til dets indre verden. Dog er der her den væsentlige forskel, at guddommens indre verden er en levende verden bestående af alle de levende væsener, medens væsenets indre verden i hukommelseszonen ikke er en virkelig levende verden, men er en kopiverden af væsenets ydre levende tilværelse fra forgangne tider.
Når væsenet fuldstændig har lukket sig ind i sin egen indre verden og oplever i denne, er det ubevidst i den ydre verden; det er her som mineralet, som stenen eller sandet.
Ligesom man prenter et kopibillede af en koncert f. eks. ved variation i magnetisme af et stålbånd og kun kan udviske kopibilledet ved en magnetisk virkning, vil der af en oplevelse dannes et kopibillede i hukommelsesenergi, der ligesom de øvrige energier er af elektrisk natur. Kopibilledet er meget stabilt og kan kun nedbrydes indefra af individet selv.
Hukommelsesenergien danner grundlaget for det levende væsens oplevelse af rum og tid. Uden erindringer oplagret i hukommelsesenergi ville væsenet ikke have noget udgangspunkt for en sammenligning og vurdering af nye oplevelser og ville derved ikke have mulighed for at placere disse i rum og tid. Enhver oplevelse ville for væsenet blot blive et noget, det ikke ville være i stand til på nogen måde at nuancere.
Betragter man den tidligere angivne oversigt over energiernes konstellation i de forskellige zoner, vil man se, at hukommelsesenergien i intelligenszonen er voksende og i intuitionszonen nærmer sig et maksimum, som nås i hukommelseszonen. Som det fremgår af det foranstående, er hukommelse et nødvendigt element i enhver form for tænkning. Jo mere individet beskæftiger sig med tænkning, desto mere træner det sin hukommelse, så det er ganske naturligt, at hukommelsesenergien vokser med voksende tankevirksomhed. Interessen for hukommelsen er her udadvendt i relation til den udadvendte nyskabelse i tankematerie.
I intuitionszonen er væsenet imidlertid ved at blive mæt af livsudfoldelsen i den ydre verden, hvorved længslen mod kontrasten hertil opstår. Denne kontrast er livsudfoldelsen i væsenets indre verden, eller erindringsverden. Heraf ses, at hukommelsesenergiens tilknytning til individet i intuitionszonen skifter fra at være et aktivt organ i væsenets ydre skabelse, til at blive det bærende legeme i væsenets oplevelse af dets indre verden. Ligeledes ses det, at overgangen mellem intuitions- og hukommelsesverdenen er ganske umærkelig, til trods for at den danner skellet imellem de uselviske og de selviske zoner.
I instinktzonen er hukommelsesenergiens udfoldelse også stor, omend aftagende, men dette er også ganske selvfølgeligt, idet instinktzonen danner en naturlig fortsættelse af hukommelseszonen. Væsenet begynder nu at blive bevidst i sin selviske livsudfoldelse med tilhørende fysiske manifestationer, men har endnu for en stor del sin livsoplevelse i sin indre verden.
Efterhånden som væsenet bliver mere og mere optaget af den ydre verden, svinder hukommelsesevnen og når sit minimum i følelseszonen eller det rigtige menneskerige, hvor ønsket om aktiv livsudfoldelse er stærkest. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er en meget stor fordel, for ikke at sige en nødvendighed for jordmennesket, at dets erindringsevne næsten er latent, således at det ikke vil være i stand til at erindre sine tidligere tilværelser og dermed, hvad det har i vente af glæde og sorg.
Vi må her lige indskyde følgende:
Til grund for udvikling af enhver evne ligger et ønske. Hvis udviklingen foregår normalt, vil dette ønske forstærkes, efterhånden som man dygtiggøres, og nå et maksimum, endnu medens man er i gang med at dygtiggøre sig. Men herefter vil ønsket svækkes, efterhånden som mætning finder sted, og når genistadiet af den pågældende livsudfoldelse er nået, vil ønsket hurtigt svinde til fordel for andre ønsker. Heraf vil det forstås, at ønsket om aktiv livsudfoldelse er større i følelses- og intelligenszonen end i intuitionszonen, hvor den højeste form for genialitet i aktiv skabelse er nået. Ønsket om den højeste aktive livsudfoldelse betyder, at interessen for den passive livsudfoldelse er latent, svarende til at hukommelsesenergien har sin mindste udfoldelse i følelsesriget.
