Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Guds Billede har gennem Tiderne atter og atter skiftet Ansigt. Denne stadige Ændring af Synet af den samme evige, uforanderlige Guddom er dog en ganske naturlig Foreteelse, idet Foranderligheden i Billedet eksisterer i den dybeste Samklang med Menneskehedens bevidsthedsmæssige Udvikling. Bibelen fortæller os, at Gud skabte Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse, men Livet viser, at Mennesket har skabt og stadig skaber sig en Gud i sit Billede efter sin Lignelse. Naar Menneskene imidlertid har følt Trang til at forme et Billede af dette højeste Væsen, var de jo henviste til at maatte sammensætte dette straalende Billede af Realiteter fra deres egen kendte Verden, og da der i denne Verden ikke fandtes noget større end netop Mennesket, bliver denne Formning af Guds Billede i menneskelig Lignelse ogsaa forstaaelig, navnlig da disse Idealbilleder tilmed udstyredes med mentale og legemlige Egenskaber, som Menneskene ikke selv ejede, men som var Genstand for deres dybeste Længsel. Vi ser, hvorledes de opstillede Gudebilleder bestandig udgjorde et Væsen, der tilfredsstillede Menneskets Hjerte – et Væsen, der straalede som et Ideal – et Væsen, Mennesket kunde tilbede, og mod hvilket det kunde stræbe.

Moderne Mennesker ynder at forfægte den Anskuelse, at Menneskets religiøse Trang er en sygelig Underkastelsestrang. Denne Formodning kan imidlertid ikke holde Stik, idet det viser sig, at man aldrig nogensinde har mødt et Naturfolk, som var uden Tilknytning til det religiøse Princip, og dette fortæller os, at denne Forbindelse med de religiøse Kræfter, denne urokkelige Overbevisning om eller Tro paa en Guds eller Guders Eksistens er en Urkraft, som ganske simpelt eksisterer i Menneskesindets Dybder, og som saadan maa den være af organisk Natur. Den maa være tilknyttet et Talent, der virker og fungerer helt frigjort af Villie og Dagsbevidsthed. Denne Urkraft er til Stede i Naturmennesket, ganske som Livskraften eksisterer i Frøkornet, og dens Virkninger er saa dybtgaaende, at den griber ind i Naturfolkenes Liv paa en saadan Maade, at deres religiøse Liv og Hverdagen smelter sammen og bliver til een Ting. Deres Gud eller Guder er med dem i alle Ting, i Sorg og Glæde, i Modgang og Medgang, i Sygdom og Sundhed, gennem hele Livet og gennem Døden. Hos det moderne religiøst indstillede og troende Menneske ser vi derimod, at Hverdagen og det religiøse Liv udgør to forskellige Ting, der ofte slet ikke har Berøring med hinanden. – Hvad kan vel Aarsagen hertil være? De kosmiske Analyser besvarer klart og præcist dette Spørgsmaal, idet de viser os, at Menneskets Trosevne er funderet i dets Evne til Korrespondance med Instinktenergien, men da Menneskets intellektuelle Evner er i rivende Vækst, undermineres tilsvarende Trosevnen. I den daglige Tilværelse med dens Kampe for de daglige Fornødenheder, hvor den Kloge narrer den mindre Kloge, kan man ikke klare for sig ved Hjælp af sin Trosevne – nej, i denne kolde, haarde Verden er det nødvendigt at bruge sin Forstand og Tænkeevne – det vil med andre Ord sige, at her er de intellektuelle Evner sat i Højsædet. Menneskene forlanger Begrundelser, Beviser og Analyser, og det virkeligt videnskabeligt indstillede Menneske søger Bevisførelse for enhver Erkendelse og kan efterhaanden ikke leve paa Tro eller Formodninger, selv om disse er udstafferet med Aarhundreders ædle Patina – og "Guds Billede" fortoner sig og bliver uvirkeligt. For det religiøst indstillede Menneske, som i sig stadig ejer Evnen til at tro, bliver Tilværelsen ligesom opdelt i to Omraader. Det ene af disse Omraader udgør "Kampen for Tilværelsen", hvor Mottoet er: enhver er sig selv nærmest – og hvor alle intellektuelle Kræfter maa sættes ind for at skabe de bedst mulige Levevilkaar for Væsenet selv og Familie. Det andet Omraade dækkes derimod af Væsenets religiøse Liv, og dette Felt beherskes totalt af Følelseslivet, der her fuldstændigt har baandlagt de intellektuelle Kræfter. Da der saaledes næsten er Tale om en fuldstændig modsat Sindsindstilling inden for de to Omraader, er det indlysende, at en Sammensmeltning af disse er en Umulighed – og "Guds Billede" er saaledes kun synligt i det ene af de to Livsdomæner.

