Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lyt – bag kornet nynner havet sin ensomme sang, stille og monotont. Jeg stirrer langt udover dets sortegrå dybder, så endeløse og hvileløse og dog så vidunderlige beroligende og gammelkendte. Nattens tunge, sorte skyer sejler langsomt frem – hvorhen?

Det er, som kommer de dragende fra havets mørke dybder, bærende på oceaners dunkle hemmeligheder, tavse og uigennemskuelige og majestætiske sejler de frem, for atter at svinde i den første morgengrøde.

Hen over mig stryger søndenvinden med nænsom hånd. Det trætte og varme svinder bort – den hvisker mellem træernes blade og leger med gyldne kornaks, muntert fører den edderkoppen fra træ til træ, og nysgerrigt lister den rundt om mig, løfter forsigtigt håret bort og kilder mig i øret med en lille, vilter lok, så jeg må le – og pludselig var den borte.

Hvor stille – det føles næsten, som om den muntre nattebrise slet ikke har været her. Kun på havets tyste bølgeslag hører jeg, at den var virkelig. Nu er natten stille – urørlig. Alt er som mørke silhuetter mod himlens svage skær. Luften er lun og ren og fyldt med jasminers duften. En vibe skriger i det fjerne – ja, hundrede dæmpede lyde når mig i denne stille stund.

Ingen kirkegang kan være så skøn, som den naturen selv skaber. Intet kor lyder så jublende og rent som naturens eget. Intet orgel så blidt, ejheller så magtfuldt som havets rytmiske nynnen. Og kære, ingen stemme taler inderligere til Gud end din egen indre, når du standser og fatter naturens evige andagt!

I dage med solopgang og solnedgang, med jublende lærkesang og biers travle summen, i dage med torden og lynild, i stormende blæst og regn, i knugende, lammende frost eller i tågens klamme, grå og forstemmende kulde, møder du kun din egen sjæls nuancer og dit sinds hvirvelvinde. Derfor, almægtige natur, elskes du så højt; thi du anslår alle kendte strenge, blot mere kraftfuldt og betagende, end vi selv evner.

Også i denne andagtsfulde sommernat med al dens blide trylleri – i vindens sagte hvisken og fuglenes kaldende skrig, i bølgens stille nynnen, i træernes urørlige ro, i den tunge, søde duft af blomstrende buske og i natteskyernes tavse flugt ud over den sortegrå havflade – også her er en flig af sindets skønne dybder i et overvældende format skabt af et alkærligt forsyn – og af hele mit væsen drages jeg mod dette evige, storslåede i en ordløs bøn!