INTELLIGENSENERGIEN
Ofte sættes tænkning alene i forbindelse med intelligens. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Der forekommer mange tanker, hvor tyngde- eller følelsesenergi er dominerende. Spekulation over en eller anden oftest ubehagelig situation vil hyppigst være en tænkning ved tyngde og følelse og næsten blottet for intelligens.
Intelligensenergien ligger til grund for analysen. Ved en analyse opdeles eller udstykkes en helhed i dens forskellige elementer eller detailler, som hver for sig sammenlignes med tilsvarende kendte detailler. En sådan sammenligning kan kun ske direkte eller indirekte i form af en sansning. Skal man finde ud af, om to ting er ens, må man undersøge, om de består af nøjagtig de samme detailler og har nøjagtig de samme egenskaber, hvilket kun kan afgøres ved målinger med forskellige apparater, der i virkeligheden blot udgør forlængede sanseredskaber.
Intelligensenergien ligger ligeledes til grund for de synteser, der består af kombination eller sammensætning af kendte elementer. Ofte vil tænkningen forme sig således, at man danner nye ting ved at prøve sig frem med forskellige kombinationer af forskellige kendte detailler, og derpå ved en analyse undersøger, om resultatet svarer til, hvad man ønsker.
En kombinering er en skabeproces, medens en analysering er en sanseproces, som iøvrigt også udgør en skabeproces, men i begge tilfælde drejer det sig om en målbevidst jonglering med væsenets erindringsmateriale ved hjælp af intelligensenergi.
Ved hjælp af intelligensenergien er væsenet i stand til at ordne og katalogisere sine erindringsbilleder. Ved nye oplevelser vil det ved hjælp af sin intelligensenergi kunne fremkalde erindringsbilleder fra lignende tidligere oplevelser og derved placere de nye oplevelser.
Et bevis skal for at forstås kunne følges led for led fra forudsætningerne til resultatet. Dette er ensbetydende med, at man for hvert enkelt led skal kunne drage sammenligning med noget kendt, d.v.s., med tidligere oplevelser opbevaret i hukommelsesmaterie. En sådan sammenligning kan som ovenfor nævnt kun ske i form af en sansning, hvorved man kan overtydes om en principiel identitet mellem det undersøgte og det kendte.
En slutning beror på en sammenstilling af kendte led til et nyt led. Resultatets rigtighed bekræftes ved en analyse. Lad os tage det klassiske eksempel fra formel logik:
Givet: A er ikke (indeholdt i) B, og C er (indeholdt i) A.
Heraf sluttes: C er ikke (indeholdt i) B.
Og et andet klassisk eksempel, fra Holbergs Erasmus Montanus:
En sten kan ikke flyve, Morlil kan ikke flyve, ergo er Morlil en sten.
Hvordan kan man nu vide, at slutningen i det første eksempel er rigtig, medens den i det sidste eksempel er forkert? Det sidste eksempel kan omskrives til:
Givet: A er ikke (indeholdt i) B og C er ikke (indeholdt i) B.
Konklusion: C er (indeholdt i) A.
Symboliserer man foreteelserne A, B og C som cirkler på et stykke papir, kan man umiddelbart se, at slutningen i det første eksempel er rigtig, medens man i det sidste eksempel intet kan sige om C i relation til A. For at finde ud af, om de foretagne konklusioner er korrekte, foretager man her en sansning og tilfredsstiller denne intelligensen, må man gå ud fra, at slutningen er rigtig.
Da disse eksempler i virkeligheden giver et almengyldigt billede af intelligensenergiens virkemåde, kunne man måske synes, at grundlaget for en stringent, logisk tænkning er noget ufuldkomment, idet sansning jo altid er subjektiv.
Her må man imidlertid ikke glemme, at man netop ved hjælp af intelligensenergien er i stand til at skabe og operere med symboler, og at bedømmelsen af, om en slutning er logisk rigtig, beror på en sansning af symboler, hvorved man kan undgå den personlige farvning, som finder sted ved den normale sansning eller oplevelse. En omformning af tingene i symboler og en operering eller jonglering med symboler sker via intelligensenergien, og giver tænkningen en objektivitet og en rækkevidde langt ud over individets sansehorisont.
