Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/2 side 38
Grundejerforeningens love og vedtægter
Civilingeniør G. Bastue Christensen (sekretær for G. K. F.)
Efter den i decembernummeret omtalte stiftende generalforsamling for Grundejerforeningen Kosmos Ferieby ("G. K. F."), hvor man valgte en bestyrelse på 7 medlemmer og fastlagde principperne for foreningens love, har bestyrelsen efter disse retningslinier udarbejdet et komplet forslag til GKF's love og vedtægter på 10 paragraffer, der i januar er udsendt til urafstemning blandt de fremtidige medlemmer: grundejerne i feriebyen.
Bestyrelsen har nu foretaget optælling af de afgivne stemmer og konstateret, at lovforslaget er blevet vedtaget med over 95 pct. majoritet, idet kun 2 medlemmer gjorde enkelte indsigelser vedr. detailler i § 4 og § 8; der vil her blive foretaget et par småændringer for tydelighedens skyld, og i § 8 gives der provinsmedlemmer – som er afskåret fra at være tilstede ved generalforsamlingen – mulighed for at stemme skriftligt på dagsordenens punkter. Stemmeprocenten for de deltagende grunde var 68 pct. – De foreslåede revisorer, kontorchef Kay Filtenborg og civilingeniør Mogens Munch, blev valgt med alle stemmer. – Efter lovene opdeles feriebyen i 5 afdelinger med hver sin repræsentant; hr. Zinglersens afdeling indskrænkes derfor til F+G, medens hr. Voss repræsenterer afd. D+E.
Foreningens "10 bud" er således nu en realitet, og medlemmerne vil få tilsendt et eksemplar med den endelige ordlyd. Bestyrelsen har dermed løst sin første opgave: foreningens officielle basis – og går nu over til det praktiske arbejde i feriebyen, hvor en ny badebro og et soppebassin m. v. står på dagsordenen. Da disse arbejder imidlertid kræver penge, bedes alle medlemmer snarest indsende det lille indskud og halvårskontingentet til kassereren. Hvis nogle af "kompagniskaberne" og "dobbeltejerne" ønsker mere end eet medlemskab, bedes det ligeledes meddelt a. h. t. den endelige medlemsliste.
GKF's virke vil forhåbentlig blive synlig i feriebyen til sommer!
G. Bastue Christensen.