Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Se dog, hvor lystig en flugt henover engens brogede blomsterflor.

Som et lille stykke løsrevet sol skinner og lyser den lille sommerfugl i sin brogede pragt, ansvarsløs og ubekymret tumler den legende frem gennem den varme luft båret af sine smukke, bløde vinger og den lette brise. Yndig og ubesværet flyver den fra blomst til blomst, hviler lidt her og suger honning til sig der, lydløst vuggende med de spraglede vinger anbringer den sig dekorativt på buskens grønne blade og lader sig gennemvarme af solens stråler.

Som en forunderlig og skøn budbringer fra en anden verden sidder den, som en skønhedsåbenbaring midt i naturens frodige grønne; måske er himlens dybe blå og havets blågrønne farver, hele havens blomsterflor og humlebiernes summen blot skabt som ramme om dig, du lille smukke.

Sådan føles det i denne korte stund, din varme, mætte skønhed gør øjet godt og sindet glad, men hvorfor flyver du så bort igen? Inden dagen går på hæld, vil du nu være glemt, som den lille fremmede gæst, du er.

Og dagen synger videre på sin evige døgnmelodi, mens aftenens mørke skyer majestætiske kommer sejlende og solen langsomt svinder bag horisontens rand. Hist og her tændes husenes gule lys og spreder deres varme skin nogle skridt ud i den lune augustnat, indbydende og hyggelige skinner de i mørket og lokker nattens vingede beboere til sig, – også du, lille sommerfugl, føler dig blændet i mørket, lysstrålen når dig – og drager.

Påny begynder du din glade dans gennem luften og når ind i stuens lys. I store bløde cirkler nærmer du dig det forjættende lys, mens andre små flyvere beundrende ser til, ak – så strålende det ser ud!

Forblindet styrter du dig mod lampen med et lille hårdt smæld, og forslået redder du dig et stykke bort for i næste øjeblik at styrte mod lampens skin igen, og denne gang, åh, min lille smukke, er du kommet den brændende flamme for nær! Rædselslagen og forpint jager du rundt om lyset, mens andre insekter beundrende følger dig. Dine farver stråler og lyser op i den stille stue og din flugt rundt om den lysende flamme er fantastisk.

Men ingen ser de forbrændte og forslåede vinger, ingen ser angsten i dine øjne og den ensomme kamp, du kæmper for livet mod det forræderiske lys. Kun din skønhed og farver ser de, din hastige flugt rundt og rundt, mens lampen strålende oplyser – og blænder dig. Ingen ser det!

Ingen ser smerten; thi din skønhed vildleder og faschinerer, mens den falske sol, den lille gule lampe, drager og lokker dig til en endnu vildere dødedans.

Sådan som du ligger, min lille glade sommerven, forslået og forbrændt, sådan ligger også mennesker i deres sidste søvn. Varsomt tager jeg dig og lægger dig til rette i havens bløde mørke – og nænsomt bærer vi mennesker hinanden til det sidste hvilested, varsomt tager vi på hverandre, – – når vi er døde!