Sprogene er et eksempel på en i høj grad gennemført symbolisme, som må anses for en nødvendighed for tænkning på det jordmenneskelige plan. Matematiken med dens anvendelse af tal- og bogstavsymboler er et eksempel på et logisk, stringent, abstrakt symbolsystem, hvis betydning vanskeligt kan overvurderes. I kunstens verden anvendes ligeledes ofte omfattende symbolismer.
Der kan måske være grund til at drage en sammenligning imellem den jordmenneskelige intelligens og de moderne store elektronmaskiner, som får større og større betydning indenfor det civiliserede samfund.
Principperne i sådanne regnemaskiner ligger meget nær på linie med intelligensenergiens funktioner. Der arbejdes med symboler og foretages sammenligninger, naturligvis ikke ved sansning, men ved resonansprincipper, og der foretages oplagring af resultater, således at disse kan tages frem, når der bliver brug derfor.
Da man ofte har sat intelligensen som jordmenneskets fornemste egenskab, kan dette nok give stof til eftertanke. Men ligesåvel som menneskene udvider deres fysiske sansehorisont med mikroskoper, teleskoper o.s.v. og gør sig livet behageligt ved konstruktion af en mængde apparater, er det kun naturligt, at de også formår at fremstille apparater, der kan lette dem for intelligensmæssigt arbejde.
Medens forholdet mellem tyngde- og følelsesenergi i det levende væsens organisme og bevidsthed som tidligere nævnt giver det levende væsen dets følelsesmæssige grundindstilling til tilværelsen, er intelligensenergien en neutral energi, der lige såvel kan benyttes i det »godes« som i det »ondes« tjeneste.
Martinus har i Livets Bog beskrevet de forskellige kategorier inden for jordmenneskene og vist, hvorledes disse er afhængige af forholdet imellem tyngde-, følelses- og intelligensenergien. Her er det derfor nok at antyde, at overvægt af intelligens i forhold til følelse giver den intelligensbetonede kølige, reflekterende mennesketype, der både findes i forbryder-, forretnings- og videnskabsgruppen, mens overvægt af følelse i forhold til intelligens giver den følelsesbetonede, impulsive, umiddelbare mennesketype, der ligeledes findes i ovennævnte grupper, og desuden udgør en væsentlig del af kunstnergruppen. Imellem nævnte to mennesketyper findes den afbalancerede mennesketype, hos hvem følelses- og intelligensenergien er i ligevægt. Ved indgangen til det rigtige menneskerige må et sådant balanceforhold være nået samtidig med, at følelsesenergien er blevet tyngdeenergien fuldstændig overlegen.
Da intelligensenergien som nævnt virker regulerende på følelsesenergien, bliver handlinger udløst af følelse ved hjælp af intelligens formålsmæssige til glæde og gavn for næsten. Heraf ses det, at intelligensenergien, som det fremgår af den tidligere anførte oversigt, i udfoldelse må befinde sig tæt op mod følelsesenergien, Kærlighed er da også en energikombination, hvor følelsen har herredømmet over tyngden og intelligensen er så stærkt repræsenteret, at den er i stand til at regulere følelsen.
Det er desuden klart, at intelligensenergien vil være stærkest repræsenteret i de åndelige verdener: det rigtige menneskerige, visdomsriget og intuitionsriget, hvor den udadvendte skabelse, i kærlighed til de levende væsener, er stærkest. Det er en lykke, at intelligensenergiens udfoldelse i dyrezonen er så lille, at det trods alt er begrænset, hvad den anvendt i egoismens tjeneste kan udrette. Man må her forstå, at det, der i det jordmenneskelige perspektiv synes frygteligt og umenneskeligt, i det guddommelige perspektiv kan vise sig at være et nødvendigt »onde« til gavn for jordmenneskene i deres udvikling mod det rigtige menneskerige.