Livet fortsætter imidlertid urokkeligt sin Gang, og Menneskene beriges uafladeligt med Erfaringer – ingen kan undgaa denne Erfaringstilegnelse, og efterhaanden som de oplevede Erfaringer bliver organiserede, opstaar der virkelig Viden. Med en stadig voksende Viden om Livet sættes Menneskene i Stand til at knytte sig til det fuldkomne og tilsvarende at tage Afstand fra det primitive og ufuldkomne. Med dyb Undren opdager Menneskene efterhaanden, at netop i den graa nøgterne Hverdag med dens Kampe og Spekulationer, med dens Fejltagelser og Overtrædelser opleves de mest dybtgaaende Erfaringer, her begynder Livsvisdom at spire frem. I det religiøse Omraade beriges Menneskene derimod ikke med ny Viden. Fremskridt og Udvikling standses af Dogmernes svære, mentale Mure, – og en Anelse om, at "Guds Billede" usynligt straaler bag om alle baade glædelige og smertefulde Oplevelser og Erfaringer i Hverdagen, bliver levende, saa meget mere som det jo viser sig, at Livets eller Naturens Paavirkninger har været hensigtsmæssige. En Paavirkning, man bestandig er udsat for, maa man før eller senere blive bevidst i. Gennem de kosmiske Analyser møder vi "Guds Billede" paa en saadan Maade, at vi forundrede maa indstille os paa, at vi evigt er stedet for Guds Ansigt, og at han er os nærmere end den, man føler sig nærmest og stærkest knyttet til.

Gennem sine kosmiske Analyser viser Martinus os, at det levende Væsens Hovedanalyse udgøres af 3 urokkelige, evige Principper, og det levende Væsen udgør saaledes et evigt Princip, der kan udtrykkes ved 3 Analyser: "Et Noget som er" – "dette Nogets Skabeevne" og "Resultatet af denne Skabeevne". Da enhver af disse af Martinus skabte Analyser uløseligt er knyttet til de to øvrige og sammen med dem udgør den Enhed, der fremtræder som "det levende Væsen", vil det levende Væsens urokkelige Analyse være den, at det udgør "et treenigt Princip". – Martinus viser os endvidere, at Universet eller Altet har nøjagtigt den samme Analyse eller udgør det samme treenige Princip, som det levende Væsen, og Altets Identitet som et levende Væsen bliver derigennem stadfæstet – og dette ene store Væsen kan jo kun være den evige Guddom. Martinus har saaledes gennem disse Analyser vist os, at alle levende Væsener fremtræder i "Guds Billede efter hans Lignelse".

Verdensaltet er saaledes Guddommens Organisme, og den Uendelighed af Liv, som her findes, er alt sammen Udtryk for det guddommelige Liv, der gennemstraaler hele Universet. Verdensaltets levende Væsener udgør saaledes det synlige Billede af Guddommen – og vi ser gennem de kosmiske Analyser, at disse Væsener befinder sig inden i hinanden. Vor egen Organismes Opbygning bekræfter indlysende dette. Uden en Mikroverden vilde vor Fremtræden være en Umulighed. Det samme vilde ogsaa være Tilfældet, hvis vi ikke selv befandt os inden i en større Organisme (Jordkloden), hvis Funktioner vi kalder Naturen. "Guds Billede" kan imidlertid retmæssigt kun gøres tilgængeligt ved en Realitet, der ikke er tidsbegrænset eller forgængelig, men som derimod er evigt eksisterende, og vi ledes saaledes gennem de kosmiske Analyser frem til, at "Guds Billede" kun kan virkeliggøres gennem det evige Princip: Væsener inden i Væsener, Organismer inden i Organismer eller Tingene inden i Tingene.

"Guds Billede" omfatter saaledes alle eksisterende levende Væsener. Alle vore Medvæsener udgør paa denne Maade noget af "Guds Billede" for os – de er en Repræsentation af noget af Guddommens materielle og sjælelige Nærværelse for os, de er de Redskaber, hvorigennem vor Samtale med Guddommen finder Sted, de er Guddommens Svar til os paa vore Ønsker og Drømme, paa vore lyse og mørke Handlinger. Verdensgenløserne har atter og atter saa indtrængende som muligt tilskyndet Menneskene at søge et harmonisk Forhold til Næsten. "Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv", siger Kristus, og samstemmende hermed forkynder Muhamed: "Den, som ikke er kærlig mod Guds Skabninger, vil Gud ikke være kærlig mod", og Buddha lærer sine Tilhængere: "Betving den Vrede ved Venlighed, overvind den Onde ved Godhed og Løgneren ved sande Ord". Disse Verdensgenløsernes stærke og manende Ord til Menneskene faar gennem de kosmiske Analyser dobbelt Vægt og Styrke, idet intet Menneske kan naa frem til Lykken eller komme i Kontakt med Livet, som er Udtryk for "Guds Billede" uden ved at komme i Samklang og Harmoni med sin Næste.

Lykken, dette ubestemmelige, som har saa mange Ansigter, griber vi alle efter med ivrige Hænder, og naar Livet undertiden gavmildt skænker os det, vi havde foregøglet os virkelig var den store Lykke, saa kom altid med Mættelsen Skuffelsen. Lykken viser sig for os Mennesker aldrig at være varig, men heldigvis er Livet saa rigt og gavmildt, at er en Lykkedrøm bristet, toner straks en anden frem i den fjerne Horisont. Før eller senere, naar Menneskesindet er blevet beriget gennem Skuffelserne, naar de oplevede Erfaringer har været saa smertefulde og dybtgaaende, at det enkelte Menneske fornemmer sin egen Afmagt, sin egen svigtende Evne til at orientere sig i Livet, opstaar der en brændende Længsel efter at faa Udsyn over Livet, at komme til at forstaa Livet og dets Hensigt. I denne Søgen vil Mennesket møde Guddommen. Guddomstanken bærer Mennesket dybt i sit Sind, den er en Genspejling af vort inderste Væsen og Rod, og en ny stor straalende Drøm om at komme i den dybeste Samklang og Harmoni med "Guds Billede" vokser stærk og levende frem i Menneskesindet.