INTUITIONSENERGIEN
Intuitionsenergien er den energiform, som jordmennesket har mindst kendskab til. Det er den energi, der benyttes ved skabelse af ideer. I modsætning til intelligensenergien, hvor en analyse eller en syntese bliver til led for led, forekommer udformningen af en idé fuld færdig i intuitionsenergien. En sådan energiform, hvor tingene ligesom er blevet til af sig selv, kunne se ud som en ren trolddomsenergi. Imidlertid må man her tænke sig, at verdensaltets samlede viden i form af ideer eksisterer i intuitionsmaterie. På samme måde, som et væsens personlige oplevelser aftrykkes som kopier i hukommelsesenergi, men her kun er tilgængelige for dette væsen selv, vil alle ideer skabes og opbevares i intuitionsenergi og være tilgængelige for alle væsener, der besidder et tilstrækkeligt udviklet intuitionsorgan.
Ved skabelse af et fysisk apparat må der i forvejen foreligge en færdig plan eller tegning, d.v.s., det pågældende apparat må i forvejen være skabt i tankematerie. Til hver eneste fysisk ting i såvel uorganisk eller organisk materie samt til enhver åndelig ting foreligger der i intuitionsmaterie en idékopi rammende essensen af de tanker eller ideer, der har været grundlaget ved skabelsen af den pågældende ting. Intuitionsenergien kan således karakteriseres som verdensaltets udadvendte hukommelsesmaterie.
Det er herefter intet under, at de jordmennesker, der i sig har blot lidt af intuitionsevnens nådegave, er i stand til at skabe de skønneste og genialeste værker inden for kunst og videnskab, inspireret af de strålende ideer, de igennem deres begavelse måske fuldstændig ubevidst har sanset i intuitionsenergien.
Man kunne nu spørge, hvordan virkelige nyskabelser i verdensaltet bliver til.
I jordmenneskezonen er der med de små åndelige evner, som selv de mest begavede jordmennesker er udstyret med, naturligvis kun tale om meget primitive former for nyskabelse. De genialeste frembringelser sker her som nævnt gennem væsenernes kontakt med den viden, der forefindes i intuitionsverdenen, således at man på en måde kan sige, at de modtager de strålende ideer som gaver fra en skøn og vidunderlig verden, gaver de viderebringer til jordmenneskeheden, og som de herved giver deres personlige præg.
I de høje, åndelige verdener, hvor intuitions- og intelligensenergien når deres maksimumsudfoldelse, sker alle de egentlige nyskabelser. Her dannes former for levende væseners fremtidige organismer, og her udformes udviklingsbaner og livslinier for kommende generationer. Her opbygges de myriader af talentkerner, der en gang skal bære væsenerne gennem kredsløbets primitive zoner.
Nyskabelserne her foregår ved, at væsenerne ved hjælp af intelligensenergien kombinerer viden og ideer i intuitionsenergi til nye ideer. Ved intelligensenergien analyserer, ordner og katalogiserer væsenerne tankematerialet i intuitionsenergien, ganske som dette sker for det enkelte individ med hensyn til dets erindringsmateriale.
En nyskabelse sker altid ved en kombination af kendte foreteelser til en ny foreteelse. I jordmenneskezonen er intelligensevnen i sin begyndelse for opadgående og intuitionsevnen er latent. Menneskenes viden omfatter her kun en del fysiske, uorganiske detailler, som de kun formår at kombinere i begrænset omfang. I intelligens- og intuitionsverdenen er væsenernes intelligensevne langt større og deres viden langt mere omfattende. De har her fuldstændigt kendskab til verdensaltet i alle dets principper og detailler indenfor et vist perspektiv, og denne viden omfatter både alle fysiske uorganiske og organiske og alle åndelige foreteelser. Intet under at nyskabelserne i disse zoner bliver fantastiske i forhold til jordmenneskezonens. Selv vore genialeste frembringelser er meget primitive i forhold til skabelserne i visdomsriget og i den guddommelige verden.
Betragter vi den tidligere angivne oversigt over energiernes konstellation, vil man se, at intelligens- og intuitionsenergien er nøje knyttet til hinanden i udfoldelsesgrad. Dette svarer ganske til, hvad der ovenfor er sagt om disse energiers samvirkning.
I slutningen af den guddommelige verden vil individet mere og mere tabe interessen for aktiv skabelse. Det skuer her ud over verdensaltet og kunne udtrykke sin højeste viden med Guds ord: »Se, alt er såre godt«, inden det langsomt lukker sig ind i sin egen indre verden i salighedsriget.
INSTINKTENERGIEN
I dyre- og plantezonen er man overalt vidne til instinktenergiens udfoldelse, og alligevel er instinktenergien vel den energi, man har vanskeligst ved at overse. Instinktenergien er den bærende energi i enhver form for automatfunktion. Ved en eller anden bestemt påvirkning sker der en udløsning af en ofte kompliceret mekanisme; men hvordan denne mekanisme er dannet, ved man ikke noget om endnu.
Hele plante- og dyrezonens livsformer hviler på automatfunktioner. Indenfor biologien undersøger man processerne ved cellernes deling. Man har fundet frem til generne som bærerne for de automatfunktioner, der styrer og regulerer væsenernes vækst, men her standser den materielle viden.
Martinus har givet en analyse af de forskellige former for et væsens viden om en eller anden foreteelse; A-viden, der svarer til erkendelse af den pågældende foreteelses eksistens, B-viden, der svarer til væsenets udøvelse af foreteelsen og C-viden, hvor væsenet har foretaget udøvelsesprocessen så mange gange, at denne er blevet til automatfunktion, og væsenet derved er blevet geni på det pågældende felt.
Denne analyse giver vide perspektiver med hensyn til forståelse af væsenets udvikling, men stadig står spørgsmålet tilbage, hvad der egentlig sker, når en automatfunktion dannes. Martinus har udtrykt, at der ved dannelsen af en automatfunktion skabes et selvstændigt organ, der er legeme eller redskab for et levende væsen, men den dybere belysning af hele processen mangler endnu. Vi er her nået til et overordentlig vigtigt problem nemlig organismeskabelser. I intuitionszonen vil væsenet med den kolossale viden og kombinationsevne, det besidder, være i stand til at skabe sig et uhyre stort antal talentkerner. – Mekanismen for talentkernernes tilblivelse i form af samspillet med de forskellige energier og moderenergien er ligeledes et problem, der trænger til en afklaring –. Disse talentkerner vil kunne bringes til udløsning ved given påvirkning, som bl. a. gør det muligt, at ydre påvirkninger forårsager forandringer i udviklingen i form af mutationer.
Organismernes tilblivelse hører til de største undere i tilværelsen. Man ser det lille frø blive til en plante, eller ægget blive til en lille unge, der vokser, til det når det voksne individs stadie, alt sammen automatisk virkende og hårfint reguleret. I fosterets udviklingsskala får man et fingerpeg om, hvad det er for en umådelig vidtrækkende proces, der her foregår. Organismeskabelsen vil uden tvivl blive et af de interessanteste afsnit i Martinus afsløring af verdensbilledet og vil give en afrunding af dette.
Ifølge den tidligere anførte oversigt over energiernes konstellation ses det, at instinktenergien er stærkest fremtrædende i mineral-, plante-, og dyreriget. Dette er ganske naturligt, idet det er her, den fysiske organismeskabelse begynder og når sit maksimum. Skabelsen af automatfunktionerne sker i fysisk materie, således at de tre fremtrædende energier ved denne netop er instinkt-, tyngde- og følelsesenergien.
I mineralriget er væsenets bevidsthed i den fysiske zone latent, idet det har hele sin bevidsthed rettet indad mod sin erindringsverden. I instinktzonen, hvor udfoldelsen af instinktenergien når maksimum, bliver væsenet anelsesbevidst i den fysiske verden. Instinktorganismen i planteriget giver væsenet anelsesbevidsthed, medens tyngdeorganismen i dyreriget giver væsenet dagsbevidsthed. Efterhånden som væsenet bliver bevidst i sine åndelige organismer, vil instinktlegemet degenerere, indtil det i visdomsriget har nået sit latente stadie. Dette stemmer da også med, at intelligensenergien, der i bevidstheden skaber følelse af viden, direkte virker nedbrydende på instinktenergien, der i bevidstheden skaber følelse af anelse.
KONKLUSION
Ovenstående gennemgang af grundenergiernes konstellation i de forskellige zoner viser, at den energistruktur Martinus i sit værk, Livets Bog, med tilhørende symboler har angivet for de forskellige riger, er logisk og naturlig.
Tilbage til artikelregister
Forrige